2014



Februar 2014


Mors lille helt

Trolden: Moooooaaaaar....der er en mega stor edderkop nede i toilettet.....men bare rolig, jeg har lavet herre meget lort på den! (Mon han har luret min araknofobi?!) 


Marts 2014


Man Flu no. 1004 (i denne sæson)

Jeg har en ynkelig lille musling liggende på sofaen.
Næsen løber ned i pyntepuden og sofabordet er dækket af et tykt lag snotpapir. Han hoster og harker som en gammel nimbus på en kold efterårsdag, mens tårerne sprøjter ud af ham og bestøver de nærmeste stueplanter. Bleg med blanke øjne og cirka 500 grader varm at røre ved.
Den er god nok.
The man flu has claimed yet an other victim....again.
Han har det tydeligvis ganske rædsomt. Jeg overvejer seriøst at tage jagttegn og udfri ham af hans lidelser. Ikke kun fordi jeg nu er blevet begunstiget i hans testamentet, men fordi min næstekærlighed bobler over af medlidende og smider et par ekstra points på min i forvejen positive holdning til værdig dødshjælp.
Mens jeg læser op på jagtteori og kalibre, trænger et par undrende spørgsmål sig på.
Hvordan pokker manden min kan slæbe den ene gang influenza efter den anden til huse, er mig en evig gåde. Selv nystartede vuggestuebørn er ikke SÅ syge SÅ tit.
Og hvad der er endnu mere mærkværdigt: hvordan kan nogen, som ser så død ud, pludselig lyse op og grinende slynge vitser af sig, når ungdomsvennerne ringer for at ønske ham alt vel på den anden side af lystunnelen? 


Mercedes, mindstemus og myldermås

Nej, vi har ikke fået ny bil.
Vi har været i byen.
For få dage siden valgte skattemusens chef nemlig at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet og nyde sit otium i det jyske. I den anledning troppede hele familien naturligvis op til reception og anden festivitas for at vinke behørigt farvel til byens bedste chef.
Normalvis har mindstemusen en veludviklet appetit, men trods en bugnende buffet nægtede han pure at indtage noget som helst.
Før han smagte suppen.
Ikke en hvilken som helst suppe, mind you. Men SUPPEN. En tyrkisk specialitet, tilberedt af Mercedes hin skønne, og som smagte, så englekoret brød ud i flerstemmig skønsang.
Krydret uden at være stærk. Serveret med det mest fantastisk lækre tyrkiske brød som tilbehør.
Slurp og smovs, siger jeg bare.
Mindstemusen var også straks solgt. Intet andet end SUPPEN duede. Han slugte skefuld efter skefuld efter liter. Nej, naturligvis kom den onde mor i vejen for hans plan om at æde sig en strutvom til i suppe. Efter første portion blev han tilbudt stort set alt, hvad hjertet kan begære. Dog ikke mere suppe, som åbenbart var det eneste, hans smagsløg begærede dén dag.
Jeg kan godt garantere dig for, at han blev gal i skralden.
Violetfarvet-pink i ansigtet, knyttede næver, en krop som vred sig i 8 taller på mors skød. Og en stemmekraft som en operasanger, dog en anelse mere skinger og falsk.
Mutters stålvilje vaklede lidt.
Barnet skulle jo dog have mad. Og gerne blive mæt nok til at sikre både ham selv og os forældre en fornuftig nattesøvn. Skulle man bøje lidt af og mod egne principper give efter for hans skiftevis bedende øjne og raserianfald....NEJ. Stop nu lige en halv. Et nej er et nej er et nej....i hvert fald indtil søde far laver det om til et ja.
Desværre for mindstemusen var farmanden grillmester og altså for langt væk fra optrinnet til at blive blød i knæ og hjerte. Så ikke mere suppe, bette ven, i dag bestemmer mor. Men spis endelig lidt ostegriller.....eller hva med en luns hjemmebagt brød?
Nøj, hvor blev han sur.
Forståeligt nok, for hold nu magle en god suppe. Jeg må skrive mig bag øret, at jeg skal have fat i opskriften snarest muligt. For hunne da, den smager himmelsk.
Nu, 3 dage senere, forsøger jeg at viske huskesedlen bag øret ud.
Jeg skal ikke have nogen opskrift på nogen velsmagende tyrkisk suppe foreløbigt.
Faktisk ikke før, mindstemusen er i stand til selv at forrette sin nødtørft.
Jeg har nemlig haft den lidet ønskværdige fornøjelse at skifte mindstemusen cirka 10 gange dagligt siden indtagelse af SUPPEN. Den har ikke rigtigt gjort noget godt for hans lille mavse. Myldermåsen vil tilsyneladende ingen ende tage og stort set alle bleer siden fredag har været med sidegevinst.
Sådan noget lårt.
Bogstaveligt talt.
Mercedes...tusind tak for suppe. Den smagte vidunderligt. Og jeg glæder mig umådeligt til at smage den igen om 4-5 år.

Trolden
Trolden

Blæsten kan man ikke få at se....

Storm vil jeg ikke kalde det, men det blæste da en frisk brise.
Så frisk, at tosse-hunden nægtede at gå i modvind, hvilket kom noget på tværs af mine planer om hjemkomst efter end aftenvandring.
Turen ud gik fint. Vinden i ryggen sørgede for stabil fremdrift og regnvåd mås, noget som jeg personligt helst ville have været foruden. Vufferen derimod blev vældig kåd og sprang afsted som et forårslam. Som sagt: tosse-hund.Efter at være blæst til modsatte ende af byen, det vil sige cirka en kilometer, ville jeg gerne hjem i tørvejr og varmen fra brændeovnen. Vi vendte om. Og så tog fanden ved firbenet. Brat omkring igen og SÅ afsted. Modvind var ikke en succes!Med linen viklet fire gange stramt om mine ankler, voblede jeg afsted efter hende som en skævbenet pingvin. Jeg nåede heldigvis at slippe fri, INDEN vi ramte Lillebælt (ikke for det, jeg kunne umuligt blive mere våd, end jeg allerede var) og fik omdirigeret vovse til en hjemadgående kurs. Det satte en brat stopper for kådhed og gedekids-hop, skal jeg lige love for. Sjældent har hun set så slukøret ud eller skævet så harmt i min retning. Flere gange forsøgte hun sig med en 180 graders vending eller simpelthen at plante bagperronen i asfalten. Hun nærede et synligt had til modvinden. Ærligt....jeg nød det heller ikke ligefrem, men hjem ville jeg altså!
Vel hjemme igen, efter at være blevet frotteret med et håndklæde, liggende på mit plaid-svøbte korpus, har hun vist tilgivet mig igen.


Professionel perlepladeafspritter

Nej, det er ikke et nytilkommet vers i den go´e gamle danske vise "hva skal det hedde, hva skal det hedde...", men der burde der måske.
Der er imidlertid tale om den ganske skinbarlige sandhed om virkeligheden for Danmarks ledige, det vil blandt andet sige moi i egen skønne person.
Jojo, du læste rigtigt. Trods min fantrolige personlighed, mit strålende humør og tårnhøje faglighed er jeg altså ledig. Det er jo ikke til at forstå, vel da?
Det skorter ellers ikke på søgte stillinger. Jeg har en liste så lang som midgårdsormen og en stadigt voksende samling af afslag. Til tider er jeg faktisk ved at miste overblikket og har så ledes præsteret at søge samme stilling to gange (lige lidt hjalp det dog, begge ansøgninger fik afslag). 


Allerhelst ville jeg gerne læse videre til lægesekretær, men dét kræver jo en elevplads. Ergo skal jeg rykke teltpælene op og flytte til landet Utopia, for med 500+ ansøgere per stilling, er sandsynligheden for at komme ind op studiet i Dk forbavsende lille. Job-jagten har heller ikke givet afkast og de sidste 14 dages forsøg på at hale en erhvervspraktik i land er også slået fejl. Virksomhederne svømmer i uopfordrede henvendelse fra ledige, som med tiggerskålen i hånden sluger deres stolthed og anmoder om lov til at arbejde gratis. At få afslag på et sådant tilbud er mildest talt ikke skide sundt for éns selvværd.


Hvad værre er, så er eneste tilbageværende mulighed jo efterhånden nyttejobs. Sådan set en udmærket idé, som harmonerer fint med min filosofi at alle bør bidrage til samfundet, dér hvor de bedst kan. Især, hvis samfundet skal forsørge dem. Ja, tredje person. Dem. Det gør simpelthen for ondt at regne sig selv med i gruppen. For JEG har jo mange evner og talenter, JEG prøver jo ihærdigt at få job. JEG havner da IKKE i den gruppe. Men det gjorde jeg så alligevel.
Spændt mødte jeg til møde på jobcenteret. Hvad havde de mon i ærmet af spændende tiltag.
Hvilken fantastisk funktion havde det ganske danske samfund brug for netop MIN kostbare erhversvserfaring for at løfte? Hvor kunne mine mangeartede talenter bedst gøre en forskel?


Jeg sad på nåle, mens jeg blev præsenteret for begrebet nyttejob. Kort forklaret: et job, hvor man gør nytte, uden dog at udføre et lønnet stykke arbejde.
Interessant.
Så hva´kan jeg blive?
Hvad må jeg prøve?
Hvordan kan jeg bidrage?
"Do ka dærfå komm u å afsprit sårn nown perlpla´er i kommunens institutioner"
A hva kan jeg?
"Jaaah dæ æ jo æ funktion som ingen va´etar som lønnet beskæftigelse"


Nej, det tror da fanden. Det er jo ikke på nogen måde en nyttig funktion. Man kan da ikke afspritte perleplader på fuld tid. Så mange perleplader findes der da ikke i kommunen, ej heller i hele nationen. 


Sæt mig dog til noget meningsfyldt. Ikke en gang fordummende abe-arbejde. Dét styrker bestemt ikke mit selvværd eller troen på egne evner og værdi, tværtimod kan det da drive den største humørbombe lukt ned i dyb depression. 


Hér fulgte en længere gang indlært propaganda om, hvordan den blotte udsigt til nyttejob skaffede million-milliarder af job-jægere i arbejde. Over night, tilmed.
Øh, jo, javel.

Jeg har skisme svært ved at se, hvordan dette tiltag på nogen måde skal overbevise virksomhederne om min uundværlighed hos netop deres biks. Hm.


Politikkerne er mig bekendt ikke guder. Der opstår ikke spontant flere jobs end ledige, bare fordi de modsiger samtlige statistikker og påstår, at der er arbejde nok. Virksomhederne ansætter ikke med ét flere hænder, end de har brug for, bare fordi Christiansborg påstår, at nu kommer alle i job.
Det hele virker mig en kende kunstigt og surrealistisk. Lidt satirisk grænsende til græsk tragi-komik.


Jeg valgte, at fokusere på den komiske del.
Man må jo trods alt bevare sin (sorte) humor og strø lidt sukker på skeen.
Og SÅ kom jeg til at tænke på sangen:


Malkepigerne har dannet fagforening
nu skal de ikke hedde malkepiger mér´
Malkepigerne har dannet fagforening
nu skal de ikke hedde malkepiger mér´
Hvad skal de hedde nu ?
Hvad skal de hedde nu ?
Ko-patte-hiv-og-træk-og-slippe assistent.
Hvad skal de hedde nu ?
Hvad skal de hedde nu ?
Ko-patte-hiv-og-træk-og-slippe assistent.

Nu har bønderkarle dannet fagforening
nu vil de ikke hedde bønderkarle mer´
Nu har bønderkarle dannet fagforening
nu vil de ikke hedde bønderkarle mer
Hvad vil de hedde,
hvad vil de hedde:
gylletank-bestyrer-sukkerroe-hakkedreng.
Hvad vil de hedde,
hvad vil de hedde?:
GYLLETANK-BESTYRER-SUKKERROE-HAKKEDRENG.

Nu har fodermestre dannet fagforening,
nu vil de ikke hedde fodermestre mer´
Nu har fodermestre dannet fagforening,
nu vil de ikke hedde fodermestre mer´
Hvad vil de hedde,
hvad vil de hedde:
KREATUR-BESPISNINGS-OVER-DAVRE-INSPEKTØR.
Hvad vil de hedde,
hvad vil de hedde?:
KREATUR-BESPISNINGS-OVER-DAVRE-INSPEKTØR.

Nu har barnepiger dannet fagforening,
nu vil de ikke hedde barnepiger mer´.
Nu har barnepiger dannet fagforening,
nu vil de ikke hedde barnepiger mer´.
Hvad vil de hedde,
hvad vil de hedde?:
TRILLE-LILLE-TULLE-VISSELULLE-ASSISTENT.
Hvad vil de hedde,
hvad vil de hedde?:
TRILLE-LILLE-TULLE-VISSELULLE-ASSISTENT.
Nogen burde fabrikere et nyt vers. Med tanke på udsigten til mit nye nyttejob, kunne det jo passende lyde:

Nu har de arbejdsløse dannet en forening
nu vi de ikke kaldes arbejdsløse mer
Nu har de arbejdsløse dannet en forening
nu vi de ikke kaldes arbejdsløse mer
så hvad vil de hedde
hvad vil de hedde
perle-plade-pudse-og-afspritnings-assistent
så hvad vil de hedde
hvad vil de hedde
perle-plade-pudse-og-afspritnings-assistent


(Oprindelig tekst og musik:
Komponist: Gl. folkemelodi "Længe nok har jeg bondepige været", Tekst: Ukendt)


Mindstemusen
Mindstemusen

Finders keepers

Utroligt, hvad en husmor kan finde i vasketøjsbunken.
Efter at have onduleret 4 maskiner vasketøj er dagens høst således:


1 lighter
4 plus-plus brikker
½ mariekiks
5 rosiner
2 sæt nøgler
4 kr og 50 ører
1 hårspænde
3 bælter
1/4 fortygget figenstang


Nu er det store spørgsmål:
Er der så tale om finders keepers princippet eller skal jeg beslaglægge guldgruben og i stedet opkræve findeløn/løsesum?
Nu er det jo oven i købet fastedag (jo, Gud bedre det om ikke mit livs lys har lokket mig ud i hidtil ukendt farvand....5:2 kuren....jøsses kineser), så lige nu ser den halve mariekiks og den fortyggede, tilsavlede stump figenstang faktisk meget tillokkende ud. Det har indtil nu krævet umenneskelig stor viljestyrke ikke at gnave en arm af et vilkårligt barn i flokken.
På den anden side kunne man måske afpresse kærlingen en gang massage eller bytte lidt hårpynt for en gulvvask.
Argh, den er svær. 


I sidste ende ender det nok, som det plejer: Jeg holder for 118 gang dundertale for mandsling og samlet børneflok om vigtigheden af at tømme ALLE lommer for ALT tingeltangel, inden man kaster noget til vask. Samtidig kan man med fordel vende tøjet rigtigt, folde de sammenrullede sokker ud og eventuelt spraye lidt pletfjerner på de værste ketchup-plamager. Imens ruller ungerne med øjnene, mens deres ansigter afspejler deres trang til at hidkalde den blå vogn. Manden lover naturligvis stolpe op og stolpe ned (uden forresten at have hørt mere end hvert tiende ord af min talestrøm, hvorfor jeg i næste vasketøjsbunke nok vil finde hans tøj krøllet sammen og oversprayet med ketchup) mens mindstemusen bider hunden i halen.

And so it really is a circle of life....al ting gentager sig igen...og igen...og.....


PC-panik

"MIN COMPUTER VIRKER IKKEEEEEE!!!!"


Jeg kunne næsten høre gråden i stemmen, kun let camoufleret af den stigende panik og en sjat frustration, som var kraftigt tiltagende.
Jamen dog, søde barn, det var da pudsigt. Den virkede da lige før.
"DEN GIK UUUUUD OG NU KAN DEN IKKE TÆÆÆÆNDEEEEEE!!!!"
Mystikken bredte sig. Den samme gjorde lyden af undertrykt raseri-gråd.
Har du prøvet...JA.
Har du også...JAAAA.
Hva med....JAJAJAJAJA.


Jeg kunne forstå, at computeren havde virket....før, for ikke så længe siden....at den pludselig var gået ud og nu ikke gad samarbejde.


Nå, ja så måtte man jo trække i arbejdstøjet på en højt hellig søndag. Skattemusen havde vovet sig på bi-job, så en anden én var alene med den samlede børneflok.
Mindstemusen er den seneste tid blevet overordentlig mobil og særdeles eventyrlysten, for ikke at sige en direkte livsfarlig vovehals. Intet er for højt til at blive bekravlet, intet for farligt at stikke pilfingrene i. 


Således har han seneste dages farefulde færd kostet ham op til flere blå mærker, ridser og skrammer....og os en flaske udmærket rødvin.
Jeg turde groft sagt ikke fjerne blikket fra hans høj-energiske korpus i bare 1 sekund, hvorfor jeg måtte hanke op i yngstesønnen og begive os ned i kælderen til nærmere inspektion af drilsk teknologisk vidunder.
Jeg frygtede lidt at komme til kort. 

Nok er jeg ikke IT-mongol, men det ER lissom bare skattemandens gebet. Det er ham, der kan alt det dér elektroniske førstehjælps-pjat. Men i mangel af privat h.s. nørdius majorus var jeg jo nødsaget til minimum at gøre et ihærdigt forsøg...og muligvis miste et par stjerner i barnets bog, såfremt jeg fejlede opgaven som alvidende forældrerolle.
Med rystende knæ og bævende hjerte gjorde jeg min entré på åstedet. Maskinen var ganske rigtigt død. Lyden af min egen puls gav genlyd i min øregang og koldsveden piblede frem på panden. Jeg sank dybt, et forsøg på at få hjertet i halsen tilbage på rette sted, lukkede øjnene og krydsede tæerne. Prøvende trykkede jeg på on-knappen.


Og så skete det: absolut nada hatfis reaktion fra maskinens side, men tilgengæld et øresønderrivende skrål fra barnet.
"JEG SAGDE DET JO!"
Næææ nej, bette ven, tillad mig at korrigere.
Du SAGDE så absolut ikke noget.
Du RÅBTE.
Jeg vil resten af mine dage længes tilbage til en tid, hvor jeg stadig kunne høre, en tid inden du sprang mit indre øre til atomer. Og skulle vi så lige spænde hjelmen og gribe situationen lidt mere behersket an. 


Jeg konstaterede med et halvt øje, at der skam heller ikke var liv i modemmet.
Aha.
And the plot sickens. Som der/die/das deutchen ville have sagt. (Jaja, jeg har aller fattet tysk grammatik, og det har tyskerne vist heller ikke selv, så shoot me og get over it.)


Tilbage til sagen.
Sådan lige på stående fod kunne jeg kun komme på én eneste lille spidsfindig finurlighed, som kunne forklare sammenfaldet af BEGGE elektroniske enheders strejke. Meeeeeen kunne forklaringen dog virkelig være så såre simpelt? Kunne løsningen blot at være at.....hmmmm.....
Jo. Den var go nok.
Der var slukket for strømtilførslen.
Både PC og model var tilsluttet en forlænger-fidums. Denne fidums havde sin helt egen power-knap. Som vel at mærke var slukket. Uden maden og drikke, duer helten ikke.....og uden strøm og spænding, ingen elektrisk tænding.

Så snart mutter hér aktiverede den magiske knap, var der sjovt nok liv i hele menageriet igen. Selv lava-lampen vågnede op og kastede et eventyr-agtigt lysskær over min heltegerning.
Problem solved og jeg tror da nok lige min status som über-sej all-knowing mor-agtigt hunkønsvæsen er bevaret en rum tid endnu.

Takketalen udeblev, idet barnet straks kastede sig frådende udi virtual reality. I skrivende stund afventer jeg derfor fortsat min guldmedalje og et kilo førsteklasses chokolade-smovs. Dét må da være det mindste, barnlillen kan finde på som fyldestgørende tak....også selvom barnlillen tiltider er yderst blond.


Babysmølfen
Babysmølfen

Dagens trolde-citat

"Vaske hår? Nej tak. Jeg er ikke rigtigt beregnet til sæbe!"
Øøøøh....jamen så må vi bruge ståluld og skurecreme for vaskes skal du, min lille skovbund!


Intim-koncert i kælderen

For snart en menneskealder siden fik trolden et keyboard af sin farmor.
Sådan et vaskeægte ét med en milliard-million boom-box lyde og et utal af andre mere eller mindre musiske indslag. Dertil hørende en mikrofon. Jow jow.
Sættet har været fremme sådan lidt on/off.
Mest off.


Trolden har hidtil ikke været helt stor nok til at værdsætte dets værdi. Og resten af verden har ikke været helt klar til at værdsætte troldens talent.
Nå, men trolden jo med tiden blevet gamlere og mere moden og ansvarlig (host host host).
6 år, tiden går.

Tillige med har han nu fået et ordentligt sygt værelse på størrelse med en mellemstor polsk landsby, så det skorter heller ikke på plads. Denne balsal er at finde i kælderen, som nææææææsten er full-proof lydisoleret, i hvert fald så længe døren derned til er forsvarligt lukket.
Derfor er keyboardet naturligvis fundet frem fra gemmerne og har fået hæderspladsen på værelset. Herfra ynder rytme-blomsten nu at berige verden med den ene fantastiske komposition efter den anden. "Varulvens kamp med Diablo" er det seneste mesterværk udtænkt i netop MIN kælder. Således også "Vampyren, som forelskede sig i en Dæmon", en bette trille som unægteligt har mange lighedspunkter med førnævnte musikstykke, men som dog udmærker sig ved også at involvere brugen af den berygtede mikrofon. Dog som slagværktøj, hvilket i starten bekymrede mig en anelse, indtil jeg erindrede fordums rockstjerners totalskadede guitarer. Skal man frem som musiker, må man have sig et genkendeligt og lettere outreret varemærke, enten det er at smadre instrumenter eller gnaske et flagermusehoved. Af disse muligheder kan jeg faktisk bedst forlige mig med tanken om en mikrofon som taktfast trommestik.


Så sent som i dag havde vi snakken og han forekom mig faktisk delvist lyttende og modtagelig for råd. Han valgte da også (måske kun til ære for mig) at lade mikrofon være i fred og i stedet mishandle et ridder-sværd i en heftig rytme. Der blev headbanget. Trampet rytme i gulvet. I et mellemspil varetaget af boom-boksen nåede han lige at rive en luftguitarsolo.
En bekendt af familien forsøgte i bedste mening at rådgive lidt om akkorder og muligheden for at læse at spille efter noder.
"Prøv at se...sådan hér....det er et C...og hvis du nu gør sådan og sådan og sådan...kan du høre, det var den lille kattekilling. Man gør normalvis sådan hér...."
Trolden gloede overbærende på hende og skubbede blidt men bestemt hendes hænder væk.
"Ikke i MIN sang!!!" lød svaret tørt, og så slog stilen om fra velklingende børnesang til abstrakt spontan-komoposition a la Jean Michel Jarre. Dog med den lille forskel, at den ene musiker er et rent geni og den anden stadig genius in spe, som forsøger at finpudse sin helt egen musiske stil.
Jeg har også forsøgt at sælge idéen om musik-skolen til knejten.
Et kort øjeblik lyste han op. Han ville nemlig gerne synge. Solo-undervisning.
Han fandt det dog ikke bydende nødvendigt at gå til keyboard, for som han selv siger "jeg spiller jo allerede...man skal bare trykke på knapperne, indtil det lyder godt!"
Elementært.
Hvem har brug for undervisning, når learning by doing er så meget sjovere....

Alle familiemedlemmer, venner og gæster har efterhånden været til intimkoncert i kælderen.
Entusiasmen er muligvis en anelse større end talentet, men jeg overvejer nu alligevel at tage entré. Ikke kun for at finansiere hans studietid på konservatoriet (som med største sandsynlighed allerede har hørt rygter om hans talent eller mangel på samme og derfor snarest kontakter os med baggrund i enten/eller), men også for at få råd til nye ørepropper.
Musiker-Mogens i kælderen har nemlig ytret et nyt ønske: et elektronisk trommesæt (Gud bedre det)!


Musen går i fars fodspor
Musen går i fars fodspor

Mysteriet om den forsvundne indesko

For 1 uges tid siden var farmor på visit.
Som altid super hyggeligt, dog bød besøget denne gang på et stort mysterium.
Mindstemusen mistede sin ene indesko under mystiske omstændigheder. Det ene øjeblik havde han på behørig vis en skindefutte på hver fod, det næste øjeblik var den ene sporløst forsvundet. (Altså, den ene indesko, ikke den ene fod.)
Straks gik jagten i gang. Der blev ledt oppe og nede, ude og inde. Der blev søgt i skuffer og skabe, i kasser og andre spændende gemmesteder. Møbler blev løftet og der blev lyst i hver en krog. Kort sagt, hele hytten blev endevendt og hundens gab behørigt nærstuderet for eventuelle tyvekoster, men lige lidt hjalp det. Selv en udlovet dusør (1 chokoladebar) havde ingen effekt.
Skoen var og blev borte.
Jeg måtte i gemmerne efter de "gamle" futtefutteraler. De er sådan lidt skrantende mod den lille side, men i nødstilfælde måtte de jo skrabe an. 


Planen var, at jeg i morgen måtte pakke min amatør detektiv i maven godt og grundigt sammen, indrømme nederlaget til Le Grand Mystére og forvilde mig ud i byens butikker efter nye tøffere til musen.
Det huede mig ikke helt.
For det første havde jeg jo haft en glorværdig forestilling om, at de nuværende godt kunne holde et halvt års tid endnu, da de var indkøbt et godt nummers penge store i størrelsen. For det andet ser jeg jo mig selv som lidt af en mesterdetektiv. Jeg er jo dog vokset op med den cigarrygende Columbo, den evigt mord-omspændte Jessica Fletcher og den søde gamle besse Miss Marple. En hårdtslående trio som nok har lært mig ét og andet om at gennemskue et plot og løse selv de mest kringlede gåder uden nogen videre ledetråde, eller så mange selvsamme, at sagen faktisk drukner i spor. (Til Skattemusen og andre amatør-humorister: eneste lighed er naturligvis vores overmåde logiske tænkning og CSI-evner, så må jeg på forhånd frabede mig enhver flabet hentydning til alder, rynkeguirlander og grånende paryk.)
Heldigvis bliver det heller ikke nødvendigt.
På bedste crime time-vis har jeg naturligvis knækket nødden i 11. time.
Jaaah, nu lurer du nok på hvordan.
Jeg er ikke meget for at afsløre mine metoder. Jeg vil dog gå så langt som til at afsløre, at opklaringen beror på forberedelse af børneflokkens aftensdiné i en fladbundet wok, som til daglig opbevares i et underskab i køkkenet.
Mere siger jeg ikke.
Intet om, hvor forbavset jeg selv blev over opdagelsen af en indesko I min fladbundede wok i mit underskab i køkkenet.


