2019


 


November 2019



Oktober 2019


31. oktober 2019

Halloween, trick or treat.


Den aften på året, hvor vores unger blender fint ind og virker fuldstændigt normale! 
Hahahaaaaa. 



September 2019


Børne logik og tykpandede fædre


Smølfi kommer glad hjem fra børnehave lystigt viftende med et ark tegnepapir.
"Faaaaa-AAA-aaaaa ...... mig har li´e nå´e ti´ daaaaaaaj!!"
SuperFAR tager fluks imod det seneste kunstværk, vender og drejer det interesseret som en kunstkender på Louvre (bortset fra, at man vist ikke slipper levende fra at håndtere kunstværker på Louvre med en så intens interesse) og udstøder den dér slags begejstrede og snot-forvirrede lyde, som forældre nu én gang skal udstøde, når de præsenteres for ynglets nyeste Picasco-værk. Eller Picasso og Picasso. Vores unger er faktisk ikke sådan rigtigt ferme til at frembringe noget som helst vellignende. Vi snakker i virkeligheden nok nærmere noget Cobra-kunst. 

Anyway, den stolte fader spørger naturligvis interesseret ind i til værket. 

"Er det en dino?"
- Nej...
"Er det en drage?"
- Neeej
"Er det et monster?"
- NEJ
"Er det ....ehm.... en ......ææhhh..... krokodille?"
- NEEEEJ!!!
" Er det Spiderman? ..... Hulk? ...... En racerbil? ...... En gravko?.... Truck? ......"
- Nej-nej-nej-nej-NEEEEEEEEEJ!!!!
"Øhm ja såååå....bubbub.......hvad ehm...hvad er det så?
- Far! Det er faktisk ..... EN TEGNING!!
Den treårige præteen har nu plantet hænderne solidt i siden og ser MEGET skrap ud. 
"Ja, en tegning, selvfølgelig. Dét kan far da godt se. Og det var lige netop dét, jeg skulle til at sige......"
Smølfi flår tegningen til sig og tramper fornærmet ud af stuen. Man hører ham mumle hidsigt for sig selv, mens han højlydt forcerer trappen til førstesalen. BANG. Døren til værelset smækkes hermetisk. 

Godt så.....


Putteritual

Hvaaaa ..... hvorfor sover du egentligt med fars morgenkøbe under hovedpuden?, spørger man Musen ved sengetid. Et modigt sats. Han er ikke just i muntert humør omkring sengetid. Dette faktum kombineret med hans yderst ligefremme tilkendegivelser af meninger, kan nogle gange (ret ofte, stort set dagligt) resultere hudløst ærlige fornærmelser. 
Svaret kom da også prompte og uden nogen form for betænkelighed: 
"Fordi jeg kan li´den. Den stinker nemlig lissom far!"
Nånå, jamen sååååå er det da bare helt i orden, du. 






August 2019



Juli 2019



Motionscykel fra helvede


Så blev man da lige ejer af et styk motionscykel. 

Første fitness-flip bestod i at slæbe maskineriet indendøre, hvilket indebar risiko for druknedød i det intense skybrud, som netop lige dér valgte at indfinde sig over matriklen. 
Dernæst skulle dyret halet op ad trapperne fra kælderetage til førstesal. Ikke nogen helt ubetydelig opgave. Faktisk var jeg lidt i tvivl, om pytterne under mig skyldtes det dryppende regnvand eller transpiration. Hér valgte jeg at hidkalde Skattemusen og  tvangsindlagde ham til at lege bjergged. Meget mod min vilje, forstås, for han er ikke just den praktiske handy-type, ej heller specielt god til at slæbe tunge ting i fælleskab. Det er som regel sådan noget med, at han går, når det passer ham, uagtet hvem han pløjer ned med en sofa. Holder pause, når han har lyst, uden liiiige at cleare planen med sin med-transportør. Og naturligvis nedsænke det transporterede, så han kan puste ud halvvejs. Dette gøres naturligvis også uden nogen for, for varsling, som regel på mine fødder. 

Nå, men det gik faktisk overraskende problemfrit. Ingen personskader, ingen direkte katastrofer. 
Dog var soveværelset en anelse oversvømmet af før omtalte skybrud, som grundet et åbent vindue havde haft frit lejde til at omdanne gulvet til svømmepøl.  Fjernsynet stod også i en pyt af regnvand med fare for snarlig kortslutning, men brandfare var der dog heldigvis ikke meget af grundet de massive vandmængder. Positivt set kan Skattemusen i nat sove i vandseng. 

En halv times tid og lidt panik-rengøring senere var soveværelset nogenlunde tørt og cyklen indstalleret. 

Skattemusen testede den først.
Ikke sådan nogen lang tur. Faktisk konstaterede han blot, at pedalerne kan dreje, der er liv i displayet og sadlen knækker ikke under hans rummelighed. 
Så langt så godt. 

Jeg selv gik jo lidt mere aktivt til værks. 
Op på trin 8 og så bare sprinte igennem.
Det gik forrygende. 
Jeg kan allerede konstaterede, at den egner sig storartet til suicidale projekter. Jeg snuppede godt nok kun en lille kilometer på 5 minutter. Mine lunger blev hostet op efter knap en halv og da tiden udløb, er min puls nærmest forsvundet.

Jeg håber håber og beder til, at nogen vil donere en gravsten, for jeg har sgutte nået at spare sammen. Turen tog jo kun cirka 5 min (med en gennemsnitfart på 31 km/t), så Manden med leens besøg kom noget bag på mig. 

Ja, beregning påstår, at jeg har forbrændt hele 7 kalorier.
Holy moly, så må jeg sgu æde en vingummibamse som belønning.
Klart en nærdødsoplevelse værd.
Måske skal jeg starte mit nye træningspas lidt mere nænsomt næste gang. 

Jeg er faktisk lidt i chok over min dårlige formkurve. 
Eller.
Kurve og kurve.
Den er sårn nærmest bare flatlinet.
Og jeg er nu svært i tvivl om, hvorvidt den langstrakte hyletone skyldes tinnitus, eller om nogen højere magt forsøger at indikere, at min spit-spot sporty form uddøde for bestandigt samtidigt med den langhårede mammut.
Jeg har jo også hørt, at ringen for ørerne i værste fald kan skyldes dødens indtræffen og englesang og klokkeklang, som henter én hjem. Dét kommer faktisk også noget bag på mig, da jeg altid havde forestillet mig efterlivet en smule mere sydligt og lunt, end englesang umiddelbart indikerer. 

Anyhoot, så må jeg se tiden an. 


@ Skattemusen:
Hvis jeg ikke klarer den, så vil Trolden gerne arve torturcyklen.
Held og lykke med at slæbe den ned i kælderen igen. 




Cirkulær rummelighed

Skattemusen er nogen gange en anelse kæphøj og det kan være nødvendigt at begrænse ego´ets himmelflugt en anelse. 

Forleden pralede han for eksempel vældigt af sine medmenneskelige evner og egenskaber, herunder blandt andet hans store rummelighed.
Jeg daskede ham på toppunktet af hans nymoderne man-bod´ (det vil sige topmaven) og konstaterede tørt, han han er vældig rummelig.......og fylder en del i rummet. 
Han så underligt fornærmet ud, hvilket der jo ingenlunde er grund til. Rund ER trods alt geometrisk perfektion, så cirkulær rummelighed er ikke entydigt negativt. 
Det er altså ikke let med mænd. Jeg gav ham jo faktisk ret! Og alligevel så han muggen ud. 
Jaarmen altså!!





Store tanker fra en lille mus


Musen har en periode, hvor han tænker store tanker om liv og død.

- Altså, den gang, da jeg var død og ikke var kommet ud af ægget i mors mave endnu.....så var det meget mørkt. Og derfor kan jeg ikke lide, at du slukker natlampen!


- Tante Go´Nita. Når du dør, så vil jeg savne dig. I hvert fald i en uge. 


- Når jeg bliver voksen, så vil jeg godt flytte sammen med min egen kæreste. Så kan mor og far bo i vores hus og være gamle sammen. De kan jo lige ringe, når de er ved at dø. "Micaaaaas, vi døøøør nuuuuuu" så skal jeg nok komme og grave dem ned!


- Det er synd for oldemor, at hendes mand er død. Så skal hun bare bo helt alene. Meeen, hun KAN jo godt få en ny. Der findes faktisk gamle kærester. Ellers må hun bo i vores garage. SÅ er hun ikke ensom!


- Farmor, jeg elsker dig. Altså, jeg elsker tante Go´Nita lidt mere. Hun har nemlig en kat og du har kun en hund. 


- Jeg vil gerne se sådan et baby-hul, som babyer kommer ud af. Jeg vil faktisk gerne se en video med en fødning. Så kan jeg også se, når ægget knækker over. Jeg bliver altså ikke bange over det, for hvis babyen så skriger, kan vi jo bare skrue ned for lyden. 


- Alle dem jeg elsker, får en hjerte-formation ind i mit rigtige hjerte. Nogle gange knækker et af mine hjerte-formations på midten. For eksempel, hvis jeg aldrig skal se nogen igen. Så går deres hjerte-formation i stykker. SÅ bliver jeg ked af det. 



Bål og brand


Skattemusen har ytret ønske om et hjemmebygget bålsted i haven, bare sådan et lille hyggeligt ét til snobrød og skumfiduser.
Uden større betænkeligheder lover jeg fluks at kreere et sådan. 
Jeg mener, hvor svært kan dét nu lige være.
Nogen tænker måske, at det er en lidt skæv arbejdsfordeling. Men alle, som kender min Skattemus, ved jo, at han unægtelig er en elendig håndværker. Så den slags opgaver påfalder naturligvis moi. 

Først må man naturligvis lave en arbejdstegning og udregne fine beregninger.

     Hvis bålet skal være 1,1 m i diameter, skal der altså.....

     Først beregnes omkreds af cirkel:
     diameter x π 3,,14 = omkreds = 110 cm x 3,14 = 345 cm i omkredsSå udregnes antal sten:
     Til dette skal man kende stenenes mål.
     Herregårdsten måler B 14 - L 21 - H 5

     Omkreds / stenlængde = antal sten per lag = 345 /21 = 16 sten per lag
     Højde / stenhøjde = antal lag = 80 /5 = 16 lag
     Antal sten per lag x antal lag = sten i alt = 16 x 16 = 256 sten i alt

Ergo finder jeg et sted, hvor vi kan afhente 270 gratis herregårdssten.
Let og ligetil.Alt er planlagt ned til mindste detalje og efter en lang dag på arbejde skynder jeg mig hjem. Skattemusen og to små terrorister står klar parat og afsted går det efter en trailer.

Traileren, vi gerne vil leje i 4 timer, er så ikke brugbar.
Hjulet ligger på ladet og bagklappen er knækket af.
Nej, den kan vi naturligvis ikke låne.
Men vi kan leje nummeret mindre. Den, som må laste 300 kg.
Hurtigt regnestykke. Hvad vejer sådan en herregårdssten?
Skattemusen mener ikke, at vi behøves konsultere min gode ven Google. Han laver i stedet et hurtigt estimat. Ifølge hans hovedregning når vi frem til en stenvægt på cirka et kilo, hvilket jo så giver 270 kg i alt. Det passer jo meget godt. Traileren er som skabt til vores projekt.
Perfekt.


Vi spænder traileren for.
Eller.
Faktisk spænder vi den bag.

Er vi der så nu, spørger ungerne.
Nej, vi skal bare hente en trailer.
Os mig ha en trailer! - råber Smølfi.
Øøøh .... ok ...... første julegaveønske er hermed modtaget.

Så starter turen u å æ land. Første lille bump på vejen er kantstenen ved tanken.
Hér ytrer terroristerne allerede en smule utålmodighed.
De er trætte af at køre tur.
Jamen vi er da også kørt 500 meter.

De små 8 kilometer tilbagelægges med terroristerne heftigt debaterende brugsretten til traileren.
Traileren, som jeg har betalt for. Det lader dog ikke til at give mig førsteret til noget som helst.
Musen er nemlig 6 år og Smølfi går i Børnehave nu. Det er meget interessant argumentering.
Farmand synes en anelse irritabel og forstår slet ikke vigtigheden af forhandlingerne på bagsædet.
Der loves is for et øjebliks våbenhvile.
Kamphanerne indvilliger.
Og det lykkedes dem da også at nedlægge våben.
I hele 3 minutter.
Så vælter Musens verden over et eller andet ukendt problem, hvilket sætter gang i en kædereaktion af utilfredshed. Mr. Tjernobyl får én af sine spontane kernenedsmeltninger. Far knurrer i kindskægget. Mor glatter ud og forsøger sig med afledning i form af en klassisk børnesang.
Pludselig synes alle hankøn i familien at nå til enighed: Mor synger rædsomt og bedes venligst flette næbbet.
Nånå, godt ord igen.

Vi ankommer.
De unge husejere er i fuld sving med at fjerne et tudsegammelt træ. Roden er på størrelse med en mindre græsk ø. Og naturligvis har den kilet sig fast på den trappe, som vi skal forcere for at hente sten.

Vi afventer.
Ungerne skændes.
Solen bager.
Træstubben sidder unægtelig fast.
Det er mildest talt ulideligt.

ENDELIG giver træstubben efter og bumler ned af den smalle stentrappe og ombord på trailerladet. Perfekt.
Nu skal de unge mennesker bare læsse resten af træet, så kan vores trailere bytte plads og vi kan påbegynde projekt pålæsning.

Terroristerne er tørstige.
OG trætte.
Og vil gerne snart have den dér omtalte is.

Skattemusen bakker traileren til.
Ungerne inviteres med om i baghaven, hvor de kan gå på opdagelse og lege med vandgeværer. Der er både rutsjebane, legetøj og rendegraver.
Den lille håndværker-Smølf er i sit es.
Musen mest interesseret i at finde en egnet hule at forskanse sig i. 


Vi går i gang med at slæbe. 4 sten af gangen. Tjuhej hvor det går.
Stenene skal kun bæres små 100 meter, tværs igennem baghaven, ned af en vakkelvorn (og temmelig smal og stejl) stentrappe og læsses i traileren.
Vores estimat i forhold til vægt synes ganske rimelig. Cirka et kilo per styk. Intet problem at bære 4 ad gangen, det er jo også kun cirka 4 kilo.


Smølfi kommer ilende og hjælper til. Det er svært at bære tunge sten, når man bare er en lille smølf, i hvert fald uden at smide dem over fødderne. Heldigvis er han iført sandaler med åbne snuder, så skulle uheldet være ude, kan blodet let løbe fra.
Pisse-godt tænkt.
Guldmedalje til mor.


Efter de første 4-5 ture belæsset med sten som et andet pakæsel, synes jeg nu nok, at de vejer godt til. Skattemusen fortsætter ufortørnet med 4 sten af gangen, men jeg vælger at nedsætte til bare 3 styk per gåtur.
Jeg synes godt nok, sådan 3 kilo er hårdt arbejde.
Det føles som meget mere.
Nå, det skal vi ikke gruble over nu. Dårlig formkurve er en ærlig sag, men det er kun én løsning: Videre. Fremad. Hold kadencen oppe. For alt i verden DON´T STOP, for så kommer man da aldrig i gang igen.

Skattemusen er marineret i eget sved og dufter sådan en anelse af død gnu rullet i eget fæces. Hans hår er fugtigt og det ligefrem drypper fra øjenbrynene. Jeg har sjældent set ham så aktiv......eller så gennemvædet.
Han mumler noget om at have fortrudt sit ønske og han synes ikke sådan rigtigt tilfreds med mig og min indsats for at støtte op om hans ønsker.
Jeg kan jo naturligvis have fejltolke de dystre blikke, som han nærmest konstant sender mig, og misforstå hans "vi er satme ikke gode venner"-udsagn.
Jeg prøver at forklare ham, at han da godt kunne være en bare en lille bitte smule taknemmelig. Han ønsker sig bålsted. Jeg skaffer gratis sten. Og gratis fitness. What´s not to like?
Selv tak, Skattemus.

Han knurrer noget om, at jeg skal være glad for, at han er sådan et rummeligt menneske.
Jeg har overskud til at daske ham drillende på toppunktet af hans man-bod´.
Rummelig, joooh deeet kan man jo også kalde den lille topmave. Andre vil måske sige sund rund.
Den mand har ingen humor.
Jeg mødes af et stenansigt, lige så udtryksløs som de herregårdssten, som vi møjsommeligt jonglerer rundt med. Ikke så meget som antydningen af et smil.
Suk.

Drengene forstyrrer idyllen, da de nu er kommet op at skændes om et defekt vandgevær. Og for resten gerne snart vil spise is. De er for resten også tørstige, og må de godt drikke den der dovne cola, de har fundet på jorden?
Nej, I må ikke drikke noget, I har fundet i andre menneskers have. Liiiige et lille øjeblik, far og mor er næææææsten halvvejs nu....og SÅ kører vi hjem efter cola og is.
Mr. Tjernobyl nedsmelter igen. Han vil smage colaen. Han har ligesom selv fundet den.
Latterbrøl fra den ene unge husejer. Den fundne flaske indeholder SLET ikke cola, men olie til motorsaven.
Tjernobyl lader sig ikke sådan vildlede, han er faktisk totalt ligeglad, han vil SMA-GE NUUUU!

Mor må løsrive sig fra romantisk snak med Skattemusen, kaste et par sten i græsset og flå flasken fra Smølfi. I mellem tiden har Musen set sit snit til at snuppe alle dele til det defekte gevær, så nu er der dømt åben krig. Smølfi glemmer til gengæld alt om at drikke motorolie, til fordel for et højtlydt skænderi om geværet.

Bedst som man fortvivles over sit afkoms fantastiske evne til at dyrke skænderier i fuld offentlighed, og i sit stille sind synes, at alle andre børn enes meget bedre end sine egne ......... lyder et højt, skingert skrig fra forhaven.

Den unge families døtre er ankommet til matriklen under skyhøje skænderier om, hvem der skal tisse mest og derfor har førsteret til porcelænstronen.
Puha.
Andre søskendepar kan altså heller ikke enes.
Vores børn er altså slet ikke uregerlige, de er faktisk helt normale. Sikke en lettelse. Trods alt.

Vi slæber fortsat sten og sveder tran, mens alle ungerne nu forsøger at finde fælles fodslag.
Pigerne følger tæt i drengenes fodspor, man taler ikke sammen, men der udveksles interesserede blikke.
Eller.
Altså.
PIGERNE sender interesserede blikke.
Smølfi kigger kærligt på rendegraveren og har ikke rigtigt øje for andet. Musen har forskanset sig i en hule og reagerer først, da den ene prinsesse invaderer hans gemmested. Da mutter ikke fluks redder ham fra den overhængende smittefare med pigelus, vælger han at tage flugten.
Naturligvis med en lille blond prinsesse i hælene. Som en skygge følger hun ham på en god meters afstand og forsøger sig både med beundrende blikke og et skævt smil.
Musen er totalt uinteresseret og værdiger hende ikke et blik.

Til sidst giver prinsessen op. Musen er uimodtagelig og hun vælger at trække sig tilbage til skyggen bevæbnet med en iPad.
Og SÅ bliver hun fluks forvandlet til et mega-interessant bekendtskab. Nu er det Musens tur til at cirkulere om hende som en spyflue om en lunken hundelort. Eller en spyflue om cola-sjatter.
Han strækker sig på tå for at se hende over skulderen, uden at skulle ALT for tæt på, men så snart hun skæver i hans retning, kigger han på skyer. 

Skattemusen vælger at fordybe sig i dette studie af børneadfærd.
Han holder sgu pause. Lige som vi er godt og velhalvvejs. Mage til frækhed.
Jeg sender et par skarpe blikke, mens jeg fortsætter den opslidende kamp mod stenbunken. Mine arme er 20 centimer længe nu, end ved ankomsten, og de er for resten tunge som betonklodser.

Jeg skæver til uret.
Der er gået langt over en time.
Ih guuuder, det er effektiv work-out.
Jeg har i hvert fald tabt mig 10 gram. Til gengæld har jeg nok slugt godt og vel et halvt kilo bevingede flabbergaster af ukendt art. Måske er det en slags land-fluer. Måske en form for flagermus. I have NO idea. De smager ikke af det vilde, men har en træls tendens til at genere drøblen på vej ned. 

ENDELIG nærmer vi os de nederste lag i stakken.
Bænkebidere og andet småkryb vælter nu frem til stor underholdning for ungerne. Alle fire unger vælger da også at placere sig oven på stablen, så de bedst muligt kan studere dyreadfærd på klods hold.

De har en fantastisk evne til at sidde i vejen.
Musen er klart den stærkeste af de 4 og påtager sig fluks opgaven med at vælte sten til højre og venstre, for at finde endnu flere mystiske insekter.
Fantastisk.
Eller noget.
Min finger fastklemmes brutalt mellem to sten; den, som jeg er ved at tage fat i og den, som musen let og elegant kaster til side i sin jagt på kriblekrabledyr. 

Første arbejdsskade: en knækket negl og lidt såret forfængelighed. Måske en kommende tømmerlus.
Tak, mit barn. Meget venligt af dig.
Musen glor på mig, som om han først nu opdager, at jeg overhovedet er til stede.
Hvad laver du mor? Hvorfor slæber du ikke sten?
Øhm ja, ser du, FORDI MIN FINGERSPIDS ER KNUS.
Nå, det var da dumt gjort, måske skal du passe bedre på dig selv!
Musen fortsætter sin jagt på et tusindben, som åler sig ind mellem sten og jordoverflade, mens den øvrige børneflok klapper i hænderne og jubler.
Tak for omsorgen. Møjunge. Endnu en gang slettet fra julegavelisten.

Med dunkende fingerspids stabler jeg tre sten og bevæger mig for 917 gang ned mod traileren.

FÆRDIIIIG!

Alle sten er læsset. Traileren hænger lidt på de dårligt pumpede hjul.
Vi regner efter. 270 sten x 1 kg stykket, totalvægt 270 kg, traileren må laste 300 kg.
Ja så skulle alt jo være i skønneste orden.
Hm. Træls at leje en trailer, som ikke har nok luft i dækkene. Uprofessionelt. Helt ærligt.

Vi får indfanget terroristerne, som møj-beskidte vælter ind i bilen og spørger til is og cola.
Faktisk snakker de ikke om andet hele vejen hjem. Cola og is. Is og cola. I fuldstændig vilkårlig rækkefølge, men med en ufravigelig insisteren på snarlig servering.
Jeg skæver til uret. To timer gået. To timer tilbage. Halvdelen af tiden er brugt.
Mon vi når det inden for 4 timer?

Vi snegler os hjemad, tungt læsset ad små snørklede landeveje.

Vel hjemme starter projekt aflæsning, kun afbrudt af ungernes ønske om hjælp til at åbne is og cola. Så er de pacifiseret lidt og vi kan knokle færdig.
Skattemusen har en snurrig idé om at "tippe traileren, så stenene selv glider af.".
Desværre er traileren for tung til, at han sådan lige kan få den fri af anhængertrækket.
Men fortvivl ikke.
Skattemusen har en plan.
Han foreslår, at jeg lige træder op på trailerkrogen, så den bliver tynget ned på bilens træk ....... og så skulle den bare lige vupti-dupti-svupti tippe. Jo tak. En trailer læsset med 270 kg, som tipper, med mine små 58 kilo placeret som ballast på dens højeste punkt.
Jamen det bliver da en slaws luftakrobatisk kunststykke.
Jeg siger tak, men nej tak.
Jeg skal ikke katapulteres afsted.
Jaaaarmen altså, det kunne bare lige være så smart og jeg skal da nok prøve at redde dig - forsikrer Skattemusen mig om.
Prøve? PRØVE?!!
Jeg nedlægger øjeblikkelig veto.
Skattemusen ævler videre om sin geniale plan og synes ikke villig til at acceptere et meget bestemt og definitivt nej. Først da jeg påtaler den overhængende risiko for at smadre en sten eller to og ikke have nok til byggeprojektet, synes han at komme til fornuft. At spille hasard med MIN sikkerhed er én ting, men at udsætte de fine sten for fare ....... Det går virkelig ikke.
Tak.
Tror jeg nok.

Summa summarum må vi igen løfte og slæbe. Heldigvis kun et par meter denne gang. Det er jo let klaret.

Til alt held tager det ikke lang tid at læsse af. Kun 20 små minutter.
Så kan Skattemusen returnere den lånte trailer inden for tiden.
Perfekt.Imens han er væk, bestikker jeg smådrengene med endnu en is og fordybede mig i en lille google-søgning.
Jeg erfarer nu, at herregårdssten på 14 x 21 x 5 vejer cirka 120 kg per m2 og at der går 34 sten på en m2. Det vil sige, at hver sten vejer 120/34 = 3,5 kg.
270 sten x 3,5 kg giver en totalvægt på 945 kg.......

No wonder traileren hang en smule.
Og no wonder, mine arme er lidt slidt.

Drengene er topklar til bålhygge og synes faktisk godt mor kunne lave bare LIDT i dag ....... og lige banke et hurtigt bålsted sammen.
Jeg er ikke just top-motiveret til mere slæberi i dag, så forslaget nedstemmes ganske diktatorisk. 


Maj 2019


Tang, sushi og fiskerestaurant


Skattemusen har igennem de sidst 8-10 måneder været plaget af en slags "byld i bagen" og måtte nu endelig bide i det sure æble og lade sig operere.
Dagen i dag er derfor gået med hospitalsvisit, som normalvis ikke just er en morsom affære. I selskab med en halv-skæv Skattemus kan det dog godt afstedkomme lidt slet skjult latter.

Optakten var egentlig meget tilforladelig.
Vi parkerede en dagsvandring fra hovedindgangen og bevæbnet med indkaldelsesbrev og p-billet begav vi os afsted mod det kirurgiske dagsafsnit.
Der var både varm kaffe på kanden og køligt vand, men Skattemusen skulle faste og måtte nøjes med at snuse til min kop.

Det blev vores tur og vi fik en hurtig rundvisning, lidt praktiske informationer og en bunke mere eller mindre fikst hospitalstøj. Skattemusen klædte om og dér må jeg sige: one size fits all passer bare ikke rigtigt i den virkelige verden, vel? Når man højdemæssigt indplacerer sig i gruppen "pygmæ lidt over middel" og har et maveomfang a la geometrisk perfektion, så bliver det en både meget bred og meget lang model grøn éngangsdragt. Skattemusen måtte da også passe på ikke at skvatte i buksebenene. På den anden side, skulle uheldet være ude, så var vi da det helt rigtige sted. Mon ikke sårn en rumpe-kirurg også kan lime et brækket lårben sammen.

Nå, det blev Skattemusens tur til date med anæstesien.
Jeg blev forvist til venteværelset og den uudtømmelige kaffeautomat. Selvom ventetiden ikke var så lang, som frygtet, så fik jeg da tyllet et par liter kaffe ned, inden jeg blev ringet op. Skattemusen var vågen, sagde de.
Han kunne findes på opvågningsstuen, sagde de.

Jeg fandt opvågningsstuen, men umiddelbart ingen Skattemus.
Jeg spurgte mig for, men dét kunne jeg have sparet mig. Den svage jamren steg op fra en dyne og Skattemusen var derved lokaliseret.

Jeg forsøgte et opmuntrende smil, da jeg nærmede mig dynebjerget.
Frem stak en lille hvid snude, et par slørede øjne og en savlende mundvig.
"Nå, du er vågen igen" sagde jeg.
Det vidste han virkelig ikke noget om. Men han svarede mig da, så jeg tog det som et positivt tegn.
"Hvordan har du det?" spurgte jeg medfølende.
Svaret var noget kryptisk, men ikke direkte negativt ladet. "Jeg er en fiskerestaurant" bedyrede mandslingen. Godt så. En fiskerestaurant ligefrem. Dén havde jeg ikke set komme.
Det var ganske umuligt at lokke en uddybende forklaring ud af ham. Til gengæld mumlede han en masse om tang.
Jeg havde en svær mistanke om, at han havde indtaget et noget mere spændende rusmiddel end mine 2 to liter koffein fra automaten. Enten det, eller også havde de savet i den forkert ende og præsteret det hvide snit.

Nå, men jeg konstaterede en stadig voksende blodplet på Skattemusens underarm. Fingrene var også marinerede og dynen blev langsomt æltet ind. Sygeplejerske blev tilkaldt og spritservietter udleveret. Skattemusen var noget uforstående over, at man ikke skal hænge armen ud over sengekanten, når venflon lige er fjernet. Vi var da også kun lige blevet færdige med første omgang rengøring, før han præsterede samme nummer én gang til.
Deja vú.
Tilkalde sygeplejerske.
Modtage spritservietter.
Afvaske Skattemus og dyne.

Man vurderede nu, at Skattemusen var vågen nok til at komme i tøjet, hvilket åbenbart er en sag for ledsagende kæreste.
Gardinet blev trukket for og så kunne "vi" lige hale de fikse operationsbukser på igen.
Det lyder måske ikke just som en større udfordring, men dér tager man fejl.
Skattemusen kom godt nok op af stå forholdsvist uden problemer. Men SÅ blev det interessant. Han var nemlig stadig godt og grundigt groggy efter narkosen og formåede ikke rigtigt at holde balancen selv. Han tiltede lige så langsomt men meget tungt over mod mig og lænede sig sådan lidt casual op ad min person. Jeg er umådelig glad for, at vinduet bag mig var lukket, for ellers var jeg røget på røv og albuer ud. I stedet kunne jeg nøjes med at stå fastklemt mellem vinduesglas og Skattemus. Mine bevægemuligheder var svært begrænsede og påklædningshjælp kunne jeg under ingen omstændigheder tilbyde under disse omstændigheder.
Heldigvis genvandt han både balance og fatning. Han blev stabiliseret nogenlunde i oprejst tilstand (bevares, han svajede lidt faretruende, men holdt sig på benene) og jeg kunne række ud efter bukserne.
Siddende på knæ foran ham med buksebenene rullet sammen for easy access nåede jeg lige at overveje, hvordan vores skyggebillede mon så ud fra den anden side af gardinet. Jeg nåede ikke at dvæle ret længe ved det uheldige billede, før Skattemusen resolut løftede højre fod....blev svimmel, mistede balancen og plantede en solid mandenæve i min hovedbund. Hvilende hele sin massive farkropsvægt direkte mod min slatne rygrad, forsøgte han nu at genvinde balance og kommandere mig til at trække hans bukser på, uden videre hensyn til min brækkede atlashvirvel eller begyndende migræneanfald.

Det lykkedes til sidst at være både støttende kæreste, uden selv at knække sammen på midten som en tørret kvist i Gobi Ørkenen. Bukserne kom på og vi kunne begive os ned mod garderoben efter Skattemusens eget tøj.


Med møje og besvær fik jeg en skæv Skattemus fragtet ned til omklædningsrummet. Han var lige så medgørlig, som en sækfuld lopper, til gengæld vejede han væsentligt mere. Hængende over min skulder med fødderne slæbende efter sig blev han mere slæbt end guidet afsted.
Aldrig har 50 meter krævet så hårdt fysisk arbejde.
Vel ankommet i garderoben mødtes vi af en blodpl på gulvet og ligeså stænk op og ned ad dør og væg.
Nu er Skattemusen ikke meget for den slags ubehagelige overraskelser. Han tåler simpelthen ikke synes af andres blod. Jeg nåede da også kun lige at få fat i hans nakke, før ansigtkuløren skiftede til mørkerød, blåviolet og kridhvid. Inden han gik i gulvet svingede jeg ham via nakkegrebet rundt, bænkede ham på en stol og bad ham kigge på sine fødder. Han ævlede noget om, at fødder ikke er pæne og noget tågesnak om grimme sandaler. Jeg var ikke sådan rigtig nærværende i talestrømmen, da jeg nu var i gang med at vaske både lodrette og vandrette flader af med toiletpapir og håndsprit. Min præstation var ikke just ISS-værdi, men standarden var dog høj nok til at afværge Skattemusens besvimelsestendens.

Nu kunne Skattemusen i sin rus ikke huske, hvilket rum, han havde brugt. Nøglen var umærket og ikke til meget hjælp, så vi måtte prøve os frem.
Det tog en evighed, men det sidste skab i rækken - og dermed også det sidste skab, vi afprøvede - åbnede sig og vi kunne påbegynde projekt påklædning version 1.2.


Det foregik nogenlunde som før. Jeg sad på gulvet, Skattemusen dinglede faretruende, hans hånd på min hoved for støtte, min rygsøjle gav sig og samtlige diskusskiver blev svært komprimerede, men han holdt sig oprejst under hele proceduren og alt tøj sad nogenlunde fornuftigt.


Så tilbage til ventestuen.
Skattemusen var svimmel, havde kvalme og snakkede totalt sort.
Lægerne mente dog, at han var fit for fight og roligt kunne smutte hjemad.
Så vi smuttede.
Langsomt.Jeg huskede til min gru, at bilen holdt i langt pokker i vold. Skattemusen dinglede dog fortrøstningsfuldt afsted, uden at bekymre sig synderligt om gå-afstanden, sin morfinrus eller den generelle trafik.
Vi fandt dog frem til bilen uden besvimelse eller påkørsel. Jeg var en anelse lam i højre arm, da jeg på turen havde fungeret som en slags forvokset vandrestav.
Passagersædet blev lagt ned.
Skattemusen lejret på højre side.
Selen fastspændt.

Hjemturen var en besynderlig blanding af grådkvalt jamren, hjerteskærende telefonopkald og langsom tilbagekomst fra narkoseland.
I takt med, at rusen fortog sig, blev Skattemusen nemlig både mere klynkende og mere (fornuftigt) talende. Hvert sving eller bump på vejen afstedkom høje hyl, eder og forbandelser. Kolding Kommune bør seriøst tilse deres hullede veje og livsfarlige vejsving, mente Skattemusen, som efterhånden løb mere og mere som en gammel sur kloakrotte.
På turen fik jeg også en nærmere forklaring på hans nye liv som fiskerestaurant.
Han mente nemlig nok at have forstået på sygeplejersken, at hans åbne operationssår var stoppet ud med tang for at undgå for hurtig opheling og samtidigt fungere som drænage. (Senere viste det sig, at der var tale om Aquacel, men tang lyder meget sjovere.)
Skattemusen fik også ringet hjem til moar og bedt om den sidste olie.
Hun spurgte, om jeg ikke kunne sjaske lidt olivenolie ud over ham på hendes vegne, da hun selv var på udflugt med strikkehønsene.
Det virkede han ikke helt tilfreds med, så der blev også ringet til en god kammerat, som lovede at kigge forbi med en nødhjælppakke med plejende slik, chips og cola.


Vel hjemme blev han installeret på sofaen med et hav af søde sager (slik og børn), blev fastmonteret til fjernbetjeningen og fik rumpegumpen stoppet op på et hav af puder a la prinsessen på ærten.

TO BE CONTINUED



Madpakke til muslinger


Musen skal starte skole efter sommerferien og er startet stille og roligt op med to ugentlige skoledage allerede nu. 
Det betyder, at madmor skal ind i rutinen med at smøremadpakker igen, en beskæftigelse hun ellers lagde på hylden for knap 7 år siden. Trolden har altid været et meget selvkørende barn og foretrak i tidlig alder at lave sin egen madpakke. Så får man det præcis, som man vil. 

Musen er af en helt anden støbning. Han ikke så meget som ser op fra skærmen, mens han råber kommandoer til køkkenpersonalet. Når bestillingen er afgivet, lukker han af. Han accepterer ikke modsigelser fra tyendet, men kræver skråsikkert sin ret til en ORDENTLIG madpakke. 

Forleden var han dog faldet i søvn og jeg besluttede mig for helt selv at sammensætte en god og fornuftig frokost, som både levede op til hans sarte smagsløg og mine egne idealer om sund og varieret kost. 
Jeg havde god tid og var i det kreative hjørne, så det blev både til gulerodhjerter og agurkblomster som tilbehør til rugbrødsandwich med frikadeller og et enkelt pølehorn med ketchup. 

Jeg var selvsagt mægtig spændt på at høre Musens respons på denne usædvanlige madpakke. Ville han mon blive overrasket?
Ville han kunne lide de små overraskelser?


Reaktionen udeblev ikke.
Så snart jeg trådte ind i børnehaven blev jeg cirkelsparket, bagbundet og udspurgt om, "what the heck er det for noget i min madpakke?" 
Øøøøøh mener du de fine overraskelser, som mor har lavet til dig?
Hjerterne og blomsterne?
Skåret med kærlighed fra mig til dig.
"Det gør du bare ikke igen....så stjæler pigerne min mad!"
Okay okay, godt ord igen. Jeg ville jo bare....
"Nå! Men det var dumt gjort af dig. Jeg døde faktisk lidt af sult over det!!"

Jeg er da mægtig taknemmelig for, at nogen genoplivede møgungen, så han kunne levere denne skideballe til sin stakkels hårdtarbejdende mor.
Tusind tak.
Det værdsætter jeg virkelig.
Eller noget......


På tur til Blåvand


Vi besluttede os for en tur ud i det blå med smådrengene. Vi havde ikke rigtigt lagt os fast på noget bestemt mål med turen, udover at finde et sted, hvor de kunne brænde lidt energi af.

På én eller anden måde, havnede vi i nærheden af Varde og blev enige om at gøre stop ved Blåbjerg strand.


Ved ankomst kigger Musen ud af vinduet.
"What the fuck? Far, are you kidding me? Nu har v kørt i timevis, og så har du krafteddeme ikke engang fundet en legeplads!!"

Han virkede ikke umiddelbart begejstret over overraskelsen, men tøede op, da han fik lov til at soppe i vandkanten og lege krabbe. 


Smølfesnak


Smølfi:
Min far kører meget hurtigt......uhuuummmmm........min far kører motherfucker stærkt!"

Smølfi
Smølfi

Mors dag 2019


Jeg var på arbejde, da Trolden pludselig ringede. Han ringer kun, hvis det er strengt nødvendigt, så jeg skyndte mig at besvare opkaldet.
Jeg fik en stakånde præteen i røret.
"Hey du mor, er der ikke noget med, at det var mors dag i weekenden, da jeg var oppe hos far."
Jo, helt korrekt. Og mor er da ikke spor skuffet over den manglende erkendtlighed.
"perfekt! Jeg er lige gået forbi en indkørsel med en stor stak fliser. Og der var sgu et skilt. Gratis fliser, tag bare, stod der. Jeg har taget en med......"
Øøøøh ok, jamen ehm....hvad skal du bruge en flise til.
"Det vidste jeg ikke, da jeg tog den. Men nu kan du jo få den i mors dags gave. Totalt win-win."
Klik.
Røret var lagt på.

Vel hjemme måtte jeg lægge ansigtet i de rette folder og med stor begejstring bese min nye gave. En gratis flise. Slæbt hjem i Troldens skoletaske. Herligt. Det kan godt være, det ikke er jordens bedste gave, eller den mest gængse. Men speciel, dét er den. Lige så unik som Trolden. Og jeg tør godt love, at jeg ALDRIG vil glemme den gang, da jeg fik en gratis flise i mors dags gave. 



Garden´s tale


Forårsvejret har ramt det ganske danske land og villakvarterets haveejere er i fuld sving.
Der anlægges bede, fjernes ukrudt, hentes ny kompost, males carporte og anlægges flisebelagte terrasser.
Alt er lutter idyl.

Undtagen hos os.
Ungerne farer rundt som Gremlins fodret med LSD efter midnat. Skvalderkålen har aldrig været højere. Græsplænen er en tidselmark. Hækken er skæv. Forhaven er et vildnis.
Der er sandelig nok at gå i gang med i vores sparsomme fritid.

Men i gang, det er vi.
Vi har nemlig besluttet at nedlægge alle de store gamle buske. Det er sådan nogen.......grønne....buske af ukendt navn. Der er 8 styks, de er kedelige og siger os intet. Vi vil meget hellere have frugttræer og spiselige buske.
Så de skal væk. Og naturligvis gør jeg det selv. Man vil jo gerne spare de 5000 kroner, som sådan en gang rodfræsning hurtigt beløber sig til.

Nå, men fik jeg nævnt, at der er tale om store, gamle buske? Sådan nogen med rødder i Kina.

Det gik egentligt forbavsende let at grave de første 3 år.
Jeg startede med en stor grensaks og klippede alle grene og stammer over ved jordoverfladen.
Bagefter måtte spaden på hårdt arbejde, for nu skulle rødderne blotlægges. Smådrengene hjalp lidt til, gik en del i vejen, men buskene var væk på en dag.


Busk nummer 4 og 5 krævede lidt mere arbejde. Jeg måtte grave dybere. Lægge flere kræfter i. Vippe godt ind under. Konstatere, at alt imens jeg knoklede for at grave rødderne fri, læssede smådrengene alt jorden tilbage i hullet. Tak for hjælpen. Trænger I ikke til at spille lidt fodbold?

Prinsessen og kærligheden kom til og hjalp med at underholde de små samt grave lidt og buskene var væk på et par døgn.

Nu manglede vi bare 3. Hvor svært kunne det da lige være.
Det er jo bare at grave lidt og hokus-pokus simsalabim. Eller noget.
Tryllestaven virkede overhovedet ikke den dag.
Eller den næste.
Ja, faktisk ikke i flere uger.
Rødderne var umulige at grave fri.Jeg forsøgte at sætte ild til skidtet, men brænde ville det ikke.
Jeg gik i gang med en sav. Dødsdømt fra starten.
Jeg købte en økse. Den største og bedste fra Jem og Fix. Noget værre lårt.

Til sidst kom Skattemusen til.
Jeg bliver altid en smule bekymret, når han tilbyder sin hjælp til praktiske projekter, det være sig småreparationer, havearbejde eller andre handy-opgaver, som kræver teknisk snilde og værktøj.
Han har en ganske unik evne til altid at ødelægge ét eller andet, som regel også sig selv.
Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange jeg har kasseret smadret værktøj eller haveredskaber, endsige forbundet hans mindre blødninger og småskader.


Nu havde jeg jo i ugevis gravet og hakket og savet og brændt og økset løs, så rødderne var ved at være møre. Alligevel måtte vi kæmpe en gæv kamp.
De gav sig ikke en tomme, da vi gravede ind under dem og vippede spaden.
De gav sig ikke en centimeter, da vi lagde al vores samlede kropsvægt bag et forsøg på at vælte dem med håndkraft. Eneste resultat var, at Skattemusen plantede måsen i en kristtjørn og i flyvende fart galoperede tværs igennem haven. Væk var mandslingen, men buskene stod der stadig.


Efter timers langsommelig hakken og huggen og graven var der kun én sølle busk tilbage. Den havde unægtelig set bedre dage, men den nægtede pure at slippe sit sidste krampagtige tag i den danske muld.Jeg gik ind efter kolde forfriskninger. En håndværkerbajer kan tit gøre underværker.

Da jeg kom ud igen, var busken nedlagt. Og min spade knækket.
Skattemusen strålede om kap med solen og havde kun en mindre skramme på det ene ben, som ved nærmere tilsyn ikke krævede ret mange meter plaster. 



Fakta om lort


Smølfi læser en opslagsbog om lorte og Musen bidrager med anekdoter fra sin spæde barndom.
"Nu bruger jeg jo toilettet. Da jeg var et barn, så havde jeg faktisk ble på og lavede lort dér. Men den gang jeg var død, altså inden jeg blev født, da sked jeg bare i mors tarme. Smart, ik?" 


Der er vist lige et par ting, vi skal snakke om.....