2020

September 2020

Massssker....husk at bruge massssker

Turen til arbejde tog en uventet drejning i dag.
I disse corona-tider er mundbind og pladsbillet jo påkrævet i togene. 
Den afgang, jeg normalt tager med, meldte alt udsolgt, så jeg snuppede et andet tog. 
Det betød imidlertid en del forsinkelse, så da jeg ankom i Odense, var min bus kørt.
JAgten på en alternativ busrute gik ind.

Man stikker således næsen ind i den første, den bedste bus og spørger chaufføren, om han kører til OUH.
"Ja ja hop bare ind."
Vel ombord følte jeg mig sådan set ret heldig. Tænk, at det var så let at finde en bus.
Og tænk, at jeg (trods lidt start-problemer) faktisk ville ankomme retmæssigt til min arbejdsplads. 

Little did I know, at buschaufføren var smådøv og overhovedet ikke havde hørt mit spørgsmål. 
15 min senere "du skulle helt til Ubberud, ikke?"
Øh nej OUH
"Så har jeg hørt forkert...dér kører jeg ikke hen...det er også svært at høre noget for de masker!" 

Jeg sprang af ved førstkomne lejlighed, kun for at være strandet langt pokker i vold på Herrens Mark. 
Frem med GPS og vandrestøvler, at spadsere. 54 til minutter til destinationen, oplyser Siri. 
Herre Jemini. 

Efter 15 minutters rask trav ramte jeg et skilt. Tarup. 
Hellige kineser. 
At ringe til svigermor og tigge om hjælp. 

På job, kun en time forsinket, kan det KUN gå fremad. 
Bring it on!

Gigantus insektus

En hyggelig shoppingtur til Kolding Storcenter udviklede sig i en uventet retning: 

Centeret var invaderet af kæmpestore gigant-insekter. 
Musen var i sit es og vi skulle naturligvis kæle med samtlige krible-krable-kryb. 

Nu har vi lært en MASSE om insekter..... 
til gengæld kom vi hjem uden aftensmad til familien. Man kan jo ikke nå alt!

Ingen led dog nogen større nød eller brokkede sig, da den lokale pizza-guy kort efter bankede på. 

                                                                                                  Kilde: unknown

Ude på sjov og eventyr med smådrengene. 
Tante Go´Nita trængte til grounding og drengene trængte til at løbe lidt krudt af, så moi fyldte bilen op og drønede ud i det blå.
Vi fandt da også en tot skov, som vi ikke tidligere har udforsket.
Desværre blev Musen kidnappet af (måske) verdens største kastanjetræ. 

August 2020

Fra folk og fulde børn....

     - på togtur med Sandsigeren

Smølfi ville så frygteligt gerne prøve Lalandia-toget, som kører fra Aquadome til sommerhusområdet.
Solen bagte, asfalten smeltede, temperaturen ramte 36°, ingen skygge i miles omkreds og der var en hel dræbende lang time, til toget afgik næste gang. 
Så dét skulle Smølfi og jeg da vente på. 

Heldigvis ankom toget i god tid, så man kunne sætte sig ind og vente på afgang. 
Mens vi ventede fik vi selskab af et yngre par. 
"SE lige en stoooor pige, mor"
Jeg når lige at tysse på smølfeungen, men bliver afbrudt af den unge pige. 
"Det gør altså ikke spor, jeg læser til pædagog."
Ned på knæ og i øjenhøjde henvendte hun sig til smølfen.
"Hej lille ven. Mener du, at du gerne vil vide, hvor mange år jeg er". Den mest sukkersøde stemme og blændende tandsæt. 
Stålblik tilbage.
"Nej, jeg synes bare, du er tyk!!"

PINLIG tavshed.
I en evighed.
Eller......
I hvert fald i 2 minutter.
Så kiggede den unge fyr op fra telefonen og konstaterede tør "ja, det er du faktisk, skat!"

Kæler med geder
hvorfor ik´
hvorfor ik´

Sommerferien bød på mange skønne oplevelser med drengene.
Legoland, Lalandia, geder og traktor-tog. 

Lalandia, Lalandiaaaa.....

Sejltur i hajfyldt farvand

Solen skinner fra en skyfri himmel, mens vi langsomt steger i eget fedt og lugter en smule af svitset bacon.
Drengene råhygger og Smølfi holder godt fast i kanten......og et vågent øje rettet mod havoverfladen i spændt forventning om at se flere hajer. 
Aldrig før har Legoland været så varm! 

Februar 2020

Minder og mode

En regnfuld aften over en kop varm kakao. 
Mor og Trolden kigger gamle billeder.
I mors "Barnets bog" falder vi over et rætti gammelt billede af Bedsterne. Sådan et billede fra middelalderen, mener Trolden. Jeg daterer det til sådan cirka slut 70´erne. 

Et nydeligt ungt par. Så gennemført smækre-lækre. 
Hun er i hulkort sommerdress med skrigende psykedeliske farver slynget ud og ind imellem hinanden i et mønster, som leder tankerne hen på en svamperus. Dertil en fiks brun hornbrille og korte puddelhundekrøller.
Han er iført lysebrune trompetbukser og en beige skjorte med store brune blomster. Puddelhundekrøllerne holdes på plads af en skinnende hårpomade.
Verdens skønneste baby ever (det vil sige moi) sidder nydeligt på gulvet i en mørkerød hjemmestrikket kjole med hvide flæsekanter.
Wanna-be hippie-familie. Selvskrevne modeikoner. No doubt.
Trolden måber over al denne umådelige skønhed samlet på ét sted. Aldrig har han set mage. Han er stum af betagelse. Misundelsen lyser ud af hans gigantiske smil, som langsomt forvandler sig til en klukkende latter. Han kan slet ikke være i sig selv af ren benovelse over al denne stråleglans. 
"Hvordan pokker, blev de nogensinde kærester ..... jeg mener, når de begge to er så usigeligt grimme ...."
Hov hov knægt, sådan VAR moden altså den gang. De er da mega hippe. Eller. Ja okay. De er ikke just fikse efter mere moderne standarder, men DÉN gang, du! 
"jaja mutti .... Dén gang .... Men dén gang red man vel også stadig på dinoer!"
Latterbrølet overdøver mine højlydte protester. 
Ja tak, mister arveløs, så er det vist ikke sjovere. 
".... og hvem ER egentligt den hjemmestrikkede baby? Guj, hvor er den tyk!"
Hmpfqt!!

Resten af min smålunkne kako blev indtaget i enrum, langt fra Troldens fortsatte latterkramper. 

Mus uden filter

"Bedstefar ... han har altid is i fryseren. Når han nu dør, så vil jeg altså godt arve de is!"

Smølfe-snak

"Jeg har lyst hår.
Far har mørkt hår.
Mor har farvet hår.
Tante har rødt hår.
Farmor har ... øøøøh ..... gammelt hår."

Take me hoooooooome .....

Efter flere ugers forkølelse og kraniehulebetændelse er jeg endelig ved at være normal igen.
Eller ... I hvert fald rask.
Altså ... Sårn somatisk set.
At jeg så har haft held til at smitte begge smådrengene, er jo en ganske anden sag. De er jo næsten ikke pylrede, sådan nogle feberramte småfolk.
Derfor har den sidste uges tid stået på lige dele arbejde, opvartning af syge drengebørn ... og tiltrængt mor-tid foran pc. Søvn er en mangelvare, men vi indhenter nok det forsømte
Når feberbørnene endelig har taget sig en blunder, eller når man har siddet søvnløs med snottet barn og Gurli Gris på repeat midt om natten med, så har Red Dead Redemption 2 (RDR2) online været en sand fornøjelse. En fontæne af spænding og morskab. Hvis man altså er til online gaming generelt og især first person shooter-agtig roleplaying. Det er som oftest noget med "shoot first, ask later" krydret med lidt real live simulation. Man skal ind imellem huske at spise og hvile, fodre og passe sin hest. Alle valg har konsekvenser.

