Throwback

- oldies but goodies



Efterfødselstjek i Nuuk

19.februar 2008


Efter fødslen af Charmetrolden (min første søn) i 2007, oplevede jeg lidt problemer med eeehm....den kvindelige æggebakke. Det tog sin tid at lokke lægerne til at evaluere situationens alvor nærmere, men 3,5 måned efter fødslen lykkedes det endelig. Det kom der dette lille skriv ud af:


Så oprandt dagen, hvor jeg endnu en gang skulle til gynækologisk overlæge for at få konstateret, at jeg STADIG ikke er helet indvendig efter fødslen.
Nå, jeg ankom og ventede de sædvanlige 65 minutter pga forsinkelser. Tiden blev fordrevet i venteværelset, hvor Bamse og Kylling bragede ud af fladskærmen. Til sidst var jeg ærlig talt noget træt af \"tiværtifald\" og \"brrrraaaaaamsssssse\" for fuld volumen, men de forsamlede børn så umiddelbart ud til at more sig forrygende. Om det reelt skyldtes de forvoksede tøjdyr på skærmen eller det faktum, at en desperat mor havde kastet 10 kilo slik ud mellem ynglet, er svært at afgøre.

Da det endelig blev min tur sov min fod (og min mås, men dét taler vi ikke mere om), hvorfor jeg på det nærmeste humpede ind til overlægen. Denne viste sig at være \"af anden etnisk oprindelse\" og trods hans bedste anstrengelser lød han stadig mere afrikansk end dansk. Om end det skabte et par forviklinger og misforståelser, så var jeg dog så bekendt med fænomenet GU, at jeg trods alt rimelig hurtigt fik smidt tøjet og besteget briksen via de dertil indrettede stigbøjler. Det viste sig så godt nok, at han havde en forventning om uddybende snak INDEN undersøgelsen. Nu er jeg ikke sådan den, der indrømmer egne fejl alt for velvilligt, hvorfor jeg nonchalant placerede en arm under nakken og fortsatte samtalen som om alt var i skønneste orden, mens jeg i mit stille sind forbandede mit forhastede initiativ.

Det viste sig hurtigt, at den lærde læge ikke var så lærd i det danske sprog, og jeg måtte bogstaveligt talt tegne illustrationer på det dér stive papirlagen, som befandt sig ret mellem mig og briksen.
Til gengæld var han helt flink til at lave vilde fagter i luften, en gestus jeg personligt satte overmåde pris på, indtil han væltede 50 pakker kondomer fra en lavthængende hylde direkte ned i ansigtet på mig.
Mens den betuttede sygeplejeske gav sig til at rydde op og kravlede rundt under \"min\" briks, gik lægen så i gang med den egentlige undersøgelse. En særdeles smertefuld oplevelse, og lægens påstande om at \"slapper man af og trækker vejret dybt gør det ikke ondt\" hjalp altså ikke en døjt. De metalliske grydeskeer havde nemlig en ganske særegen evne til at gnide kanten direkte mod læsionen, og hans fede fingre gjorde ved gud ikke situationen mere behagelig.
Et par gange sortnede det for mine øjne og da jeg desperat så mig om efter en skraldespand og ikke lokaliserede en sådan inden for armsvidde, valgte jeg en enkelt gang at synke den begyndede smag af opkast i mit svælg. (Må jeg indskyde, at morgenmad altså bare smager bedst første gang.)

Netop som man tror, at NU kan det da ikke blive meget værre, udbryder han så "prou a zi", hvilket både jeg og sygeplejersken tolkede som en opfordring til at hun skulle kigge med. Fra sin position ret under briksen og min bagdel, liggende på knæ med hænderne fulde af kondomer med indbygget glidecreme, løftede hun så hovedet og nærstuderede mit indre. Jeg ville have fundet situationen direkte komisk, var den indtruffet for en anden eller set på det hvide lærred i en komedie, men da den nu involverede mig selv, fandt jeg øjeblikket direkte pinligt.
Heldigvis fik jeg da lov til at tage tøj på lige efter, dog tænkte ingen på at køre briksen ned i almindelig højde igen, hvorfor jeg med et stiklagen viklet om underkroppen måtte rappelle ned på gulvet igen.

Værre bliver det, da lægen skal komme med sin dom.
"Du har en lom i din skid!"
Javel ja.
Er en lom ikke en fugl?
Og hvis du har set "min skid" har du valgt en forkert indgang, min ven.
Lidt tegnen a la Picasso og en mængde gebrokne forklaringer udredede dog trådene nogenlunde.
Da jeg bristede indvendigt under fødslen, blev jeg selvsagt syet. Stingene faldt bare af for tidligt, og i stedet for at hele over et par uger, begyndte sårkanterne at gabe mere og mere. Derved er der blevet dannet en lomme i min slimhinde, hvilket skaber det ubehag og de smerter, som jeg har klaget over i snart 3½ måned. Eneste løsning er altså at "genskabe" læsionen, dvs skære mig op. Dernæst vil de så sy sammen igen, og jeg kan så kun håbe, at de er bedre til det denne gang.

