OM MIG
VELKOMMEN
Velkommen til mit lille hjørne af den virtuelle virkelighed.
Hér
vil jeg få afløb for hverdagens trummerum via dagbogsagtige indlæg om
dét at være mor og omvandrende blæksprutte med alle de udfordringer, det
bringer.
(Ironi og sort humor kan lejlighedsvis forekomme.)
Siden
er på ingen måde ment som en skinhellig skildren af egne evner som
supermor, men nærmere et realistisk modstykke til mediernes
forherligelse af den evigt overskudsagtige mor, som jonglerer karrierer,
huslige sysler, partnerskab og moderrollen til UG....og samtidig når at
bage sunde speltboller formet som T-Rex. For hvor kan man dog blive
frustreret over de rollemodeller, man finder i alverdens børne- unge
relaterede magasiner "...og da Kaj-kagerne bagte strikkede jeg med højre
hånd en ny fodboldstøvle til teenageren, imens venstre hånd var
beskæftiget med bleskift af mindstemanden....i hovedet gennemgik jeg
sideløbende min tale til Nobelprisoverrækkelsen for min opdagelse af
molekylær blær..."
YEAH RIGHT.
Det er denne fantastiske evne til at overleve selv de mest absurde situationer ene og alene fordi man mestrer den sorte humor, som Mor Med Mere gerne vil hylde.
Om mig selv er der ikke så meget at sige. Mine milepæle hér i livet er vidtstrakte, men kan kort opsummeres således:
Jeg
voksede op i en kernefamilie og overlevede gymnasieårene. Rejste
udenlands og kom retur til Danmark med nye erfaringer samt en nyfunden
stålvilje. Jeg lever i dag i en sammenbragt familie med dine-mine-vores
børn, 3 styks selvgjorte plus et bonus. Jeg er ikke gammel og slidt men
en genbrugs-ung blæksprutte med livserfaring.
Opstart
Jeg vil SKRIVE!
Jeg KAN skrive!
Jeg burde sætte det i system.....
Ikke fordi jeg nødvendigvis vil profilere mig selv eller mener at have en så fantastisk tankegang, at resten af verden bør sættes ind i den. Skrive for min skyld, på mine præmisser.
Om andre kan bruge mine skriblerier til noget rager mig en flyvende flodhest. Igen...for min skyld. En slags selv-healende mental hygiejne. MIN lille plet, MIT eftermæle.
Jeg har en plan, men om det er realistisk, tjaaaaa se dét er jo en anden snak.
Jeg starter ud som blogger. Nå ja og med tiden snigløber jeg naturligvis de store mestre som Tolkien, Dan Brown og Flemming Jensen indenom.
Dernæst udgiver jeg hele molevitten i bogform og tjener kassen,
flytter til Italien og holder siesta resten af livet. Et otium i evig
hedebølge og vild luksus kan lyde en smule ensformigt, men jeg vil gerne
ofre mig i den hensigt til fulde at forstå senfølgerne af en sådan
livsstil. Hvad man dog ikke er villig til i videnskabens tegn.
Senere kom de små stikpiller fra vennekredsen.
"Du skal da skrive!"
Ja, det skal jeg da.
Det GØR jeg da. På daglig basis. Alt lige fra huskesedler til fritagelse
fra ordinær undervisning grundet sygdom. Jojo, I kan da ligegodt tro,
at jeg får skrevet! Måske ikke det mest ophidsende læsestof, men man må
glæde sig over de små ting.
Det heldige ved gode idéer er, at de
ikke forbliver små. De vokser sig store og stærke, indtil der ikke
længere er plads til dem i éns hoved. De kræver at blive hørt og testet.
Jeg
har derfor i skrivende stund netop færdiggjort gennemlæsningen af
Blogger-Biblen fyldt med alverdens mere eller mindre brugbare råd og
retningslinier.
"Når du har oprettet din profil er resten lige til. Bare skriv, skriv og skriv."
Og så alligevel ikke helt.
Først er der alle de forudgående overvejelser.
Jeg bør jo have et emne, noget at skrive OM.
Ganske vist faldt emne valget mig rimelig nemt. Rejseskribent.
Evaluering af de fineste sandstrande under sydens sol og evaluering
bedste hoteller i alverdens storbyer. Det er LIGE noget for mig.
Desværre forhindrer økonomi og familære forpligtelser mig i rent faktisk
at rejse udenlands, ja faktisk kommer man med tre børn og deres
eskalerende bunker af vasketøj sjældent uden for egen bopæl. Ergo måtte
valget nødvendigvis falde på noget mere stedkendt omend knap så
glamourøst. At være kvinde i den moderne tidsalder, hvor man ikke
længere kan forvente at manden i huset leger jæger og således skaffer
kød på bordet. Hvor man ikke længere kan gå hjemme og pusle om børn og
huslige sysler. Hvor man forsøger at være mor med stort M, evigt
tiltrækkende partner, succesfuld businesswoman, støvsugersvingende
husalf samt kogekone med hang til hjemmelavede økologiske retter af
årstidens lokale råvarer.
Et tilpas jordnært emne og alligevel omfattende nok til at holde interessen fanget. Dén snupper jeg.
Hvad er målet, hvad vil jeg opnå?
Den vågne læser vil nok bemærke, at emnevalget jo ikke er ukendt
land i den stadig stigende bloggerkultur.
Mit held er, at jeg ikke skriver for andres skyld. Jeg er groft sagt
ligeglad med, hvorvidt jeg skiller mig ud fra mængden. Jeg skriver for
min egen skyld. Hvis andre har lyst til at læse med, er det da
naturligvis et ekstra lille skulderklap, men dét er ikke motivationen.