Blot vil jeg påpege, at JEG egenhændigt tilvejebragte den på mystisk vis forsvundne indesko!!!


I sommersol tralalalalaaaaa

Småfuglene kvidrer fra toppen af hasselnøddetræet, som forresten har fået fine nye knopper, mens jeg pusler med en potte ukrudt eller hva det nu er.
Jeg har absolut ingen idé om, hvad jeg laver. Jeg mindes at have plantet en grøn tingest af en art. Nu er der imidlertid op til flere forskellige grønne strittejavertusser i min potte. Noget af det må luges væk. Dog aner jeg ikke, hvad der er blomsten...og hvad der er uønsket ukrudt.
Jeg har derfor besluttet at beholde de længste blade og flå resten af beplantningen op med rode.
Når jeg selv skal sige det, så er resultatet blevet yderst nydeligt, hvorfor jeg da også liiiige tog et bette billede til min kære veninde. Bare lige for at prale lidt og modbevise hendes teori.
HUN er nemlig sådan en havenisse med grønne fingre og mos mellem tæerne. Hvorimod jeg er sådan én, som kan dræbe selv den mest hårdføre kaktus på under en uge.
I årevis er jeg blevet hånet for min manglende viden og evne udi floraens forunderlige verden. Gentagne gange har hun underholdt med historier om mine mange fiaskoer.
Som da min fine kaktus døde af overvanding. Eller da det lykkedes mig at drukne en sumpplante. Om da jeg i et forsøg på forårsklargøring af et bed fejlagtigt nedlagde samtlige tulipanerspirrer, som hun just havde sat for mig 14 dage forinden. Der er også historien om den udtørrede potte jord i min vindueskarm....som forresten ikke indeholdt nogen form for plante. For ikke at glemme den gang, min plæneklipper løb løbsk og pluveriserede min helt nye og særdeles bekostelige stokrose.
Nå, men jeg sendte altså stolt billedet af sted og afventede så et opkald med rosende ord og skulderklap. Opkaldet udeblev ikke. 20 sekunder, så var hun i røret.
Men ak og ve.
Ingen rosende ord. Ingen lovprisning. Ingen skulderklap.
I stedet en fæl skogerlatter, hulken af grin, halvkvalte gisp efter luft.
Endelig faldt hun så meget til ro, at fik fremstammet en nogenlunde fornuftig forklaring på hendes totale sammenbrud. Hun påstår, at de fine langbladede blomster er ukrudt. Og at de halvkedelige stængler i bunken er øøøøndige små blomster.
HM!
Nå, men jeg synes altså stadig, at jeg har bevaret de pæneste planter og dræbt de mest afskyelige af slagsen....og naboerne får nok noget at more sig over, når de i morgen beskuer min fine potte fuglegræs (som tilsyneladende er lige så uønsket i prydhaven som infame mælkebøtter) ved siden af postkassen...mens der i ukrudtsbunken ligger fine forårsblomster klar til videre bortskaffelse. 



Konflikthåndtering 1.0.1

Prinsessen har just afsluttet en skriftlig opgave om konflikthåndtering og -mægling.
Med udgangspunkt i egne erfaringer fra skole, fritid og typisk tøsefnidder, hvor små ubetydelige skidt-pyt situationer eskalerer til stormstyrke Katharina, har hun kastet sig over opgaven med en sjælden ildhu.
Hun har skrevet side op og side ned.
Om konflikter generelt.
Om egen rolle i sådanne konflikter.
Om de små uheldige kommentarer, som kan puste til ilden og få en lille bagatel til at blusse op til en grande konflikt (hvilket hun havde meget godt styr på).
Om den pædagogisk korrekte fremgangsmåde med hv-spørgsmål for at nedtone eller ligefrem helt undgå en konflikt (som lå hende en anelse mere fjernt).
Med en ny-funden stolthed afsluttede hun en 4 sider lang, maskinskrevet opgave med ordene: "...og for at undgå konflikter i fremtiden, kan vi alle sammen bare lade være med at tale mere sammen!"


Sådan.
Se, dét er dæleme konfliktløsning på højeste plan. Kort og enkelt.
Kanske man skulle komponere en lille skriv til den gode Putin.........


5 unger i huset

Midt i alle mine små flytteprojekter, restaurering og maling af møbler, hovedrengøring og højløbsk tævehunds lettere belastende adfærd besluttede jeg at lege overskudsagtig barnepige. 


2 ekstra unger ankom således i går efter middag til spisning, hygge og overnatning. Altså i alt 5 unger i hytten.
Sikke der kom liv og glade dage.
På et tidspunkt sendte vi alle "de store" ud i haven. Pludselig hører jeg det ene week end barn kalde.
Hun ville lige fortælle mig, at trolden havde trådt godt og grundigt i en hunde-hømmer, men jeg behøvede ikke bekymre mig. Hun havde nemlig, hjælpsomt nok, bedt ham tørre hømmeren af...i dørmåtten. 


Jeg kan satme godt sige dig, at jeg fik travlt med at afværge katastrofen. I sidste sekund kastede jeg mig ind mellem løftet støvle og dørmåtte, svingede knægten rundt i en yndefuld pirouette og sparkede dørmåtten laaaaangt væk. Stadig med ben og støvle svævende i luften blev han ekspederet hen på græsplænen med besked om VENLIGST at gnide støvlen ren i en tot høj græs, aller helst en tot høj græs heeeeeelt inde ved hækken.


Senere bedyrede trolden sin store kærlighed til, ja, sit livs store kærlighed.
Erklæringen blev modtaget med en tør besked om aldersforskellen. Hun fandt det ganske naturligt, at han var faldet for så smækker-lækker en pige som hun selv, meeeen havde dog satset på en LIDT ældre bejler. Trolden er trods alt kun 6 år.
Med tilbedende øjne lovede han hende at blive 7 år til sin næste fødselsdag (jov jov, hva gør man ikke for at glæde sit hjertes udkårne), men hun så stadig ikke helt tilfreds ud. Selv hans tilbud om, at hun da bare kunne bruge ham som stol og sidde på ham, lod ikke til at formilde hendes høje (alders-)krav.
Heldigvis giver trolden ikke op så let. I hans verden ER de allerede kærester, selvom hun ikke véd det. På den måde kan hun jo ikke slå op, som han siger. 


Ved uddelegering af praktisk hjælp med borddækningen tildelte troldens veninde den ultimative opgave til sig selv: at trone ved bordet og se lækker ud, mens pøblen tog sig af de mere håndfaste arbejdsopgaver.
Jeg må sige, at hun klarede opgaven til UG.
At dømme ud fra troldens stjålne øjekast, var han vist også godt tilfreds med hendes indsats.


Jeg lærte, at små søde piger kan høvle håndværker-prutter af til stor morskab for dem selv.
Jeg blev belært om løbetid + menstruation og fik rettet et par mindre misforståelser.
Alt i alt et ganske fornøjeligt døgn med massiv hygge, komiske bemærkninger og disko-dasko i kælderen.



Lidt om fødekæden

Prinsessen skal lave lektier og dét går ikke stille for sig.
Hun er svært utilfreds. Ja, faktisk lodret umulig.
Hun skiftevis bander og græder.
Jeg veksler mellem lokken med belønning, trusler om piskeslag med brændenælder, forsøg på nænsom coaching og mere eller mindre lodrette ordre.
Efter timer med skænderier går hun endelig i gang. Ganske vist under højlydte protester. Men ikke desto mindre i gang.
Opgaven synes rimelig simpel: vælg et dyr, som lever i den danske natur. Skriv en halv side om det valgte dyr.
Med bøjet nakke og sammenbidte tænder skribler hun løs, mens tårerne stadig pibler og diverse skældsord undslipper de fastlåste kæber. Hun ser meget koncentreret ud. Minutterne tikker langsomt afsted. Luften er tyk af indestængt raseri, som stadig ulmer under overfladen.


ENDELIG meddeler hun, at opgaven er løst. Gider jeg lige læse den igennem.
Naturligvis vil jeg det.
Hun har valgt at skrive om ét af skovens små dyr. Opgaven er heller ikke den største. Der er faktisk kun 4 korte sætninger. Jeg vælger dog ikke at tage kampen, men blot rose hende for udført opgave.
Så læser jeg den hurtigt igennem.
"Agern findes i skoven. Agern er små. Agern er brun agtige. Agern spiser egern. Slut."

Okay, dén havde jeg ikke lige set komme.
Nu dukker dilemmaet op: skal jeg sige noget eller ej?
Jeg kender hende jo. Og hendes temperament.
Selvom jeg godt kan se det komiske i situationen, så deler hun nok ikke min humor lige nu.
Hvis jeg siger noget og beder hende rette....så bliver hun hamrende negativ.
Hvis jeg ikke siger noget, men lader hende aflevere opgaven til rettelse af læreren.....så bliver hun hamrende negativ.

Jeg vælger forsigtigt at nærme mig emnet "misforståelser".
Hun stirrer olmt og lydløst på mig. Stenansigtet fortrækker ikke en mine.
Jeg roder mig ud i en lidt søgt snak om, at det kan være svært at høre bogstavernes lyde og så kan små fejl jo godt opstå.
Hendes underlæbe bæver faretruende og øjnene skyder lyn. Kinderne skifter langsomt farve. Først kridhvid.....så langsomt mere rødlig, for til sidst at nærme sig en næsten violet-pink kulør.
Jeg forklarer forskellen på agern og egern. Forsikrer hende om, at det jo er et hændeligt uheld, som let kan rettes.


SÅ eksploderer hun. Væk er prinsessen. Tilbage står en ildsprudlende Nessie.
KAN jeg dog ikke forstå, at det er fuldstændigt ligegyldigt?
Læreren er nok en smule klogere end mig og kan godt regne ud, hvad hun mener. UDEN hun skal have ekstra arbejde ud af at rette stavefejl. For resten har hun ikke tænkt sig nogen sinde at skrive en opgave om hverken egern eller agern igen. Kan jeg SÅ fatte, hvor nyttesløst det hele er? Hun har overhovedet ikke noget at bruge retstavning af små tåbelige dyr og deres fødevarer til. Hun skal ligesom ikke være skovberidder som voksen, vel?


Fremtidsplaner

Når Trolden bliver stor, vil han gerne arbejde som gårdvagt....ligesom Skattemusen (pædagogmedhjælper).


...og skibet er ladet med L

Læser prinsessens referat fra dagens læse-session.
Vi øver i øjeblikket ord betydning, dobbeltbetydning og andre små spidsfindigheder.
Jeg falder over ordet "lud".
Jeg tænker, at det ikke længere er et alment brugt ord og at en pre-teen nok ikke er bekendt med dets betydning.
Jeg spørger hende, om hun mon véd, hvad lud er.
Overraskende nok er svaret ja. Selvfølgelig ved hun da dét.
Kan hun mon forklare betydningen for mig?
Jooooh deeeet kan hun da godt. Men hun synes ikke, det er SÅ pænt at tale om.
Øh???
Jo altså.....en lud er et pænt ord for en luder, ik, og det er jo sådan en pige, som er kæreste med en anden pige.....ligesom familiens trofaste barnepige L.
ØH? NEJ stop stand wait nu lige lidt. ENDELIG ikke sig til nogen. Hun er lesbisk, for dælen da. Der er STOR forskel.
Nå. Hm. Jamen hvad er en luder da SÅ for én?
Forklarer hurtigt begrebet. Prinsessen ser en anelse mystificeret ud.
Forsøger at forklare med andre ord. Hun ser nu direkte blank ud.
Det går op for mig, at hun prøver at passe begrebet ind i læse/referat-situationen.
Og SÅ er vi tilbage lud, som jo er en ganske anden sag.
Lud = ætsende opløsningsmiddel
Luder = selvstændig sexsælger
Lesbisk = pige dater pige
Håber, det lettede forståelsen, så vi fremover kan holde de 3 begreber kraftigt adskilt.


Løbsk hund på afveje

Nå, så fandt man da ud af, hvordan geni-hunden nu for fjerde gang er stukket af.
Denne gang var alle døre hermetisk lukkede og låst indefra, så flugtforsøget skyldtes altså ikke hendes fænomenale evne til at åbne døre. INGEN havde været ud og ind af døren, så Houdini-tricket kunne heller ikke skyldes, at hun var smuttet med ud i et uopmærksomt øjeblik.
Alligevel bankede det pludseligt på havedøren og dér stod en venlig dame fra modsatte ende af vejen....med Gaia logrende ved siden af sig.
Hun havde mødt Gaia oppe i krydset. MIDT i krydset, vel at mærke. Og ja, det betyder kørebanen. Hun havde ikke kunnet kalde vovse til sig, men kunne heldigvis huske, hvor hun boede. Da hun gik mod vores hus for at slå alarm, fulgte vufling med i sikker afstand for eventuel indfangelse af blækspruttearme. Og da damen bankede på døren, satte kræet sig pænt på plads og ventede på at komme ind.
ALT blev tjekket, dobbelttjekket og så lige tjekket igen. Eneste tilbageværende mulighed er, at møjhunden er sprunget ud af soveværelsesvinduet.....et elegant lille spring fra seng til vindueskarm afsluttet med et fald på 2-2½ meters penge.
Jaja, hvor upraktisk det end er og hvor meget hundemor end knurrede i skægget, så må man på det positive plan sige, at hundi ikke er helt tabt bag en vogn.


Det er forår....og frost !!???

Står op til fuglesang og mindstemusens kontaktskræl.
Solen skinner fra en skyfri himmel og ungerne diskuterer toilet-rettigheder.
Alle mine små forårsblomster er tittet frem af mosplænen og jeg skimter vist et enkelt bette blad på mit nøddetræ.
Diskussionen fortsætter, de er nu nået til emnerne fjernbetjening, morgenTV og rettighederne til at dele morgenmad med mindstemusen.
Ren idyl....og så allerede kl 6:54.
Det er jo fantastisk.
I et anfald af totalt lalleglad munterhed får jeg alle unger spist af, i tøjet og sparket rettidigt ud af døren. Ja, altså lige på nær mindstemusen, som ikke helt formår at finde vej til dagplejen på egen hånd.
Jeg får ham stoppet i en lun køredragt og vimser nynnende ("sooooolen højt på hiiiimlen tralalala") ud til bilen med bebs på armen. Og hvad ser jeg så?
IS!!!
På min frontrude!!
Krafthelvede da også.
Vi nærmer os midten af marts, der er små søde erantisser og krokusser og what-not i hele forhaven, vintergækker og hvide fiduser i baghaven, så HVA SKAL VI MED NATTEFROST NU?
Naij, det kan næsten smadre éns muntre morgenhumør.
Går i gang med at skrabe is af bilen, naturligvis iført forårsfrakken samt rim i bryn og vipper.
Inden jeg er færdig, er min skønne forårssang langsomt gået over i eder og forbandelser, mine stakkels små fingre har skiftet kulør til blå-violet og min snottud er frosset til en fino is-skulptur.
Jeg skal SÅ meget have en kop dampende varm kaffe senere....og et alvorsord eller ti med vejrguderne!


Handy Manny...and the honour goes to.....

Jeg har simpelthen brugt den sparsomme aftenbelysning på at designe en krydderihylde.
Nu mangler jeg så bare en Handy-Henning til at føre arbejdstegningen et skidt videre og rent faktisk bygge skidtet.


Misforstå mig nu rigtigt. Al ære og respekt for min dejlige skattemus og hans snilde udi computerens forunderlige verden. Intet problem er for besværligt, ingen forhindring for stor. Om det drejer sig om at sammensætte hardwaren eller de mere tekniske kringlerier på programsiden, er sådan set underordnet. Fikset bliver det. MEN. Når dét så er sagt, så kan man jo ikke være god til alt. Lige så god, han er til at vedligeholde maskinparken....lige så lidt rækker talenterne til alt andet håndværk. 


Det har kostet blod, sved, tårer og en pokkers masse ødelagt værktøj at nå til dén erkendelse.
Jeg vil ikke minde nogen om den episode, hvor en sølle fastelavnstønde forårsagede ugers halten og en halvt oversavet finger. Dog vil jeg sige, at tønden var alternativt pyntet: fingermaling med eget blod.


Jeg vil heller ikke bringe den uheldige sag med stiksaven på banen, selv om dét projekt endte med et ødelagt tørrestativ, en knækket sag og en blødende hånd.


Og naturligvis skal vi ikke vade mere i sagen om den vildtforvoksede rose, som grundet stormvarsel skulle beskæres lidt med en hæksaks. En hæksaks, som undertegnede har brugt flittigt i forbindelse med nedkæmpelse af efeu-muren ind mod naboen, ganske uden problemer. (Og nej, jeg har ikke slidt den op eller mørnet de metalliske med mine massive muskelmasse.) 

Jeg vil afholde mig fra nærmere detaljer og blot konstatere, at rosen overlevede, men hæksaksen knækkede og kvæstede i processen en knæskal og en lilletå. 


Jeg vil heller ikke udpensle den drabelige duel mellem mand og skruetrækker, som kostede det meste af en tommel og efterlod et grande hak i væggen.


Det er således ikke uden grund, at min værktøjskasse indeholder langt mere og i høj grad bedre værktøj, end skattebassens like-wise. Det er også ganske berettiget, at jeg har nedlagt veto mod udlån af min maskinpark. Dels grundet frygt for massiv personskade, dels på grundet skræk for mistet materiel. 


Så når jeg nu står midt i et spændende byg-selv-projekt, så har jeg kun to muligheder: byg det hele selv eller kidnap en Handy Manny. Hvem skal have æren? Dubbi dubbi....hmmm...and the honour goes toooooo.......
(fortsættelse følger)


Lektietid er hyggetid...eller.....


Prinsessen er sur.
Hun er i gang med daglig læsning og det er umuligt, at læse den åndssvage tekst. Forfatteren er ikke rigtig klog. Han bruger nogle frygteligt gammeldags ord.
Fx "Han trak he-stene over heden." Hvem har nogensinde hørt om en he-sten? Hvad betyder he i det hele taget? Hvilken slags sten er det? En krystal eller hva?
Øhhhm jaaaah joooh meeeeeen måske, er det ikke forfatteren, der har en mindre hæklefejl i kysen. Måske, kun måske, kan der være tale om en misforståelse hos læseren. Måske, uden at pege fingre af nogen, har du lagt trykket liiiidt forkert. Måske står der i virkeligheden "han trak hestene over heden".

Lammende stilhed.
Underlige ansigtsticks.
Tiltagende ungpige kulør.
En sagte mumlen.
.....og så gik hun. 


Gode gaming råd

Er der noget mere underholdende, end skattemandens ihærdige forsøg på at vinde ét eller andet virtuelt racerløb?
Edder og forbandelser, nogle endda af egen opfindelse, fylder rummet.
Der trampes af vane hårdt på speederen, som slet ikke er der (i stedet vokser et fælt fodaftryk frem på de bonede gulve).
I hvert svinger kaster manden sig sidelæns i kontorstolen og hænger som et væltet C ud over armlænet i et desperat forsøg på at krænge Audi´en rundt i et håbløst hårnålesving uden at miste fremdrift og geare ned.
Svaret er JA. Der findes faktisk noget meget sjovere.
Langt mere underholdende er det nemlig at observere manden i færd med førnævnte fritidssyssel.....når den 6 årige trold har slæbt en stol hen på sidelinien og plantet sig i co-pilot-sædet.
Hér sidder han så og gnasker gulerødder med et køligt overblik, mens han meget hjælpsomt slynger om sig med gode råd.
"Du ville nok kunne komme banen rundt uden uheld....hvis du ikke hele tiden kørte ind i barrieren" lyder det tørt. Der kvitteres med et olmt blik fra ratholderen.
"Måske skulle du ikke sådan ramme de andre biler så tit" fortsætter han. Chaufførens ansigtsfarve skifter til pink og de første ansigsttrækninger viser sig.
"Jeg er sikker på, at du godt kan vinde......hvis du bare kører hurtigere og bedre" konkluderer han. Ingen målbar reaktion, blot indædt stirren frem for sig.
På nuværende tidspunkt nyder jeg showet fra sofaen. Ganske underholdende.
"Måske skulle du prøve med en anden bil....eller et andet spil!"
Tag dén og bliv liggende. Tiltroen til sejrens sødme er svært dalende hos de yngre publikum.
Jeg hører sure lyde....minder lidt om en brummende motor, men JEG ved bedre.
"Er der nogen øve-baner?"
En kollision forårsager mindre pænt sprogbrug, som der naturligvis også kommenteres på:
"Ja, det nytter nok ikke noget at blive sur. Det er slet ikke godt for blodtrykket. Og hvis du virkelig er så træt af dét spil, så skulle du måske spille noget andet. Hey, du må godt låne mit Pixeline!!"
(Sagt med andre ord: dine evner ligger nok ikke højere end dét.)
Jeg aner himmelvendte øjne hos ungdommen og dunkende blodårer i den ældre generations tindinger.
Modig dreng, dét vil jeg give ham. Det kan blive fatalt, ingen tvivl om dét.
Jeg tør ikke være vidne til mere og gemmer mig med hovedet i en flyttekasse.
En halv times tid senere spiller skattemusen fortsat bil-spil....og charmetrolden har for en sjælden gang skyld fået lov til at spille lidt på den dyrebare iphone, mod at han altså forføjede sig til soveværelset og afholdt sig fra yderligere rådgivning.


Charmetrold
Charmetrold

Mindstemusens status

I januar slap børnambulatoriet endelig Mindstemusen helt.
For det første lukkede mave-tarm-specialisten hans sag og anerkendte min teori om, at han (til trods for en negativ test for laktoseintolerans ) kun tåler minimale doser aktiv mælk i døgnet. Så længe dette hensyn tages, er hans fordøjelsessystem nu alderssvarende.
For det andet viste dagens ekkokardiografi, at frygten for en hjertesygdom kunne manes i jorden. Hans før lidt umodne hjerte havde indhentet det forsømte og hans ASF havde lukket sig næsten helt af sig selv. 


Jubiiiiii ikke flere kontroller på børneamb.


Vel hjemme erfarede jeg, at musen efter endt scanning var marineret i glidecreme. Lad mig især fremhæve den strittende nakkehårsfrits a la punk-rock. Dét var smart!


Her i slutningen af februar blev han igen iagttaget og vurderet af dagplejepædagogen. Hans dobbeltplads blev forlænget, men hun fremhævede hans store fremskridt den sidste tid og roste hans skønne temperament.


Dejligt med lidt ros....vi er jo også helt vilde med ham og kan kun give ret: hans temperament fejler bestemt ikke noget ;) hæhæ 


M. Crusoe

Mindstemusen tester mors nerver!
Èn ting er hans iphone-fetish. Dét var næsten uundgåeligt, farmanden taget i betragtning.
Noget ganske andet er hans besættelse af Ralle Seebach og i særdeleshed øde øer.
Så snart mindstemusen øjner chancen til at tyve en æblefon, ja, så sætter han R. Seebachs nye wonderhit "Øde Ø" på repeat.
Nu har jeg mit helt eget anti-parti for mandens musik. Muligvis en arbejdsskade fra tiden i byens fritidscenter, hvor tøsebørnene datta hans første skive på repeat dag efter dag efter uge efter måned. Fyddeføj.


På min personlige hitliste befinder han sig kun en halv oktav højere end Deutche Slager Parade, og jeg har tit ønsket, at hans engel ville snupse ham og flyve laaaaangt væk.Det skurrer i mine ører og skærer i mit hjerte, når yngstebarnet favoriserer hans popperier i SÅ stor stil."Hvis jeg bliver smidt af på en øde øøøøøø" - joh tak, dét kunne kanske sætter en brat stopper for denne evindelige spytten skiver ud i en lind strøm.


Nå, men det er min personlige holdning. Der er et marked for hans musik og lad nu endelig manden opfylde massernes behov. Bare jeg dog kan slippe....i det mindste i eget hjem. Og det plejer jeg for så vidt at kunne. Men med en spirrende Ralle-fan i huset, er det ikke let.
Jeg håber naturligvis, at musens fascination af netop dette nummer skyldes eventyrlyst og udlængsel. At der ikke er tale om musisk præference, men drømmen om at lege Robinson Crusoe i et års tid eller tyve. Dét ville dog være til at bære for moderen.


Jeg véd jo ærligt godt, hvor skoen trykker. Jeg har aldrig været poptøs. Jeg nærer intet ønske om at blive det på mine "gamle" dage. Alligevel tager jeg mig selv i at skråle med på endnu én af Seebachs utallige ørehængere. Heldigvis har der sjældent været vidner til pinligheden, da det dels ville smadre mit image som inkarneret Ralle-modstander og samtidig afsløre min totale mangel på takt og tone (altså den rent musiske slags, ikke Emma Gads gode opdragelse....dén del har jeg HELT styr på...jeg har immervæk set samtlige afsnit af Mrs Bucket´s "Fint skal det være" og tilmed mere end én gang).Det irriterer mig grænseløst, at musikken alligevel har sneget sig under huden på mig og invaderet mine øregange i en sådan grad, at jeg tripper med på rytmen og gudhjælpemig kan teksten udenad. Hvad sker der for det?
Jeg kan jo ikke en gang LIDE nummeret.
Hvordan kan den slags infame hjernevask lade sig gøre og er det overhovedet lovligt at udføre den slags jedi mind tricks mod sagesløse?


