2017


 


Smølfe-snot 


Babysmølfen aKa Smølfi er blevet syg. Ikke bare sådan en lille smule snottet, men sådan rigtig mandeinfluenza på niveau med ebola.
Han har feber, han hoster og snotter og er ganske urimelig.

Her i dag blev vi enige med lægen om, at han skal have lidt flydende børnepanodil at sove på.
Smølfi er bare ikke helt enig og har på det kraftigste nedlagt veto.

Jeg gør en engangspipette klar med den rette dosis, installerer Snotsmølfen på Skattemusens arm....og vil så liiiige blande en natflaske, som han kan skylle efter med.
Mens jeg står ved vasken og tempererer flasken, hører jeg et babyvræl og et mandeskrig.
Vender mig om og det mest komiske syn møder mig:
Pipetten er tom....det er Smølfis mund også.
Til gengæld er Skattemusen marineret fra top til tå i flydende børnepanodil. Han er mælkehvid. Han lugter lidt sødligt-vammelt. Han er klistret. VIRKELIG klistret.
Jeg tror faktisk, han kan bruges som et stykke kæmpestort fluepapir. Desværre vil han ikke stå stille længe nok til, at jeg kan få en løkke om halsen på ham og hejse ham op under loftbjælkerne - måske godt det samme, for måske kan loftbjælkerne ikke bære alligevel.
Hahahah.
Humor har han ikke meget af. Han synes slet ikke, jeg er morsom. Så nu er han svuppet i bad, mens jeg ganske problemfrit giver Smølfi en ny dosis og putter ham i seng.


Oktober 2017


Happy B-day to me


Nu er det snart min fødselsdag. Onde tunger påstår, at jeg bliver rund i år. Andre mener, at det har jeg været i årevis. Trolden har sin helt egen subtile måde at ytre sine tanker.

"Hey mor....er der ikke noget med, at du bliver gammel af helvede til i år? Kan det så egentligt betale sig, at jeg kommer med en gave til dig....jeg mener, når du overhovedet at få glæde af den, inden du dør?"


Tak for kaffe. Møgunge. Du er nu skrevet ud af testamentet. Igen. LOL.

MoMM - Mor og Meget Mere https://mormedmere77.webnode.dk/ 
Drevet af Webnode
Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang