2018

Maj 2018 

Strandtur med Tante Nita

Solen skinnede fra en skyfri himmel og fuglene kvidrede idyllisk. Skattemusen var taget på job og  jeg selv var børnefri fra 9 til 15.

Jeg havde derfor besluttet at kidnappe den skønne tante Nita, min BFF gennem tykt og tyndt. Vi var efter lidt forhandlinger nået til enighed om en velplanlagt spontan tur til stranden med madkurv og varm kaffe på kanden.
Provianten var der hélt styr på: vi medbragte rundstykker og kage fra Lagkagehuset. Mums.
Jaja, bare fordi man skal på overlevelsestur i den rå vildmark, behøver man jo ikke gå ned på feinschmecker-luksus! 

Ved ankomst til stranden bemærkede vi, at nogen har røbet vores udflugtsmål for masserne.
Vi var ventede, dét så man tydeligt.
Der var ligefrem dækket op til os. 

Vi var dog ikke klar over, at vi selv skulle medbringe fakler til antændelse, så vi nøjedes med at kigge på det fine arrangement.

En spand varme kaffe og alt for meget brød senere gik vi en lille tur langs strandkanten.
Frøken Tree-Hugger elsker sådan noget grounding pjat, hvor skoene skal af og tæerne begraves i sand til knæene. En frygtelig torturform, som jeg ganske og aldeles tages afstand fra. Det afholdt dog ikke Nitaen fra at kaste sig ud disse maso-tendenser. Og snart var ikke engang dét nok til at tilfredsstille hendes indre bøddel. 
Næ nej, nu ville hun også mærke bølgen blå slå mod sine stængler. 
Som en anden Kong Neptun marcherede hun ud i det iskolde vand. Mage til selvpineri skal man godt nok lede længe efter. Vandet var jo halvfrosset og fyldt med klamme halvdøde vandmænd, drivtømmer, tang og bundsten så skarpe som syle.
Det så dog ikke ud til af skræmme hende. Tværtimod. Hun ville nu bryde samtlige grænser og kaste sig ud i både vinterbadning og skinny dipping....på samme tid.
(Nogen vil måske nok påstå, at man ikke kan kalde det vinterbadning i maj. Men prånulihøhæææær iggå! Det vand var så koldt, at bølgerne skyllede isterninger op på bredden.)


Nå, Nitaen glemte alt om sin sædvanlige blufærdighed og trippede forsigtigt over de livsfarlige sten ud i ishavet. Jeg fik myrebabser over hele kroppen bare ved synet. Hun vinkede frejdigt. Jeg vinkede kejtet tilbage og forsøgte mig med et påtaget smil for at dække over min bekymring. Jeg var sikker på, at jeg vinkede til min bedste veninde for sidste gang. Det var yderst usandsynligt, at hun ville overleve dette isnende vovestykke. Hendes blod var højest sandsynligt allerede ved at fastfryse i hendes årer og JEG kunne jo ikke forventes at sætte livet på spil for at redde en frivillig vovehals ud af istidens isnende våger. 

Hvilket jeg bestemt tror, de forbipasserende joggere var ganske enige i.

Jeg kunne jo ikke så godt tilbyde hende at tørre i bilen.
Sædet ville med garanti blive gennemblødt.
I stedet foreslog jeg en rask travetur på stranden. Så kunne hun da lufttørre, mens vi ledte højt og lavt efter drivtømmer og hulsten til krea-projekter samt flade sten til runesten. 

Vi gjorde holdt for at tylle det sidste rest halvfesne kaffe i halsen. 
Hér gjorde vi en yderst interessant opdagelse. 
Nitaen (som insisterede på stadig at lege earth child og derfor fortsat sjoskede rundt med bare fødder) havde trådt en helt tornegren op i højre fod. Således hang der en gren fra sådan en hybenrose under hendes fod. Og den sad dælme godt fast. 
Hun tog det dog forbavsende roligt og ømmede sig kun lidt, da hun med fingrene tog fat i beplantningen og stak sig på tornene.
Hun fik den dog hevet fri fra foden og efterlod sig kun en mindre blodpøl, da vi traskede videre. 

Vel hjemme igen er Nitaens fod forbundet på bedste vis med et skrigende gult minions-plaster, kaffen er serveret og vi sunder os ovenpå vores vildmarkseventyr, inden ungerne skal hentes. 

Muse-citater:

Lige for tiden er Musen en anelse introvert og slet ikke interesseret i at underholde sin lillebror. Til gengæld er han blevet rigtig god til at sætte ord på, så vi er overhovedet ikke i tvivl om hans humør.

Musen udbryder irriteret:
"Smølfi, jeg har faktisk ikke SÅ meget lyst til at elske dig lige nu. Go away, siger jeg til dig."