How it all startet...
Jo. Altså.
Skattemusen var allerede hooked en uges tid før mig og lokkede gevaldigt ..... og jeg var i virkeligheden ikke synderlig svær at overtale.
Jeg mener, hvem har ikke altid haft en lille barnedrøm om Texas, åbne vidder, heste, kvæg, baked beans over lejrbål og en pakke Marlboro ..... altså sårn rætti cowboyder-liv.
Jeg havde faktisk en gang en drøm om at tage 1 måned ud af sommeren, flyve til One Star State og herde kvæg i bedste city-slicker-stil. Det blev bare aldrig til noget.
Dels er det en pokkers dyr fornøjelse. Man kommer let af med 50.000 bobs at få lov til at knokle sig dødtræt for en skål bønner i tomatsovs.
Dels er jeg ikke jordens bedste rytter. En måned til hest på prærien er måske liiiiige lovligt vovet på mit niveau. Vi er måske mere henne i retning af noget med en omgang pony-træktur i Djurs Sommerland. Der kan jeg stadig nå jorden, jeg farer med garanti ikke vild ..... og der er så godt som ingen risiko for bissende kvæg, hvis man da lige ser bort for sure curlingmødre i køen til dette års nyeste forlystelse.

Nå, men.
Texas blev det så ikke til i de unge dage og nu kan de gamle stive skanker ikke længere svinge sig op på en hest. Måske med undtagelse af en shetlænder. Men de egner sig vist ikke frygteligt godt til kvægdrift.
I stedet må jeg nu mig igennem det vilde vest i stedet.

Og det går jo ganske forrygende. Jeg er en eminent cowboy, når jeg skal sige det selv. Spillet er såmænd heller ikke værst. Grafikken er vanvittigt flot og detaljeret. Lidt bugs, bevares, det må man vel forvente u´e å æ prærie. Nogle af dem går under bagatelgrænsen, mens andre unægtelig er en anelse belastende. For eksempel mister man konstant forbindelsen til Rockstar, smides ud af spillet og må logge ind igen. Men så kan man jo passende nyde de sceniske introer én gang (eller tohundrede) til.
Til tider lagger det gevaldigt og éns hest glemmer galoppen til fordel for en enhjørninge-agtig hoppen i langsom gengivelse. Meget komisk. En anelse langtrukket. Møjtræls i længden. Men man kan leve med meget, når det visuelle bare spiller. I slowmo får man rig mulighed for at nyde detaljerne i græsset, stjerneskud på nattehimlen eller den enemy-bullet som uendeligt laaaaaangsomt baner sig vej mod éns pandeben, mens man selv trækker sin volcanic i sneglefart. Spændingen vil ingen ende tage i de 45 sekunder det tager, hvor man holder vejret i uvished.
Dør jeg nu?
Når jeg i det mindste at besvare skudilden?
Og hvis jeg dør, hvor re-spawner jeg så?
Årh crap, mon jeg overhovedet kan logge ind igen, eller er der igen i dag uforudsete udfordringen på dén front?

Nogle ufrivilligt komiske indslag er der dog også.
Man kan smide et helt rensdyr eller et stort bisonskind på ryggen og løbe hjem til lejren. Bevares, man løber ikke vanvittigt hurtigt, men alligevel en ganske glimrende præstation for en bette undervægtig cowboy.
Til gengæld kan man kun bære én skide fisk, forudsat at jeg sjosker afsted i adstadigt tempo, som i hvert fald ikke giver sved på panden.
(Skattemusen indskyder, at dette komiske game feature nok skyldes, at sådan nogle fisk er nogle slimede ålede nogen, som let glider fra én.)

Og hvad sker der for, at man pludselig ikke kan styre. Controls slår simpelthen ikke igennem. Så kan du ellers spamme W-A-D lige så tosset, du vil, eller svinge panisk rundt med musen. Intet virker. Mens frustrationen stiger, ser du hest og rytter fortsætte direkte ud over klippesiden, til trods for gentagne ihærdige forsøg på enten at dreje af eller bremse ned. Nej nej. Nemt skal det jo ikke være.
Eller ..... at ens camp (forudsat at man da overhovedet kan pitche den) pludselig flyver 15 cm over jordoverfladen som et andet rumskib. Man kan også have et dyr på sigtekornet og pludselig forsvinder det op i den blå luft som et fatamorgana, lige som man er klar på aftrækkeren

Jeg kan skyde en ræv lige mellem øjnene med min riffel og den vender sig og kigger fornærmet, inden den stikker af ..... til gengæld skal der kun et enkelt skud fra selvsamme riffel til at nedlægge en bison.
Sådan! Vi har styr på det.

Så vi afventer med længsel en patch eller ti, som kan løse disse små irritationsmomenter. Skattemusens blodtryk lider så frygteligt under disse tekniske udfordringer. 

Men men. Grafikken er fed. Story historien er genial. Free roam gameplay er afvekslende og overraskende med pludselige assasination attempts og udfordrende missions. For ikke at nævne de sjove events, som popper op fra tid til anden og faktisk giver fede rewards ..... samt et mindre arsenal af kugler i ryggen. Lige så underholdende er det, når man hører Skattemusens skingre tøsehvin, når han igen-igen er blevet bidt af en stealth-slange, som har sneget ind på ham bagfra og hakket ham i gumpen. Så kan man leve med mange børnesygdomme hér i opstarten.

Jeg savner dog én enkelt ting.
En guldgraver-karriere. Det var da vist noget af det, vesten var mest kendt for, hvis vi lige tænker ud over saloonpigerne og moonshine.
Guldfeberens rasen er da noget af det mest ikoniske i Amerikas historie. Og mulighederne er mange in-game. Der er bjerge og sne, som egner sig fortrinligt til en lille guldåre, som man kunne harveste med en pickaxe og lidt tålmodighed. Der er floder og søer, fortrinlige til at vaske guld.
Kort sagt, en oplagt mulighed, også rent spilmæssigt. Den historie, man kunne skabe via konkurrence og rivalisering. Intet mindre end en fremragende idé.
Og hvor svært kan det nu lige være.
Vi har allerede collectoren, som suser rundt de mærkeligste steder og leder efter de mest besynderlige dimsedutter. Som for eksempel tarotkort. (Ikke særligt wild west-agtigt, men okay. Der har sneget sig lidt sigøjnersjov med.) Jeg tænker, at de fleste gunslingers hellere vil lede efter guld end chocolate daisies. Det er på én eller anden måde bare LIDT mere bad ass at skyde en gammel guldgraver og snuppe hans lod, end at gå til blomsterbinding i vildmarken.
Nå, men altså. Opfind et guldgravererhverv ..... ud og lede ...... hakke, grave, vaske what-ever.
Samle guld. Sælge. Køb minelod. Dyst med konkurrenterne. GE-NI-ALT! (Tak, selv tak, Rockstar Gaming).

RDR2 er jo ikke "bare" et spil. Det er social interaktion. Ikke blot online, næ nej.
Det forplanter sig og trækker tråde til det virkelige liv.
Familieidylen når helt nye højder, når man sammen tager på togt tværs over prærien i jagten på en bounty. Samarbejdet kommer på prøve, planlægning og kommunikation er i højsæde.
Dertil kommer de samtaler, man har i familien. Som for eksempel når den store unge ringer grædende i sorg over sin døde hest, som netop er blevet skudt væk under ham. Eller når Skattemusen sender en sms med besked om at "nogen" (det vil som oftest sige mig) skal købe smør med hjem, for han når ikke at handle i dag: han er på bisonjagt med en kammerat.
Jo, det er familiehygge på højt plan. 