Nå, jeg har desværre ikke tid til at kaste mig ud i en indre filosofisk diskussion af problematikken lige nu. Mindstemusen skal puttes og der skal vel synges en bette sang eller nowt. Jeg tænker, at en "Øde Ø" vil falde i god jord og sjovt nok har jeg memoreret teksten!


Den 4benede Lykkepille vs The Killer Rabbit

Vi har hund.
Vi har tilmed brugshund.
En farlig fin schæfertæve, som har udnævnt sig selv til husets vagthund og derfor lyder som en sand dræber, hvis nogen nærmer sig hoveddøren endsige arriverer gennem den.
Til tider kan det dog være svært at holde masken, for lige så fint-udviklet hendes snudeparti er, lige så fabelragende dygtig hun er til næsearbejde af enhver slags....lige så småtbegavet er hun i andre sammenhænge.
Tag endelig ikke fejl. Hele familien elsker den 4benede lykkepille, som på daglig basis er skyld i sunde latteranfald og langtrukne putte-hygge-kæle-ritualer.
Det er intet mindre end fantastisk at observere hende i samspil med ungerne.
Nå trolden træner alverdens mere eller mindre seriøse lydighedsøvelser.
Når prinsesse og hund krammer tæt og der hviskes hemmeligheder fra det spirende teenageliv.
Når musen deler sin mad eller vovses kødben...vel at mærke ved at stoppe hele hånden ned i hundehalsen.
Så kan man jo ikke andet end smile og prise sig lykkelig for, at hun er så tålmodig og kærlig anlagt.....selvom hørelsen og almenlydigheden nogle gange forsvinder i et akut opstået tilfælde af senildement civilbetjent.
Nå, roser til side og videre til sagens kerne.
Forleden aften joskede hund og jeg en bette aftentur i "vores" nye villakvarter.
Der var selvsagt mange nye dufte, som skulle inhaleres........mange nye lygtepæle, som skulle markeres. Særligt én hæk virkede interessant. Med magnetisk tiltrækning ligefrem sugede den hundens snuseapparat til sig. De to blev som én. Hund og hæk sammenvokset i en symbiotisk stase. Selv efter 10 minutter!! Det var umuligt at adskille de to poler (ligusterhæk og næseparti), selvom jeg halede til af alle kræfter. Min tålmodighed var brugt op, min næse løb, mine fingre var blå....kort sagt, jeg frøs og ville hjem.
Fast greb i snoren og så bare liiiige læne sig bagud med hele kroppen.....ganske uden nogen effekt på hunden, dog lykkedes det mig at forskrække en forputtet hare på den anden side af stien. Op sprang den, af sted fór den....lige ret igennem hundens perifere syn.
Dét virkede.
Et sådant snigangreb fra en killer rabbit kunne nok få dræberhundens opmærksomhed.
"Så", tænkte jeg. "Nu dør den bette pelstot!"
Ligusterhækkens magiske tiltrækning blev brat ophævet.
Haren sprang i flyverskjul bag en carport.
Hunden styrtede hovedkulds af sted.
Tovholderen (det vil sige mig) på slæb ret bag hunden.
"Stakkels lille kræ", tænkte jeg.
Hastighed: 250 km/t.
Kurs: hoveddøren.
Jeg ved ærligt ikke, hvem der ville have vundet opgøret.
Ét eller andet sted vil jeg gerne bevare forestillingen om, at min store schæfer ville være stærkt overlegen. Men sandt at sige, finder jeg aldrig ud af det.
Det viste sig nemlig, at min dræberhund overhovedet ikke var sat efter haren for at pelse den og flette en ny hundekurv. Nææææ nej, hundi stak af. Løb for livet. Skræmt fra vid og sans.
HUN FLYGTEDE.
Fra haremissen.
Mage til krysterhund!
Men hjem kom vi da!!!!


Heste i floder 

Vi laver dansk lektier og klapper stavelser.
Der er 3 stavelser i flodhest, mener ´sessen.
Jeg får det kun til 2.
Prinsessen er ikke enig. Hun klapper lystigt og siger meget tydeligt "floooo-de-hest".
Jeg forsøger meget pædagogisk at rette misforståelsen. Fortæller hende, at der ikke er 3, men 2 stavelser. Det hedder nemlig bare en flodhest. Ikke en FLO-DE-HEST.
Hun er ikke sådan at imponere.
Svaret er tydeligt "Nå! Men det burde det!!"Øøøøh jo javel. Det Danske Sprognævn må straks rette ind til højre. 


Genopstandelsen fra de døde

Er der noget så skønt, som at bruge 3 uger på sygdom.


Først lagde mindstemusen sig med mellemørebetændelse og astmatisk bronkitis med 40,5 i feber.
Nægtede fuldstændigt at spise og levede derfor af mutters heksebryg (æblejuice kogt op med citronsaft, lidt hvidløg og masser af friskhøvlet ingefær). Han hostede som en gammel Nimbus en kold oktober-morgen og udgød kaskader af snot til alle sider.
Han sov 22 timer i døgnet, naturligvis trygt og godt på mor eller far. Gudnådeogtrøste den, som i et uforvarent øjeblik forsøgte at lirke ham ned i sin egen seng. Sådanne forsøg udløste straks højlydt, hæs gråd på grænsen af direkte skrig. Hans få vågne øjeblikke gik med at se ynkelig ud og pjevse.
Den er god nok. Babys kan også få man-flu.

Idet musen tilbragte størstedelen af sine 14 sygedage med at ligge på mors eller fars brystkasse og halvsovende hoste baciller lige ind i deres ansigter, ja, så endte vi altså også med at ligge på langs. 


Babymusen var stadig ikke helt frisk, selvom pencillinkuren nu sørgede for, at han var meget mere vågen.....og meget mere sur og grædende. 


Farmusen lå med det ene ben i graven og underholdt med sine nærdødsoplevelser.
Morlillen måtte altså sørge for de to store ungers fortsatte trivsel, pleje mindstemusen og overhælde skattemusen med den sidste olie, vel at mærke samtidig med at jeg forsøgte at vriste mig fri af den Kutteklædtes dødsgreb.

Det lykkedes. 

Alt i alt tog det kun 3 uger at bekæmpe Manden med Leen og komme sygdommen til livs.
3 uger, som burde have stået i flyttekassernes tegn.
3 uger, som nu skulle indhentes på blot 1 uge.
Alt blev godt nok (med en smule stress) pakket og flyttet i tide, men jeg er noget spændt på projekt udpakning!


Jeg har således just denne morgen pakket en kasse køkkengrej ud....og en pose med husholdningsaffald. Heldigvis ikke noget let-fordærveligt indhold, meeeeen alligevel. Jeg kunne måske nok have været dén überraschung foruden.
Hvilke andre skatte og uforudsigeligheder gemmer der sig mon i resten af flyttelæsset?
Dubdubdub.......


Angry Birds Day

Trolden har netop sendt en bette video-hilsen til en kær veninde.
Mens jeg stod dér med kameraet og agerede Peter Jackson, lod jeg tankerne vandre til fordums minder. Især husker jeg, da jeg sidste år havde liiiidt svært ved at holde masken, da han skulle sende en videohilsen MED skønsang i anledning af en fødselsdag og valgte den engelske version.....nemlig "Angry Birds Day toooo yoooou". 


Hilsen til alle mødre

Hej dejlige dig.


Husk på, at selvom du er blevet mor, så er du også stadig meget mere.
Du er nogens kæreste.
Du er nogens veninde.
Du er nogens familie.
Du er nogens kollega.
Og aller vigtigst....du er DIG. Hel vidunderlig unik.
Husk også at bruge tid på dig selv.
Husk at pleje dit netværk.
Gør det, uden at guldklumpen altid er med.
Tag ud at spise med dit livs kærlighed. Smut i biffen med din søster. Grib chancen for en shoppingtur med veninderne. Dans på bordene til personalefesten.


Kort sagt: sug ny energi, så du kan være den bedste version af dig.....dermed verdens bedste mor for din guldklump. 


Baby og babser

Mindstemusen har været i det vrantne hjørne i dag. Faktisk har han været lodret umulig.
Gnavne gamle mænd når ham ikke til anklerne. INTET dur. ALT er ham imod...og udløser højlydt raseri anfald.
Jeg følte mig derfor lidt lusket, da jeg uden protester, advarsler eller gode råd overlod ham til storesøsterens varetægt, da hun netop hjemvendt tilbød at hygge med ham på hendes værelse.
"God idé, du dejlige pige, hér har du ham og nu farvel".
Sjældent har jeg løbet så hurtigt ud med bleposen. Blot 5 minutters stilhed, før hun returnerer ham, tænkte jeg.
Men hun kom ikke ilende med desperation i øjnene og lillebror i armene. Næææ.
Faktisk synes jeg at høre babylatter fra værelset.
Jeg listede nærmere og lyttede. Den var god nok. Han morede sig højlydt. Så højlydt, at han totalt overdøvede hende. Jeg var nødt til at åbne døren på klem, for at lure hendes tricks.
Hun sang. Hm Det havde jeg da ellers prøvet. Men sig mig nu hvaderdetdogdetyndigepigebarnsynger?
"Jeg kan godt li babseeeer, kæææææmpestoooooore babseeeeer"
LUSKETRICK afsløret....så tror da pokker, at den lille mand morer sig! 


Pakke ud og pakke ind og pakke op og ned....

Netop som man endelig er færdig med at pakke ned og flytte flyttekasser....kan man begynde at pakke ud igen!
Hvor er det dog en kedsommelig proces fyldt med fristende overspringshandlinger. Lige nu virker selv støvsugning som en langt sjovere beskæftigelse, end at vende bunden på tøjsække for at etablere et fornuftigt garderobeskab.
Lige nu er sengen dækket af et tykt tæppe af kjoler og jeans i alverdens farver og faconer. Og det fylder pludselig meget mere, end før.
Hvordan har jeg mon nogensinde haft det hele mast ind i et mikromantisk 2-fløjet skab?
Hvordan får jeg nogensinde mast hele baduljen ind i det nye lillebitte skab med kun 5 sektioner i bredden?
Der må og skal ryddes op og smides ud.
Jeg må straks i gang med en større gennemgang og finsortering. Jeg føler mig ganske overbevist om, at jeg nok skal finde en masse gamle laser og umoderne påhit, som snildt kan lade livet for mine nye fikse julegaver. Jeg vil derfor straks kigge nærmere på skattemusens hylder. Når jeg er færdig, har han med garanti ikke brug for 6 hylder længere, men kan let nøjes med det halve. Jeg føler mig overbevist om, at han gerne ofrer lidt, for at kan bibeholde min nuværende tøjsamling. Skulle jeg tage fejl og det modsatte være tilfældet, så er han i skrivende stund ikke hjemme til at nedlægge veto.
Let the fun begin ;)
Muahahahahaaaaaaaaaaaaa.


...et til dig, mit fodboldstævnemøde...tralalala....

Dagens citat fra trolden:
"Mor, du kender mig da...du VÉD nok, at jeg haaaaader fodboldstævnemøder!!!"
(So sorry, kiddo. Nu var dét altså dagens program i SFO´en )
Efter en længere svada om ulemperne ved holdsport og i særdeleshed fodbold må jeg konstatere, at sønnike ikke bliver den nye Messi. Eller for den sags skyld kommer til at udøve nogen anden holdsport, SLET IKKE hvis runde eller ovale flyvende objekter indgår. Hans boldøje er ikke rigtigt til det.
For nyligt testede skolens sundhedsplejerske klassens motorik. Eleverne blev sat sammen i mere eller mindre umage par og blev så bedt om at kaste en bold frem og tilbage. Resultatet af testen foreligger ikke endnu, men da jeg til tider er en smule nysgerrig og måske en lille bitte smule utålmodig, udsatte jeg eget barn for et mindre krydsforhør. Hvordan foregik testen, hvordan var det gået, hva sagde hun dog?
Det ærlige svar kom promte: "det gik zuuuuper godt, min partner ramte mig hele tiden med bolden og jeg var rigtig god til at kaste den laaaaangt væk, så han skulle løbe lidt efter den!"
(Hmmmm....jooooh jaaaaah MEN var hele idéen ikke at kaste pænt til hinanden?)
"Jojo, men det er jo umuligt at gribe en bold...den er faktisk helt rund!"
(Javist, lad nu det ligge.....hvad sagde hende sundhedsapostlen men så til det hele?)
"Hun sagde, at jeg var rigtig god til at gøre det forkert!!!"
(Godt så....en alternativ måde at give konstruktiv kritik, men i det mindste virker trolden ikke specielt traumatiseret. Faktisk kunne han vist ikke være mere ligeglad med hendes mening eller boldspillets forunderlige verden generelt.)
Han har det jo nok ikke fra fremmede. Det kan til dato undre mig lidt, hvordan jeg overlevede 2 hele sæsoner som håndboldspiller. De fleste af mine kampe, træning såvel som stævner, foregik mig bekendt med lukkede øjne. Jeg var nemlig uhyre bekendt med smerten forårsaget af sådan en rund fætter midt i ansigtet og var direkte ræd for yderligere sammenstød. Dertil kommer en god portion antiparti i forhold til holdsport. Om jeg dog begriber formålet. Få en bold hver og lad så være med at råbe kommandoer til mig i én strid strøm. "DÆKGRIBPASSKYYYYYYYD" mig et vist sted.
Næ, så foretrækker jeg jo helt klart solo-træning. Så skal jeg trods alt kun forhold mig til min egen indre stemme og parere en enkelt overspringshandling eller to.
Jeg tænker, at trolden har det på samme måde. Tricket er så at finde en træningsform, som inspirerer ham til vedholdenhed.


Gammeldags musik fra 80erne

Trolden har i dag hørt gammeldags musik i skolen.
Du ved, Gnagsnumre fra 80erne og sårn. Heeeeelt vildt gammeldags musik!


Trolden delagtiggør mig i et lille potpouri.
"Det er de vilde pingviner med meget lange kløer"
"Yip yip yipYauuuuu, yip yip yipYauuuuu, hør et forkølet ulvehyl"


Trolden meddeler, at han altså bedre kan lide rock musik og gerne vil lære at spille rock guitar og synge rock sange. Sådan nogle rigtig vilde nogen.
Han lægger ud med en prøve på et vaskeægte heavy metal nummer....med Shaggy
"Mmmmmm mister låva låva ahuuuum laaaa lala bombastik elefantastisk lalalalalaaaaa bombastik eller plomplastik"


Jojo, med lidt stemmetræning og genreindlæring er drømmen bestemt ikke uopnåelig. Han synger højt og tydeligt med en sjælden entusiasme og tekstdøvhed, som kun overgås af "hva faaaaen synger de". Og han gør det med charme, selvtillid og lækkert hår. Når Axl Rose kunne nå toppen af poppen med sin skærebrænderstemme og sukkersøde rock n roll, så kan Trolden med garanti også nå uanede højder.  


Græsenke for en aften

Findes der noget mere skønt, end en kreativ baby, som dekorerer sofabordet med fingermaling i eget snot?
Jeg tror det næppe.
Det skulle da lige være en hund, som med bagerste ende sprøjtelakerer mosplænen i baghaven. Fra lys grøn til karrygul hurtigere end man kan sige "myldermås".
Nogen må løbe i fast rutefart mellem lommeklude og bæposer. Og denne nogen er morlillen, som netop denne fortryllende aften er eneste voksne i hjemmet. Faaaaantastisk.
Mens jeg således forsøger at holde nogenlunde styr på mindstemusens snudeskaft og hundens bagdel på samme tid, hører jeg det ene tørre, velmenende råd efter det andet fra trolden....som vel at mærke ligger mageligt henslængt Al Bundy-style på sofaen: én hånd i bukselindingen, den anden griber kærligt om fjernkontrollen til familiens fladskærm.
"Hvis du tørrer hans næse, så drypper den ikke på hans kiks" (no shit, Sherlock)
"Hvis du tog rulleskøjter på, kunne du lufte hunden meeeega hurtigt" (rulleskøjter...på en græsplæne....nej tak, du)
"Hvis du nu IKKE tørrer mindstemusens næse hele tiden, så kan han nok ikke lugte hundeprutterne....dét kan jeg...men jeg ville SANDELIG ønske, jeg også var snottet" (you and me both, son, you and me both)


I talestrømmen af mere eller mindre alternativ rådgivning hører jeg foredrag om halshugning (som er lidt klamt, men til gengæld giver masser af kød at spise), kastration af geder (som åbenbart har kuglerne siddende UDEN på pungen, de arme kræ) og Vandmanden Vera (det nye dyr, som er flyttet ind i klasselokalet). 


Da jeg jo æææælsgar udfordringer, vil jeg nu føje en ekstra dimension til det hektiske liv græsenke for the evening. Jeg vil forsøge også at udfolde mig kreativt i mit nye køkken, mens jeg naturligvis fortsat varetager snotnæse, spratmås og talestrøm. Dagens kulinariske højdepunkt er derfor rugbrødsmadder med frikadeller og gnavegrønt. Tadaaaaaaaaaaaaa.Indsendt af Unknown Ingen kommentarer: Send med mailBlog om dette!Del via TwitterDel via FacebookDel på Pinterest


STORMEN KOMMER!!!!


De vigtigste huskeregler:
- Bind børnene fast til trampolinen, så finder du begge dele samlet.
- Skriv navn, adresse osv på de ting, som du regner med flyver væk. Skriv det også gerne på russisk, polsk, lettisk, litauisk og estisk, da tingene sandsynligvis ender derovre.
- Fjern samtlige tagsten....på den måde undgår du at diskutere med forsikringen, hvorfor fanden de blæste af.
- Læg bunken med visne blade strategisk rigtig, så de blæser over til naboen.
- Fæld samtlige træer i haven, på den måde styrer du selv hvor de vælter hen ad.
- Introducer svigermor for 'kite-surfing'....hun ender dermed også i Østeuropa (hende skal du dog IKKE skrive returadresse på).
- er du single uden børn, hæv så 10.000 kr kontant, og kast dem ud i stormen og se dem forsvinde i den blå luft, uden at få noget for dem. Så ved du, hvordan det føles at være gift og have børn.


RIGTIG GOD STORM TIL JER ALLE!!(Author unknown) 


YouSee or not to see reason

Har just erfaret, at bonus-princessen har taget navneforandring og nu hedder John A. Han/hun er bosat i Kbh og har netop tilmeldt sig sms-service hos YouSee.
Hm.
Ikke mig bekendt, hvorfor jeg naturligvis kontakter YouSee. Dels fordi disse service-beskeder tikker ind i tide og utide og stresser et bette barn uhensigtsmæssigt midt i skoletiden, dels fordi den RIGTIGE John A. kanske savner sine beskeder.
Det er dog ikke sådan lige til at få YouSee til at anerkende almindelig sund fornuft. Er jeg nu sikker...sådan HELT sikker på, at det er en fejl. JA for dælen da. Vi har ikke YouSee, vi bor ikke i Kbh, mobilnummeret tilhører os og dermed IKKE John A. OGHVISDOIKSNARTFATTERDETSÅSLÅDOGNUMMERETOPOGTJEEEEEEEEEEEEEEEK hulk snøft mine nerver magter ikke mere. Mage til amøbehjerne i et kundeservicecenter skal man da lede længe efter. Og tænk, man har været på standby i 35 minutter med "It must have been love" på repeat, for ENDELIG at komme igennem til dette geni.
Nå, men det tog da kun det meste af en halv time af løse problemet, så det gik jo i virkeligheden let som en leg (himmelvendte øjne kan forekomme).


Forhandling på højeste plan

Dialog mellem 2 af husets yngre generation (ingen navne nævnes), da de skulle forhandle sig frem til en fælles leg.


Barn A: Skulle vi ikke lige skole? Så kan jeg være læreren, og lære dig lidt om seksunonalanvisning.
Barn B: Hva er dét?
Barn A: Det er sådan hvor man lissom lærer noget om kroppen og hvor babyer kommer fra.
Barn B: Nåååh, hvordan man boller! Jamen dét ved jeg faktisk allerede en hel del om, så dét gider jeg ikke. Jeg vil hellere lege, at jeg er en brændende vandrende pind!
Barn A: ...... (lydløs måben)


(og dér døde forhandlingerne FULDstændigt) 


Tekniske problemer

Hvor ER det dog bare irriterende, pludseligt at falde over 10 indlæg, som ikke er udgivet korrekt. De er således kun gemt som kladder. ØJ.
Der ligger nu kladder helt tilbage fra december, som BURDE være delt offentligt...men bare ikke er det. Skulle man overveje at investere i sit eget domæne eller kanske søge sig en sponsor. Det hér klamp er jo ikke til at arbejde med i længden!
Nå, det var dagens sure opstød, som forhåbentligt ender ud i spændende kreativ ny-tænkning senere på ugen :D


Morgenvandring med udfordringer

Så fik man lige den totalt tåbelige idé at fragte mindstemus til fastelavnsfest i legestuen på gåben. Naturligvis skubbende mindstemusens tungtlæssede pragtgalaj foran sig. I sig selv en dum idé, når man er seriøst ude af form. Ekstra dum idé, når alle muskler og led stadig værker efter flytning og massiv Tour de Vestfyn med ungdomsveninden (og nej, det var ikke HELT planlagt, at touren skulle vare knap 3 timer, men man kan faktisk godt fare en smule vild i sådan en skov....alle træerne ligner jo unægteligt hinanden).
Tilmed valgte barnevognshjulet at afmontere sig selv ganske spontant....midt i et sving. Efter en storstilet jagt fik man det dog indhentet og med megen møje og besvær påmonteret igen.(Til den klodshans, som har opfundet disse mega smarte click-on hjul....idéen er god nok, men den praktiske udførelse halter altså lidt. Klart en ommer. Det er de færreste mødre, som render rundt med WD40 i inderlommen, så skidtet kan smøres inden påmontering....eller har 20 minutter i en hektisk morgenrutine til at voldmase hjulet på plads.)
Imens måtte mindstemusen sidde midt på cykelstien, så han fordrev tiden med at æde en forårsblomst, gumle lidt græs og stikke eget øje ud med en pind. Han var mildest talt mellemfornøjet, da jeg igen spændte ham forsvarligt fast i køretøjet og susede afsted.
Herlig morgen....NOT. Sidste gang, jeg vil lege overskudsmor SÅ tidligt på dagen!!


Om at slå katten ned.

Jeg har netop hentet trolden fra fastelavnsfest i SFOen.
Sikke en lille tordensky.
Han BURDE have været katteprins!!!
Han slog nemlig HELE katten ned....og toppen faldt af og slikket faldt ud.Men fordi der ikke var hul i bunden, puttede de det tilbage i tønden og hang den op igen.Hvorfor får man "noget" for sidste brædt, men ik det første, hva?
Der BURDE være en katteprins!!!!
Og det BURDE klart være trolden!!!!! 


Snot-gejseren

Så har snot-gejseren (meget mod sin vilje) indtaget første portion pencillin.
"Det er så leeeet" sagde farmakologen og rakte mig en engangssprøjte til dosering.
Og jo tak, selve doseringen er leeeet. Men at administrere musens indtag af den mælkevide, stærkt ildelugtende herlighed, er dog en ganske anden sag.
Trin ét er naturligvis at fastholde musen med venstre hånd, mens højre hånd anbringer sprøjten i gabet. I sig selv en prøvelse, da man først skal undvige de afværgende hænder, undgå heftige selvforsvarsspark mod eget abdominal-område og samtidig holde det virrende hoved i ro.
Trin to er så at vriste læberne fra hinanden, lirke sprøjten ind i munden uden at beskadige de sammenbidte fortænder.
Trin tre lyder måske såre simpelt, men næææ nej. Nu skal man nemlig administrere pencillin indtaget, det vil sige sørge for at det løber rimelig hurtigt, inden musen kæmper sig fri....dog ikke FOR hurtigt, da musen så ikke når at synke og det hele i stedet løber ovenud og ned i ørerne. (Godt nok er det mod mellemørebetændelse, men det skal ikke hældes i øregangene, men indtages oralt....det står der på flasken).
Just som man er færdig med dagens første udfordring, træder trin fire ind. Grundet hosteanfald må man nu skrabe det klæbrige stads af eget ansigt og beklædning, musen, sofaen og loftet. Skønno.
Jeg er nu delvist marineret i flydende pencillin, musen har mere i håret end indvortes og jeg overvejer seriøst, hvorvidt yderligere rengøring kan betale sig. Hele seancen skal trods alt gentages igen inden sengetid.


Charmetrolden
Charmetrolden

April 2014


"Mor" til fire

Jeps, du læste rigtigt.
Jeg synes simpelthen ikke, at 3 børn i huset var nok. Jeg manglede udfordring. En større vasketøjsbunke. Flere aftryk fra fedtede børnefingre på mine lyse væggen. En større skarre at kokkerere for.
Min dejlige skattebasse forstod naturligvis mit behov for at mangfoldiggøre familien....og striben af mudret fodtøj i entréen. Så nu har vi fået barn nummer 4. En dejlig pige på 10 år. Javist er hun kun til låns, men de næste 6 uger er vi altså værtsfamilie for en grønlandsk pige.
Nå ja, sandt at sige skyldtes beslutningen ikke manglende gøremål eller kedsommelighed i hjemmet.
Jeg ville bare gerne støtte op om projektet og åbne vores døre. Jeg følte et behov for at give tilbage efter selv at have oplevet den fantastiske grønlandske åbenhed og gæstfrihed.
Og jeg var helt klar over, at jeg ikke bare kunne ignorere det faktum, at der manglede værtsfamilier. 