------- 

Musen, meget håbefuldt til mor:

"Mor behøves vi hente Smølfi i dag? Har jeg slet ikke lyst til at være storebror i dag. Kan vi lade ham blive i dagplejen til i morgen?"

November 2018

Handy-Smølfen på spil

Skattemusen har fået den geniale idé, at vi ikke kan leve med sådan en lille fladskærm på kun små sølle 60 tommer.
Næææ nej, vi skal da berige stuen med hele 75 tommer stort skrummel, så vi rigtigt kan nyde samtlige pixelfejl i de lidt ældre filmklassikere.

Så er det jo heldigt, at der er Black Friday i hele landet. Nu tager vi nemlig på familieudflugt til Bilka.
Med 2 småirritable smådrenge på bagsædet føles køreturen som 7 onde år. Efter en lang arbejdsdag kunne jeg godt finde bedre måder at slappe af på! Skattemusen synes dog næsten euforisk. Jeg ved ikke, hvad han glæder sig mest til: 75 tommer kæmpe-tv eller en håndburger fra Carls Jr. efter endt shoppinghelvede. 

Først skal en gigantisk trailer påmonteres, for vi kan umuligt fragte den nye hjemmebiograf i bagagerummer. Vi skal jo have en ordentlig stor skærm.

Jagten på en parkeringsplads er sat ind. Så vidt jeg umiddelbart kan bedømme, er hele Jylland havnet i ved Kolding Storcenter og flertallet har bestået køreprøven i Legoland.
Mage til vejkaos skal man godt nok lede længe efter. Det minder lidt om rundkørslen ved Big Ben og Parliament, bare uden spændende seværdigheder. 

Endelig lykkes det.
Vi parkerer kareten.
Finder en indkøbsvogn.
Fastmonterer Smølfi og Mus i hver sin ende. 

I Bilka mødes vi af et menneskemylder uden lige. Ingen køkultur. Min stresstærskel provokeres frygteligt af den manglende pli. Jeg har set bedre opdragede gribbe slås om et daggammelt ådsel end denne hysteriske menneskemasse, som synkromt kaster sig ind over tilbudsbordene, kan opmønstre. 

Vi finder vej til radio/tv afdelingen. Skattemusen bedyrer, at han har brugt hele sin fridag på at undersøge markedet og faktisk allerede har besluttet sig mærke og model. Det er mig en umådelig lettelse, for så kan vi måske være hurtigt ude igen og kun bruge 4-5 timer af vores aften i dette tilbudshelvede.

Men nej.
For selvom man er fast besluttet, så SKAL man da lige se samtlige fjernsyn i hele butikken an. Live. Sammenligne model dit med model dat....og så liiiige tilbage til model dit igen. Hovedet lidt på skrå. Bakke en halv meter. Forsigtigt liste sig frem mod skærmen som en kat på sporet af en spidsmus. Jo sørme, skærmbilledets kvalitet har ikke ændret sig, siden sidste vurdering for 3,5 minut siden.
Im-po-fucking-nerende!!
Videre til næste tv. Samme professionelle analyse.
"Kan du da ikke SE hvor klart, det står?"
Joooh, deeeeet, altsåååååå.....det minder temmelig meget om de øvrige 70 skærme herinde, både i form og facon.Jeg forsøger at sige "ja neeeeij hvor flot...køb det!" på de rigtige tidspunkter (så vi hurtigst muligt kan komme ud igen), samtidigt med at jeg underholder to tikkende bomber, som tydeligvis er på kollisionskurs.
Det går ikke så godt. Det lykkes mig at lyde begejstret på de hélt forkert tidspunkter. Først kommer jeg af vanvare til at juble over en helt forkert skærm og bliver fluks kvitteret med meget strenge blikke og noget mumleri om at "kvinder ikke forstår sig på teknik". Til gengæld bliver Musen nærmest lykkelig, da jeg ved en fejl svarer "ja ok" til hans forslag om at efterlade Babysmølfen i den nærmeste skraldespand.
Kort sagt: min hjerne er gået i tilbudsstress og nægter at multitaske.

ENDELIG har Skattemusen truffet en endelig beslutning og vi kan haste mod kassen og den 3 kilometer lange kø. Hér får vi tankerne væk fra den uudholdelige ventetid ved at fylde ungerne med kunstigt sukker: så længe de har gabet fuld af vingummi og cola, kan de nemlig ikke skændes.