Smølfi har rotter på loftet

Smølfi sidder meget bevæget og siger "Jeg blev skyllet ud i toilettet i går og druknede næsten i kloakvandet. Jeg kunne slet ikke finde min far og min familie og min storebror. Jeg var SÅ ked af det."

Aaaaah, nok er han nogen gange en bette møjunge, men vi har dog aldrig skyllet ham ud med toiletvandet. Kan det være en drøm? En slags mareridt? Minder fra et tidligere liv? 
Spørgsmålene var mange. 
Smølfi var dog yderst vedholdende. "Jo, mor. Og så fandt jeg en bedste ven, som jeg rev i håret hele tiden." 
A hva?
Man river da ikke sine bedste venner i håret. 
Jojo. Smølfi nikkede ihærdigt og demonstrerede med underlige bokse-bevægelser, hvordan han nærmest flåede håret ud af hovedet på en usynlig bedsteven. 
Aaaah mor er noget tvivlende "jamen lillle skat, du har da ikke...."
Jeg afbrydes af en frustreret Smølfeunge "nejnej, moarh .... det var ikke mig .... det var ikke Riley. Men jeg blev skylet ud og fik en ny bedste ven."
Altså nu er forvirringen total. Hvad er forskellen på mig og jeg? Og hvor kommer denne fantasifulde fortælling dog pludselig fra?
Kom så hjerne, op i omdrejninger, tænk hurtigt....hvad lavede vi i går?
Vi skyllede i hvert fald ikke nogen børn ud igennem toilettet. Det stopper jo i forvejen for et godt ord, så det ville jo være en helt katastrofal idé. Vi spiste morgenmad. Vi gamede. Vi så tegnefilm. 
BINGO.
Vi så tegnefilm.
Vi så Ratatouille.
Rotten, du véd, som bliver skyllet igennem kloakken og havner i Paris og bliver mesterkok qua sin eminente lugtesans. 
Rotten, der sidder under ungersvendens kokkehue og dirigerer ham ved at rykke i hans hår.

"Øhmmmm, Smølfi æææææh. Er der rotten fra tegnefilmen, som du snakker om?"
Julelys i øjnene og ivrig nikken. ENDELIG fatter tungnemme mor noget.
"Jajaja, MUSEN, som laver mad!!"
"Okay....jamen, så er det jo ikke dig, der blev skyllet ud. Så er det jo rotten."
Mere begejstret nikken.
"Og hvad hedder rotten?"
Et hvast blik fra Smølfi efterfulgt af ordene "Den hedder Jeg....det siger den selv!"

Og han har helt ret, den bette smølf. Filmen er jo fortalt i jeg-form og Remy´s firste voice-over lyder "Her er jeg". Så Smølfi tror naturligvis, han hedder Jeg.
Haha.
Børnelogik, når det er bedst. 

Januar 2020

Speciallæge eller speciel læge

Jeg er dårlig nok trådt ind af døren, før jeg kaldes ind af en ældre halv-mumificeret overlæge.
"Jaaah, vi er jo lidt bagud i dag." siger han, mens min hånd klemmes sammen som en vreden karklud.
Jeg skæver til uret på væggen. Okay, bagud, det kan jo ske. Så er det måske derfor, at jeg kaldes ind 10 minutter før min tid.