Hvem er mit publikum?
Hér er jeg ganske ydmyg. Jeg behøver ikke en stor fanskare (men
siger da ikke nej tak), idet jeg som sagt skriver for min egen skyld. Og
lidt for kærestens. Han vil i den grad sætte pris på, at jeg får afløb
for mine tanker på anden vis end ved at indvie ham verbalt via timelange
forelæsninger. Så slipper JEG også for den evigt tilbagevendende
frustration over, at han IGEN-IGEN har glemt, hvad jeg jo ellers så
levende har berettet. Total win-win situation for os begge. Skulle andre
finde fornøjelse i at læse med, så er jeg jo ikke den, der skal skuffe
dem.
Jeg bør dog kraftigt vurdere bloggens åbenhed.
Hvor går grænserne mellem den virtuelle virkeflade og privatlivets fred?
Hvor meget af sit indre vil man øse ud til masserne og ikke sidst
men ikke mindst, hvor megen eksponering vil man udsætte sine nærmeste
for?
Ganske vist vedrører den min dagligdag, mine oplevelser og tanker.
Men da jeg jo allerede har inviteret andre til at følge med på
sidelinjen, bør jeg klart overveje netop dette punkt nøje. For at
bloggen skal have den tilstræbte personlige effekt, må jeg nødvendigvis
kunne dele mangt og meget hér. En smule censur kommer jeg nok ikke
udenom, for jeg skal også fortsat kunne se mig selv og mine kære i
øjnene.
Når jeg er nået så langt, kan jeg ENDELIG oprette endelig oprette min blog.
Nu bliver jeg nærmest tvunget til at bruge et par timer på at
gennemskue de "avancerede layout indstillinger", for de medfødte
skabeloner er til at blive søsyg af. Et farvehelvede som snor sig på
tværs af skærmen og i den grad skriger om at blive skiftet ud. Men dét
er ikke så lige til at ændre. De psykedeliske baggrundsfarver skal jo
gerne matche de 70er inspirerede font farver.
Når det langt om længe
er lykkedes at justere sig frem til et nogenlunde udholdeligt layout,
bliver man naturligvis nødt til at tage stilling til farven på HVER
ENESTE lille bogstav i både header, footer, overskrift og brødtekst. Det
er selvsagt ikke nok blot at vælge "font farve hvid". Dét ville være en
kende for nemt.
Det er vist omsider lykkedes mig at kreere noget visuelt behageligt....eller i hvert fald ikke direkte Ubehageligt. Første indlæg som blogger kan nu skubbes fra land og søsættes.
Selv
vil jeg smide mig på sofaen og vente i spænding på at blive kontakt af
Gyldendal. En forhåndskontrakt må være lige om hjørnet nu. Skulle en
sådan glimre med sit fravær, kan jeg jo altid krydse fingre for en
enkelt besøgende eller to.
Min blog gik i luften primo 2013 og var ganske aktiv i et par år.
Grundet uddannelse, barsel og livets gang har der dog været stille i en lang periode, men nu er tiden inde til at starte op igen. Desværre har min tidligere platform i mellemtiden valgt ikke at være kompatibel med min nye iPhone og den seneste ios-opdatering, så nu må jeg langsomt men sikkert flytte alle mine skriblerier.
Længe ventet præsentation
Glemsomme mig. Jeg har dags dato modtaget en mail fra en "follower".
(Jojo, sådan nogen
har jeg nu....eller....min blog har....eller....ja, der er da minimum én
af slagsen. Hvad hedder det så egentligt i ental? En follow?).
Vedkommende efterspørger en lille præsentation af min familie og nøglepersonerne i mine indlæg.
Først er der jo mig selv, sagde hunden.
Jeg er hunkøn, husalf, kogekone, lektiementor, amatørgartner, dyreelsker, læsehest, filmgal, fotoglad, skribent, blogger, livsnyder, kontormus og nørd.Jeg bor sammen med Skattemusen og sammen har vi 4 sammenbragte dine-mine-vores børn.
Kort sagt, jeg er Mor Med Mere.
Jeg har forsøgt at holde mine familiemedlemmer nogenlunde inkognito og jeg bruger derfor kun dæknavne.
Lad mig præsentere dig for dem:
Først er der min kæreste og samlever aKa skattemusen, aKa sexysmølf, aKa mit livs lys,
tiltider endda aKa tossen. (Ja, hva kan jeg sige. Kært barn har mange
navne.)
Kæresten er hankøn, pædagak-medhjælper, arbejder pt som omsorgsmedhjælper indenfor psykiatrien, er computer-geni, nørd og en stor drengerøv.
Han har en datter fra et tidligere forhold, aKa bonus-princessen, aKa svesken. Bonussen er fra 2001 og lidt af en drenge-pige. Hun elsker smarte kjoler...og at hænge med hovedet nedad fra et træ.
Så er der min ældste søn fra et tidligere forhold. Han er født i 2007 i Nuuk. Han er kendt som Trolden aKa charmetrolden aKa lille-Einstein. Trolden er filosofisk anlagt og tænker tit store, skæve tanker.
Sammen har Skattemusen og jeg 2 styk drengebørn.
Mindstemusen aKa Musen er fra 2012, præmatur og i besiddelse af den herligste (ærligste) humor. Han er viljestærk med en stædighed, som æsler misunder ham.
Babysmølfen aKa BPA´en aKa Smølfi er fra 2016. Han er altid glad og kærlig, med en skøn humor og en endnu bedre latter.
Forvirret? Ellers skal du såmænd nok blive det med tiden.