Endelig ved kassen, betalingen går legende let igennem.
Hurtigt ud på bilen, installere børn på bagsædet og ræse rundt om bygningen til vareudleveringen....hvor der også er en kilometerlang kø.
Skattemus og drengebørn venter i bilen, mens jeg finder mig tilrette bagerst i køen, som snegler sig afsted.
Udleveringen betjenes af en enkelt ungarbejder, som for længst har mistet overblikket. Arme menneske.
Kunderne har en tålmodighed som 2-årige børn og flere af dem har medbragte deres ustyrlige temperament. Det er en fest.

Endelig bliver det min tur og så oplyser den søde ungarbejder mig om, at vareudleveringen af "den slags varer" er flyttet. Ikke så langt væk, forstås, bare sårn lige små 4-5 kilometer tværs igennem byens myldretrafik. Intet at tale om. Det-gør-vi-da-bare.

Afsted på ræs med Skattemusen, som tilsyneladende heller ikke ejer hverken tålmodighed eller god trafikpli. Der brøles alskens skældsord efter de øvrige trafikanter, som alle sammen har fået kørekort i Legoland og nu er til gene for færd. Fra bagsædet suppleres med spæde barnestemmer "piiiik......jøvhul......idajot...."!!

Vi når levende frem, alle rigere på nye fraser i ordforrådet. Især Smølfi har suget til sig på denne lærerige udflugt med fatter bag rattet. Sjovt nok synes han ikke nær så skarp til at tilegne sig de mere bløde værdier og søde ord, såsom "mor er den bedste i verden" eller "jeg elsker mine forældre".

Nå, men jeg bevæger mig endnu en gang ind i en gigantisk kø, mens Skattemusen vender bilen.

Ekspeditionen er hurtig og personalet overskudsagtigt smilende. En glædelig overraskelse.
Jeg får udleveret en vogn, som i størrelse og vægt mest minder om en ladet til en lastbil. Jeg bemærker, at kassen er for stor til vognen og formår at stikke ud i begge ender.
Med meget møje og besvær haler jeg vogn og kasse ud til bil og trailer....hvor jeg mødes af en styrtblødende Skattemus.
Jeg får i al hast smidt tv på traileren (Skattemusen kan virkelig ikke hjælpe, når hans tommelfinger er ved at dræne ham for blod) og spurter ind efter assistance.
De smilende ekspedienter er dog ikke i besiddelse af nogen form for lappegrej endsige en førstehjælpskasse, men jeg får dog udleveret en hel rulle meget stift toiletpapir.
That will do!
Mens jeg forbinder Skattemusens skade med 5 kilometer papir i endeløse baner, beretter han om de voldsomme strabadser, som har ledt frem mod denne katastrofe.
Efter at have vendt bilen og bakket hen mod porten, ville han lige åbne klappen bag på traileren. Desværre klappede den tilbage og satte hans tommelfinger fast. Da klappen var noget tungere end fingeren og derfor vandt sammenstødet, forårsagede den et blødende krater foreneligt med Heklas proportioner.

Hjemturen foregår i tavshed. Indrømmet, ganske kort før tavsheden indtraf, blev jeg besat af et mindre grineflip. Jeg skal ikke kunne udelukke en mulig sammenhæng, men som stemningen er lige nu, tør jeg i hvert fald ikke spørge......

Handy-Smølfen slår til igen

Efter en hård aften med voldsom personskade til følge, står den i dag på en stille hjemmedag.
Skattemusen har fortsat traumer på krop og sjæl efter det voldsomme møde med en trailerklap og har brugt det sidste lille døgns tid på at teste sit nye tv.
Lige nu har han dog allernådigst overladt fjernbetjeningen til ungerne, som ser en eller anden besynderlig moderne tegnefilm med robot-dinoer. Eller Gåbåtter, som Smølfi kalder dem.

Man kan godt blive en smule rastløs, når man sådan fratages muligheden for at pusle om sin nye baby. Så Skattemusen har indvilliget i at skifte en lille bitte pære for mig.

Det lyder måske som en rimelig simpel manøvre, men så kender man ikke min Skattemus. Det er en næsten uoverkommelig opgave. Det går da heller ikke helt efter planen og en times tid inde i processen, er pæren endnu ikke skiftet.Så hører jeg pludseligt et skrig. Eller vræl.
Skattemusen tager sig til hånden.
Han bløder.
IGEN.
Denne gang har han formået at spænde pæren for hårdt og dermed kvase den lige direkte ind i den almenkendte hovedpulsåre i pegefingeren.
Jeg finder min førstehjælpskasse frem.
Der anlægges kompresforbinding på fingeren og hele armen afsnøres på bedste vis, præcis som det er tilladt i krigstid.

Nu er Skattemusen ukampdygtig på ubestemt tid.
Højre hånds tommelfinger er fortsat forbundet og venstre pegefinger ligeså.