Naturligvis skaber det nogle sproglige barrierer. Hér kan man ikke bare grave sig under, hvor bækken er lavest. Næææ nej. Man må grave dybt i huskekassen efter længst svundne gloser og verdens vanskeligste grammatik (muligvis ikke videnskabeligt bevist, but I am sure of it!), for at gøre sig nogenlunde forståelig.
Sikkert ganske sundt.
Man bliver undervejs i processen mindet om en tid, hvor man selv var ydmyg fremmedarbejder, som (trods glorværdige hensigter om at lære det nye lands sprog og skikke til perfektion) aldrig blev rigtig god til det nye tungemål.
Den gang kunne jeg da følge med i en samtale og formåede i et anfald af Fætter Højben-held at skrive dansk referat af et grønlandsksproget medarbejdermøde. Jeg kunne gøre mig nogenlunde forståelig på skrift og for det meste svare kort på direkte tiltale. Min udtale var ganske vist gebrokken og min grammatiske formåen kun til at grine af, men jeg gjorde vitterligt mit bedst.
Siden da har jeg holdt pause med grønlandsk sprog. Det har ligesom ikke været nødvendigt at finpudse mine autodidakte skills. Godt nok har jeg grønlandske venner, men de er flinke til at bære over med en dansk sprogspasser som mig og lader mig slippe med et enkelt "ilaa" i ny og næ.

Nu har jeg så pludselig brug for at genopfriske sproget igen....og gerne hurtigt (helst i går).
En sød lille pige, helt alene i en fremmet familie, i et fremmet land....har brug for at kunne kommunikere. Og hvad sker der?
Jeg har fået begyndende alzheimers.
I kid u not.
Jeg skal VIRKELIG grave i dybden af min hukommelse for at finde lidt brugbare gloser frem.
Jeg forstår ved gud godt, at hun nogle gange stirrer tomt på mig. (Officielt slår jeg det hen med hjemve og indre diazshow, men i et øjeblik alene med spejlet, tør jeg godt indrømme det: hun forstår nok ikke mit forsøg på grønlandsk ret meget bedre, end hun forstår dansk. Og det kan jeg dårligt klandre hende for. Jeg er ikke altid 100 på, hvad jeg har fået sagt. Ahem.)
Lidt anderledes er det med ungerne.
Prinsesse og trolden taler løs på dansk....og musen siger sine sædvanlige sjove lyde og fægter med armene.
HAN bliver forstået.
HAN får knus og kram og lov til at trøste i et anfald af hjemve.
Prinsessen har forsøgt sig lidt med et par grønlandske ord. Pt kan hun 2. Aluu og baaj.
Da hun ivrigt forsøgte at udvide sit repertoir, gik hun dog i stå. Antageligt på grund af bøjlen i undermunden, som forhindrer hende i den klassiske grønlandske dobbelt-L lyd. (Den lyd, som jeg for snart længe siden fik forklaret af en kær nuumiut på 89: "Do ska bar sie som en polarræv, der har veer." Den er fin. Jeg har desværre aldrig mødt en polarræv....og slet ikke én med veer. Det er nok derfor, at jeg selv den dag i dag, 10 år senere, endnu ikke mestrer lyden.)
Trolden, se, han har sprogøre.
Jeg tænker jo også, at grønlandsk bør falde ham en kende naturligt.
Han er trods alt født på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk og har boet i byen de første 6 måneder af sit liv.


Da han rakte vores gæst en is, sagde hun velopdragent "Qujanaq"...og trolden svarede fluks tilbage "selv grydelap". Han huske at slå hælene sammen i bedste militærstil, mens han bukkede så dybt, at næsespidsen skrabede mod gulvet.


Venlig og velopdragen er han jo. Jeg fandt det dog alligevel på sin plads at forklare ham, at qujan(aq) betyder tak. Dén købte han ikke. 


Det har været et par spændende og udfordrende dage for os alle. Fyldt med forundring, latter og tårer på skift. Lige så hårdt det kan være indimellem, lige så dejligt er det også at gøre en forskel. At kunne rumme. At kunne lære fra sig. At kunne tage mod den visdom, som en 10 årig grønlandsk pige har at give, hvis man tager sig tid til at møde hende i øjenhøjde.


Mizforståelser

Der er nogen gange run på om morgenen.
3 unger skal være klar til afgang nogenlunde samtidigt, de to store i tide til skolegang.
Netop denne morgen er det ekstra kritisk. Troldens vækkeur har ikke bimlet som normalt, hvorimod prinsessen for en gang skyld er færdig i usædvanlig god tid...og derfor har påtaget sig opgaven som indsatsleder. Der skydes kommandoer ud til højre og venstre, der hundses og herses, der lyder enkelte trusler om død og lemlæstelse.
Jeg ser mit snit til at bryde ind og dæmpe stemningen lidt.
"Der er masser af tid og om et øjeblik er trolden også klar"
Trolden kigger forundret på mig. "Hvorfor skal jeg være Oscar???"
Øøøh, det skal du da heller ikke.
"Hvorfor sagde du det så?"
Øøøh 


Skøøøønt når et barn kommer hjem med en eksploderet shampooouuu i sportstasken.
Tøj, sko, hårbørste, selve tasken...ALT dryppede af sæbe.
SÅ HUSK DOG at bruge små poser til ting som shampoo, drikkedunke osv!!!!
PS
Skoene er skyllet og står til tørre uden for i solen.
Tøj og taske er skyllet og vredet og skyllet og vredet.....og alligevel skummer vaskemaskinen lige nu over. SUK. 


Musebid

Sådan kan man jo også tjekke musens tandfrembrud.
Jeg har den sidste uges tid haft kraftigt mistanke om en ny kindtand i overmunden, men han er ikke meget for at lade os se. I dag var han yderst samarbejdsvenlig i forbindelse med tandbørstningen, så jeg besluttede at mærke efter med en fingerspids.
Dum beslutning.
Musen klappede resolut gebisset sammen og var nu knap så samarbejdsvillig. Åbne gabet igen nægtede han.
Det føltes som flere minutter, hvor min finger var fastklemt i et skruestik-lignende greb.
Smerten eksploderede som hvide lyn igennem min frontallap.
Jeg kunne umuligt vriste mig fri uden at ofte det yderste led af fingeren. Hvilket jeg faktisk nåede at overveje op til flere gange, ja, faktisk var jeg tæt på at gnave hele fingeren af lige omkring skulderleddet.
ENDELIG slap han.
Min finger var følelsesløs og jeg har umådeligt svært ved at karakterisere smerten nærmere: skyldtes den en tand eller bare faste gummer?
Heldigvis var der et flot tandaftryk i blommen på min pegefinger.
Yes, yes...der ER tandfrembrud.
Ca 3 millimeter, vil jeg bedømme tanden til ud fra dybden af aftrykket.


Verdens sværeste job

Yes, jeg er slet ikke arbejdsløs.
Jeg knokler faktisk.

Jeg BIDRAGER!

Jobbeskrivelsen er som følger:
Altid være 100% på arbejde fra 135 timer om ugen til ubegrænset
En uddannelse i medicin, finans og ernæring (ufravigeligt krav)
Pædagogiske evner samt indgående kendskab til konflikthåndtering
Rengøring
Ingen ferier
Arbejdsbyrden stiger i helligdagene
Ingen tid til søvn
Løn = 0 kr. 

Se mere hér:
https://lejdet.dk/blog/35/verdens-svaereste-job


Yes yes...så jeg er slet ikke arbejdsløs.
Jeg er bare dybt involveret i frivilligt socialt fuldtidsarbejde. 


Turbulent tirsdag

Jeg blev vækket tidligt af 2 styks knægte, som var døden nær af sult. (Mindes ellers, at de begge to åd som ulve i går aftens, men nattesøvnen må åbenbart have forbrændt det hele.)
Jeg satte havregrøden i gang. Mens den passede sig selv (hurra for microovnen), kunne jeg lige nå et bleskift og en hurtig påklædning af mindstemusen. Trolden kom i tøjet, mens han tilså doseringen af kanelsukkeret og mindede om den vitale smørklat.
Drengene spiste.
De spiste meget.
De spiste hurtigt.
Jeg måtte snart sætte en stor portion mere i kog, mens trolden berettede om søuhyrer og mindstemusen bare skreg i raseri over tom tallerken. Tålmodighed er bare ikke hans stærke side. Slet ikke når det drejer sig om hans store passion: MAD.
Godt og vel halvvejs gennem anden portion ramte mindstemusen bunden. Min arm, som ellers havde kørt i pendulfart mellem tallerken og hans mund, kunne få et tiltrængt hvil. Han ville nemlig gerne øve sig og spise resten selv.
Trolden bad om en portion mere og mens jeg var optaget af at sætte grød nummer 3 i gang, forlystede musen sig med projekt "kan selv, vil selv".
Da jeg vendte tilbage til bordet blev jeg mødt af et herligt syn. Mindstemusen smurt ind lige dele grød og snot, det meste tværet ud i hår og ansigt, med enkelte stænk-pletter på tøj, stol, bord, gulv...og en velanrettet klat midt mellem vuffers ører. De-li-kat! Han så vældig stolt og veltilpas ud.
Det bredeste smil fra øre til øre lyste hans lille ansigt op og tændte stjerner i hans himmelblå.
Jeg spottede en rest smør i hans næse og lidt kanel i øregangen.
Jeg vurdere hurtigt serviet-beholdningen og besluttede, at et bad vist ville være mere effektivt.
At spule hele barnet fuldt påklædt.
Klæde ham af og vride tøjet op, mens han gnaskede lidt i badesvampen.
Fjerne rester af svampen fra mellemrummet ved fortænderne.
Trække hans finger op af afløbet.
Dosere rigelige mængder sæbe og lunket vand.
Det passede ikke helt herren, at han skulle frotéres og klædes på igen. Han eeeeeeelsker brusebad.
Jeg placerede musen i legehjørnet i håb om et øjebliks fred og ro til yderligere rengøring af bord, stol...og hund. Det var dog meget mere interessant at at hjælpe mor (= at gå i vejen for mor), hvorfor jeg snart måtte rengøre musen pletvist med vådservietter.
Jeg satte en lille leg med puttekassen i gang. Dér sad musen lisså koncentreret som en lilstetyv på vej over et pigtrådshegn. Jeg benyttede det uforstyrrede øjeblik til at skrabe havregrød ud af vovses pels. Jeg fik det værste væk, men hun har fortsat en lidt pudsig punker-frits mellem ørerne. Lidt a la Stripe fra Grimlins.
Mine sarte næsebor fangede en fæl dunst. Vuflingen måtte leve med sin nye stritpels, for nu gjaldt det mere presserende foretagende.
Mindstemusen havde fyldt bleen....og lidt til.
Det fine legetæppe havde heldigvis opsuget det værste, så trægulvet havde ikke taget skade.
Jeg fandt mine længste Kirsten Hüttemeier-skånehandsker frem og gik i krig. Der var tale om kemisk krigsførelse fra fjendens side, så kampen var tæt på at blive meget kort for mit vedkommende. Da jeg åbnede bleen, dånede jeg momentalt. Sådan føltes det i hvert fald. Fyfferpyfferføj for en hørmer.
Der var kun én løsning.
Nyt bad, nyt tøj.
I mellem tiden var tøserne stået op. (Prinsessen havde overnattende veninde på besøg.)
De sørgede selv for lidt morgenmad og jeg så mit snit til at lufte hunden, mens de morgen-hyggede med mus og trold.
Heldigvis er løbetiden ved at være overstået igen, så nu kan hun nogenlunde koncentrere sig om formålet med lufteturen. Bare ikke i dag. Naboen er ved at lægge ny terrasse. Der skæres fliser til, hvilket hyler og hviner som jeg ved ikke hvad. Hele vores baghave er grå af støv. Det er ikke just behageligt at trække vejret ind. Når JEG bemærker alt dette, gør vapsen naturligvis også. Og vagthunden i hende var IKKE tilfreds. Hun stolpede rundt på stive ben langs hækken og så meget vigtig ud. Hun snuste til støvet...hun nøs....og så om muligt endnu mere vagtsom ud.
Hun fik dog tisset af og virkede ikke interesseret i mere. Heller ikke, da jeg vovede mig ned til hjørnet og retur. Så kunne vi jo lige så godt skynde os tilbage, så tøserne ikke skulle babysitte alt for længe.
En halv time senere, var alle travlt beskæftiget.
Mandse sov stadig.
Tøserne hyggede i kælderen.
Trolden så TV i stuen ("braceface....mit liv er kompliceret...dahdah....").
Musen spiste vindruer og skrålede med på introen.
Vufling dasede på sofaen.
Eneste lediggænger var mig selv.
Jeg kunne vist godt liiiiige snige mig ud på badeværelset lidt, sådan helt alene, uden afbrydelser.
Jo, jeg gør det skisme.
Mens jeg et øjeblik senere stod i brun sæbe til op over begge albuer, begyndte tossehunden at pibe...og gå til døren.
For hulan, vi havde jo lige været ude.
Øjeblik, hund.
Jeg skal liiiige vaske hænder.
Vent nu LIDT.
Jeg skal også lige tørre mine hænder...og sætte rengøringsmidlerne udenfor børne-rækkevidde.
Jeg kom ind i stuen, med hundesnoren i hånden, klar til at smutte ud af havedøren.
Og hvad så jeg?
En hund, som har lakeret gulv, væg, havedør i en gyselig lysebrun kulør.
Urea og faeces!
Sikke noget lort!
Hurtigt fjerne det værste og hale hunden ud af døren igen.
Men næææh nej, uden for har man ikke tid til den slags. Dér skal man snuse og skule mistænkeligt ind til naboen. Man skal ikke afbryde bevogtningen af matriklen for at sitte sig.
Min misbilligende knurren var dybere end vuflings og har muligvis skræmt naboens håndværker betragteligt. Jeg beklager.
Ind igen og i gang med en mere intensiv rengøringen.
Heldigvis havde hun forrettet det meste på et stykke afdækningspap, som jeg bruger under de møbler, jeg er ved at male. Da først det var bortskaffet, var situationen noget mere overskuelig.
Lige som jeg var blevet færdig med oprydning og rengøring, bimlede det på døren.
Jeg hastede ud for at åbne, inden vagthundens galpen fik ødelagt skattemusens søvn.
Det var venindens far, som skulle hente den overnattende gæst.
Var alt gået vel?
Jajaaaah ingen problemer, det har været så hygsomt.
Vi hyggesludrede lidt, hvorefter jeg fulgte dem til dørs med bagagen (utroligt så meget 12 årige piger skal slæbe med for én overnatnings skyld).
Og først dér, da jeg stod i døren og vinkede pænt farvel, gik det groteske i situationen op for mig.
Jeg havde stadig gummihandsker på. Eller rettere, latexhandsker. Bedste sygehus-stil.
Jeg var rimelig fikst klædt i nylonstrømper og gummirøjsere, med håret krænget op i en interimistisk knold holdt sammen af et pink gummibånd.
Bag mig dunstede hele hytten af Roskilde-syge og selv jeg (som ellers ikke er sart) måtte tvinge mig selv til at træde ind over dørtærsklen.
Men jeg gjorde det og jeg kom ind til en mindstemus, som havde benyttet det ubevogtede øjeblik til at stjæle en tallerken og banke skår af den. Faaaantastisk.
Jeg besluttede mig for at putte musen til middagsluren, lade trolden få ro på abstinenserne med et computerspil og sende prinsessen tidligt over til sin mor.
Nu sidder jeg og nyder stilheden, mens duften af friskbrygget kaffe langsomt overdøver stunken fra fækalier-bølgen. Jeg glæder mig usigeligt til at smække benene op og nyde indtagelsen om et øjeblik, når den er løbet igennem. Mens jeg venter overvejer jeg, om jeg skal vække skattemanden med en kop dampende varm kaffe....eller om jeg skal trække den lidt og i stedet nyder bare at være mig et lille øjeblik.


Dip I dip you dip I dip

Jep, Danny Brown kunne meget vel spille i baggrunden. Det gør han dog ikke.
Han er nemlig så heldig at være laaaaangt væk og kan derfor ikke bruges som smagsdommer.
Prinsessen har lavet dip.
I første ombæring var jeg velsignet, at mine smagsløg var midlertidigt sat ud af spil. De vendte dog tilbage til sædvanlig toptunet finesse og jøsses.
Nu skal man jo ikke dræbe amatør-kokkens motivation og ambitioner. I hvert fald ikke med ét hug. Derfor afholdt jeg mig fra min umiddelbare reaktion og spyttede ikke dippen ud i skålen igen.
Jeg spurgte i stedet meget forsigtigt til processen bag. Havde hun montro eksperimenteret lidt og ikke helt fulgt mine verbale anvisninger?
"Jo, jeg har gjort præcis, som du sagde. Der er både ketchup, paprika, lidt salt og peber...og sukker naturligvis."
Javel ja.
Hvor meget salt vil du mener, der er i?
"Nåååh ikke ret meget...bare lige to drej på den dérsens kværner-fidus."
Aha. Så forstår jeg det ikke....og dog.
Sukkeret. Hvor tog du det fra?
"Den store firkantede glas-tingest. Og jeg puttede lige præcis 3 skefulde i."
Uhum. Du tog ikke sukkeret fra den runde sukker-krukke?
"Nej, jeg tog det andet sukker....det fra den firkantede glas-tingest."
Uhum. Mysteriet er løst. Elementært, really.
Det andet sukker...altså det i den 4kantede glas-tingest....det er den slags sukker, som man også kalder GROFT SALT!
Vi fik det reddet nogenlunde. Lidt mere creme fraiche. Lidt mere ketchup. En del sukker. Voila.
Spiseligt, om end stadig til den lidt salte side.
I dag skal vi rigtig hygge os. Vi skal kigge nærmere på mit krydderiskab og øve os i at læse etiketter.
Så er der heller ikke nogen undskyldning for at smide kanel i tomatsuppen igen. (Et fordums meget lidt delikat forsøg, Man troede fejlagtigt, at der var tale om røget paprika.)


Lykken er...når ungerne giver én ret

Trolden er taget på hygge-week end hos sin farmor.
Skattemanden er på, så der er kun familiens ældste + yngste og jeg selv hjemme.
Den står på baby-forkælelse og tøsehygge. Og dybe tanker fra den kommende teen.
"Kan du huske den gang, hvor som at jeg var så sur på trolden at jeg ønskede ham langt væk."
Jo tak. Jeg husker det tydeligt. Jeg er bare lidt i tvivl om, hvilken én af gangene du helt specifikt tænker på. Ahem. Søskendekærlighed kan tiltider føre til en mindre borgerkrig. Også selvom man ikke er "rigtige" søskende.
"Jo altså.....dér hvor dig og far sagde, at man skulle tænke før man talte. Og ikke tale grimt i vrede, fordi man så tit fortryder det, når man er gode venner igen. Og så er skaden sket og man har gjort nogen ked af det."
Jooooh, det lyder da ganske fornuftigt. Og derfor helt klart som noget, jeg i et filosofisk øjeblik kunne have sagt.
"I sagde også, at HVIS som at trolden forsvandt, så ville jeg blive ked af det og savne ham. Men selvom jeg sagde ok, så troede jeg altså ikke på det."
Nå ja, det er da ærlig snak. I det mindste er vores pædagogiske snak ikke gået helt hen over hovedet på hende. Hun kan da huske moralen.
"Ja. Og ved du hva..... I havde ret. Jeg savner ham allerede. Jeg keder mig, for nu har jeg ikke ham at lege og hygge med."
Wupti. Sagde hun lige de magiske ord? Dælendusme. Vi fik ret. Og hun har indset det. Og indrømmet det. Højt.
Et sideblik i hendes retning afslører, at en sådan indrømmelse gør næsten fysisk ondt på en tweenie. Jeg er lidt i tvivl om, hvad der mon smerter hende mest. At give os ret. Eller indrømme at hun savner trolden.
Hvornår kommer han hjem igen, vil hun vide.
Tjaaaah, det er cirka 1 time siden, han blev hentet. Så godt og vel 2 døgn.
Rullen med øjnene og dybe suk. Det er slet ikke sjovt for en gang skyld at være den, som ikke skal med på tur, men blive "alene" hjemme med de voksne.
Lige dér frygtede jeg godt nok en meget lang week end.
Hun har dog ikke beklaget sig en eneste gang, kun med jævne mellemrum konstateret, at det alligevel er meget rart at have brødre. Også dem, som ikke er helt "rigtige".
Som en ekstra bonus har hun spenderet al sin vågne tid med mindstemusen. For ikke at kede sig, forsikrer hun mig. Musen er derfor blevet overøst med opmærksomhed og druknet i knus og kys. Han nyder det i fulde drag. De har puttet på hendes fatboy. Ligget i ske på sofaen. Leget med brio-tog. Danset og snurret rundt. Og han har fået vilde køreture i klapvognen.
Til gengæld har hun fået god mad, tøsehygge og bio-stemning i stuen.
Og jeg...har fået ret.
Life is great.
:)


Stående taffel ved puslebordet

Så har jeg prøvet dét med.
Midt i en høm-ble af de helt slemme. Du ved, hvor indholdet er løbet ned i sokkerne og halvfordøjede majskerner skal trækkes ud af nakkehåret. Midt i en stinkedorus. Sådan en som trækker tårer frem i øjenkrogen og hæmmer normal vejrtrækning. Midt i dette.....dukker prinsessen op. Hun holder sig teatralsk for næsen, en luksus jeg ikke selv kan administrere i det mine normalvis hvide gummihandsker har skiftet farve til gyldenbrune.
Hun har brug for hjælp, siger hun.
Lige nu, bedyrer hun.
Eller....det er i hvert fald sådan jeg tolker hendes nasale strubelyde.
Aha. Javel. Så gerne.
Det er bare ligesom om jeg har hænderne fulde lige nu. Så dét er lidt noget lort. Bogstavelig talt.
Ingen problem. Jeg kan sagtens hjælpe fra min plads ved puslebordet. Jeg behøves ikke have hænderne fri. Jeg skal bare gabe op.
Ikke just dét, jeg har aller mest lyst til. Faktisk anstrenger jeg mig MEGET for at lege sæl (eller er det søløve?) og snerpe alle faciale kropsåbninger tæt sammen. Ikke for at undgå vand i karosseriet ved dyk, men for ikke at inhalere flere giftige gasser end højest nødvendigt.
"Biiiiiiiiice" siger hun med bedende øjne. Tydeligvis svært at udtale please med en klemme på tuden.
"Då du død" fortsætter hun. Og jeg vælger den antagelse, at hun naturligvis mener sød og ikke død.....at den uheldige udtale blot skyldes skyldes snudesammenklemningen.
Årh godt så.
Jeg åbner munden og håber ikke at ætse mit indre alt for meget.
En chips bliver stukket ned til drøblen.
En chips med hjemmerørt dip.
"Worden majær dæd?"
Hvordan det smager?
Tjaaa nu hænger lugtesans og smagsløgn unægteligt sammen. Læg en smule kikset situationsfornemmelse oven i. Hvis jeg nu bare siger, at smagsdommeren tenderer retti dårlig dag i masterchef universet....kan du så ikke selv udbryde et par smækre fornærmelse.Så skynder jeg mig at synke og snerpe tud og strube sammen igen.
Ja, det tænkte jeg.....men jeg nænnede naturligvis ikke at sige det.
"Det smager faaaaaabjulez!! Jeg hører englesang og guderne kaster sig for dine fødder." siger jeg.
Prinsessen stråler. Mit svar var tydeligvis det rigtige i hendes optik.
Ærligt aner jeg ikke, hvordan dippen smager. Alle mine sanser er bedøvede. Men bare hun er glad, så er en lille hvid løgn ok. Jeg kan leve med det. Og glæder mig til at smage dippen når mine smagsløg er vendt tilbage. 


Navlepilleri

Mindstemusen har gjort endnu en stor opdagelse: sin egen navle (og navler generelt).
Hvert andet minut hiver og slider han i tøjet, for at komme ind til sin navle. Hvilket stort set umuliggøres af den infame body-stocking, som mor hér har insisteret på.
Øv også.
Meeen så er det jo godt, at den nyfundne interesse for navlepilleri også gerne inkluderer ANDRES navler. Med stor iver haler han op i vores trøjer og maser sin lille spidse pegefinger med den skarpe negl godt ind i maveflæsket. Sådan liiiiidt længere end halvvejs gennem vores kroppe. Han stopper faktisk først, når han møder modstand i form af rygrad...eller gulvbrædder (trolden lå på gulvet og kunne berette om neglemærker i parkettet bagefter).
Absolut ikke en særlig sjov leg for andre end musen. Flere gange måtte vi udholde det mest infame skrigeri, fordi vi nægtede at lægge krop til. På Decibel-skalaen ligger han lige lidt over Nazgul.
Ikke nok med at musens temperament får mursten til at slå revner, så har han også en stædighed som 10 forkælede æsler. Det vil sige, at han ikke giver op sådan bare lige fordi....næ nej, han kan være længe om at skrige sin frustration.
Sikke et spektakel.
Han var til gengæld "totalt nuttet" (ifølge den overbærende storebror), når han duttede sig selv på maven og smilede stort til os i håb om, at vi så ville gengælde tjenesten og kilde hans lille navle lidt.