Da jeg skal til at gå, bliver jeg så tilbudt en pakke af de før omtalte kondomer, som nu ligger spredt ud over hele lægens skrivebord. Jeg takker nej. Dels er jeg på p-piller, dels er sex en meget lidt behagelig oplevelse for tiden, hvorfor tvungen cølibat hersker i soveværelset. Afholdenhed har nu en gang en bedre præventiv effekt end selv de bedste stykker gummi.
Lægen forstod vist ikke helt, enten på grund af sproglige vanskeligheder eller manglende humor...hvem ved. Jeg stoppede ikke for at reflektere nærmere, men flygtede på det nærmeste ud af konsultationen.

Vel hjemme igen har jeg om muligt endnu mere ondt, end før besøget hos lægen. Jeg sidder nu på en blød hovedpude og drømmer om den dag, hvor jeg er fuglefri i de nedre regioner.



Gravid i Nuuk 2

01.august 2007, 3 måneder til termin


Med fare for at lyde som en pivende killing, så bliver jeg nødt til at have lidt luft over dagens JM (jeg har ikke fået en fast, så behandlingen svinger meget).

Jeg har i de sidste par uger haft rigtig godt ondt i ryggen lige under skulderbladene.
Nu vil jeg jo nødig virke alt for pivet, så jeg har ikke kontakt JM tidligere.
I går aftes blev det dog lidt for meget af det gode.
Jeg havde haft lidt værken i ryggen, ikke rigtigt ondt men bare lidt ømhed og træthed. Så jeg smed mig på sofaen for at hvile lidt, og efter ½ time ville jeg så gerne rejse mig igen. Det skulle dog vise sig sværere end som så at komme fra vandret til lodret positur, da det dels gjorde vanvittigt ondt og dels føltes som om, min ryg var låst fast i en skruestikke. Eneste lige så ynkelige billede, som jeg kan forestille mig, er en skildpadde, der er væltet om på rygskjoldet og ligger dér og vipper.
Lettere ydmyget måtte jeg til sidst kalde på hunden, tage fast i dens halsbånd og beordre den til at bakke, så den kunne hejse mig op som en bedre kone-kran. Bedst som jeg mente, at det da umuligt kunne blive ret meget værre, trådte manden så ind af døren....med bringende sin chef. PINLIGT.

Her til formiddag tog jeg derfor den drastiske konsekvens og ringede til JM.
Jeg fik så besked om at svinge forbi med en urinprøve, så de kan tjekke for urinvejsbetændelse. Okaaaay....hvor langt op løber sådan nogle urinveje da lige?
Vittige sjæle påstår, at det er fordi, jeg har røv i begge ender.
Personligt er jeg dog mest i tvivl om, hvorvidt dagens JM overhovedet har hørt efter.
Jeg har ondt ved skulderbladene...ikke lænden....ikke mavsen.
Faktisk havde jeg nok stilet mere i retning af et godt råd i forhold til nogle rygøvelser eller måske en henvisning til en fysioterapeut, men JM finder det åbentbart mere hensigstmæssigt at studere min urin.
Er jeg ved at blive sindsyg, eller er der andre, der også synes, at det lyder lidt mærkeligt?



Gravid i Nuuk 1

03.august 2007


Okay, dette blev så dagen, hvor min både min stædighed og selvtillid måtte vige pladsen for de sande realiteter hér i livet.

Det hele startede ellers så fint med en mail i formiddag, hvor faderen til min førstefødte inviterede mig på en forkælelses-middag ude i byen (bare lige for at slå fast at jeg er nogenlunde velfungerende på øverste etage må jeg hellere nævne, at jeg naturligvis sagde ja tak).
Jeg glæde mig som et lille barn i december, om end de sædvanlige bekymringer om beklædning dukkede op i baghovedet.

Jeg har lige fra starten af min graviditet holdt fast på, at dét i hvert fald ikke skal reducere mig til en uformelig, sexløs masse. Ganske vist kan jeg ikke gøre noget ved den naturlige vægtstigning, de synligt røde kinder i forbindelse med hedeturene eller de irriterende teenage-agtige bumser, men jeg har alligevel forsøgt at være lidt fiks i min fremtoning. I ved, ikke vralte mere end højest nødvendigt, iklæde sig noget bare nogenlunde smart tøj, eventuelt piftet op med et pænt halssmykke for at flytte fokus fra de knap så flatterende elefant hofter til de noget mere attraktive nye, store bryster.
Nogle gange lykkedes projektet naturligvis bedre end andre, og jeg har på det sidste haft sværere og sværere ved at ligne en gudinde (om end en frodig én af slagsen) for i stedet at minde om et omvandrende beduintelt. Derfor har jeg også brugt mere og mere tid på at bekymre mig om min såkaldte garderobe, som nu er nede på sølle 5 beklædningsdele, som jeg stadig med lidt vold og magt kan klemme mig ned i.