"Nå, du arbejder på et sygehus, kan jeg se. Jamen så ved du vel en masse om gynækologi." postulerer han.
Aaaah, jeg er jo ansat på en kardiologisk afdeling,
"Nånå, jojo, men det kunne du jo hurtigt lære."
Sig mig, er dette en konsultation eller en jobsamtale.
En lind strøm af spørgsmål om mine arbejdsforhold fulgte, før vi ENDELIG nåede frem til sagens kerne.
"hvordan er det gået siden sidst?"
Tja, ikke den vilde forandring, men......
Jeg når overhovedet ikke at tale færdig, før.....
"Nånå, jamen så er det jo sådan, det er. Har du tænkt mere over forslaget fra sidst?"
Ja, altså jeg har jo....
Igen bliver jeg hurtigt afbrudt....
"Nånå, jamen det er fint, så er vi enige. Jeg synes dog lige, vi skal prøve en sidste ting, inden vi river dit underliv ud. Det er sårn nown piller. Du må tage maks 8 om dagen, altid to af gangen. Det står på pakken."
Okay, jamen-ehm....er der nogen bivirkninger.
"Nej-Nej, ingen bivirkninger til pillerne. Men det kan der jo være til kirurgisk behandling. Ja, du er jo lægesekretær, så du ved nok, hvordan det er. Man kan jo komme til at snitte lidt forkert."
Øøøøh joooh deeet....godt så.
Hvad GØR de piller?
"Jamen-eeehm de får jo så blodet til at koagulere bedre og hurtigere."
Skønno, men jeg har absolut ikek problemer i den retning. Det koagulerer fint. GANSKE fint.
"Nånå, jame-.eeeh det er heller ikke sådan rigtigt noget med koagulationen, men man skal jo bløde, før dblodet kan koagulere, og altså-eeeehm deeet har pillerne altså noget indvirkning på."
et temmeligt kryptisk svar, må jeg sige. Men hvornår skal jeg så tage pillerne?
"Nåååh, jamen de slemme dage."
Okay, dem er der så ifølge min dagbogskontrol fra sidst til nu, 21 af om måneder.
"Ja dér er for mange dage. Tag 2 ad gangen, maks 8 i døgnet, de slemme dage. Men 21 dage om måneden, det går ikke."
Jamen hvor tit må jeg så tage dem? Hvilke dage?
"Har I ellers travlt på Kardiologisk?"
Øøøøh
"Hvor mange er I ansat? Altså sekretærer? Sidder i samlet? Hvor mange enheder og specialer har I? Nånå, jamen-eeeehm spændende-spændende. Nånå, jamen så sender jeg dig en ny tid til om 3 måneder. Så kan vi tage den endelige beslutning om fjernelse dér. Ja du er jo let nok at operere på. Du er jo en pæn slank pige. Og du har født 3 gange, så der er god plads til at trække det hel under ud!""
Sig mig, kaldte du mig lige Ekko-dalen dér?
"Det er jo et let lille indgreb. Ind og ud samme dag. Meeeen du får jo lige nogle ugers sygemelding fra hjerterne. Det kommer du ikke udenom."
Nej, det er jo selvsagt nødvendigt.
"Nånå, jamen ellers ser du jo godt ud. Så jeg synes ikke, jeg behøves se dig inde fra også."
Undskyld, hvad siger du....
"Ja, altså du ser jo ud til at have det godt. Så jeg synes, vi skal droppe GU. Med mindre du meget gerne vi."
Øøøh, nej tak. Jeg springer gerne over. Jeg tænker faktisk ikke, at normalt-fungerende kvinde render rundt og tigger sig til unødvendige underlivsundersøgelser. Jeg kan lige se det for mig.
"Hvis du lige vil være en flink lille doktor-mand og hoppe afsted efter et par metalgrydeskeer til at mase op mit allerhelligste. Og gerne nogle Iskolde nogen af slagsen, tak. Det er sådan en festlig måde at skyde weekenden i gang." Ej, det kommer så ikke til at ske. Vi springer over.
"Nånå, jamen-eeeehm så ses vi om 3 måneder. Kan du hygge dig med kardiologien så længe."
Jo, mange tak, og tak for en yderst spøjs oplevelse.

EDIT
Ved senere medicintjek er der faktisk en del "helt almindelige og veldokumenterede" bivirkning så som svimmelhed, kvalme, synsforstyrrelser og mavesmerter. Jubiii, hvor jeg glæder mig, det bliver jo en ren fest.