Fotosession med krudtugle

Jeg sidder og kigger på det ene fantastiske baby-billede efter det andet, naturligvis hos mit store idol Little Angels by Medine.
Ååååh jeg elsker hendes billeder, uanset om motivet er babyer, gravide, hende selv som model (bauwauv, siger jeg bare) eller en gammel udtrådt indesko.....hun får de bedste sider frem i alt, og de bliver tilmed badet i et gyldent skær af ro og kærlighed. Suk.
Lettere inspireret finder jeg kameraet frem. Det store fine spejlrefleks med zoomlinser og gpsbremser og alle de andre smarte finesser sårn en fætter fra Canon nu har indbygget.
Finder et par rekvisitter.
En grå elefant på hjul.....Et sælskind.....En kæk hasket (ikke en rigtig hat, ikke helt en kasket....altså en hasket).
Jeg hanker op i mindstemusen. 16 ½ måneds-billed skal i kassen nu.
Anbringer ham på sælskinnet.
Maser hasketten ned over ørerne.
Placerer sirligt elefanten ved siden af....
Finder den flygtede mus i skænken med tallerkener.
Samler den skårede skål op, fejer pænt.
Haler musen ud af skabet.
Anbringer ham på sælskinnet sammen med elefanten.
Griber kameraet.
Klikkeligklik (man kan lige så godt benytte sig af muligheden for 3 fortløbende billeder med ét eneste tryk på knappen).
Fjerner dækslet fra linsen, prøver igen.
Konstaterer at musen igen er bortløbet, men har et nydeligt billede af et sælskind med en væltet elefant på midten.
Lokaliserer musen i færd med at plyndre frugtskålen.
Tænker, at hvis det kan holde ham i ro, må han da godt gnave i et æble.
Tilbage til skindet.
Skubbe hunden af skindet.
Anrette bebs, fantus, hasket og æble.
Klikkeligklik.
En fin fotoserie af mus, som harker æbleskind ud over det fine sælskind.
Rengøre mus.
Skifte blusen.
Skrabe tygget æblesnask af skindet.
Gen-etablere de perfekte fotokriterier.
Holde vejret, krydse fingre.
Klikkeligklik.
Hva faen er der NU galt?
Batteriet er dødt?
Arh rend og hop.
Finder laderen og vupti, 5 min senere er vi klar igen.
Jeg gør hjemmestudiet klar, mens musen forsøger at tage sin ble af og stoppe tygget æble ned i undertøjet.
Skifter hans tøj...igen.
Og så....Klikkeligklik.
Neeeeej for hulan. Åndssvage hund.
Har nu et billede af hunden, som vasker de sidste spor af æblesaft af musens but-kinder.
Eller rettere, det kan man faktisk ikke se. Man kan tilgengæld se lige lukt op i hundens a.....ja.
Med højt hævet hale har køteren valgt at placere sig med bagdelen mod kameraet, lige foran linsen.
Nå, men i det mindste har hun ingen hæmorider. Rart at vide.
Forsøg nummer alt for mange.
Musen er nu blevet slikket omkuld.
Det kan godt fungere. Baby liggende sødt på ryggen, hvilende på øøøndigt sælskind.
Billedet skal så nok tages oppe fra. Mutter må til vejrs.
Sofabordet....genialt.
Fra mit lille plateau kan jeg nu læne mig ind over musen, som heldigvis stadig ligger nogen lunde stille.
Klikkelig...wuuuaaaaah.
Afsted ryger man, puffet ud i frit svæv ret over musens hoved.
Det kræver alle mine ninja-skills at undgå sammenstød med musen.
Høre latterudbrud. Dér står trolden. Helt knækket sammen af grin. "Jeg fik dig, mor!"
Ja tak, det skal jeg love for. Lige nu må jeg tilstå, at jeg skal arbejde hårdt med mig selv for at udstråle samme glæde over at have fået dig. Højt elsker er du. Ingen tvivl om det. MEN. Lige nu. I dette sekund. Med banken hjerte og svedige håndflader. Er jeg knap så glad og fornøjet.
Stopper en sok i munden på grinebidderen, fjerner et styks elefant snabel fra musens drøbel og verfer hundi væk fra mit fine sælskind.
Vrister hasketten fri af vovses gab, tager fjernbetjeningen fra musen, lader trolden spise resten af æblet.
NU skal det altså snart være. Ellers mister vi sollys, og jeg har ikke sådan noget fancy studie-lamper på størrelse med stadium-lys.
Fluks opstiller jeg remedierne nogenlunde fikst, kaster musen ned i midten af herlighederne og
Klikkeligklik.
Argh for syv sytten.
Struttende blemås midt i min frame. Musen forsøger sig med en kolbøtte, eller også har han bare mistet balancen.
Nyt forsøg....og endnu et og....


Jeg har givet op og ligger nu i fosterstilling på sofaen. Mindstemusen hygger sig i et skab, hunden har indtaget sælen og dagens billede blev .......Hvordan Medine nogensinde får et godt billede i kassen, er mig en gåde.
Hun fortjener en guldmedalje for sit hårde arbejde, grænseløse tålmodighed og fantastiske sans for detaljer.


Næste gang sparer jeg enten sammen til en tid hos en dygtig prof eller også fylder jeg en flydende sovemiddel i morgengrøden.


Til eventuelt interesserede kan Little Angels by Medine findes hér:
https://www.littleangelsbymedine.dk


Substral

Så er trolden vokset.
119 cm høj og 32,5 kg. Hele herligheden balancerer på en fod størrelse 32.
Jeg synes jo nok, at de nyligt indkøbte bukser allerede stumpede igen. Det tror jo pokker, for han har på gange få uger taget et ordenligt ryk i højden.
Dejligt at have en trold, som elsker bløde pakker og nyt tøj. Nu kan man rigtigt forkæle ham med ny garderobe (igen-igen). Han bliver lige begejstret hver gang.
"Neeeeiiiij er den til mig....hvor er den FEEEEEED...taaaark!"
Jeg tror faktisk, jeg kunne slippe af sted med at kaste en hjemmestrikket karry-gul sweater med spontant hulmønster efter ham...og han ville stadig juble og takke mig for den fine overraskelse. Haha.
Lige nu er han besat af tøj med dødningehoveder....og store vamsede striktrøjer, meget gerne med dødningehoveder. Jeg må se, hvad jeg kan finde på. Om ikke andet må jeg jo ofre mig og tage med på den helt store shopping ekspedition i byens butikker. (Blink blink blink.)
I mellemtiden må jeg nok holde lidt igen med substral i drikkevandet.
Musen har også fuld fart på væksten lige for tiden og prinsessen trænger til ny forårs-/sommergarderobe.
Måske man skulle lære at sy...og selv kreere lidt til tøjskabet. Idéer har jeg nok af, men jeg fatter ikke helt de dérsens fancy maskiner. Hm.....


Sleipner, sprutter og kopper

"Når jeg bliver en Gud, vil jeg være Sleipner!"
Sikke en udtalelse at starte dagen med. Og sikke ambitioner!
Jeg tænker dog ikke, at Sleipner havde gudestatus. Var han dog ikke bare en hest? Odins hest, jovist. Men en hest.
Trolden nikker bekræftende.
"Jeg vil nu alligevel gerne være ham Sleipner."
Hvorfor nu lige Sleipner?
"Fordi han er jo næsten lige som en blæksprutte....altså bare med hestekrop.....8 ben!!!! Nåååh nej. Blæksprutter har jo 8 arme...nå, men så er han i hvert fald lige som en edderkop! Dér er da sejt!"
Jovist. Vældig sejt. En forvokset edderkop, der vrinsker.
Så kunne jeg alligevel bedre forlige mig med planen om at blive zombie og æde alle de største hjerner i verden. Eller den gang, han drømte om at blive genfødt som flagermusunge.
Ak suk.
Fantasien fejler ikke noget. Og hvor er det skønt at have opdraget sin søn til troen på, at han kan blive lige nøjagtigt, hvad han vil. Selv en gud! 


Om køer og andre irritationsmomenter

I kø, nummer 24, i kø
I kø, nummer 23, i kø
I kø, nummer 22, i kø
I kø, nummer 21, i kø
......
I kø, nummer 1, i kø
I kø, nummer 14, i kø
I kø, nummer 13, i kø
........
I kø, nummer 1, i kø
I kø, nummer 8, i kø

WTF?
Lur mig om ikke der er en liiiiiille bitte minimal fejl i dét dersens telefon-kø-system.
Hver gang man bliver nummer 1, smides man bagest i køen?
Hva sker der for det????
Det er da ikke 1. april i dag!!
Jarmen, jeg magter det bare ikke. 


At starte morgenen med 49 minutters venten i kø med frygtelig pausemusik (bragende ind i øregangen. UDEN at komme igennem til rette vedkommende.
Dagens pausesang hjælper ikke på humøret, hvor munter den end er. Selvom jeg nu kan den uden ad, forfra, baglæns og sidevers.


"Du hænger lidt med ho'det, syn's du alt er gråt i gråt?...."


Ja, efterhånden gør jeg faktisk. Og jeg har ikke tænkt mig at male noget som helst i nogen som helst farvepalet. Ingen rød by, intet hvidt stjerneskær. Det er muligt, at mine egne "briller" farver alting gråt i gråt. Jeg hælder dog mest til den teori, at Dansk Top Helvedet har presset mig ud til klippekanten. Nøj, hvor er det dog rædsomt. Og så klokken 8 om morgenen. På repeat i 49 minutter!!!! 


Glem det, jeg forlader min plads i køen og lader en anden tage rundturen. Jeg behøves ikke tale med en læge alligevel. Jeg er nu på randen af en mindre psykose. Jeg graver mig ned under dynen.....eller kontakter en habil psyko-fidus. Jeg har forresten også glemt årsagen til mit opkald. Min tankestrøm er gået i selvsving "vi maler byen rød tralalala". Herre Jemini. Tak for hjælpen, siger jeg bare. Nu har jeg Birthe Kjær på hjernen resten af dagen. ØJ!!
Nej, naturligvis må man tage den slags små plagsomheder med et bette smil.


Jeg har skrevet til min læge. Takket for god morgen underholdning. Tænker, at telefonregningen til knap 1 times muzak trods alt er billigere end DR Licensen. Dog vil jeg anbefale en smule musisk variation. Det kunne nok trække flere kunder til biksen. 


Udmåling af straframme

Travlt optaget af vasketøjet opfanger mine sarte øre en svag mislyd fra kælderen.
Ikke decideret larm. Mere sådan en underlig monoton klapre-lyd.
Der plejer ikke at være der.
Den burde ikke være der.
Med et styks lettere fornærmet trold i kælderen kan det kun betyde én ting.
Bølleballadestreger.


Jeg sniger mig nedenunder, uset og stilfærdig som en listetyv om natten.
Den er go´ nok.
Dér står trolden med ryggen lånet op ad den åbne skabslåge. Små vip på fødder resulterer i skabslågens møde med væggen. Igen og igen og igen og....


Hva sørensen har han gang i?
"Ik nowt. Jeg står her bare. Og er trist."
Han har været med bedsteforældrene på en herlig udflugt til mosterens idylliske landsted.
Får med lam, marsvin, grisebasser, kaniner.
En kæææææmpe naturgrund. Med stor legeplads.....og trampolin.
Den bedste dag i hele troldens liv, bedyrer han alvorligt, indtil altså de voksne ødelagde det hele og gjorde det til verdens værste dag.
"Så skulle man bare lige pludselig køre derfra, bare fordi man skulle hentes hjem til sig selv!"
Ja, set med en 6 årigs øjne, så ER det da også uretfærdigt.
Jeg påtager mig i dagens anledning jobbet som DÅÅÅM MOOOOAAAR. I morgen må en anden tage over, men lige nu, kan jeg jo godt følge ham.
Det er sundt nok at blive frustreret, sur, trist og ked. Man skal bare lære at udtrykke det på hensigtsmæssig og konstruktiv vis. Det nytter ikke noget at tale grimt, slå og sparke, smide sig på jorden og skrige....eller som i dette tilfælde ty til en lettere destruktiv måde at få afløb på.
Nu tror jeg ikke han bevidst gjorde noget dumt. Jeg tror mere, der er tale om en tanketorsk. Følelserne har taget over, tankevirksomheden sat i bero. Så sker der nogen gange uheldige ting.

Nå, jeg viser ham det knap så æstetiske grå mærke, som skabsgrebet har lavet på det hvidmalede murværk. Ikke så godt, vel da.
"Neeej, det var altså ikke meningen." Han ser brødebetynget ud. I et splitsekund. Så lyser hele ansigtet op, antændt af den nu igen funktionelle pære på øverste etage.
"Hey, skulle vi så ikke aftale, at hvis jeg kommer til det igen...så skal jeg selv male væggen?"
Jeg ser hans store interesse for maling for mit indre blik. Maling...i alle dets grupperinger. Mindes hans ildhu, når lærreder, pensler og akrylmaling findes frem. Husker hans cirklen om mit projekt møbelmaling, hvor man ligefrem kunne SE hans fingre krible. Erindrer også hvordan han tilbød sin hjælp, da væggene skulle males i det gamle hus.
"Jeg har en bedre idé", svarer jeg. "Hvis du gør det igen, skal du sidde lisså stille og kigge på, mens JEG maler væggen." En mere passende strafudmåling, i hvert fald i mine øjne.
Trolden så chokeret på mig....og gik hovedrystende sin vej.

Jeg undertrykte et lille smil og smutte ovenpå til vasketøjet igen. Jeg føler mig ganske sikker på, at han IKKE laver flere vægskader. 


Bager Bro han bager boller...

"Do ka da bae æ kae....eller nåe brøj", sagde veninden min.
Nej, det er så ved den søde grød, jeg ikke kan. Eller rettere: ikke VIL.
For det første vil jeg nødig tage levebrødet fra Bager Bro. Der er i forvejen massiv arbejdsløshed og jeg vil nødig tvinge nogen ud bagest i køen.
For det andet nægter jeg at stoppe mine søde små fingre ned i sådan noget fælt klisterklaster dej. Det er simpelthen for væmmeligt. Næææh tak. Den slags klamheder lader jeg de professionelle om. Og min mor. Hun er en habil amatør-bager og kan fra tid til anden godt lokkes til at forkæle børnebørnene lidt. Så kan man jo napse en bid hjemmebag dér.
Jeg har sagt det før: jeg.....ælter....IKKE....dej!!!!
"Du er da også så sippet!"

Ja, det kan sgu godt være. 

Alligevel er det mig, der skifter selv de eksploderede lortebleer. Dem, hvor baby er marineret i eget fæces fra nakkehår til tåspids. Og jeg håndvasker naturligvis tøjet bagefter.
Jeg tørrer bræk op.....uden selv at levere en klat halvfordøjet til samlingen.
Jeg vasker gulvet, når vuffer har ædt endnu et selvdødt ådsel på gåturen.
Jeg har bistået ved egne kæledyrs operationer og lagt drop på mig selv.
Jeg har dissekeret både rotter og kaniner, også selvom der ikke var tale om friske kadavere.
Jeg har haft begge arme helt oppe i luftrøret på et får, for at redde et fastklemt lam ud af fødselskanalen....og jeg aflivede egenhændigt selvsamme får, da hele tarmsystemet fulgtes med lammet ud.
Jeg har bistået social-rengøringer, hvor urin, fækalier og døde mus havde hobet sig op som en gigantisk lagkage og havde opslugt møbler og overtaget hele lejligheden fra kælder til loft.
Jeg har renset maddiker ud af pindsvineungers rygge og plejet dem tilbage til livet og ud i fri natur igen.
Jeg har sågar skrabet selvmord ned fra vægge.
Jooooh, jeg er nok temmelig sippet.
Jeg ælter i hvert fald ikke dej!


Når børnene er ude....

Så skete det endelig.
En børnefri aften.
Drengene skulle hygge med bedsterne. 3 retters menú bestilt af trolden, dækket op som på en restaurant og pyntet med blomster. (Man har vel en trold med sans for god mad og nysselige detaljer.)
Efterfølgende biograf-stemning med Ice Age 4 og lidt velsmagende godter. Det var med overnatning fra lørdag til søndag, og afhentningstidspunktet var sat til ret før middag, så mutter for en gang skyld kunne sove længe.
Prinsessen havde mor-weekend og VI skulle på restaurant med en god ven.
Nøj, hvor skulle det blive skønt.
Nu er det bare sådan, at livet har en sjov mani med at udfoldelse sig mens man lægger planer. Nogen gange sker denne udfoldelse på tværs af nøje tilrettelagt planer.
I dette tilfælde blev aftenen da også noget anderledes end tiltænkt.
Du husker nok skattemusens frygtelige anfald af nærdøds mande-influenza?
Well, det lykkedes ham at kaste dødens skygge af sig og være nogenlunde frisk igen.
Det lykkedes ham også at kaste dødens kolde hånd over på MIN skulder, så jeg i løbet af lørdagen blev tvunget i knæ, stirrende ind i efterlivets kedelige grå, mens snottet løb og dannede søer på trægulvet. Aftenen gik således med at ringe afbud, omdirigere planerne til en anden week end og hoste lungerne ovenud, alt imens snottet blokerede for ilttilførslen og fremdyrkede en fæl hovedpine.
Mens jeg valgte at putte mig i 3 lag uldent tøj, en dyne og diverse puder under nakken, måtte nuslingen underholde sig selv. Han kunne nu godt have vist lidt venlig deltagelse eller bare lidt ærgrelse over min tilstand, men han virkede ganske godt tilfreds med at tilbringe aften og nat i et spil Diablo. Med hørebøfferne klemt godt fast om ørerne hørte han velsagtens ikke min dødsrallen fra sofaens dyb, ej eller blev han forstyrret af snøften og snotten hvert andet sekund.
Jeg selv forsøgte at følge med i en Harry Potter-filmz. Det virkede ikke. Jeg husker reklamerne OP til filmen...og ikke en tåget disse derefter. Det var ellers 21-filmen, så jeg må være væltet ret tidligt.
En jævnt nederen afslutning på børnefri aften.
Jeg havde sådan glædet mig til at sove længe.
Men næææææh nej, dét blev mig også frataget.
Klokken kvart i kvalme (dvs 8:45) vågnede jeg. I et hosteanfald fik jeg hevet så meget efter vejret, at jeg inhalerede et hjørne af dynebetrækket. Ikke ønskværdigt. Når næsen er stoppet bør man ikke også sætte prop i luftrøret med ½ meter stof. Dumt. Meget dumt.
Jeg vågnede altså spruttende og hvæsende, blåviolet i hovedet og med tårer og snot væltende ud til alle sider. Jeg fik kæmpet mig op at sidde, blot for at dunke skalden lige ind i en til-ilende vovse, som med bekymret mine og logrende hale ville tilse mig i mine sidste minutters dødskramper.
Jeg fik skubbet den eneste gæst ved mit dødsleje på gulvet, halet dynebetrækket (nu godt tilsølet af spyt og slim) ud af gabet, stikket en sammenfoldet toiletrulle op i hvert næsebord, tørret øjne i sofaryggen og ømmet mig over den begyndende bule i panden.
Fa´en til måde at vågne på. Det stod IKKE i min plan. Jeg må huske at sende en klage i 3 eksemplarer til de højere magter. Sådan hér skulle min week end slet ikke forløbe. Den er helt gal.
Jeg skulle hygge mig i godt selskab, spise dejlig mad, svælge i jordens største og bedste salat-bar, drikke et glas fortrinlig rødvin, afsluttet med lidt romantisk alene-tid med skatten.....og sove længe dagen efter!!!
Det er ikke meget, jeg beder om. Bare én hyggelig aften, uden børn, men mit livs lys. At vågne næste morgen, af mig selv, frisk og vel udhvilet. Uden barnegråd og brydekampe med usynlige zombier. Og bestemt uden at have en halvslugt sommerdyne forankret i mit svælg!
Hva sker der for dét?
Tilbage til planen, nu, tak.


Jeg er da ikke sensitiv

Eller er jeg?Jeg har aldrig tænkt over det før. Tværtimod.


Jeg har ofte nok hørt og læst stolpe op og stolpe ned om, at sensitivitet ofte er arvelig. At det nedarves i lige bane fra forældre til barn.Arveligt, har jeg tænkt, nej ikke for mine unger. Deres forældre har ikke den slags anlæg. Lettere autistiske træk, måske, men det har alle jo. Haha.
Men....er jeg måske alligevel? 


En veninde fik mig til at tænke....og mærke efter.
Jeg har jo altid haft meget let ved at læse og forstå mine drenge. Deres reaktionsmønstre og hvorfor, hvad løsningen kunne være og hvordan. Faktisk kan jeg jo godt genkende noget af deres fintfølende tendenser.
Jeg HADER at stikke fingrene i en brøddej. Det er noget af det KLAMMESTE, jeg ved.
Selvom jeg elsker høj, larmende musik, kan jeg have dage, hvor den mindste lyd giver mig røde knopper.
Jeg er vist rimelig social anlagt.....undtagen de dage, hvor jeg bare vil være i fred. Hvor jeg har nok i mig selv og min lille familie, inden for hyttens trygge vægge.
Min intuition fejler heller ikke noget. Jeg har altid været god til at læse andres sindsstemning. Ja, stemninger i det hele taget. Et hjems indretning, farverne på væggen, helhedsindtrykket...kan på få sekunder gøre mig godt til pas eller rejse de små hår i min nakke. Faktisk kan selv en bygnings facade give mig denne ubændige lyst til at se det indvendigt...eller give mig en fornemmelse af ikke at være velkommen inden for matriklen.
Intellektet ligger trods alt ikke i den laveste ende og min kreative sans er også godt med. 


Måske er der alligevel noget dér....jeg har bare lært at abstrahere fra det og undertrykke det, for at passe ind. Med det ville alligevel forklare nogle ting, ganske givet.
Men hvis jeg....og mindstemusen er....hva så med.....
Jeg har aldrig tænkt på trolden som sensitiv.
Før mindstemusen kom til. Han er så usandsynlig tydelig og særdeles ekstrovert, at man ikke er i tvivl. Og jeg kan drage mange paralleller til den store. Han er så bare introvert.
Nu er han heldigvis så stor, at vi kan snakke om tingene. Jaja, jeg taler da også med mindstemusen, men svarene er unægteligt noget vanskeligere at blive klog på. "aDA....aaaAAAAAuuuUa...heiDI....HEJej....adadadadadada a det a det" kan jo betyde så meget.
Nå, nu var kimen til videre hjemmearbejde lagt.
Hvad siger så de kloge hoveder om sensitivitet?
Joooh, de siger såmænd:
- at mellem ca. 15 og 20 % af alle nyfødte danskere er særligt sensitive mennesker, og endnu flere er "bare" sensitive. Dvs at deres nervesystem bearbejder alle stimuli dybere og stærkere end gennemsnittet. Derfor er de ofte kreative, begavede, dybsindige og har stor indlevelsesevne.


Hmmmm, javel ja.


Og så tog jeg testen. Både for mig selv og på drengenes vegne.
Resultatet var slående, omend ikke nogen stor overraskelse.
Dybest set vidste jeg det jo godt. Man kender jo sine små lopper.

:)


Mere info og selve testen kan findes hér:
https://www.sensitiv.dk


...og så det GRATIS

Så modtog man invitation til årets Dagpleje Dag.
Det bliver fantastisk.
Borgmesteren åbner dagen med tale og andre kedsommeligheder.
Fælles morgengymnahop.
Gratis kaffe og kage.
Formiddagsmad fra den lokale Føtter.
Optræden med sang og musik, en styks fæl klovn og noget amatørligt dukketeater.
Babybandet underholder (gad vide, om det er egne spontane kompositioner?).
Gratis kaffe og kage.
Hoppeborg.
Brandbilerne kommer (håber besøget er planlagt og ikke tilkaldt).
Gratis kaffe og kage.
Rugbrødsmadder fra Kvickly.
1 times planlagt spontan hygge med egen dagplejer.
Gratis kaffe og kage.
Biblioteket åbner dørene, så ungerne kan lege købmand i særligt indrettet hjørne, læse bøger, bygge puslespil eller deltage i den kreative workshop med pap og papir.
Gratis kaffe og kage.
Hos Fætter BR er der sæbebobler og andre sjove lege.
Man bør medbringe cool cash (og masser af dem), da man i Boden kan købe ungernes egne kreative kreationer. (Milde himmel, hva har min lille Dalí mon bedrevet med maling og papir? Sidst fik jeg en fino krusedulle-Karlo med hjem fra dagplejen....mindst et par mill værd på det sorte marked.)
Fik jeg nævnt den gratis kaffe og kage til forældrene?

Jo, det tegner til at blive en fabelagtig dag.
Glæder mig til gratis kaffe og kage..... 


Bedre end at vinde i lotteriet

Yes.
Så kom den længe ventede mail.
Den, der sikrer mine fremtidsdrømme og gør mig økonomisk uafhængig. Pyt med jobmanglen, jeg klarer mig uden og svælger i luksus og middelhavstogter.
Onkel Butannaziba Holmetoft Maalouf fra den lille ø-gruppe Seychellerne har efterladt mig 15,5 millioner dollars!
I bedste Morten Korch stil kommer denne længe ventede, omend ganske ukendte, onkel susende ind fra sidelinien og redder økonomien. Jaaarmen det æ jo ik te å få armne nee!
Jeg skal bare lige besvare mailen med kopi af pas, bankoplysninger, dna prøve, vellignende foto og min førstefødtes højre arm. Så er arven min.
Barrister Igwe, Solicitor & Advocate at Law vil egenhændigt sørge for transaktionen. Hvis jeg altså liiiiige ringer ham op på et mystefinurligt telefon nummer, lover ikke at afsløre noget om vores mellemværende til nogen (dette for af sikkerhedshensyn og "to avoid eye brow.")
Jeg må sige, at mailen er meget dårligt formuleret. Mage til crappy engelsk skal man lede længe efter. Hver anden sætning mangler stavelser eller ligefrem hele ord, til gengæld er der en heftig overflod af slåfejl. Jeg forestiller mig, at en veluddannet advokat, uanset modersmål, er i besiddelse af nogenlunde fornuftige sprog-kompetencer. Jeg forestiller mig, at især en afrikansk veluddannet advokat er i besiddelse af særdeles glimrende engelsk-kundskaber. (Lidt fornuftigt fik Afrika da ud af kolonisering og apartheid.)
HVIS der endelig fandtes en rig onkel Holmetoft nogen steder i verden, så ville jeg jo slet ikke være først i arverækken. SÅ meget kan jeg da regne ud, helt uden brug af slægforskningsjournalen.
Min far er dog trods alt stadig i live, endda i bedste velgående.
Sagt med andre ord: det lugter langt væk af Nigeria-brev. Selvom det antageligt skulle være sendt fra Seychellerne. Kort sagt: SCAM!


Jeg kontakter naturligvis ikke Mr. Igwe. Hverken via telefon eller fremsendelse af personlige oplysninger. Selvom jeg har den vildeste lyst til at drive ham godt og grundigt rundt i manegen, så lader jeg andre tage mig af den slags. (Sidst jeg mødte en sådan golddigger online, kom jeg til at lokke en kopi af hans pasbillede fra ham. Ellers kunne jeg jo ikke genkende ham, når han som aftalt skulle aflevere millionerne personligt i den verdenskendte Lufthavn, Ejby. Dette billede og al korrespondance sendte jeg fluks til retslig instans. Lad de uddannede fange forbryderne. Så nøjes jeg med at nyde processen fra behørig afstand, mens jeg fortærer et vognlæs pop corn.)


Skulle man have lyst at dykke lidt ned i scam-arkiverne og måske muntre sig med dem, der bliver til grin a la den der ler sidst.....så kan man jo passende lægge vejen forbi https://www.419eater.com .

Godt grin og go lørdag.


Morgen med møje og besvær

Skønt at vågne til mindstemusens morgenkvad.
"AaaAAaaaaAAAa dadadadaaaaaaaaaaaaaaaa AAAAAAAAAAAAAAaa"
Jeg kunne let genkende hans version af Tryllefløjten. Mageløs musikals mus. Ahem.
(Jaja, det lød i virkeligheden mere som kaldet fra en lille ensom og forladt sælunge ved vadehavet, men man må godt ændre lidt på sandheden for at skyde historien godt fra start. Min skrevne version af dagens begyndelse er unægteligt noget mere idyllisk end sandheden: Musens skingre skrål kunne få en døv til at krympe sig og de hørende til at lede desperat efter høreværn godkendt af lufthavnsvæsenet.)
Et kort blik på uret afslørede, at han havde sovet længe. 8:15.
Resten af familien sov stadig, mens vi kom i tøjet og spiste morgenmad.
De sov også, mens jeg styrtede rundt i fast rutefart mellem løbsk tævehunds pletterier på gulvet, mindstemusens forsøg på at tømme samtlige køkkenskabe, og vasketøjsbunken.
De sov stadig, da jeg løb spidsrod mellem udbryderhundens flugtforsøg gennem døre og vinduer, mindstemusens nyfundne interesse i potteplanter og generel oprydning på førstesalen.
Klokken 11:30 gjorde trolden sit indtog på scenen. Nu skulle jeg oveni strabadserne med hyperaktiv pilfinger og småforstyrret hund også præstere aktiv lytning og morgensmadsfremstilling.
Emnet for dagens forelæsning var magma.....og forskellen på magma og lava. Jovel. Heldigvis forventede han ikke meget andet end et par spredte "aha" og "uhum".
Mens trolden var optaget af at fortælle, øjnede musen en chance til at stjæle halvdelen af storebrors morgenmad og med bævende underlæbe tigge sig til den anden halvdel. Altså måtte moren smøre mere mad. Og skubbe hunden væk fra havedøren. Og fjerne musen fra køkkenskabet. Huske at svare trolden med et "jamen dog". Skubbe hunden ned fra vindueskarmen. Hale musen op af en køkkenskuffe.
På vej tilbage til bordet snublede jeg naturligvis over en puttekasse. Så fik hunden også mad og jeg kunne starte hele seancen forfra. 


Klokken nærmer sig 13 og jeg begynder at glæde mig gevaldigt til musens middagslur. Indtil da tester han grænser (gælder husreglerne mon også første lørdag i måneden, eller må små bebser mon så æde en DVDskive eller hamre en træklods gennem fladskærmen...bare sådan i dagens anledning), trolden holder foredrag og hunden vandrer hvileløst rundt, mens hun hyler og piber som en anden desperado.
Lidt har jeg dog nået:
Tre maskiner vasketøj er fiks og færdig, foldet og klar til at blive lagt pænt på plads.
Hunden har været i haven, hvor vi ikke risikerede at møde nogen lystne tæppetissere.
Køkkenet er cleanet og der er tørret støv af i stuen.
Badeværelset er delvist rengjort og jeg har sat en kogevask i gang, mens tørretumbleren tager sig af første læs håndklæder.
Der er bygget en dejlig hule til musen, midt på stuegulvet, med store puder og vamsede tæpper. Han er dog ikke synderligt interesseret, men til gengæld har mit initiativ inspireret trolden til at lege halsbrækkende stuntmand. Han kaster sig rundt som en gal cirkusartist, så puder og tæpper skøjter rundt til alle sider og han selv laver maveplaskere på det bare trægulv.

Jo, jeg glæder mig klart til middagsluren...hvor jeg forhåbentligt kan nå et par huslige pligter og et varmt, afstressende bad UDEN børn og husdyr. 


Fortid, bagtid og tiden midt imellem

Det kan nogen gange være frygteligt svært at lave dansk-lektier.
Især skaber bøjning af udsagnsord ofte forvirring.
Dansk har altid ligget lige til højre benet for mig. Jeg er rimelig ferm til retstavning og grammatik, selvom jeg til tider vælger at bryde alle gængse regler og skabe mine egne ord og gradbøjninger. Jeg gemmer mig naturligvis bagved en filosofi om, at så længe man KENDER de "rigtige" regler, så må man godt lege lidt med sproget. Det er kun fejl, hvis man dybest set ikke véd bedre.


Nå, men jeg leger tit hjemmeundervisning om eftermiddagen. Ungerne har af og til dit eller dat for og jeg giver naturligvis gerne en hånd med. Også selvom det ofte sætter min tålmodighed og pædagogiske evner på prøve. Slutresultatet skulle gerne bære lønnen i sig selv, både i forhold til dagens delmål (dvs de daglige lektier) og slutmålet: selvforsørgende afkom, som kan vælge og vrage mellem deres drømmejobs. (Toldens fremtidsdrømme tenderer klassisk geni, enten indenfor noget astronautisk eller totalt verdens herredømme i stil med Dr. Heinz Doofenshmirtz, hvor imod prinsessen vist svinger mellem kok, dyrlæge eller én der laver meget slik.)Nå, men lektier før fornøjelser, enten denne fornøjelse så består af at bygge en satellit-bazooka til nedkæmpelse af politiske modstandere eller glæden ved at fabrikere og prøvesmage 12 tons blandet snoller.


I dag stod den på grammatik med prinsessen.
Der skulle igen-igen arbejdes med udsagnsord. Uden at hænge nogen ud, kan jeg vist godt tillade mig at skrive, at dagens lektie skabte lidt udfordring.
Jeg fortalte og forklarede. Skrev eksempler ned. Prøvede med andre ord. Lod hende prøve selv.
I min verden var opgaven såre simpel. Hun befandt sig tydeligvis ikke i min verden, men et sted, hvor dansk var et fremmedsprog på grænsen til det rene volapyk.

Frustrationen var stigende. Hos os begge.


"Jeg forstår jo ikke det dér fortid og bagtid!!!" sukkede ´sessen.
Øh?
Fortid og bagtid, siger du. Jamen, det er der da slet ikke noget, der hedder.
"Jooooh! Du ved nok, det der med, når noget skal ske i morgen, eller når som noget allerede ER sket. Fortid og bagtid!!!!"
Hmmmm. Nja. Njoooo. Meeeeeen.
Det hedder altså ikke fortid og bagtid. Det hedder jo faktisk fremtid og datid.
"Nååå ja, og så er der også dét dér.....øhm....altså tiden midt imellem.....nååååh jo.....ligenutiden....dét kan jeg bedst lide."
Øhm jo. Ææææh. Skal vi måske ikke lige starte med at få begreberne på plads. Så kan vi prøve at bøje et par ord bagefter. Altså senere.
Jeg fortæller og forklare igen. Denne gang om begreberne, både udsagnsord generelt og bøjningerne i nutid, fremtid, datid osv.:
Udsagnsord finder man ved at sætte "at" eller "jeg" foran.
Nutid (præsens): 'jeg leger'
Datid (imperfektum): 'jeg legede'
Førnutid (perfektum): 'jeg har leget' (har + leget)
Førdatid (pluskvamperfektum): 'jeg havde leget' (havde + leget)
Førnutid og førdatid dannes med hjælpeverbet 'have', men nogle enkelte udsagnsord bruger hjælpeverbet 'være' i stedet, feks.:
'Han er forsvundet' - 'han var forsvundet'.
'Toget er kørt' - ' toget var kørt'
Fremtid (futurum): 'jeg vil lege' / 'i morgen leger jeg' (vil / skal + lege, men man kan også godt bruge nutidsformen til at udtrykke fremtid).

Jeg spørger hende så: "Lige nu bøjer vi udsagnsord. Senere i dag ...... vi udsagnsord. Hvad tid skal det stå i og hvordan vil du bøje ordet?"
Hun tænker, så det knager i det lille hoved. Hun snerper læberne sammen og rynker panden i dyb koncentration.
"Jeg ved det!" Hun springer op og stråler som en lille sol.
"Det er fortid!!!"
Øh? Hvodden nu lige det, hva....hvoffedi tror du det?
"Det er fortid, fordi det er en tid foran den, vi har nu!" Den lille sol lyser op i rummet. Jeg bliver næsten blændet. Ak og ve at skulle slukke for strålekransen.
Aaaarh deeeet øøøøhm. Nja, det hedder altså godt nok fremtid. Fordi det lissom....ligger fremad i tiden i forhold til lige nu. Det hedder altså ikke fortid. Fortid er slet ikke et grammatisk begreb. Og så betegner fortid noget, som allerede ER sket. For eksempel er FORhistoriske dyr nogen, som harlevet en gang, men er uddøde nu.
"Hm!"
Stram mund. Stålblik.
"Det BURDE....."


Længere nåede vi heldigvis ikke i diskussionen om, hvordan det danske sprog og grammatik burde eller ikke burde være, idet vi blev afbrudt af troldens lille indskudte sætning på en halv times varighed. Kodeordet var forhistoriske dyr, og han lagde særligt fokus på dinosaurer. Hvilket naturligvis skabte et lille afhop til Dinoen Dario og D´s placering i alfabetet, udtalelyd og eksempler på både blødt D og D med og uden stød. 


Da vi endelig fik afbrudt talestrømmen, havde prinsessen glemt alt om sit oprør mod det danske sprognævn, og vi kunne endelig kaste os ud i dagens egentlige lektie. 


Om guder og godtfolk

14 dages temaundervisning i skolen er skudt godt i gang og nu halvvejs i forløbet må jeg konstatere, at min lille trold sjældent har været SÅ koncentreret i timerne.
Man får nogle gode lange foredrag ved aftensbordet i disse dage.
Om livets træ, Yggdrasil, som har 3 rødder i henholdsvis Asgård, Jotunheim og Hel....og en krone, som når helt op i himlen. Om de 3 kilder, som udspringer under hver rod. Om Nidhug, slangen, som gnaver af træets rødder. Og naturligvis om Ratatosk, det lille vimse egern, der piler op og ned af træet for at bringe bud mellem top og rødder. Trolden beretter, at Ratatosk er ret god til sprog og således kan tale med både aser, jætter og nonner. Jeg forsøger at forklare ham, at der ikke er tale om nonner, men derimod norner, skæbnegudinder. Han lader sig ikke sådan overtale. Modvilligt opgiver han til sidst at diskutere emnet, men hans blik siger med al tydelighed "mor, du får ret....jeg får fred....men helt overgivet mig har jeg ikke!"
Vi er også sat grundigt ind i Bifrost (regnbuen, stien mellem Asgård og Midgård), og hvordan man bedst foreviger den på et 2x2 meter lærred.
Aller mest entusiasme lægger han i at genfortælle myterne om Odin, Thor og Loke.
Historierne om Odin som asernes overhoved, som var far til Thor og havde blandet blod med jætten Loke har i den grad fanget hans opmærksomhed. Hér kan han kombinere sin vilde drenge-fantasi med vilde eventyr om guder, kæmper, mystefystiske uhyrer, intriger og stridigheder, bloddryppende sagaer og muntre drillerier de 3 hovedpersoner imellem.
Vi har også hørt om de underligste dyr.
Som for eksempel Odins 8-benede hest Sleipner, hans to ulve Gere og Freke, der hjælper ham i krig. Hans ravne, Hugin og Munin, der hver morgen flyver ud i verden og om aftenen vender tilbage til hans skulder og hvisker om alt, hvad de har set.
Så er der Thors to geder, som trækker hans stridsvognen over himmelhvælvingen. Man kan slagte dem, æde dem, og bagefter lægge deres knogler tilbage på skindene....og vupti! Hvis man ikke har brudt nogen knogler, så genopstår de igen lige så gode som nye. (Og dét leder så til fortællingen om Tjalfe og Røskva, de to menneskebørn, som endte som Thors tjenere efter at have knækket en knogle og suget lidt marv. Trolden synes, marv lyder lidt klamt, men han ville altså have spist det alligevel, bare for at komme med Thor på eventyr.)
Vi har haft en lille disputs om Lokes "dyr". Hér tænkes der naturligvis på Midgårdsormen, Fenrisulven og Hel. Trolden mener på det bestemteste, at der er tale om Lokes kæledyr. JEG mener dog at kunne huske fra bardoms lærdom, at de er hans børn. Wikipedia er enig med mig. Dét er trolden dog ikke. Han mener faktisk, at både jeg og opslagsværk tager grueligt fejl.
"Godt nok er han jætte, men SÅ grimme børn kan man da ikke få!"
(Du skulle bare vide, mit lille uskyldige afkom....)
Og så er der Heidrun, geden, hvis yver flyder af mjød. Hun bor i Valhal og sladrer gevaldigt med Ratatosk. (Hér opstod endnu en lille misforståelse, idet trolden mente, at hun også blev spændt for Thors vogn. Det gør hun faktisk ikke. Øjensynligt fordi, de kære aser ikke vil undvære deres mjød, bare fordi Thor tager på søndagstur.)
Han nyder at dele sin nyerhvervede viden med os. Han genfortæller, han reflekterer og stiller spørgsmål (flere gange har man diskret googlet sig frem til et fagligt korrekt svar) og han digter selv videre på fortællingerne. Han lader sig ikke stoppe af et "naaaah, sådan var det vist ikke helt....", men svarer i stedet prompte "men det KUNNE det da godt have været....og du kan da ikke vide det, når du ikke var der!" (En konstatering, som jeg sætter noget mere pris på end spørgsmålet "er DU nogen sinde blevet kidnappet af en viking?". Tro mig, jeg slog det op. Vikingetiden lå fra ca. 800-1050, altså en sjat år tilbage i tiden. Lige præcis nok til, at jeg følte mig MEGET gammel.)
I morges sluttede trolden endnu en enetale med et dybt, henført suk og ordene:
"Synes du ikke, at vores mindstemus er en lille gud?"
Vi var efterhånden godt og grundigt sent på den. Han havde talt længe, selv i trolde-tid. Morgenmaden stod urørt hen. Til gengæld var Thors styrkeprøver hos Hymer netop blevet levendegjort både med ord og vilde fagter, herunder en heftig vals med Elle fremført i glidende bevægelser tilsat lidt gumpe-rumpe vrik. Det var lige før, stuen ikke var stor nok til fremførelsen.
Mit svar kunne ikke være meget andet:
"Jeg forguder alle mine børn...og se så at komme i omdrejninger, min lille skjald!"


Jætter efter aser

Charmetrolden har temadage i skolen. Om nordisk mytologi.
I dag stod den på udeleg i form af udflugt.
Han kom derfor hjem i fuld camouflage som skovbund....og med to blå trekanter i panden. Han var jætte.
Forklaringen lød, at de havde leget "jætter efter aser" nede i skoven. Farlig fint. Faglig undervisning kombineret med idræt og udeliv. Genialt. At mærke ungerne tydeligt, for at holde styr på holddelingen falder i samme kategori: genial. At bruge almindelig blå kuglepen er dog knap så genial.
Efter et timelangt bad er trekanterne der stadig.
Selv forsøg med skurecreme og stålbørste kan ikke fjerne ansigtsmalingen. Dog har panden fået en fin skinnende rød kulør. De blå, opadvendte trekanter spotter mig og generer mit udsyn. Nydeligt.
I morgen må jeg altså sende trolden i skole forklædt som jætte. Et faktum, som bekommer ham ganske vel. Jeg er dog knap så begejstret. Fa´en tag de geniale pædagoger. 


Maj 2014


Tørretumbler-tirsdag del 1

Hvor er det dog typisk.
Man har en total off-dag.
Ikke bare mentalt, men i høj grad også fysisk.
Sådan en dag, hvor man bare gerne vil ligge på sofaen og svælge i selvynk, mens kiks og cola indtages i rigelige mængder.....når man da ikke lige varmer toiletbrættet.
Netop sådan en dag indtræffer katastrofen.
Husets fiiiiine kondens-tørretumbler tillæger sig diva-nykker.
Alarmen hyler, mens røde lamper blinker om kap.
Man slæber sig ned af kældertrappen (efter at husets ældste barn har leget tekniker og tørt konstateret "yep, den er go´ nok...du har ret, den bipper og lyser") for at tilse problemets størrelse....og svobber hen over gulvet i gennemblødte sokker.
Krafthelvede da også.
Man få gravet brugsforvirringen frem, der som man heldigvis har lagt i sikker højde i forhold til eventuelle vandskader.
Clever move, tænker jeg, mens jeg alt andet end nyder det kolde fodbad på klinkegulvet.
Bladrer febrilsk.....transport......tilslutning......programvalg.....fejlfinding!
Når rød mystisk lampe med lille skildpadde-agtigt ikon lyser....er vandbeholderen fuld.
Ved den søde røde grød, den er ikke-nikke-nej fuld.
Sikke dog en gang infamt sludder.
Den er tørlagt! Ikke en eneste dråbe væske i den!
Dét er der så tilgengæld på gulvet (og mine sokker, indesko, bukseben).
Og ikke bare dråber, næ nej, kaskader af vand!!!!
Vel vidende at manden i huset kommer sent hjem og vandstanden til den tid nok er steget til uanselige højder til fare for børn og hund, for ikke at nævne det faktum at manden i huset er alt andet end handy, går man selv i gang med en minutiøs fejlfindingsproces...ved simpelthen at splitte lortet i atomer!
Familiens ældste barn stikker næsen frem fra sit teenage-skjul, som har en tendens til at opsluge hende totalt, når risikoen for manuelt arbejde opstår.
Har man brug for hjælp?
Næ nej, ikke sådan lige på stående våd fod. Og dog. Du kan måske lige svømme over efter et klud til mig? Og tag du bare et par ekstra baner, nu du er i gang. Få noget positivt ud af situationen.
Man modtager et fåret blik som svar, men ingen klud.
Så må man jo selv padle over til skabet. Suk. Let the fun begin.
Man har nu fjernet og renset alverdens indvendige og udvendige filtre, slanger og krummelure-krogede gange. Man har startet skidtet igen og beder til en smule samarbejdsvilje, mens man krydser fingre for at truslen om hammeren sparker lidt liv i mekanikken.
Man skuer ud over slagmarken.....børster, skruetrækker, klude, gulvmoppe.....og en mindre ocean på gulvet.
I kid u not, jeg har med garanti lige set en blåhval suse forbi.
Jeg ejer ikke klude og tæpper nok til at suge alt vandet, ej heller kan jeg oparbejde mere energi lige nu, og jeg kan ærligt ikke overskue at flytte hele vaskeriet, for at komme til gulvet under hele herligheden. (Maskinparken består pt af 2 x tørretumblere samt en vaskemaskine.)
Hvor kan man hyre kvalificeret, effektiv hjælp?
En mindre elefant burde kunne sige det værste.
Nogen, som har én på lager?


Tørretumbler-tirsdag del 2

Efter ca. ½ time står det mig klart: alt mit hårde arbejde, møje og besvær, har været aldeles nytteløst.
Grrrr.
Skidtet virker stadig ikke.
Jeg har efter endnu en serie skingre alarmer og tvetyde fejlmeldinger spottet fejlen. Den lille dyse mellem maskine og vandbakke er skvattet ud og har tilmed flået fjederen med. Jeg har forsøgt at mose dingenoterne tilbage på plads, men mine vinkemuskler forhindrer mig i at nå heeeeelt ind gennem den smalle sprække - selv ældstebarnets tynde arme, kan ikke nå derind, sådan som maskinen står lige nu.
Jeg må avertere efter et par stærke mænd, som kan kaste maskinen lidt rundt for mig. Så kan jeg måske nå ind til sagens kerne
Skattemus, I need you.....hurry home.
-------
Jeg er genial! (Janteloven kan rende og hoppe i havet lige nu: jeg har været dygtig, bastabum!!)
Afblæs straks min tidligere bestilling på stærke mænd.
Jeg har trukket arbejdsbukserne på og skubbet dem ned i passende håndværker-position, smøget ærmerne op og skruet hænderne rigtigt på.
Problem solved (for now) og jeg agter egenhændigt at nyde den obligatoriske sejrs-øl.
-------
Men men, ak og ve, hovmod står for fald og nemesis har indhentet mig....eller også er det den friggin jantelov.
Maskinen virker...én tørring af gangen. Jarmen je magter de datte.
Problemet er egentligt ikke så stort.
Dysen har nu sat sig fast i selve vandbakken og fjederen sidder i maskinen.
Mine arme kan stadig ikke nå ordentlig derind og mine fede fingre ville under alle omstændigheder forhindre mig i at fange fjederen og hale den frem i dagens lys, so to speak.
Mage til skrammel!
Lige nu er det jævnt svært at finde en grimasse, der kan passe.
Kælderen er fuld af vand, maskinen hyler konstant sin fejl-alarm ud og lyder
rikochetterer mellem væggene, pastaen koger lystigt over og kødsovsen overvejer at brænde på. De død-sultne unger skriger på mad i bedste hobbit-stil (det ER jo også en hel time siden sidste mellemmåltid) og mit lille ildebefindende har nået hidtil uanede højder.
Overvejer seriøst at hente en stor hammer og lave sejrs-øllen om til grav-øl. Jeg ved ikke, om edb-maskinen fortjener så fin en afsked, men de efterladte (læs: MIG) trænger efter endt venskab til at dulme nerverne. Heldigvis er jeg for træt til at svinge den med nogenlunde træfsikkerhed. Da vovse har valgt at lege hjælpsom og stikke hele krydderen ind i tromlen, kunne ethvert forsøg på at straffe møj-maskinen let ende grueligt galt.
Jeg har ikke til sinds at opgive, mind you. Jeg er om muligt blevet mere end vanligt stædig. Jeg har dog tænkt mig at udskyde projektet lidt, i hvert fald indtil børn og andre øjenvidner sover tungt og godt.


Juli 2014


In the summertime

Tropedag.
Tropenat.
Tropedøgn.
Hedebølge.
Varmerekord.


For min skyld må TV23 vejret lancere nok så mange nye begreber til DMI ordbogen.
Uanset hvilke fine mærkater, der hæftes på, så er betydningen den samme:
En periode af kortere eller længere varighed, hvor man steger i eget fedt, stinker som en død gnu marineret i egne kropsvæsker, alt mens man gisper efter vejret på en måde, som normalt kun opleves ved en tvillingefødsel uden smertestillende medikamenter.
Kort sagt: vejret minder om en varm dag i helvede og man lider cirka samme kvaler.

"Jamen så kan man jo bare smide sig i haven, slappe af og nyde solens stråler, mens man arbejder på en lettere svitset kulør."
Nej, det kan man så ikke.
For det første er det mildest talt umuligt at slappe af, når mindstemusen bruger éns deller som klatrevæg og lejlighedsvist omdanner éns rygstykker til hoppeborg.
Når varmen endelig overmander ham, søger han naturligvis skygge. Og som den nogen lunde ansvarlige mor må man jo så følge trop. Dér sitter man så, i halvmørke, lænet op af husmuren. Ingen chance for kulør på kroppen, til gengæld klistrer musen bogstavelig talt fast til éns legeme, hvilket forårsager lettere overophedning og svedig marinering.
Efter en halv snes gange at være rutsjet ned af mutters hjemmebryggede sved-elv, beslutter musen at løbe sig tør. I skyggen. Rundt om huset. Ofte fristet af en lille de-tour ud til vejkanten. Dels et meget lidt sikkert sted for små mus at motionere bentøjet, dels et træls sted for mor at lufte den sparsomme sommerbeklædning. Dog har samtlige naboer, genboer og tilfældigt forbipasserende hilst overmåde frejdigt og fornøjet.

"Jaaarmen så kan man da bare blive inden døre....og kanske lige svinge en støveklud, mens man nu alligevel er inden døre...man opholde sig jo ikke i hytten ret tit hér i sommerferien."
Indendørs er det desværre lige så vammel-varmt som udendørs.
Energien er på absolut minium.
Eller MIN energi er lav.....musen virker fysisk upåvirket af heden. Han styrter stadig rundt, piller og roder i alt, tester grænser, kravler til vejrs i vindueskarmene og spiller stomp på vinduerne. Dog er hans humør særdeles ramt af overophedning. Det mindste, der går ham imod, den svageste antydning af irettesættelse, eller bare et misbilligende blik. Så vælter hele hans verden og trækker musen med ned. Så ligger han dér på gulvet med den lille ble-mås i vejret og skriger som en sulten måge over en fyldt kutter.
Man skal altså konstant følge ham med et årvågen falkeblik, klar til at springe til og forbyde ham diverse livsfarlige stunts. Samtidig skal man udholde skrigeture svarende til "krigsfangetortur" på decibel-skalaen.
Man får heller ikke holdt tiltrængt siesta indendøre, tro mig, og man får da slet ikke tid til at lege fransk stuepige.
Eneste fordel er faktisk, at man kan hale persiennerne ned foran de åbenstående vinduer, så man kan smide lidt mere beklædning end havens uskrevne regler tillader.....hvis man da vil undgå en politianmeldelse for uanstændige blotter tendenser.
Vældigt behageligt, ja, direkte befriende.
Så er varmen næsten til at holde ud.

Selvfølgelig bør man være klar til at kaste ét eller andet over hovedet, for Murphy´s lov indbyder i dén grad til, at det ringer uanmeldt på døren midt i det hele. Ellers kan det arme postbud (som er gået ti husnumre galt i byen med det anbefalede brev) ende med livslange traumer og natlige mareridt.


Knurre snerre hvæse

Igen-igen finder jeg en stak indlæg, som aldrig er nået igennem mine privatindstillinger og ud i æteren til folket.
Og hvor klager man så?
Tjaaa, tilsyneladende ingen steder.
Der findes vist ingen costumer service i blogger-verdenen.
Men NOGEN må jo stå bag konceptet.
Nogen MÅ da kunne guide og rådgive og fejlforlægge skylden for forseelser og ansvar.
SUK 


Morderiske tendenser

1-0 til miiiiig.
Suicidal kop hjulpet af dage.


Jeg må antage, at en edderkop, som frivilligt invaderer mit køkken, lider af et dødsønske. Så jeg hjalp den lidt på vej til de hinsides skumle kroge (ved hjælp af en køkkenrulleholder omviklet 10 meter toiletpapir).


UFO kalder Mothership

Juhuuuuuuuu.
Believe it or not.
Vi har vundet!!!
Ja okay, vi vandt så ikke rejsegavekortet. Eller de fine healende magnet-smykker. Eller et års forbrug af brændstof til kareten.
Nææææ nej, vi vandt en ufo.
Jeps, en ufo. Fyldt med vand.
Jaaaaarmen ded er datte te å få armene neee'!!!
Forhandleren kommer personligt og overrækker vidunderet....og holder gratis foredrag om mulige tilkøbs-services (som vel sagtens koster en mindre republik).
Jow jow.De kalder det en luftrenser, men mig snyder de ikke så let!!
Jeg har set både Close Encounter og War of the Worlds.
Jeg kan vel nok kende en UFO, når jeg ser én!!!


Forhandleren ankom kl 15:00 sharp.
Der blev hyggesludret lidt, slynget et par liter kaffe i halsen og ventet i spænding.
Endelig skete det.
Vi blev introduceret for vores helt egen UFO.
Vi fik en længere pasningsvejledning. Forklaret muligheden for formering og altså øgning af maskinparken. Anvist passende landingsplads og hangar til fast opbevaring.
Og så.....så skete det.
Vi blev tilbudt en lille ekstra ydelse.
En slags tilkøbt mer-anskaffelse.
Mothership!
Et grande gigantisk skrummel af en støvsuger.
Til den nette sum af 20.000 store sedler.
Men så kunne den til gengæld også fungere som luftrenser.
SÅ sagde vi altså også mange-tak-for-tilbudet men ellers-mange-gange-nej-tak-forhelvede tilgengæld tak-for-i-dag-og-smut-så.
Der var lissom lukket for kommunikationen. Ingen Scotti til at beame hende op.
Suk.
Klokken var 20:15 før ufo-kaptajnen admitted defeat og forlod den synkende salgs-skude i nedtrykt tilstand. Mere end 5 timer holdt hun mine korslagte arme og harmdirrende blikke ud. Hun fortjener næsten at sælge noget i nær fremtid, men jeg er ikke retti tryg ved en gennemgribende ufo-invasion af det ganske danske fynske land.
Dilemma, dilemma.


Små mus og selvindsigt

Jamen så er dét på plads.
Er ved at fylde i opvaskemaskinen og mindstemusen stjæler den ene madrest-indsmurte køkkendingenot efter den anden. Må jagte ham gennem hytten for at undgå hamstring til senere brug (dvs stash away under sofapuderne).
Udbryder lettere irriteret "du er da en bølle" og musen nikker og nikker og nikker i ét væk, mens han råber "jajajaja JA jajajajJAjaja JAAAAAAH". 


Nye udfordringer i sigte

Fantastisk start på dagen.
Musen knirkede klokken 5:50 og nægtede at falde i søvn igen.
Efter en times tid faldt han dog til ro på sofaen. Sove ville han stadig ikke, men ligge i arm med mor og en bamse kunne godt gå an.
Freden blev dog forstyrret allerede 7:30, da telefonen kimede. Det var ikke et kendt nummer (ikke engang 118 kunne oplyse noget relevant), så mens jeg mumlede eder og forbandelser om folks manglende pli og almindelig opdragelse, ignorerede jeg den infame kimen.
Musen var åbenbart heller ikke tilfreds og marinerede i protest sig selv i ble-lækage. Så var det lissom om, at jeg opgav videre fred og idyl på sofaen. Bad og nyt tøj til musen, ikke mere hvile til mutter.


Ved 11 tiden kom jeg i tanke om det ubesvarede opkald og valgte lidt modvilligt at ringe retur.
"Mojn" lød det i den anden ende. Der fulgte en længere talestrøm, som jeg ikke nåede at omstille øregangene til. Det var jysk, kunne jeg dog konstatere.
Det vidste sig at være HR-afdelingen ved Sygehus Sønderjylland med tilbud om en elevplads med start 1/9. 


Jeg har tilgav straks det tidlige kald og lagde min harme på hylden for i jubel at sige jo tak, mange tak, tusind tak som byder.


And the nomination goes to...

Jeg GIDER ikke alle disse besynderlige nomineringer og jeg deltager af princip ikke i kædelegen.
Jeg render ikke rundt og nominerer venner og bekendte i flæng til at holde min have i et år frem, pudse mine vinduer eller lufte min hund. Til gengæld forbeholder jeg mig retten til IKKE at kaste mig i havet, æde en lagkage med hele fjæset, lege amatør-fotograf på befaling og efterfølgende kaste aben videre til andre sagesløse.
Jeg tager naturligvis imod en Nobel-pris, men alt det andet pjat interesserer mig ikke. 


Visdomsord fra mindstemusen

Ja, så er der da endelig én i familien, som har forstået det.
Jeg læser bog med mindstemusen, som peger på en stor (men meget slank) 10-armet blæksprutte og siger "Heidi!"
Jowjow


Run to the hills....

Så blev løbestilen eller mangel på samme testet.
Dommen var som forventet. Jeg løber som en elefant i kviksand: tungt og langsomt.
Forbløffende nok havde ekspedienten (med de påtrykte øjenbryn i tindingerne, sådan en genbrugs-ung på 55+, der lissom aldrig bliver for gammel til blindt at følge tidens nyeste modetrends, i stedet for at udvikle en smule stilbevidsthed....tsk tsk....) en sko, specielt udviklet til min løbestil. Jeg må undres over, at naturen har tilladt den samme mutationsfejl mere end én gang. Fru Herre har alligevel humor.
Nå, testen blev om ikke bestået, så dog tilendebragt.
Nye sko blev hjembragt.
Nu venter jeg bare på et ophold i den spredte regn mellem bygerne, så jeg kan teste mit nye gear uden snorkel og dykkerbriller.


Help needed :D

Familie på 5 søger reservebedste / barnepige i Middelfart. 


Da mor skal til at studere igen per 1/9 (og oveni får lang transport tid) og far er en hårdt-arbejdende mand, leder vi efter en reserve-bedste / barnepige.
Familien består af far og mor, samt 3 sammenbragte børn.
En lille mus på 1 ½ år, som går i dagpleje i dagtimerne.
En dreng på 6 år, som skal i første klasse efter sommerferien.
En pige på 12, som skal i 6. klasse efter ferien.
Da begge voksne har skiftende arbejdstider, vil der være tale om både morgen, eftermiddag og aftentimer, ligesom rette vedkommende skal kunne hente og bringe familiens yngste i henhold til dagplejens åbningstider. 


Vi søger en person, som kan....
- tage ansvar
- arbejde selvstændigt
- skabe trygge hverdags rammer for børnene
- varetage praktiske opgaver i forhold til børnene
- møde børnene på deres individuelle niveau i forhold til alder og køn
- hente og bringe i dagplejen
- være behjælpelig med lektielæsning


Hvis dette opslag har fanget din interesse, eller du kender den oplagte kandidat, bedes henvendelse sendes på mail mærket "reservebedste / barnepige" til heidi@holmetoft.dk


The search is over

Sviger-Mona redder dagen og melder sig ganske frivilligt og ulønnet som kommende barnepasser i det lille hjem, så far kan knokle og mor kan hellige sig studiet. 
Lidt benz vil hun gerne have, men bortset fra dét, ønsker hun ingen betaling. Hun GLÆDER sig ligefrem til at være mere sammen med ungerne (det skal hun nok komme over, når først terroristerne har overmandet hende). 

Svigermor er min nye helt!


Flokdyr og ørehængere

Musen og jeg er flittige i haven.
Eller rettere...jeg BURDE være flittig, men solen har en forførende effekt og jeg rister nu de bleghvide stænger. Heden har for længst overmandet mindstemusen, som derfor ligger brak i skyggen.


Jeg ser en flok teenagere på vandring nærme sig. Ud fra deres påklædning (og mangel på samme) antager jeg, at deres strejftog går mod nærmeste vandingsanlæg.
Når jeg siger "ser", så er det ikke helt korrekt.
Jeg hører dem laaaang tid før, jeg kan se dem.
De er i sig selv ikke specielt højrøstede. Faktisk har jeg oplevet ungdyr i flok larme væsentligt mere end disse. Deres medbragte musiske indslag er dog en anden snak. Det leder tankerne hen på fordums ghettoblastere, men jeg nok klar over at der hér er tale om meget mindre afspilningsenheder. Der er tale om noget ganske uinspirerende pååååp-musik, og dog lader det til at motivere flokkens fremmarch.
Som med alle andre flokke er alfa-parret let genkendeligt.
Hr. og Fr. smart-i-en-fart leder for iført den mest besynderlige mundering: gyldne jæsus-sandaler, snørret halvvejs op til knæene.....hot-pants i noget sort metallisk spray-on glimmer-stof......ultra-kort top som afslører et lille kig til navle og tilhørende piercing.....knælang, dog åbenstående, læderjakke....og bille-solbriller. Jeg tror, jeg også spotter en lang kæde med en solsorte-fjer dinglende fra det ene øre.
Dét var vel at mærke Hr. Smart.
Det kvindelige modstykke har ikke pakket sig så meget ind ind: øverst en minimalistisk bikini-overdel....et fiskenet om livet....en sol-hat på størrelse med Merkur til at toppe værket og naturligvis over-knee Doc´s plagiater på fusserne.
Øøøøndigt.
Ski´e go´ fin sammensætning.
TUUUUsind tak for den fine oprusken i min slumrende anstændighedsfølelse. Jeg føler mig nu som et moselig på vel halv-hundrede år, lettere snerpet og selvudnævnt vogter af moral. Og ikke mindst dobbelt-moral.

Nå, dem om dét.
Ikke alle er udstyret med min upåklagelige stil (host). Nogen vel sagtens bare følge tidens mode.
Desværre er mode som oftest modehusenes totallos kiksede påhit. Designs så frygtelige, at de kun holder én sæson. Så bliver garderoben skiftet ud med nye trends og rædsler, for ingen er trods alt stupide nok til at vise sig i noget så vederstyggeligt TO sæsoner i træk.
Stil derimod....stil holder. Stil er tidløs.
Se bare på Audrey Hepburn. Eller undertegnede (host host...pokkers sommer-foknølelse).
Og så fik vi dét på plads.

Nå, men tilbage til de unge flokdyr.
Alfa-parret leder altså an, ansigtet lagt i de rette folder. Ikke et smil, ikke en grimasse. Bare en vigtig aura og næsen i sky.
I midten ses de menige medlemmer. Leende tjatter de lidt til hinanden. De føler sig trygge hér midt i flokken, det er sikkert og vist.
Bagest omegaerne. De smiler heller ikke, men af andre årsager end alfa-parret. De har ingen påtaget vigtig aura, ej heller næser vendt som tragte mod himlen, klar til at drukne i regnvejr. Lettere duknakkede følger de flokken på sikker afstand, mens de forsigtigt stirrer ud under forsagte øjenvipper. De er ikke rigtigt en del af gruppen, men heller ikke helt alene i verden.
Lidt længere bagude ser man Udfordreren. Ham, som snart vil gøre udfald mod den nuværende silverback. Med andre ord: Den ny alfa-han, hvis han da selv skal sige det. Nødvendigt er det næppe. Han har såmænd allerede skaffet sig en mindre fanskare, tilsyneladende de lidt yngre up-coming wanna-be medlemmer. Både han og hun-kønnede følger ham med tilbedende blikke. Han er en spradebasse, som gør alt for at blive set og hørt. Han spankulerer af sted som en anden hanekylling, med store armbevægelser og højrøstet som et omrejsende tivoli. Jeg kan høre, at emnet for hans entusiastiske talestrøm skyldes musik. Mere præcist "herre-gammel lorte-musik".


Netop idét han og hans lille entourage passerer haven, hører jeg ham skråle et eksempel på den musiske genre. 


Åhåhåhåååååå
I´m an alien
I aaaaam a little alien
I´m an invasion in your yaaaaard


Ja, så bliver man sgu lidt små-bange for, om flokken nu vil følge opfordringen og invadere min have.
Måske tage musen som gidsel for at tvinge hemmeligheden bag min tidløse, klassiske stil ud af mig. 


Nej, jeg griber mit slumrende afkom og flygter lydløst gennem tidslerne ind i huset....hvor jeg knækker fuldstændig sammen af indestængt latter.


August 2014


Vaccinationsprogrammer og lægesnak

Imponerende med nutidens smarte registreringer i alverdens databaser, online eller mere sikrede af slagsen. Alligevel er der styr på nada hatfis.


Modtager således en meget formel skrivelse fra Statens Serum Institut.
Troldens helbred er i overhængende fare, idet jeg har svigtet mit hverv som mor og ikke ladet mit barn følge det almene vaccinationsprogram. Fy skamme, løftet pegefinger og påbud om STRAKS i går at kontakte egen læge for nærmere udarbejdelse af akut vaccinationsprogram.
Jo tak som byder, jeg vil da fluks gribe knoglen og ringe til egen læge, som lige såvel som jeg véd med 100% sikkerhed, at knægten er rettidigt vaccineret og aldeles up2date med samtlige påkræve vacciner i bedste nålepude-stil. 


Jeg har en fantastisk dygtig læge, som tillige med sin store faglighed også besidder både empati og almindelig sund fornuft...og formår altid at være nærværende og udvise personlig interesse.
Af samme årsag er der altid ventetid. Laaaaaang ventetid. 


Jeg bliver tilbudt samtale med klinikkens polske alternativ. Da sprogbarrieren stort set umuliggør meningsfyldt samtale og jeg forresten ikke bryder mig om vedkommendes udgangspunkt ("ingen grund til at undersøge barnet, man kan bare sidde på sin trone og antage, at moderen sygeliggør eget afkom for opmærksomhedens skyld"-tilgangen er ikke just min favorit, slet ikke når specialister på ét af landets større sygehuse fandt en diagnose inden for 1/2 times konsultation og nærmere undersøgelse...tsk tsk), så jeg takkede mange gange nej til tilbuddet. 

Altså røg jeg på hold. Og laaaaang ventetid. Jeg kan nu "Bird on the Wire" udenad, ord for ord, og mestrer næsten en tålelig parodi på Cohens sprøde stemme. Jow jow.

Endelig kom jeg igennem til egen læge.
Vi kunne ret hurtigt konstatere, at alle vacciner er rettidigt administreret, korrekt registreret og afregnet fuldstændigt efter bogen. Problemet må altså ligge i Instituttets interne database-registrering.

Hvordan man så overbeviser dem om dét og får ført de rigtige data ind i deres system, er straks en anden snak. Dog forlyder det i mørke gyder, at man SELV kan logge ind i FMK (Fælles Medicinkort) og se alle éns ungers samt egne recepter, medicineringer og tadaaaaa......vaccinationer. Antageligt kan man tilmed angive posteringer i dette smarte system. Dét må prøves, når musen sover til middag.

Fik jeg forresten nævnt, at jeg har en fantastisk dygtig og nærværende læge, som tager sig tid til den enkelte patient og udviser personlig interesse?
Jøps, jeg nåede lige en mundtlig latin-test også.
Kutan.....(vedr.) huden.....en fordanskning afledt af det latinske ord cutaneus (cutis = hud)
Sub-kutan....under huden. Ved injektion, fx. vaccine, er det mest almindeligt at injicere børn under 1 år i musculus vastus lateralis, som er beliggende forrest på siden af låret. Ved vaccine af voksne og børn over 1 år anbefales injektion midt på musculus deltoideus, altså i den øvre yderside af tricepsområdet. Dog er der lidt andre retningslinjer for TB-vaccine og intradermal injektion af tuberkulin samt koppevaccine.
Meget venligt af hende sådan at forklare detaljerne ved den praktiske udførelse af vaccinationsprogrammet og jeg værdsætter virkelig hendes villighed til at lade mig selv oversætte de latinske fagord. (Okay, villighed er måske så meget sagt. Jeg havde stort set ikke noget valg, når hun efter hvert eneste lille fagudtryk spurgte "...og hvad er det så, hva Heidi, kan du huske det?" efterfulgte af en tydeligt afventende pause.)
Jeg var badet i angstens koldsved, mens jeg hakkede og stammede mig igennem denne spontant opståede eksamination. Jeg hader eksaminer. Virkelig hader. Også selvom der ikke er nogen form for karaktergivning eller anden offentlig ydmygelse. Jeg klarede det dog uden nævneværdige black outs og kan nu glæde mig over, at mit kursus ikke har været helt spildt. Noget har da formået at hænge ved og resurface til rette tid og sted. Latent viden. Skønno.
Jeg frygter dog at blive hørt i dagens undervisning, når jeg snarligt skal forny min egen stivkrampe-vaccination. 


Hmmmmm, måske jeg alligevel skal bide mig selv i tungen og lade polakken føre nålen......


SKOLESTART efter ferien er som en ekstra varm dag i helvede, hvor alle de små dæmon-unger mødes!

(Citat: Trolden)


September 2014


Pottetræningens spæde opstart

Dygtig mus.

Siger "tis tis" og peger på bleen.

Bleen afmonteres og en ny findes frem.

Imens ser musen sit snit til at suse ud på badeværelset....og tisse i brusekabinen.

Det må være faderens gener, der slår igennem.

Well, i det mindste kan han nu mærke, når det er tid for en tissetår, siger til (nogle gange) og løber trods alt ud til det rigtige rum. Ville være lidt ked at strinten op ad køkkenlågerne.


Store fremtidsdrømme

Jeg har netop i dag haft en meget interessant snak med min første fødte.
Vi sad i lægehusets venteværelse, da snakken faldt på skole og lektier.
Hva er det pjat egentligt til for?
Jeg berettede om den fantastiske verden, som bøger giver adgang til, når man for alvor har knækket læsekoden. Om de uendelige muligheder man har, hvis de boglige evner er i top og hjernen får liv at lege med nye abstrakte ideer. Intet er umuligt. Læge, astronaut, pc-spil-udvikler, gal/genial videnskabsmand, omrejsende antropolog, eventyrer....you name it.
Trolden ryster på hovedet.
Han har ikke lyst til noget af det.
Han vil bare gerne arbejde på BB lissom sin bonus-far...og være gårdvagt (mutter undertrykker et sprudlende fniiiiis) og han tænker faktisk ikke, at bonus-far er SÅ god til at regne og skrive (den undertrykte latter fremprovokerer et gedigent hosteanfald og jeg må med en lunge i mundvigen haste mod nærmeste toiletfacilitet).

Vel hjemme deler jeg naturligvis troldens drøm om at følge i skattemusens fodspor. Og latteren bobler igen, da han på det kraftigste værgrer sig mod titlen "gårdvagt".

😜

Muahahaha hahahahihohaaaa.


Hader, hader, HADER sygdom

I løbet af mit just overståede skoleophold lykkedes det mig at komme mit influenzaudbrud til livs.
Det nylige uvejr med regnskyl og gennemblødt tøj til følge har imidlertid fået det til at blusse op igen.


Jeg er således hjemme.
Hovedet værker, samtlige led gør ond.
Næsen er godt stoppet til...og jeg har åbenbart slugt en kaktus.
Jeg skiftevis fryser og sveder.


Eneste fordel er, at terror-musen også er hjemme. Et muligt udbrud af skoldkopper og en snotgejser midt i ansigtet har skabt et kærkomment pusterum i livet som dagplejebarn. (Selvom han er heldig at have jordens aller bedste dagplejemor, så er det hårdt for en lille mindstemus at forholde sig til den sidste tids omvæltninger i daglige rutiner og ikke mindst at undvære sin mor.)
Sammen hygger vi os nu i dobbeltsengen foran TVet i stuen (yes yes, skattemusen har hjulpet med at indrette interimistisk sygeleje i stuen), puder og dyner, varm kakao og gamle genudsendelser.


Lige nu står den på "Det lille hus på prærien" fra 1210, da mutter var knægt....eller nowt.
Musen virker oprigtigt talt hamrende ligeglad med, hvilke oldsager dansk TV vil tilbyde deres licensbetalere, bare han kan ligge tæt med sin mor.
Moren selv sætter knap så meget pris på nærheden, da det konstant resulterer i indviklede snotguirlander på kryds og tværs. Seng, puder, kaffekop, ansigt og mus er således connected i et spindelvæv af næsesekreter i alverdens spændende farvenuancer.
Mor HADER snot.
Lortebleer, no problem.
Opkast, kom bare an.
Men snot...det ER bare en tand for klammo. 


Storebroren aKa Nørdius Maximus har netop haft tommelfingeren i varmt sæbevand, da lidt neglebidning har resulteret i en inflammatorisk fingerspids med frit løbende betændelsestilstand.
Mutter har således opereret overhuden af, gravet betændte klumper ud af fingeren med en vatpind og overladt resterne til videre opløsning i sæbevandet.
Belønningen for torturen er selvsagt Minecraft. Utroligt, som det kan motivere en nørd til samarbejde :)


Nå, jeg vil nu filtre fjernbetjeningen ud af snot-virvaret og zappe videre til næste genudsendelse....mon ikke snart McGyver igen-igen-igen skal løse en "ny" sag ved at bygge en helikopter ud af en bæltestrop, et snørebånd og 2 mariekiks??


Livet som pendler.

Ja, så starter de lange dagsrejser frem og tilbage mellem vestfyn og sønderjylland.I skrivende stund sidder jeg i toget på endnu en pendlertur og læser om alloplastiske knæoperationer....bare sådan for sjov og fordi det faktisk er lidt spændende.
Man får godt nok nået noget læsearbejde og terpen, på sådanne lange transporter mellem hjem og praktiksted. Det er rart, at have det overstået, inden man når hjem til familien og praktiske gøremål.Men hvem pokker har bestil syndflod, torden og lynild?
Pludselig ikke helt så morsomt at stå op kl kvart i kvalme for at tage på pendlertur, vel vidende at der er 40 minutters ventetid i Fredericia og en lang traske-travetur i den anden ende af togturen.
Således sidder jeg nu som en druknet mus og drypper (hvad jeg håber kun er) regnvand fra næsetippen ned i mine noter. 


PS
Den kølige rislen ned af nakken minder mig just om, at min vinterjakke ikke er vandtæt....og det er mine kuglepens-noter heller ikke!


PPS
Jeg tænker, at mennesker, som æææælsgar tordenvejr, med garanti befinder sig inden døre netop nu. /skuler olmt mod himlens lysshow/ 


Uden forbindelse i Mommark

Handelskostskolen i Mommark er for så vidt et hyggeligt sted, smukt beliggende ved vand og skov.
Skolen udbyder diverse fritidsaktiviteter og sociale arrangementer, hvilket også er nødvendigt, da man befinder sig milevidt fra ALT...og forresten ikke har nogen nymodens forbindelser ud.
Det vil sige ingen telefonfobindelse, med mindre man vandrer op til busstoppet, hvor man kan sidde i læ og tale med familien, mens man vinker en tom landbus videre.

Når man ser bort fra et fortsat lettere skrantende helbred, går det faktisk ok hernede.
Maden er ganske glimrende, vejret lunt og solrigt, undervisningen spændende.
Enkelte små irritationsmomenter trænger sig dog på.
Jeg har for eksempel meget ondt af eleverne på 1. salen. De har tilsyneladende ingen dørhåndtag.
Hvor er det synd!!
De er således nødt til at smække dørene meget hårdt, gentagne gange, før de kan gå til ro langt over midnat.
Arme stakler! 


Nedtællingen er begyndt.

Som nogen måske allerede ved, så er jeg blevet optaget på ønske-studiet.
Jeg er blevet tilbudt en elevplads som lægesekretær i sønderjylland.
Uddannelsen starter 1/9 med 14 dage på kostskole.

Nedtællingen til kostskoleophold er nu gået i gang, mens jeg hoster lungerne ovenud og sveder tran. Influenza kunne da ikke komme meget mere ubelejligt!!!
Positivt set har jeg en legitim undskyldning for at stene x-men, mens jeg hælder irish coffee i den gale hals. Faktisk det helt perfekte blandingsmisbrug.
Jeg bliver i virkeligheden nok ikke hurtigere rask af procenter i kaffen, men det bliver unægteligt noget sjovere at være syg.


Kostskole...kom hinanden ved

Så oprandt dagen, hvor mutter igen går i kast med studie.
Første etape; kostskoleophold i den fjerneste afkrog af riget.Grundet den øde beliggenhed og manglende kontakt til omverden, var det dog ganske umuligt at skrive hjem, endsige opdatere siden.


Når man ser bort fra mange timers faglig terpen af latinsk anatomi, var der stort set ikke andet at lave, end socialisering med nye studiekammerater. Hvilket nok var ganske udspekuleret planlagt. Ååårh man kunne naturligvis leje et TV for blot 25 kr i døgnet. Et TV uden kanaler, vel at mærke. Endnu en tilskyndelse til socialiseringsakten, formoder jeg.


Der blev travet hul i skoene på walk-and-talk, set gamle filmz på DVD, og spillet brædtspil.
Jow jow.


"Den fede pingvin" var et vældigt smart koncept...stod der.Perfekt for mennesker, som lige har mødt hinanden...stod der.Ice-breaker spil med alt, hvad du gerne vil vide om helt nye bekendtskaber...stod der.

Alder: 16 +....stod der.