Igen blev jeg overrasket af faderen til min kommende arving, som umiddelbart efter frokost troppede op på mit arbejde for at kidnappe mig.
Han inviterede mig sørme ud at shoppe efter nyt tøj!
Den første butik forlod jeg ret hurtigt, da det hele var noget underligt hvidt konfirmationstøj med en masse læg og flæser. I sådan en mundering lignede jeg mest af alt en mislykket mutation mellem en malkepige, en kransekagefigur og michelin-manden. Yaiks.
De næste 2 forretninger måtte jeg også gå tomhændet fra, da deres ventetøj ikke fandtes i "normale" størrelser, dvs at de havde haft udsalg og der var nu frit valg mellem XS og XXXXXL.
Så var der kun én mulighed tilbage, og jeg må sige, at udvalget var temmelig begrænset. En blusemodel og en slags bukser.
Bukserne var nogle vældig pæne og yderst farvestrålende flower power bukser i orange fløjl, og heldigvis nedlagde min shoppepartner veto mod dem, så jeg behøvede ikke en gang prøve dem. Blusen var sådan set meget pæn, men fuldstændig uformelig. Den var 1½ meter lang og 3 meter bred, til gengæld var den one size.

Til sidst lykkedes det mig dog at finde en rigtig pæn lang tunika, som godt nok ikke lige var beregnet til gravide men sagtens kunne rumme min mave, og efter at have skimmet min kæmpe garderobe igennem i hovedet, besluttede jeg at den vist kunne gå med mine hvide bukser hjemme i skabet.

Vel hjemme besluttede jeg mig for et dejligt bad.
Mens jeg stod under de varme stråler fra bruseren og lod tankerne flyve løbsk afsted, faldt det mig pludselig ind, at jeg vist ikke havde gjort noget videre ud af at studse bikinilinjen for nyligt. (Jeg kan jo ligesom ikke længere selv se, hvor grelt det står til dernede, og jeg er ikke typen, der synes sådan noget skal være en gruppeopgave.)
Jeg fandt et spejl og du milde himmel. Ikke noget kønt syn.
Jeg besluttede mig straks for, at sådan en smule mave og det faktum, at den skæmmede mit udsyn gevaldigt, i hvert fald ikke skulle stå i vejen for min ellers så pertentlige intim hygiejne. Dét skulle jeg hurtigt fikse, gravid eller ej. Min eneste bekymring var faktisk, om vi overhovedet ejede en buskrydder, som var kraftig nok til opgaven.
Det viste sig så, at man ikke både kan holde mavedellen væk, spejlet i position samt styre en shaver på samme tid. Ergo røg spejlet ud til højre. Jeg kender vel min egen krop, og behøves i hvert fald ikke kunne se noget.
Jeg synes selv, det gik ret godt.

Tiden var løbet lidt, så jeg skulle skynde mig i tøjet.
Først pænt hvidt undertøj, så hvide bukser og til sidst den nyindkøbte tunika.
Ud og inspicere sig i spejlet.
Wauv wauv.
Jeg lignede sgu stadig en gudinde (eller...i hvert fald en kvindelig version af Buddha) og var faktisk godt tilfreds med resultatet.

Og dog...hvad er nu dét?
Noget underligt rødt brød frem på mine pæne, hvide bukser, som jeg i al hast smed for at inspicere skaden.
Jo, den var god nok. Jeg havde naturligvis omskåret mig selv halvt, og nu kunne jeg i hvert fald ikke have de hvide bukser på i aften.
Lettere irriteret på min egen stædighed gik jeg i gang med at lægge bukserne i blød, så de i det mindste ikke blev ødelagt for bestandigt. På én eller anden absurd måde lykkedes det mig så at splaske en så tilstrækkelig mængde sæbevand ud over min nye tunika, at også dén måtte hænges til tørre.
Pokkers også.
Nu var jeg dels i ganske betragtelig tidsnød, make-up og smykker var endnu ikke valgt og jeg havde ikke en gang noget anstændigt at tage på.
Så kom jeg i tanke om kjole, som jeg havde fået af en veninde. Jeg havde med vilje gemt den godt af vejen i skabet i et desperat håb om aldrig at se den for mine øjne igen, men i mangel af bedre måtte den så skrabe an.

En hurtigt påklædning senere var vi på vej til restauranten, hvor tjeneren på det dybeste beklagede at de havde glemt at booke vores bord og at der desværre intet var ledig.

Nu, en ½ time senere, mens et par frosne pizzaer luner sig i ovnen, må jeg se i øjnene, at min stædighed har kostet mig den sidste rest af selvtillid.
Efter at være kommet hjem og set mig selv i spejlet, er der nemlig ikke nogen andre at bebrejde for det faktum, at jeg har været ude i det pulserende liv klædt ud som et Benneweis telt. (Må jeg her indskyde at striber IKKE nødvendigvis slanker, og at stærke farver IKKE altid er af det gode.)
Jeg, som ellers mente at bære min graviditet så pænt, ligner ganske simpelt skrumpen fra det ydre rum....på en dårlig dag.



Sommeren 2009.

Trolden og jeg er flyttet ind hos mine forældre. Vi er blevet "os selv", kan man sige, og er i gang med at vænne os til vores nye familie struktur. Planen er, at vi på sigt skal findes vores egen lille lejlighed.

Lige nu nyder vi dog at have tag over hovedet hos Bedsterne.
Især nyder Trolden at kunne boltre sig i deres have. Vi bruger det meste af fritiden med at slikke sol, lege i haven og underholde naboerne med billige grin.

"Jeg har en kinky-mor
jeg har en kinky-mor"
Synger trolden for fuld hals.
Jeg hører naboens latterkrampe igennem hækken og overvejer et kort sekund at forklare situationen:
Trolden har fået en ny bamse. Kæmgu-mor.....fra Peter Plys, du véd. Men jeg nænner næsten ikke at briste hans illusion og ødelægge hans morskab.

"Min mor har fine brune solballer"
Hører man knægten råber gennem hækken.
Man hører også naboen kæmpe for at holde latterbrølet tilbage.
Nu magter jeg snart ikke mere. Vi flytter. Vi behøves ikke vente på en ledig lejlighed.
Over and out!



Julen 2009.


Du har vi endelig fået vores egen lejlighed og jeg har besluttet, at vi skal lave vores egne traditioner og minder.
Derfor har Charmetrolden og jeg i dag frekventeret den lokale bondemand, for at skove vores eget juletræ.

Vi startede med at trisse rundt i den lille gårdbutik. I laden kunne man købe alverdens lækre naturmaterialer til juledekorationer eller købe fine færdige kreationer. Både adventskranse og kalenderdekorationer kunne købes til favorable priser.
Der var også gratis småkager, æbleskiver, lun kakao og varm gløgg.
Vi blev dog enige om at vente med lækkerierne, til vi havde fundet det helt perfekte juletræ.

Vi lånte en økse og en sav af den rare bondemand. Så begav vi os på vej ind i den lille hyggelige granskov.

Uanset hvor fine træer, jeg opsporede, så var Trolden ligesom aldrig tilfreds. Dur ikke, næste. Vi skulle videre, vi skulle længere ind i skoven.

Til sidst var vi ude igen på den anden side.
Tilbage i skoven igen. Beregne ny rute. Udpege smukke træer.
Stadig kun misbilligende hovedryst fra sønnike.
Til sidst udså jeg mig et smukt træ og lod utålmodigheden løbe af med mig.
"Nu fælder vi det hér træ, og så skal vi have varm kakao!" Jeg var stålfast. NU skulle det skide træ fældes, mens jeg stadig havde en smule følelse tilbage i hænderne.
Jeg svingede øksen og........
Trolden stak i et vræl og hylede som en ulv ved fuldmåne.
"Moaaaaar neeeeeij! Synes du slet ikke det er synd, at det fine lille træ skal dø....bare fordi som at du vil hænge nisser på det?"

Nu havde jeg jo ikke just tænkt mig at hænge nisser på mit træ. Jeg havde forestillet mig et traditionelt gammeldaws juletræ med kugler, guirlander og lys.
Men bevares, vi kan da godt smide en nisse på også.
Mere hylen. Flere tårer. Yderligere tilkendegivelser af oprigtig medfølelse for det lille træ.....og stærk modvilje mod moderens morderiske tendenser.

Vi kørte hjem.
Uden træ, men med et barndomstraume rigere.
Der må findes en anden tradition at bygge minder på. 



Empati og oprigtig bekymring


Trolden:
"Farmor skal passe meget på, når hun går tur i skoven. Hun er jo meget gammel, så hun kan slet ikke stikke af fra monstrene.




Godtroende ´sesse 


Prinsesse:
"Jeg hader sommer. Så skinner solen og det bliver varmt. Og så dør min mor. Hun er nemlig vampyr!"




Livets begyndelse


Trolden: 
Da jeg var lille, boede vi i Grønland. Jeg  var så lille, at jeg ikke engnag var et år.....vi boede der faktisk også, da jeg var liiiiiilllebitte og ikke var kommet ud af ægget endnu."