Første spørgsmål: vil du helst modtage eller give fantastiske orgasmer?Spørgål 2: har du nogensinde klippet mønstre i din kønsbehåring?

Jow jow.


Ærlig talt ikke noget, jeg specielt gerne vil vide om nye bekendskaber.


Oktober 2014


Filosofiske anskuelser fra et 6 årigt sind

Jeg sidder i bilen og taler med trolden om livets helt store tanker og problemstillinger.
Du ved...hva er meningen med livet, mangfoldighed gør verden interessant og hvor mange skumfiduser kan Spiderman spise uden at blive for fed til en svingtur i spindelvævet.

Vi snakker om, at mennesker er forskellige.
Der findes tykke og tynde, høje og lave, kæmper og dværge, kloge og knap så vakse. Selvom alle mennesker grundlæggende set har mange lighedstræk, som adskiller os fra andre dyr, så er vi ikke helt identiske. Ingen er ens, alle er unikke. Jeg er mig, du er dig og trolden er trolden. Hver især er vi verdens bedste til at være os selv. Det kan ingen tage fra os. Og denne mangfoldighed er en styrke for menneskeheden, hvis vi kan forene vores unikke evner og løfte i samlet flok."Der findes nemlig kun én mig i hele verden....og jeg er helt speciel og anderledes. For alle er jo forskellige ikåsda?!
"Nemlig."Totalt meget ligesom fugle!"
???? Ikke forstået, mit barn.
"Ja, de basker jo med vingerne for at flyve....nogen gange strækker de dem helt ud og svæver bare på luftvejene.....undtagen dem, der ikke kan svæve. De klasker ned. Se, lidt ens, men også meget forskellige!"
Øøøh joooh...altså....det var ikke heeelt det jeg mente (og hvornår pokker har du set en fugl dratte ned fra himlen?)....hør-nu-lige-her....
"Jeg tror helst, jeg vil være sådan én, der kan svæve uden at klaske ned i jorden."
Jow, det tænker mor da også er rarest.
"Ja, og jeg fugleklatter kun ned på dig, hvis du bliver for tyk til at undgå...."

Ihhh, jamen så siger jeg tak for omtanken (skumle knurre).


Lad knoglerne rasler

Nej, overskriften dækker ikke over en nyopfunden slankekur.
MEN.


Det er efterårsferie og trods massive halssmerter og dunkende hoved, har jeg planlagt et par spredte aktiviteter for store og små.


Første var det drengenes tur til en hel dag med mor og svigermutti.
Vi slæbte drengene med på museum, mere præcist Møntergården i Odense.
Der var ferietema om knogler og skeletter, lige noget for trolden.

Først blev vi lokket med på en guidet rundtur.
Jeg må tilstå, at jeg ikke fangede meget af rundviserens foredrag, da Mindstemusen praktiserede speed-museum. 2 sekunder ved hver montre, og SÅ af sted i fuld galop. Moren måtte haste emd rundt, mens svigermutti og Trolden fulgtes med den samlede trop.
Sporadisk stødte vi ind i hinanden, når Musens rute gik gennem folkesamlingen.
Jeg nåede blandt andet at høre afslutningen på oplægget om menneskeofringer. Et enkelt gok i nødden og så et bette puf ud i tørvemosen.
Lucca nåede med store øjne at spørge mig "selvom det foregik i meget gamle dage, kunne vi så ikke lave sådan en menneskeofring til Gud derhjemme?"
Med det vuns dukkede der faktisk et par egnede kandidater op på lystavlen, men heldigvis blev min tankerække afbrudt af Mindstemusen, som forsøgte at banke hul i montren med guldsmykker.


Mens Lucca syntes, at rundvisningen var lidt kedsommelig (man måtte ikke stille spørgsmål eller pille ved noget), så morede Musen sig lystigt på egen hånd. Kranier og skeletter var det helt store hit. Han forsøgte faktisk at tungekysse lidt med et 200 år gammelt kranie, men heldigvis var der en glasplade i vejen. Han gav hurtigt op og hastede i rask galop mod det næste rum. Heldigvis, ingen nåede at se hans fedtede aftryk på montren, så jeg slap for at pudse glas.

Værelset ved siden af bød på finurligheder fra Galgebakken.
Stod der.
En kag.
Stod der.
Jeg kunne nu nok se, hvad dén dingenot var til.
Ophæng af ulydige unger.
Det var nemlig en temmelig høj pæl, påhæftet håndjern et par meter over jorden. Dén skulle nok få styr på uhåndterlige unger.Nej, spøg til side. Om kagstrygning stod følgende lille oplysning:
"kagstrygning - en straffeform, der bestod i, at den dømte blev bundet til en kag (en søjle, pæl e.l.) og pisket. Kagstrygning blev anvendt i Danmark indtil 1866. I Odense foregik sådan afstraffelse på Fisketorvet. Foruden at være handelsplads var Fisketorvet i middelalderen også det sted, hvor Bytinget holdt til. Her mødtes byens frie mænd hver mandag for at dømme i de konflikter, der var opstået i byen - tyveri, overfald, tiggeri, løsagtighed. Somme tider var det også på Fisketorvet, at straffene blev udstået. Her stod nemlig fra middelalderen og helt frem til midten af 1800-tallet byens kag, der var en høj pæl, hvortil lovovertræderen blev lænket fast, imens piskningen stod på, altså såkaldt kagstrygning."
Lidt skræmmende at tænke sig, at sådanne ting har fundet sted i lille idylliske Odense...og så lige dér, hvor jeg/vi havde parkeret bilen.


Efter end rundtur frekventerede vi skolestuen. 
Svigermutter fik hvilet benene, mens Trolden øvede sig med fjerpen og blæk. Han skrev sit navn med "gamle slyngelbogstaver", mens jeg morede mig med at klæde resten af følget ud i datidens klædedragter....og Turbomusen legede tagfat med sig selv.

Så blev det tid til udgravning af svundne tiders arkæologiske fund.
Trolden gik til opgaven med julelys i øjnene og en sjældent set ildhu.
Musen kastede med brosten, indtil man fandt det nødvendigt at fiksere ham i klapvognen.
Svigermutter gik for sig selv.
Og den nydelige, meget unge pige ved aktiviteten, fik sat sine pædagogiske evner på hård prøve.
"Velkommen til, ærede ungersvend, vil du bistå mig i det hårde arbejde at grave i mulden efter skjulte fortidslevn?"
Jo tak som byder, Trolden var mere end klar på udfordringen.
Han fandt sin første knogle. Hen til planchen for at identificere fundet.
En underbensknogle! Jubiii.
Fra en kedelig gammel ko! Knap så meget jubel.
Nå, man kan jo altid grave videre og håbe på et mere spændende fund næste gang, tænker den lille arkæolog.
En knogle MERE.
En fodrodsknogle....fra koen...hmpf!
Nå, men bedre end intet....i gang igen.
"Du er en meget dygtig junior-arkæolog....du har fortjent et diplom...skal vi lige lave det sammen?"
Dét kan godt vente lidt, jeg vil skam gerne hjælpe mere....postulerede Trolden.
"Joooh, meeeen......der skulle jo gerne være lidt tilbage i jorden til de næste børn, synes du ikke?"
Selvfølgelig, derfor tænker jeg også, at jeg godt kan hjælpe dig med at grave nogle af tingene NED igen...tilbød den ivrige.
"Øøøøøh jeg kan se, at farmoren ikke er tilbage endnu...måske kan du gå med din mor og hjælpe med at grave lidt efter hende, for hun er jo som sunket i jorden....." 
Hun er min bonus-farmor og HUN skal nok selv dukke op igen.
"Nå men æææh...er det ikke lidt synd for din lillebror, at han bare skal sidde der i klapvgnen....var det ikke meget bedre at gå indenfor, dér er også aktiviteter...."
De andre kan bare gå indenfor, så skal jeg nok blive hér hos dig og hjælpe til imens....kom det beredvilligt fra Trolden, som ikke sådan lod sig affærdige af slet skjulte vink med vognstænger.

Det lykkedes dog til sidst at vriste værktøjerne fra ham. Han blev bestukket med en selv-udgravet "flot gammel sten" og et diplom for indsatsen.


Samtidigt dukkede svigermutter ganske rigtigt op helt af sig selv og vi kunne i samlet trop tulle ind i hovedbygningen til en gang knogle-quiz, skelet-puslespil og modellering af gravfund.

Senere spiste vi medbragte sandwich under åben himmel, hvor Musen efter en mindre reprimande fra farmoren så streng på hende og udbrød "BIS! Bølle!" ....og det gjorde hun så, spruttende af indestængt latter. 

 
Alt i alt en herlig dag, om end der ikke var alverden at se på voksne.
Mindstemusen fandt æbletræet og duerne mest interessante, og det kunne jeg nok have fundet tættere på hjemmet. Men Trolden havde en forrygende dag og dét i sig selv var hele turen værd.


Doktorfisk for åben gade

Med øjne så store som thekopper og en underkæbe, som hang midt på brystkassen af bare målløshed, fik jeg bremser det meste af trafikken i Odense. Jeg var simpelthen nødt til at tage et billede som bevismateriale.
Der skete nemlig dét, at jeg ud af øjenkrogen spottede den mest besynderlige doktorfisk-udbyder længe set.
Ja, i min optik er dét der med doktorfisk generelt set noget mystefinurligt noget.
Jeg véd godt, at det er det nye blå. Meeeeen helt ærligt.
Det er da lidt weird, er det ikke?
Altså, nu er jeg en anelse sart, når det kommer til mine fødder. Jeg bryder mig ærligt talt ikke om at blive befumlet på fusserne, hverken af mennesker eller fisk. Bare tanken om en sådan oplevelse trigger mine værste tics.
Dertil kommer nogle OCD-lignende bekymringer omkring hygiejnen. Ikke, at jeg har frekventeret et sådan helsecenter eller kender nogen doktorfisk personligt, så jeg KAN naturligvis tage helt fejl. Jeg forestiller mig bare ikke, at de mange liter vand skiftes mellem hver kunde. Ergo risikerer man vel sagtens at jokke benene ned i sådan en gang plumret brakvand med lige dele surt fodsved og psoriasis-afskalninger boppende i vandkanten.
Der skiftes nok heller ikke fisk mellem hver besøgende. Jeg ser for mig, hvordan netop de fisk, som nærmer sig mine sarte fusser, har gabet fuld af madrester fra tidligere på dagen. Da forretten meget vel kan have bestået af gamle Huldas fodsvamp, har jeg ærlig talt ikke meget lyst til at lade gælle-fransen sutte løs på min storetå. Jeg ønsker faktisk ikke at dele døde hudceller eller spændende svampeinfektioner med totalos fremmede mennesker.

Nå, men det er min personlige paranoia og muligvis forholder virkeligheden sig helt anderledes (om end jeg tvivler). Det kan da godt være, at tanken bliver tømt og desinficeret mellem hver badegæst (mon dog) og muligvis genbruges fiskene ikke (tro på det), men min skepsis kan ikke se bort fra muligheden af at komme hjem med fødder skrællet for tør hud og døde celler....men med nye lidelser voksende mellem tæer.

Nå, som du nok kan forstå, giver jeg ikke meget for hele konceptet.
Da jeg så denne biks i Odense, lige ud til en tættrafikeret vej, var jeg altså lige ved at køre bilen af banen. Tænk sig, ikke nok med at skulle BETALE for denne udsøgt spændende surprise-pakke (hvilken slags svamp skal vi dele i dag?), så kan man nu også få lov til at være levende reklamesøjle imens.

Yes, den er god nok.
Selve tanken/akvariet (med indbygget siddeplads) er placeret midt i et kæmpe udstillingsvindue, lige ud til gaden!!! SMIIIIIL du er på.

Come nu lige on. Det er jo ikke hyggeligt.


Alle veje fører til hjernen

Sidder i stribende stund hos lægen og venter på at den obligatoriske livmoderhalskræftspodning. Uffff.Trolden er med (da vi har en aftale bagefter) og skal af gode grunde blive i venteværelset imens. Jeg har ikke forklaret i detaljer men blot sagt, at han ikke må komme med ind lige i dag.Det passer ham ikke. Han vil nemlig gerne kigge med og se min hjerne 😳


Mor: Uha, du snakker sørme hele tiden. Din lærer spørger, om du måske ikke kunne lade være med dét, i hvert fald i timerne?

Trolden: Hørnuliiihæææær.....jeg snakker hele tiden, fordi jeg TÆNKER hele tiden....og dét vil min lære næppe have mig til at stoppe med!


Jeg er rystet

Min veninde har et hjerte af guld.
Hendes dør står altid åben. Hun har ikke meget at give af, men hun deler gerne den smule, hun har. Om det så er hendes sidste sparsomme brødkrumme vil hun hellere selv sulte end sende nogen i mød tomhændet hjem. Det skorter aldrig på trøstende knus eller anerkendende ord.Hendes seneste act of mercy omhandler en flok vildkatte i boligkvarteret. Hun ser det som sin borgerpligt at gøre end indsats for dyrene og har således involveret sig dybt. Følelsesmæssigt, tidsmæssigt, økonomisk.
Hun har begravet døde killinger, sørget for mad og vand til de voksne, og tilmed taget to små killinger til sig for at socialisere dem til nye blivende hjem. Mor-katten er naturligvis fulgt med sine små og er nu håndterbar. Alle tee får husly, mad, prævention. Myndighederne kan/vil ikke hjælpe i forhold til det støt stigende antal vildkatte i området, så min veninde gør alt, hvad økonomien tillader..."hendes" dyr kommer i første række, så nøjes hun hellere selv.


Killingerne (2 små piger) er nu klar til at finde nye hjem. Min veninde hat slået dem op på nettet med en lille symbolsk pris. Hun vil ikke anklages for at tjene penge på sit hjælpearbejde og har derfor sat prisen til en rund femmer.
Og straks er helvede løs.
Beskyldninger og anklager skrives åbentlyst på facebook. Afsender fremmede mennesker. Manglende respekt, står der blandt andet.
Send dem dog på internat, foreslås det.
Tænk, at du kan nænne det...står der.
Hvor er det dog synd, tænk at handle liv så billigt....står der.
Hva hvis DU blev solgt for en flad femmer, bliver der spurgt.
Jeg er rystet, slutter svineren.

JEG ER også RYSTET.
Jeg, som læser med, er rystet. 
Tænk at sidde dér bag skærmen og (uden at spørge nærmere ind til situationen) skrive respektløse beskeder til andre mennesker. Ville man tale sådan til andre, hvis man stod ansigtet til ansigt? Eller ville man så besinde sig og spørge "hvorfor den lave pris" eller "jeg undrer mig over....".

Ja, jeg undrer mig og JEG ER RYSTET over den forråelse og manglende respekt, som gang på gang udspiller sig på nettet.

Nu kender jeg tilfældigvis historien.
HELE historien.
Jeg ved at min veninde K har sat sig for at hjælpe vildkattene i området.
Jeg ved, at hun har kontaktet myndighederne uden større held.
Jeg ved, at hun sørger for mad og prævention til både et par halvvilde voksne og til to bedårende killinger, som hun har gjort tamme.
De har nu boet hos hende i knap 3 måneder, for hun ville gerne give dem en chance i livet som ikke er vildkatte forundt. De er socialiserede til både andre katte, hunde, mennesker, børn. Ved siden af har hun begravet et par 11 killinger, som hun fandt døde i kvarteret. De var desværre ikke så heldige at have mødt en sand dyreven i tide. Hun sørgede tilmed for aflivning af et par killinger, som ikke stod til at redde. De lå skrigende af smerte og ensom i et buskads, forladt af deres kattemor og ignoreret af forbipasserende mennesker.

K har så sandelig sit eget at slås med.
En førtidspension og invaliderende sygdom har sendt hende i ældrebolig, hvor dyrehold er forbudt. Alligevel er hendes dør altid åben, hvis man har problemer. Uanset om man er menneske eller dyr. Hun har altid overskud til at hjælpe.

Disse to killinger er blevet reddet. De har overlevet og trives nu som kæle-katte. De kan gives til nye blivende hjem i stedet for at gå en grum fremtid som uønskede vildkatte i møde.
Der skydes skarpt på prisen.Mange killinger foræres væk ganske gratis. Andre sælges dyrt. Det er sælgers sag.


K tager et lille symbolsk beløb for sine hjertebørn. Fordi hun ikke må beholde dem selv og hellere ser deres nye ejere bruge pengene på at give killingerne det bedst mulige fra start, end selv at få dækket sine udgifter. Havde hun taget 100 kr killinger, skulle nogen nok få ondt i måsen. Så havde historien fået det tvist, at hun tog gratis vildkatte til sig for at tjene lidt ekstra til pensionen. Det er sørme svært at stille alle tilfredse, men heldigvis tænker K kun på killingernes ve og vel.
Give dem til et kattehjem, stod der. Ja, så kan de leve i bur og kun se mennesker x antal timer i døgnet. Naturligvis en udmærket nødløsning, hvis ingen anden løsning kan findes. Men nej. K fandt en bedre løsning. K gjorde en ekstra indsats. Hun åbnede sine døre og sit liv for de små. Hun brugte tid på også at socialisere katte-mor, så de ikke skulle undvære hendes nærende mælk. Hun har haft killingerne hos sig 24/7. De sover hos hende. Leger hos hende. Kæler hos hende.Med blødende hjerte skal hun nu sende plejebørnene ud i verden. Hun må ikke beholde dem, sådan er vedtægterne. Hun gør alt for at finde gode hjem til dem. Tro mig, potentielle ejere vil blive screenet grundigt. Jeg tør lægge hovedet på blokken, at hun hellere risikere at sætte sit lejemål på spil ved at beholde dem lidt længere, end give de små til hvem som helst. Og ja, hun har sat et larmende kavt beløb, for liv kan aldrig opgøres i penge. 


Manglende respekt?
Jeg er ganske enig!
OG JEG ER RYSTET.
Manglende respekt mod medmennesker, som faktisk gør en stor forskel for både dyr og mennesker i nærmiljøet.


Æblet falder ikke lang fra stammen

Skattemanden får tit at vide, at Mindstemusen ligner ham. En kendsgerning, som han ynder at minde mig om i tide og utide.
Jeg plejer at bringe muligheden for smart tøj og skimaske på banen. Dét skulle nok afværge eventuel mobning.


Men forleden måtte jeg bide i det sure æble og give ham ret. Jeg kunne pludselig se ligheden. Den var slående.

Svigermor var på besøg.
Mens patriarken kokkererede, tissede arvingen på gulvet. Ikke bare et par dråber ved siden af bleen eller en lille diskret sø. Næ nej, der var dømt syndflod i stuen og havde skattemanden ikke knækket min sav i forbindelse med et mindre projekt (file en gren af en rose), ville jeg straks have bygget min helt egen ark. Spule mus og gulv.

Det blev spisetid.
Vi blev godt forædte.
Musen havde også spist MEGET og havde tilmed brugt lidt sovs som ansigtsmaske....så jeg sendte ham i et tiltrængt bad.
Musen stod op under bruseren, bukkede sig efter svampen....og da tykke mavse blev klemt, ploppede en lille rund pølle ud. Musen rettede sig op, kiggede forundret bagud og sagde "hov".


Jeg hidkaldte straks mit livs lys og sagde: "NU kan jeg se ligheden, som alle taler...han æde så meget, at den tykke mave kommer i klemme og han skider på gulvet".

Manden min grinede slet ikke.
Men dét gjorde svigermor og jeg!! 


Læger uden humor

Snoteventyret vil ingen ende tage.
Bi-pande-kæbehulebetændelse er dommen.
Selv 2 gange penicillinkur viste sig nyttesløst. 


Egen læge har nu opgivet og sendt mig videre til øre-næse-hals specialist med mulighed for også at møde en lungemediciner i nær fremtid.
I første omgang har jeg dog besøgt byens førende (og eneste) øre-næse-hals-læge, som tilsyneladende har hang til tortur og forresten er ganske uden humor. 


Lad os tage det i omvendt rækkefølge.
Humoren...eller mangel på samme.
Det stod mig hurtigt klart, at der hér var tale om et stenansigt uden hang til smil og ganske blottet for selvironi eller almindelig sund sort humor.
Han grinede slet ikke sidst. "Øøøh navnet er LUNding. Tryk på første stavelse og med G i enden" sagde han.
Og så var jeg lidt frisk og svarede "ja fint skal det være mrs. Bucket-Buckei....gør G'et ikke frygteligt ondt?"
Underlige tiks men ingen smil. Ikke engang en antydning.
Istedet har jeg fået en henvisning til CT-scan og skal således ikke tilses de næste 2 mdr.
Blev hurtigt ført ud af klinikken.
Hm.
Wonder why.


Små citater fra fulde børn...eller nowt

Trolden: "Jeg synes ikke, vi skal kalde ham for Mindstemusen mere...han er jo nærmest en stor altædende rotte nu!"


Mindstemusen peger på et billede af Mona Lisa og råber glad "faaaaaaar".
Det må være fritsen, der forvirrer......


Prinsessen har fået lektier for i ferien (jeg har helt selv udformet dem).
Hun ringer til mig.
Jeg har lavet en fejl. Skal hun lige rette den for mig?
Jeg beder hende læse højt.
"Pludselig hørte han en dyb stumme." Skal der nok ikke stå STEMME?
Hmmmm neeeeej, faktisk ikke. Der skal stå det, som jeg har skrevet. Prøv at stav ordet.
"S-U-M-M-E-N.....nåååå ahæhæhæhæ....så smutter jeg bare igen så...."
DUT DUT DUT DUT.


Trolden sukker henført.
"Har vi ikke bare jordens sødeste lillebror? Han har bare sådan nogen yndige små baller."
Javel? Godt så.


Trolden:"Gæt lige det her dyr. Den er sort og hvid. Den lever i træer. Den spiser eukalyptus. DET ER EN VASKEBJØRN!!"

Vrøvl i din hals, knægt, det er en DNA-cocktail med lige dele panda og koala.


Spørger Trolden, hvad han ønsker sig i år.

"Skylanders....Lego Chima....spil til PS3......bøger om zombier, drager, orker, dinoer.......og organer"
What the Fuuuh?
Organer?
Det er i orden, Dexter, mor nakker lige en fodgænger på vejen hjem fra Føtex.


Prinsessen får samme spørgsmål.
"Det ved jeg ikke selv. Men jeg ønsker mig i hvert fald ikke noget latterligt!"
Naturligvis ikke. Jeg gætter på, at du ikke vil have et par overskuds-organer fra Troldens samlesæt.


Hva fa´en synger Trolden?

Trolden holder unægteligt meget af sang og musik og selvopfundne dansetrin.
Han elsker også at lade sin lyse stemme gjalde med på radioens blanding af hits og ørepinsler. Højt og vedholdende.
Point for ihærdigheden. (Og SÅ må stemmen godt snart gå i overgang.)
Han høje, lyse stemme overdøver med lethed selve musikken og gør det meget let at høre enhver lille fortalelse.....forsyngelse?....misforståelse.

Således hørte jeg ham i dag skråle med på Ramasjangs sidste nye ørehænger. 


"....fabeldyr
i Susan og én mands eventyr"


Øøøh?
Det lyder ingenlunde som titlen på børnevenligt fjernsyn i bedste sendetid og mutter haster da også til for at inspicere sceneriet nærmere.


På skærmen danser en sød dame rundt i haremskostume, vrikker godt og grundigt med hofterne, og ruller mavsen i bedste mavedanserstil.
Umiddelbart lidt svært at klassificere nærmere. Der kan for så vidt være tale om en nok så uskyldig børneudsendelse a la Aladdin eller Sinbad.....eller en mere voksen pendant til harems-temaet.


Jeg må bede trolden skrue ned for skrige...øøøøh....sjungeriet et kort sekund. Jeg kan så konstatere, at der synges om Tusind-og-én-nats eventyr. En markant forskel. Om end jeg faktisk HAR set en fortolkning, som på ingen måde kunne anbefales til børn.
Nu er trolden jo ikke sådan at overbevise.
Han mener faktisk hårdnakket, at JEG har de gamleste ører og nok har hørt forkert. For han kan tydeligt høre teksten.
Suk.
Han er lige så stålsat sikker, som da han skrålede med på Police nummeret "An alien in your heart" den gamle klassiske børnesang om "Endebærbusken".


Houdini Mindstemus

Mindstemusen fik lov til at sove i vores seng. Igen.
Skattemanden skulle på nattevagt og jeg var vist faldet i søvn på sofaen til en ellers udmærket krimi.


Jeg blev vækket kl halv tre.
Musen græd (første gang han havde sagt til, siden vi lagde ham kl 20).
Jeg gik derind......jeg kunne høre ham....midt i vores seng lå der en brugt ble og en tissetår....men ingen mus. 
Løftede dynen....den var også våd....men ingen mus at se....dog kunne jeg høre ham.
Jeg indevendt det meste af soveværelset, mere og mere febrilsk...jeg fandt musens natflaske, en forlagt puttebamse, en halv kiks og et stjålet grydelåg....men stadig ingen mus, trods tiltagende utilfredse lyde fra Mindsten.

Enten var jeg blevet kuk-kuk, fået roterende fis i kasketten....eller også havde Musen lært at lave stor trylle-trylle ligesom Houdini. 


Endelig fandt jeg den lille ulykkelige.
Han lå UNDER sengen. Nøgen. Og temmelig knotten over den langtrukne redningsaktion.

Nu sover han sødt i sin egen lille (tørre) seng, mens jeg forsøger at rengøre og tørre vores. Suk. Børn er en gave, børn er en gave....minder jeg mig selv om. 


Trolden synger Elvis


"You´re an angel in the skieeeees 
uhu uhuuuuuuu
angel in the skies
wohooohooooow"

(Angel in Disguise, remake by Trolden)


Charmetrolden


"Hey, tante Nitaaaa"
(Dasker tanten på hoften)
"Det er som om, dine mavemuskler er gledet lidt ned!"

#møjunge :)


MoMM - Mor og Meget Mere https://mormedmere77.webnode.dk/ 
Drevet af Webnode
Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang