Marts 2013

Der lægges skumle planer.......

"Skat, vil du lære at køre kampvogn?", spørger skattemusen.
Der ER bare ikke rigtigt noget godt svar, vel?
Man kan vælge at please og gå med i legen i håb om at score et par billige point...og forhåbentligt score noget endnu bedre senere på natten. I så fald vil man snart se sig selv tvangsindlagt til timers dræbende langsommeligt first person (tank) shooter online, flere nørdede informationer og indmeldelse i SEALS (som vel sagtens står for "Særdeles Engagerede Armerede Lømlers Selskab"). Eller man kan, som i mit tilfælde, vælge at være hudløs ærlig. Svaret må så være "når helvede fryser til is", mens man i sit stille sin håbe på, at den globale opvarmning snart tager affære og ender den nye istid. Hvis nuværende vejrlig fortsætter, vil man nemlig meget snart befinde sig i samme situation som allerede beskrevet. Doomed til endeløs krig mod metalskrumler. I så fald skal mit kaldenavn være Rust. Rust overmander altid metal før eller senere.
Det ærlige svar har dog én lille ulempe. Ingen billige point, ingen optjent goodwill.
Darn it.

Så må man jo lægge en slagplan for at skabe balance i regnskabet.
Alle de fantastiske idéer, som straks lyser op på tavlen, er dog mildest talt umulige, med mindre det på mirakuløs vis lykkes at skabe kontakt til skattemusen. Da en strømafbrydelse nok ikke er realistisk, er kontakten uopnåelig. Nok er jeg bredrøvet, men når det kommet til opmærksomhed, kan jeg umuligt konkurrere med en kampvogn. Den er trods alt både bredere og tungere end jeg.

I skrivende stund har jeg midlertidig trukket mig ud af ligningen. Ikke kapituleret, mind you, men taget en lille velfortjent tænkepause.

Mens jeg tænker tanker, så det knager på kvisten, hører jeg skattemusen prale af sit nye skin. Sikke fin hans kampvogn er. Jojo, men monstro det skyldes det nye skin eller det faktum, at jeg for blot 12 timer siden støvede hans skærm af, så han ikke længere ser sin kampvogn igennem et gråt filter.
Noget siger mig dog, at jeg ikke kan indtjene den ønskede mængden point ved denne lille manøvre, så jeg vælger ikke at kommentere.
Dog sætter det gang i en glimragende idé. Man kunne jo måske....jooooh det burde kunne lade sig gøre....at tiltuske sig adgang til maskinen i en rum tid. Før eller senere skal hans tanks vel til reparation og han skal vel også sove lidt. At iværksætte den helt store indvendige og udvendige rengøring af PC og tilbehør KUNNE måske generere lidt goodwill og råde bod på min manglende spilinteresse og entusiasme.

Note to self: jeg skal bruge en spand kaffe, trykluft, sprit og en uhørt stor stak vatpinde.

Spring cleaning....i snevejr!

Så blev det endnu en gang tid til at stille urene en time frem....til SOMMERTID.
Man kan så undre sig over, hvor pokker sommeren bliver af. Eller i det mindste foråret.
Jeg har fulgt debatten om den farlige globale opvarmning, som truer planeten og hele vores livsgrundlag. Skrækkeligt. Vi må sætte alle sejl ind, for at rette op på situationen!
Jeg kunne dog godt tænke mig noget mere lokal opvarmning. Lidt forårssol over det ganske danske land.Vi har som familie valgt at bruge den sidste del af påskeferien på en seriøs hovedrengøring. Okay, ikke ALLE familiens medlemmer var lige venligt stemt for forslaget, men så er det jo godt, at man som forældre kan trække trumfkortet og KRÆVE aktiv deltagelse. Naturligvis mod klare løfter om bestikkelse senere på dagen.
I skrivende stund suser vi derfor rundt imellem hinanden. Støvekostene fægter vildt i luften, støvsugeren jagter nullermænd i selv de snævreste afkroge af det lille hjem og ajax-bøtten er snart tømt. Udenfor drysser sneen nok så frejdigt ned og truer med at begrave de spirrende påske-blomster. HVAD SKER DER LIGE FOR DÈT?Senere må jeg spænde skiene på og suse ned af bakken til Fakta. Det bliver alltimes. Eller not.

Tigers and Panthers and Leopards

....oh my! Definitely NOT in Kansas anymore.

Tweenie-tøse-aften på førstesalen...

....nervesammenbrud i stuen!!Klokken er nu kvart i snot om natten.

Længe ventet præsentation

I det kreative hjørne

Påske, kom an

Jeg er godt nok stadig lidt mat i sokkeholderne efter den seneste uges influenza-anfald og mindstemusen er ikke just i sit mest samarbejdsvillige hjørne (faktisk er han direkte urimeligt sur), men det skal nok gå.

---------------------------------

Jeg må nu, en times tid inde i projekt klargøring til "den første men herefter årligt tilbagevendende fætter-kusine påskefest for familiens yngste", konstatere at min tidsplan ramler.
Mindstemusen er igen en BPA og skræler krævende op, så snart han afmonteres fra venstre arm.
Charmetrolden er knap så charmerende men rigtig meget troldsk og mit livs lys har endnu ikke set dagslys.
Første portion pasta startede med at koge over. Imens jeg med BPA monteret i venstre side af min anatomi og karklud i højre hånd forsøgte at fjerne syndfloden fra det glaskeramiske komfur, fik pastaen så lov til at koge lige vel længe nok. Men hva, så er den da til at tygge.
Æggene drillede også. Jeg snublede over familiens omvandrende affaldskværn (=hunden), hvorfor et par af de drilske æg endte på gulvet. Så måtte man jo lige lege rengøringskone midt i det hele.
Imellemtiden så trolden sit snit til at gøre et pænt indhug i cherrytomaterne og mindstemusen gylpede på mit fine tøj. Suk!Så for pokkersen....nu løber tiden fra mig. Afsted til frisøren.

---------------------------------

Jeg SAGDE jo, at jeg nok skulle nå det hele uden stress.
Nu jeg faktisk klar til at køre, kun et par minutter forsinket. Og det trods et par uforudsete gøremål midt i det hele.
Alt er klappet og klar.
Mindstemusen er snittet og vendt i dressing, æggene har været en tur ved frisøren og er nyklippede, salaten er skiftet og har fået saltvandsdråber, ældste søn er kogt og klar til dekoration, stegens make up er næsten perfekt og jeg selv er marineret og klar til grillen!
Sig ikke at blæksprutten hér får stress over så lidt. Næææ, som den evigt tjekkede og fantastisk overskudsagtige mor har jeg FULDSTÆNDIG styr på situationen og nu kan "den første men herefter årligt tilbagevendende fætter-kusine påskefest for familiens yngste" bare komme an.

Så store de bliver....

Snot, snot og mere snot....del 1

Snot, snot og mere snot.......del 2

Faktisk ser jeg op til flere uheldige scenarier.

Gulerod, bikini og dyrevelfærd

Det bedste af det hele er næsten, at man (udover at se tæske lækker ud, når man slentrer hen ad en solbeskinnet strand) er med til at støtte et godt formål. Overskuddet går nemlig til:

Dagens syrlige opstød

Og dog.

Først tager det en mindre krig at finde det online ansøgningsskema. Kæresten og jeg måtte i gang med en større skattejagt på deres hjemmeside. Det var sådan set let nok at finde rubrikken til forhåndsberegningen. Ansøgningsskemaet var som sunket i jorden.

Efter at have prøvet igen 3 gange, besluttede jeg mig for at ringe til Udbetaling Danmarks Bolitstøtte afdeling. Der var ingen hjemme! Eller i hvert fald ingen, som gad tage telefonen.

Godt så.

Herre-cute sut fra manillo.dk

Lidt om baby alarmer

 - og væltede standpunkter

Jeg har derfor svoret, at sådan en dims aldrig nogen sinde kommer til at hænge på siden af MIN barnevogn. Det ER nok mest blevet en principsag, indrømmet, men man KAN godt klare sig igennem uden og jeg vil vove den påstand, at mit spæde afkom såmænd ikke vil holde det mod mig senere i livet. "Tænk at du ikke ville gi mig en babyalarm, mor" er nok ikke én af de anklager, jeg om 15 år må lægge øre til fra en tøsefornærmet teen age knægt.

Men men, skylder kanske søstrene en LILLE undskyldning. Fandt i dag mig selv på café med en veninde. Mindstemusen stod uden for og sov. Jeg havde anbragt mig sådan, at jeg gennem ruden kunne holde lidt øje med vogn og mindstemus. Alt for store udsving i vognen måtte velsagtens betyde, at han var vågen. Derudover vandrede jeg med faste intervaller ud for liiiiige at lytte efter, så han ikke skulle skrige lungerne ovenud i et forsøg på at tilkalde sig mutters opmærksomhed. I og for sig ikke noget problem. Ganske som i fordums tide overlevede mindstemusen og jeg formåede at hale ham op, da han vågnede. Helt uden brug af elektroniske advarsler. Dog må jeg tilstå, at vandreturen tværs gennem en overfuldt café var en ANELSE belastende i længden. Jeg måtte undskyldende til højre og venstre mase mig tværs gennem betalingskøen, sno mig udenom toilet-lige-så´en, tage 7-mile skridt hen over opstablede tasker og nærmest vælte hen over det sidste bord i rækken af forhindringer. Forpustet og stakåndet måtte jeg tage turen gentagne gange midt i en ellers vældig interessant samtale. Det betød så tilgengæld, at jeg uden dårlig samvittighed kunne hælde en ekstra varm cacao med softice i halsen vel vidende, at jeg nok skulle løbe de ekstra kalorier af mig under næste Tour de Café. Jeg kan dog efter endte strabadser godt følge mine søstre i, at der kan være situationer, hvor en baby alarm kan være et ok alternativ til de gamle dyder. Mine fine stålsatte principper er reduceret fra aldrig at ville eje én til aldrig at ville KØBE én. Får jeg én kastet i nakken skal jeg ikke nægte at benytte mig af den, i hvert fald i visse situationer. Så må tiden vise, om den stresser mig mere, end den gavner. Ligefrem at investere dyre domme i tingesten nægter jeg dog fortsat. LIDT selvrespekt må man dog holde fast ved.

Sprutter til præmature babyer

Klapvognsjagt

Jeg har egentlig ikke så store krav til modellen., dog skal den være lille og praktisk, rummelig, sammenklappelig, moderne, æstetisk, øko-friendly, kaffe-bryggende, selvkørende og naturligvis behagelig for bebsen at sidde i.

Jeg har i dag brugt et par timer på at lede efter den optimale klapvogn til mindstemusen.

Noget af det første, som jeg faldt over var en skudsikker klapvogn fra https://bulletproofbaby.net.
Desværre viste det sig at siden (og dermed varerne) var pure satirisk opspind.
Pt ser jeg ganske vist ikke mig selv som potentiel køber af en sådan model, men det KUNNE jo være, at jeg efter endt review har gjort mig så upopulær hos én eller flere klapvogns-producenter, at både jeg og mit afkom vil være i fare for skudattentater.

Om ikke andet er ophavssiden ladet med en så tør humor, at resten af min dag er reddet.
Kilde: https://www.wired.com/gadgetlab/2007/09/bulletproof-bab/

Det lykkedes mig også efter en del reseach at finde den helt perfekte klapvogn til SW-nørder.
Designeren er en ganske almindelig familiefar, som tilsyneladende både har en kreativ hjerne og alt for meget fritid. Resultatet taler for sig selv og endnu bedre....vismanden har lavet en DIY-guide, så ALLE småbørn med en fingernem farmand kan få sin helt egen Star Wars Baby Stroller. Af samme årsag må jeg lede videre. Min bedre halvdel er et rent computergeni men bestemt ikke kompetent til SÅ omfattende bygselv-projekter (med andre ord: manden har 10 tommelfingre og bløder bare han SER et stykke værktøj).

Interesserede kan dog finde guiden hér: https://starwarsblog.starwars.com/index.php/2007/06/29/diy-at-at-baby-stroller/Hér er så et eksempel på en mere sporty model, en Roller Buggy af den australske designer Valentin Vodev.

Ja, når ret skal være ret, så véd jeg ikke helt, om man kan kalde den en klapvogn. En klapvogn for mig en vogn indeholdende mit barn, som jeg i et adstadigt tempo (det vil sige langsomt slentrende) skubber foran min person. Jeg kan ikke helt sidestille min opfattelse med denne model a la masochistisk kardiotræning, men der skal såmænd nok være et marked for den. Jeg kender da flere mødre som i håb om hurtigt at skille sig af med graviditetens spor kaster sig ud i det ene hæsblæsende selvpineri efter det andet. Af samme årsag høster landets aftenskoler et pænt overskud på deres mor/barn yogahold og salget af baby-joggere er eksploderet gevaldigt de senere år.

Interesserede kan se og læse mere ved at besøge https://www.likecool.com/Roller_Buggy--Baby--Gear.html

De mere "grønne" mødre (og hér tænker jeg ingenlunde grønne som i uerfarne men som i øko-interesserede) skal følge ekstra godt med nu.
Hér er nemlig en Eco Solar Stroller, som første gang så dagens lys ved Tokyo Design Week. Idéen med solcellerne på taget ville jo fungere ganske glimrende, hvis de gjorde maskineriet i stand til at trille derudaf ved egen hjælp og derved aflaste den skubbende forældre. Dét ser dog ikke ud til at være tilfældet og min massive reseach har pt ikke rigtigt kastet lys over, hvad formålet med solcellerne mon så måtte være.
Alligevel glæder jeg mig lidt til at følge med i udviklingen af denne model, da jeg faktisk godt kan se noget potentiale i idéen. Den er rent lir og ikke på nogen måde et must-have, hvilket nok er meget godt, da jeg antager at købsprisen overstiger min samlede årlige indtjening.

Kilde: https://www.ecofriend.com/eco-gadgets-solar-powered-stroller-makes-babies-green-in-an-unknown-way.html

Jeg stødte forresten på endnu en klapvogn til fysisk aktive mødre. Denne gang henvender produktet sig kanske mest til mødre bosat i snefyldte områder eller i hvert fald dem, der holder af en god skiferie.
Jeg kan personligt kun se katastrofe forbundet med denne opfindelse. Jeg er i forvejen udstyret med en sådan motorik, at jeg ikke frivilligt kaster mig ud i ski-ning eller hvad sådan noget nu hedder. Jeg har tidligere forsøgt mig med rulleski og for at gøre en lang historie meget kort, så endte turen i et havnebassin. Jeg har ikke siden fundet det besværet værd at fastsnørre mine fusser til et par bjælker, for bagefter at benytte et par silketynde pinde til at holde balancen. Faktisk føler jeg mig ganske forvisset om, at jeg inden overhovedet at have fastspændt noget som helst, ville suse hovedkuls gennem sneen med brækket fod, ski og stav til følge.
Af samme årsag føler jeg ikke, at jeg er den rette til at promovere disse "safe start stroller skis".

Jeg vil derfor blot gøre opmærksom på, at de findes, kan købes på amazon og en mere positiv salgstale kan findes på https://www.coolest-gadgets.com/20070708/safe-start-stroller-skis-for-all-weatherterrain-strolling/

Endelig faldt jeg over denne 1950´er vintage look-a-lik, en "Brevetatto by Giordani" fra Italien.
Et helt kunstværk at se på, omend jeg tvivler på, at den kan noget specielt. Den udmærker sig ikke umiddelbart med andet end udseendet, omend man ud fra prisen at dømme må forvente den i stand til selv at hente og bringe barnet i institution.
2200 $ må man betale for vidunderet.

Så er det nok lige at man overvejer at finde en lidt mere ordinær udgave fra Bilka eller noget. Det gør JEG i hvert fald og jeg må tilstå, at det i skrivende stund ikke er lykkedes mig at opspore en sælger.

Kun én lille brugbar dims er jeg faldet over.
TADAAAAA!

En i-phone holder til fastmontering på klapvognens styr.
Hvodden skal man dog klare sig uden en sådan?
Gud nåde og trøste hvis man rent faktisk skulle få øjenkontakt med sit barn under gåturen. Næ nej, lad os straks hamre en iphone op som barriere imellem os. Fantastisk. Så undgår man direkte kontakt med sit barn og man får fra starten vænnet den lille til komme i anden række i forhold til apple-produkter. Genialt.
Jaja, jeg sætter situationen lidt på spidsen og må indrømme, at jeg er lidt ambivalent - iphone holderen kan da godt være praktisk i visse situationer, men jeg er (eller vil gerne være) modstander af at nutidens børn fra så tidlig alder lærer, at moderne teknologi er så uundværligt, at det ikke kan befinde sig i en lomme under gåturen....og at ikke en gang ens barn kan fjerne fokussen fra teknikken.

Da jeg ikke helt kan finde ud af hvor jeg står i forhold til denne gadget og der iøvrigt findes et hav af forhandlere blot laver en google søgning, så har jeg valgt ikke at linke til videre info.

Efter end research må jeg nok erkende, at jeg endnu er uafklaret omkring eget klapvognskøb.
Jeg har set en masse eksempler på, hvad jeg IKKE vil have inden for mine døre.
Jeg har set de mest bizarre, nytekniske gadgets på markedet for ikke at tale om de dyreste.
Jeg har set de ganske ordinære paraplyklapvogn, som ikke praler af at kunne noget særligt, men tilgengæld ikke koster spidsen af en jetjager.
Jeg har bare ikke fundet lige DÈN. Den der ikke alene taler til min praktiske sans, er rummelig, let sammenklappelig, moderne uden at være hypet, æstetisk uden at bære en designerlabel, bekvem for baby og inden for mit budget.
Sagt med andre ord, så kommer jeg ikke uden om et smut forbi babysam, så nu vil jeg nærstudere deres hjemmeside i den fortsatte jagt på juniors nye køretur. Fortsættelse følger......

WHAT THE FUUUUU.....

En TIS-flaske!!

Så langt så godt. Når man nu har stavet sig igennem brugsforvirringen begynder man at lede efter et HVORFOR???

eksempel 1)
flasken er tidsbesvarende i forhold til toiletbesøg (og så er der et nydeligt billede af et mindre barn, som står i bilens bagagerum og tisser i en flaske....no offence, men min knægt har svært nok ved at rette strålen ned i toilettet og tisser gang på gang ved siden af...jeg tvivler på, at han har lettere ved at sigte ned i en flaskehals....ergo kan jeg slet ikke se det smarte, med mindre man da ligefrem tilstræber tispletter og urinstank i bilen.)

Eksempel 2)
flasken er mere hygiejnisk end offentlige toiletter (se dét kan der utvivlsomt være noget om....cafeteriekøkkenet er forhåbentligt også mere hygiejnisk end det offentlige toilet, men dér beder jeg skisme heller ikke mit afkom om at urine uagtet serviceniveauet.)

eksempel 3)
flasken passer i en pusletaske eller en mindre dametaske (jo tak, men hvordan forklarer man lige mødregruppen, at man render rundt med en flaske af ungens tis i tasken?...det virker pænt sygt i mine ører.)Ja, salgsargumenter er der flere af, men ingen af dem virker umiddelbart på mig.

Jeg håber ikke, jeg fornærmer nogen ved at udtrykke min totale mangel på forståelse for denne opfindelse, men jeg kan for min død ikke se tis-flaskens berettigelse for mig. Til gengæld kan jeg for mit indre blik se utallige måder, hvorpå flaskeholderen og alt andet i en radius af 20-30 centimeter kan blive marineret i barnetis. Ikke just min form for morskab, så jeg tror ærlig talt, jeg holder mig til det mere sikre, dog mulig også mere uhygiejniske, set-up....nemlig brugen af offentligt toilet. Faktisk bestræber jeg mig NETOP på at lære mine børn at klare deres toiletbesøg ikke i buksrne, ikke i buskene, ikke i biler eller varehuset, for slet ikke at tale om i flasker...MEN PÅ TOILETTER!

April 2013

Kemisk krigsførelse

Denne gang hentyder jeg mod forventning ikke til min dejlige kampvognsgeneral eller bestyrer eller hva sådan én nu hedder, ej heller til hans mere eller mindre interessante online games.
Næææh, overskriften skyldes såmænd mindstemusens seneste forsøg på at tage livet af sin mor.
Et bleskift i den væmmelige ende (af skalaen, forstås)
At nogen så lille og nuttet kan være indeholde SÅ meget klamt, er en gåde.
Litervis af vandtynd, karrygul, ildelugten slat vælter ud af babys mås og sprøjtelakerer alt inden for en radius af 10 centimeter. Det vil sige ble, beklædning og moaren.
Herligt!
Fantastisk!
Så kan vi udelukke forstoppelse som grund til skrigeturene. 

Træls tirsdag

Hvor ville jeg gerne skrive et super morsomt indlæg fyldt med energi og overskud.

Sandt at sige, har dagen i dag bare ikke VÆRET super morsom og fyldt med energi og overskud.
Tværtom har de tunge sorte skyer ligesom kredset om mit lille spinkle jeg (Nej, skat, jeg er IKKE bredrøvet...blot lidt sund rund....og forresten er rund lig med geometrisk perfektion, så du skal ikke brokke dig!) hele dagen.
Jeg vågnede i god tid til at sende knægten i SFO. Efter at have besteget trappen til første salen i bedste 7-tals-stil, hørt knægten skiftevis snorke og gø som en døende sælhund, væltet mig neden under igen og genindtaget min dyne, kom åbenbaringen til mig: fridag til knægten.....søvn til mig.
Jeg lukkede mine små glugger og VRÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆL. NOGEN var vågen og krævede min fulde opmærksomhed. (Denne NOGEN var naturligvis mindstemusen, ikke skattemusen.)
Fodre....blunde....VRÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆL.
Gårsdagens besøg hævnede sig nu, hvor der atter var faldet ro på det lille hjem.
Det er simpelthen utroligt, så højt og vedvarende, en lille bitte mindstemus kan skrige. Endnu mere utroligt, at han så let overstimuleres. Det arme pus kan simpelthen ikke finde ud af at lukke af i tide. I stedet kører alle hans sanser i højeste gear. Når så der er ro på og alt vender tilbage til "normale" tilstande, så kan han ikke finde ud af at koble fra igen. Hans sanser er stadig høj-spændte. Og SÅ kommer reaktionen med forsinket kraft og 420 i timen.
80 minutters vandring op og ned af stuegulvet med en tung mindstemus dinglende på venstre underarm opbygger ikke blot en vis muskelmasse, men sandelig også nakke/skulder-myoser på størrelse med stegepander.
Intet syntes at virke. Både bryst og flaske blev afvist. Bleen var nyskiftet. Han virkede hverken for varm eller kølig. Musik var noget, Fanden havde skabt i vrede og nu fik det mindstemusen til at skabe sig. Han ville under ingen omstændigheder ligge selv og han ville da så absolut heller ikke nusses eller krammes.
Hans lille krop var spændt som en flitsbue og stiv som et bræt. Armene fægtede stift i luften. De små hænder nev og rev og kradsede og flåede. Stemmen var høj og skinger, faktisk direkte skrigende. Jeg har kun én gang før hørt noget tilsvarende og det var, da jeg i tidernes morgen overværede kastration af smågrise, vel at mærke uden bedøvelse. Bestemt ikke en lyd, man ønsker at høre fra en lille pattegris og SLET ikke fra sit eget spæde afkom. (INGEN sjove kommentarer og sammenligninger, ellers tak.)
Hvor om alt er, så glæder jeg mig usigeligt meget til mandagens sundhedsplejerskebesøg. Jeg har nemlig for længst lagt al afmagt og selvmedlidenhed bag mig. Nu er min stædighed og kampgejst tilgengæld vakt. Sundhedsplejersken kommer til at tage mig seriøst denne gang eller blive skiftet ud.
Der er intet "heeeeelt normalt" ved denne type gråd, ej eller hans kropssprog. Der er til gengæld et tydeligt mønster i hans "anfald". Det hér er ikke "normalt", det er ikke "bare" for at få min opmærksomhed og det skal IKKE bagatelliseres.
Mindstemusen siger ikke sådan uden grund og jeg helmer ikke, før grunden er fundet og problemet afhjulpet. Eller som MINIMUM forbedret.
Nå, endelig lykkedes det at lulle mindstemusen til ro og opbygge endnu en fin myose. Wunderschön eller nowt.
Tilbage i sengen. En LILLE formiddagslur mens mindstemusen sov.
"MOOOOOAAAAAAAAAAAAAAAR"
Jeg var nær væltet ud på gulvet af skræk.
"Jeg æææææælsgar daj!"
Modtog et meget vådt kys i panden. Knægten så irriterende morgenfrisk ud. Munden kørte allerede på højtryk, dog var jeg for træt til at finde hoved og hale i alle de (garanteret) meget nyttige informationer.
På bestilling smurte jeg verdens klammeste morgenmad (man skal vist være dreng på 5 år for at finde nydelse i leverpostej til morgenmaden) og blokerede således motormunden for en stund.
Jeg snuble-løb tilbage til sengen. Aaaahsa. Ro og fred, varm dyne. SUK for en fryd.
Noget vådt og koldt gled op af mit ben. Et kort sekund overvejede jeg at stikke skatten ved min side en flyveskalde, men et hurtigt blik på klokken overbeviste mig hurtigt om hans uskyld. (9:13 er laaaangt fra morgen i hans univers.)
Hva kunne det så være? En snegl? En vandmand? Nææææ nej, en schæfersnude. At mase 35 kg hundedødvægt ned i fodenden og selv lege rullepølse med dynen.
"SKÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆG med BOOOOOOOOOOOOOOGstaVEEEEEEEER...."
Hvem hva HVOR er der krig?
Med hjertet oppe i halsen røg jeg sidelæns ud af sengen af forskrækkelse blot for at erfare, at knægten så fjernsyn. Milde mammut for et lydniveau. Jeg fik dog med vilde fagter afværget yderligere volumen-styrke, ja, faktisk skruede han en anelse ned.
ENDELIG lidt tiltrængt søvn.
Snork snork pyyyyyh!
BANG slam KRATCHS bum BOING tramp tramp BUMP.
Døden nær af chok halsede jeg op af trappen til første salen for at redde ungerne fra elefant-invasionen. Ninja-fanterne var dog flygtet i en støvsky, inden jeg nåede helt op. Tilbage sad to meeeget uskyldigt udseende børn, som hvast adspurgt informerede om, at de "ikke havde hørt noget, for de legede giraf-geder!" (eller var det krokofanter? Elediller? Sismofytter? Sabeltiger-varulve? Mammut-zombier? What ever underlige dyr de nu skulle forestille at være, var det i hvert fald nogen maje stilfærdige nogen, bedyre de i kor. For en gang skyld total enighed. Lurede jeg et komplot? Hmmm.)
Anyways, efter at have konstateret at elefanterne havde forladt hjemmet uden at tage ungerne med, besluttede jeg at opgive projekt sov længe. I stedet tvang jeg lidt morgenmad i den så absolut ikke sultne tweenie, som beviste sin manglende hunger ved kun at sætte to store rugbrødsboller til livs.
Skattemusen rørte på sig. Det ene øjenlåg gled 2 millimeter op mod brynet, men heldigvis hang pandehåret ned til midt på kinden og kunne således bortfiltrere det værste sollyd. En hjørnetand kom til syne i den ene skæve mundvig. Næsen mimrede og opfangede den spæde snus af friskbrygget kaffe. BOIIIING. Øjenlåg gled i, munden lukkede sig og kroppen klaskede slapt bagud. Alt i én og samme bevægelse. Tak himlen for mange bløde puder i sengen, ellers kunne følgevirkningerne af et sådan stunt have været svært fatale.
Man kender jo sin store mus. Man véd jo, at dette dagens første spæde livstegn er et signal til igangsættelse af én af parfoldets vigtigste discipliner, det ypperste tegn på kærlighed og hengivenhed. Derfor skyndte jeg mig også at gøre klar.
På nul komma nul tre havde jeg hentet en kop varm kaffe spædet op med lige dele sukker og mælk.
Et kort øjeblik senere (cirka 17 minutter, men hvem tager dog tid) slog hr. studmuffin endelig øjnene helt op, snuste til kaffen og hældte en halv kop direkte i halsen.
Omtrent samtidig vågnede mindstemusen med et skrig værdigt til brandalarm.
NU var alle familiens medlemmer endelig vågne (more or less) og klar til dagens dont (mest less).
Princessen skulle lave lektier, hvorfor det næste afsnit er faldet for censuren.

---------------------------------------------
-----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
--------------------------------------------------
-----------------------------------

Med andre ord: hun var lodret urimelig og minus samarbejdsvillig.
Farmanden skulle på arbejde, så gæt hvem der trak nitten i lotteriet.
Om jeg dog begriber, hvad det show skal til for. Skrig og skrål, gråd og tænders skæren. I 1 time og 20 minutter hørte jeg kun "jæ ka ik find U A deeeeeeeet". Så tørrede hun snotnæsen af i håndfladen, tog et klistret greb om blyanten og løste et gangestykke på under 15 sekunder. Trods lidt løs snakken var hun færdig med 14 stykker i løbet af 15 minutter. Tøzebarnet har et ganske glimrende hoved skruet fast på sine skuldre. Hun KAN godt......men det er ikke altid, hun VIL.
Som en ekstra bonus forstærkede den ældstes gråd den yngstes skrigetur. Hold op, for et spektakel. Da princessen igen var glad og smilende, valgte mindstemusen at synge solo.
Klokken slog 15, før han faldt til patten, så at sige. Også ganske bogstaveligt. Indtægten førte til kontant afregning i form af løbende udgift. Helt ned i sokkerne kom det. Jubel og glæde or not.
Hoved- hale- hæl-rengøring, ny ble forsvarligt påspændt, køredragt fastmonteret og SÅ ud og trille med klapvognen. En times shoppingtur blev det til før han atter krævede et solidt foder og vi derfor vendte næserne hjemad. Det sidste stykke vuggede jeg mindstemusen på venstre underarm, mens klapvogn i bedste godsvognsstil, belæsset med mine superbe indkøb fra udsalget i genbrugsen, blev trukket bagefter.
Vel hjemme ville skrigeturen ingen ende tage. Rimelig svært at fylde føde på skrigende baby, vil jeg lige sige. Heldigvis skreg han kun fra 16:20 til 20:30. Tilgengæld skreg han uafbrudt. Noget af en kraftpræstation. Dog ikke én jeg behøves opleve igen!!!!
Nu nærmer klokken sig midnat. Igen.
Jeg har de sidste par timer tilberedt aftenkaffen, ryddet op i køkkenet, ordnet vasketøj, fikset en natlampe, puttet knægten, kysset gemalos velkommen hjem og stenet lidt mig-tid foran min skærm.
Nu vil jeg nat-fodre vilddyret (mindstemus kan godt være nogen farlige små bæster.....de gnaver sig lige ind midt i éns hjerte, hvor de suger sig fast for evigt) og SÅ vil jeg døse hen i den længe ønskede lur!

En helt almindelig hverdag, hvor jeg ikke rigtigt har lavet noget....

Tænk, at man kan smide sig mageligt klokken 22 og tænke "jeg har haft travlt hele dagen, men hva hulan har jeg egentligt nået?"
Jooooh, først stod jeg jo op i tide til at gale hønsene op.
Mindstemusen blev fordret (okay, sandt at sige sugede han selv løs, mens jeg rævesov 20 minutter længere).
Knægten blev vækket og tvunget til at indstille kampråbene, så skattemusen ikke vågnede død af skræk. (Rimeligt bittert, sådan at vågne op til en ny dag og opdage, at man er død.)
Vi fik i fællesskab smurt madpakke, spist morgenmad og hvisket (nogen mere højlydt end andre) os til enighed omkring beklædning. Jeg opgav kravet om handsker i jakkelommen for en sikkerheds skyld, mod at han ikke tog i SFO iført termojakke og underdrenge.
Mindstemusen blev forsvarligt pakket i klapvognen og så marcherede vi i gåsegang mod SFOen.
Efter at have afleveret knægten, vandrede jeg fredfyldt afsted på en lille idyllisk morgentur med klapvognen. (Ja ja JAAH, virkeligheden er en ganske anden. Mindstemusen var alt andet end samarbejdsvillig, han var faktisk direkte urimelig og skreg som en besat. Jeg nærmere løb end gik, sveden piblede frem på panden og frustrationen bankede lige dér inde bag tindingen. Det eneste, jeg tænkte på, var at komme hjem hurtigst muligt, inden nogen anmeldte mig for børnemishandling. Ét eller andet sted lyder virkeligheden bare ikke helt så barsels-hygge-agtig, hvorfor jeg fastholde min lille hvide løgnehistorie. Basta!)
Som sagt slentrede jeg afsted med klapvognen, mens jeg nynnede i kor med morgenstundens forårsfugle (for at overdøve mindstemusen skrigetur....ahem).
Vel hjemme stod den på de sædvanlige hyggeprojekter (skift af lorteble, baby-OL i mælkesugning, optørring af gylp-tsunami og fjernelse af udnyste bussebørger), inden mindstemusen igen blev puttet til en lille lur.
Imellemtiden var bonus-princessen vågnet og gjorde sin entré. I bedste deja-vú-stil anrettede jeg endnu en morgenbuffet (ristet toast og skinke er vel også en slags mad), denne gang til tonerne af Sigurds Bjørnetime.
Jeg legede hjemmeundervisning og der blev lavet matematik-opgaver i næsten en time.
Mindstemusen vågnede lige, da vi var blevet færdige med perspektiv-tegningerne, så imens familiens yngste og ældste barn havde søskende-hygge i stuen, kogte jeg manna-majs-grød. (Kald mig spelt mor eller kontrolfreak, men jeg foretrækker altså at lave al babys mad fra bunden. Så slipper jeg for den kunstige smag af konserveringsmidler og E-numre. Jeg ved 100% hva baby får at spise. Jeg sparer penge. Totalt win-win.) For at udnytte tiden bedst muligt, satte jeg skam også "morgen"-kaffe over til stud-muffin, som fornuftigt nok havde sat vækkeuret til tidligt. Du ved, 11:30. Man skal jo ikke sove hele formiddagen væk.
Mindstemusen blev fodret. Han virkede vældig tilfreds med mutters kogekunst, så tilfreds, at han næsten ikke kunne koncentrere sig om at spise. Han skulle jo smile og spjætte, sparke og grine af bare iver. Måltidet endte da også med at trække så meget ud, at grøden blev kold og trak skind. Fyffer pyffer, siger jeg bare, men minstemusen lod til at synes bedre og bedre om grøden. Jaja, hver sin smag (eller mangel på samme).
Serverede kaffe på sengen, uden at spilde på mandens bare hud. Tjek.
Underholdt selv samme mand med små anekdoter fra formiddagens dont samt satte ham grundigt ind i eftermiddagens program. Meget vigtigt, for han skulle jo møde på job kl 13. Han skulle nødig føle sig holdt uden for. Han påstår selvsagt, at han overhovedet ikke behøver høre om alle mine små ærinder, meeeeeen man kan nok læse mellem linier i mandens dagbog. Saføli vil han helst ikke gå glip af en eneste lille detalje. SÅ kærlig og omsorgsfuld er han nemlig. Altid interesseret og intenst lyttende. (Det er i hvert fald den teori, jeg vælger at tro på, indtil min barsel er overstået og jeg igen kan deltage aktivt i sociale arrangementer. Med sociale arrangementer mener jeg især, faktisk udelukkende, situationer hvor jeg kan få verbalt afløb uden for hjemmets fire vægge. UDEN at skulle råbe for at overdøve en sur mindstemus, som vil hjem i trygge rammer per omgående.)
Bonus-princessen var i overraskende godt humør og lagde selv op til en god snak. Naturligvis var hun ikke enig i alle vores betragtninger, men anerkendte dog at vi trods alt er de voksne og derfor til hver en tid kan trække trumfkortet og overrule hendes teenage-flip. Vi nåede alle tre at snakke næsten 1 time, før vores yndlingsmand skulle på arbejde....og vi tøzer (og mindstemusen) skulle udenbys for at besøge tandreguleringen. Det er bare ikke sjovt at være 11 år, præ-teen samt den første og eneste i klassen med bøjle. Jeg skal da også lige love for, at hendes gode humør forduftede som dug for solen, så snart vi trådte ind af døren derovre. Formaninger fra tandteknikerne fik om muligt mundvigene til at trække endnu længere mod syd og man må undres over, at hun ikke snublede i dem. Jo, lille Laus aKa Krumme var inde på noget af det rigtige. Det ER svært, at være 11 år, for der er MEGET, som man ikke forstår.
Midt i tumulten omkring nye røntgenbilleder, tidsbestilling og almen surhed, valgte mindstemusen at skrige højt og inderligt på føde og efterfølgende fylde bleen ned til knæhaserne.
Sammenlagt tog konsultationen 87 år, men hvææææm tæller!
Jeg var dog rimelig lettet over at slippe ud derfra med min sunde fornuft i rimelig behold. Jeg havde ligeså mange børn med, som da jeg ankom....og de var begge "mine".
Køreturen hjem foregik med skrig og skrål fra autostolen, en rædsom RnB sang som baggrundsstøj og en begyndede pande-migræne midt i det tredje øje.
Hjem, ammede mindstemusen, supplerede med en hurtig flaske. Pakkede mindstemusen i klapvognen. Lokkede hunden i bur. Smed en portion lasagne efter princessen. Låste hende forsvarligt inde (bare roligt, hendes far siger, at det er helt ok.....han har det faktisk allerbedst, når hun er låst inde og foretrækker dén strategi, indtil hun fylder 40) og suste ud af døren. Bare liiiige en hurtig handletur og så hjem inden princesse-moderen dukkede op til kaffe.
Og hvad skuede så mit øje sådan cirka 100 meter væk?
Princesse-moderen, på vej allerede.
Indså, at min tidsplan var skredet en del og klokken var væsentligt mere, end beregnet.
Ikke stresse, dyb indånding og ny slagplan.
Nå, fælles indkøbstur....SÅ hjem til kaffen.
Vi var dog ikke de eneste, som havde fået den geniale idé. At handle, altså.
For syv spætter, der var mange mennesker i butikken. Man snoede sig rundt og forsøgte at huske alt, mens det summede om ørerne på én. Jeg brugte tiltider klapvognen som rambuk for at komme frem. Jeg har ærlig talt fortrængt det meste af turen. Husker dog, at jeg kom hjem og huskede, at jeg alligevel havde glemt noget. Pokkers.
Kaffen gled heldigvis fint ned og vi fik skam også klaret et lille praktisk projekt. Jojo, produktive var vi skam. Så produktive, at tiden nær var rendt fra mig, så jeg måtte bede skattemusen samle knægten op på vejen hjem fra arbejde. (Naturligvis var jeg da ikke ved at glemme min knægt i SFOen...det havde da hele tiden været min hensigt at ringe til manden min OG fritteren i absolut sidste øjeblik, lyde febrilsk og ændre planen, så knægten lissom ku få lov til at bonde med sin bonusfar og vise fritteren frem på 1 minut.)
Da alle familiemedlemmer således var samlet under ét tag igen, valgte jeg at dessertere. NOGEN måtte jo indkøbe de ting, som jeg havde glemt på dagens første indkøbstur. Og sådan scorede NOGEN sig en lille mini-ferie på 45 minutter. Aaaaah hvor herligt, siger jeg bare.
Da jeg kom hjem, var mine batterier fuldt opladet igen. Heldigvis, for nu stor den på madlavning til storfamilien. Jeg havde kastet mig ud i hjemmelavede fritter, 2 slags kød, en sauce og en rest salat fra i går. Imens røg knægten (som lignede en skovbund) i bad, mindstemusen overvejede et hys-anfald men blev dog pacificeret af en babs.
Tiden fløj afsted og pludselig havde vi spist, de andre havde ryddet pænt op og ungerne fortrak sig til førstesalen. Den ene for at stene til en tegnefilm inden sengetid, den anden for at udnytte det sidste varme vand.
Den sidste time er gået med at fodre mindstemusen og lulle ham i søvn oven på en begivenhedsrig dag, kysse knægten godnat og flette princessens lange manke. Dagens vasketøjsbunke blev overvundet og jeg har udarbejdet en dosmerseddel for resten af ugen.
Nej, jeg har da ikke rigtigt nået noget. HOST. (Ironi kan forekomme.) Muligvis ikke noget målbart, men dog har jeg ikke haft mange minutters fred og ro. De nære værdier er tilgengæld blevet plejet, ligesom de vigtigste pligter er blevet tilgodeset.
Nu ligger alle ungerne i deres senge, huset er stille rent bortset fra tanks-krigen i den anden ende af stuen og jeg GIDER IKKE MERE i dag. Godnat....og sov godt!

Little Vampire Pacifier

Jeg har tit tænkt, at babyer er nogle små igler. De suuuuger sig fast og drikker løs.
Derfor var jeg også nær faldet ned af stolen af grin, da jeg faldt over en vampyr-sut til småfolk. Den er jo intet mindre end genial. Og så kan den bruges af alle fra 3 måneder til 99 år! Sådan, for en bestseller!
Da jeg ikke har rettigheder til at dele billedet med dig, smider jeg i stedet for lige et bette link. Så kan du selv tjekke sutten ud ved lejlighed. Sørg for, at du har GOD tid. Der er et hav af herligheder på dén hjemmeside, lidt for enhver smag, alle aldre og til overkommelige penge.

https://www.kostumelandet.dk/shop/vampyr-taender-boern-11489p.html 

Man ved, man er blevet mor....

....når....

• en hurtig tur i Kvickly uden børn, opleves som en miniferie
• ens nattesøvn er reduceret til små, usammenhængende lure af 6 x 45 minutter
• i dagtimerne bevæger dig rundt som en zombie
• generelt set er så træt, at det føles som kroniske tømmermænd
• selv en tur på toilettet ikke retfærdiggør alene-tid
• "moaaaaarh HJÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆLP" blot betyder "gider du bukke dig ned og tage mine gummistøvler af, for jeg vil ikke selv have beskidte fingre"
• du vugger i kroppen konstant (barn på armen eller ej), simpelthen fordi det er blevet en dårlig vane
• pludselig kan TV-programmet uden ad og passioneret følger med i samtlige ensformige sæbeoperaer
• smiler sødt til fotografen, selvom dit ene bryst hænger ud og sugemallen ikke en gang dækker det mest vitale
• ligesom en anden stripper vælger tøj ud fra ét eneste kriterie: er det let og hurtigt at flå af?!
• permanent har hold i nakken af at kigge ned på babyen i dine arme
• dagens højdepunkt er at høre manden berette om rygepause på jobbet
• har gylp på trøjen, grød i håret og lidt afføring på bukserne....og faktisk er jævnt ligeglad
• opgiver at have dårlig samvittighed over alle de ting, du ikke når
• forveksler dit slap-a-tøj med et ekstra lag hud
• du let og elegant manøvrerer uden om babys attentatforsøg, idet du åbner bleen, og således afværger både tis-strålen og den karrygule raket
• du bruger mere tid på at skifte babys tøj og vaske dette, end på at soignere din egen garderobe
• du har testet samtlige pletfjernings-mærker på markedet...og fundet alle lige uværdige
• du ikke længere forfejlet tror, at baby spontant krammer dig midt i en bøvs, men genkender situationen som babys forsøg på at tørre sig om munden med dit hår efter en ordenlig gylper
• make-up er en by i Rusland
• du pludselig har længere hår på benene end kæresten
• når du kender dette lille trick til bleskift af drengebørn: løsne bleen.... puste lidt (kold) luft ind i den..... lukke til igen, mens strålen rammer.....for så at skifte bleen tilsidst
• man er blevet immun overfor lugten af sur mælk
• faktisk synes, at snak om babys afføring er et udemærket samtaleemne ved middagsbordet
• man står i det daglige morgendilemma og grundet sur baby + tidsnød skal vælge mellem tandbørstning eller tandbørstning
• det kræver en større militær indsatsplanlægning af komme ud af døren
• frokosten består af knækbrød, gerne indtaget tørt og direkte fra pakken
• aftensmaden ikke må tage mere end 15 min at tilberede og fortærre
• i bedste paraolympisk OL-stil kan klare de fleste opgaver med én i arm
• når man tager sig selv i at synge "klappe kage", selvom barnet har stået udenfor i barnevognen og snork-boblet den sidste time
• man ikke længere bliver kysset farvel af kæresten, inden han tager på job, og i stedet uden jalousi ser på at en anden bliver kysset og nusset massivt
• man, så snart kæresten kommer ind af døren efter endt arbejdsdag, dribler uden om diverse møbler og kaster baby i armene af ham med beskeden "din tur"
• kæresten vækker én mindre kærligt midt om natten, ikke for at udnytte et øjebliks fred og ro, men for at brokke sig over at han padler rundt i en stor mælkesø
• dét at sætte sig ved aftenbordet på magisk vis resulterer i en lysvågen og opmærksomhedskrævende baby, som først falder i søvn igen, når maden er blevet kold
• du undrer dig over de bekymrede blikke fra de andre i Lidl-køen....indtil du opdager, at du vugger indkøbskurven i søvn, mens du lystigt nynner Elefantens Vuggevise
• ordet "opsedasse" er blevet inkorporeret i din morgenhilsen
• du ikke længere har styr på hverken ugedag eller måned
• manden midt i en samtale udbryder "du burde virkelig ringe til en veninde i morgen!"an hen under aften ser sig i spejlet og opdager, at man faktisk kun har make-up på det ene øje
• man er på vej ud af døren iført forskellig farvede knæ-strømper og kanin-sutsko
• træt vælter om på sofaen, konstaterer at man ligger på et Brio-tog....og bliver liggende alligevel
• ens tinitus lyder præcis som babygråd
• man endelig har fået baby til at falde til ro på sit skød efter 3 timers skrigetur....opdager, man skal tisse, men vælger at prioritere babys fortsatte stilhed
• faktisk udmærket forstår, hvorfor visse dyrearter vælger at æde eget afkom
• kigger på sine børn og tænker: de er alle ovenstående punkter værd!

Kiai!!!!

I går aftes blev det endelig til for knægtens forhandlingsmøde i den lokale karate kidzz dojo.
Han har den seneste måned snakket meget om, at han gerne vil gå til boksning. Da der ikke findes nogen børnehold hér i byen, ville det betyde to ugentlige ture til Kbh. SÅ sportinteresseret er jeg ikke. Hverken økonomi, logistik eller almindelig planlægning talte for denne løsning.
Alternativet blev at kontakte byens karate klub. Eneste krav for optagelse er, at man er fyldt 6 år. Hmmmmm. Trolden fylder først år i midten af november.
Jeg kontaktede alligevel klubben. Mit håb var, at de måske kunne foreslå nogle øvelser, som han kunne hygge sig med herhjemme, så han ikke mistede interessen inden opstart. Vi blev derfor inviteret ned til en lille snak.
Vi ankom lidt før tid til en bunke ninja-klædte småfyre, som hujende som gale hunde fræs rundt i hele salen.
Milde bonzai, tænkte jeg, sikke dog et postyr.
Det endte dog brat, da senpai trådte ind. Øjeblikkelig ro. Respektfulde drenge, som på sekunder havde indfundet sig på række og geled i bedste militærstil.
Der blev hilst på senpai, hinanden, dojoen og den nedgående sol. (Mit japanske er ikke just flydende, så jeg må gætte mig lidt frem.)
Mokuso fulgte ret bagefter. (Nja, det ligner noget meditation, dog siddende på knæ og ikke i lotus-stilling a la Buddha.)
Drengene blev sat i gang med en kata og lydniveauet nåede uanede højder. Senpai førte an og talte derudaf på japansk "i-chi....ni....san...shi...." osv. Drengene udførte deres kata, fulgt op af kampråbet.
Min egen knægt glemte et øjeblik helt at se stor ud. Forskrækket for han sammen ved min side med rædsel malet i ansigtet og hænderne klasket for ørerne. Havde jeg ikke været så benovet af drengenes koncentration, havde det nok været svært at kvæle et grin eller to.
I en kort pause anviste senpai os en plads på sidelinien. Ikke vildt behageligt at sidde sammenkrøllet på en 15 cm høj (eller rettere lav) træpind, men man gjorde dit for ikke at ligne en anskudt parakit).
Knægten blev kort sat ind i senpais plan. Overvære træningen, samtale bagefter. På den måde vidste han ligesom, hvad han gik ind til. Han tøede lidt op....fjernede hænderne fra ørerne.....og holdt et mindre foredrag om PC spil.
Senpai vendte igen fokus mod drengene på gulvet. Nu stod den på 2x10 armbøjninger på knoerne....direkte på salens trægulv. De forventedes at have øjenkontakt med en makker under udførelsen (hvilket nok var meget godt, for så opdagede de ikke deres læremesters fejl). Og de gjorde det. Tilmed rigtig flot.
For god ordens skyld bør jeg nok nævne, at vi overværede et graduerings-/stævneord. Selvom drengene kun var 8-10 år, så bestod holdet udelukkende af orange og blå bælter.
En hel time legede jeg pipfugl på min pind. Så blev min mås endelig udfriet af sine pinsler. Dagens træning var forbi og jeg kunne igen strække benene, rette rykken og rokere mit hofte/bækken-parti tilbage i vant position. Min rygrad knagede en del, men for hunne det var rart.
Vi gik derfra 10 min senere. Knægten har fået en fin invitation til at deltage i træningen næste onsdag. Han må falde ind, så godt han kan og melde fra, når det er for svært. Nybegynder og gradueringshold er ikke et helt optimalt match.
Nå, i juni er der graduering igen. Juli og august går med stævner. 1 september starter helt nyt hold op og knægten har fået dispensation til at starte dér, selvom han ikke fylder 6 år før medio november. Indtil da må han træne lidt hjemme og vurdere, hvorvidt han virkelig gerne vil det hér eller hans interesse blot er en døgnflue.
På vejen hjem var knægten mest interesseret i én ting: hvordan han nu kan nå at lære japansk inden opstart i september....for han har rykket pædagogerne i sfo for at lære engelsk og tysk, men de har sagt nej. Hvis de ikke vil lære ham dét, så vil de nok heller lære ham japansk!
Jeg tænker, at han har ret.
Jeg antager, at de lærer de anvendte gloser til træning.
Jeg håber i hvert fald ikke, at jeg forventes at lære ham japansk på et par måneder.
Jeg bør vel for en sikkerheds skyld sætte mig lidt ind i det.
Yoi!

Hva for en fisk?

"Peekaru" Baby Carrier
Og hva er så dét for en fisk?
Jamen det er da en underlig kænguru-agtig beklædning til mor/barn.

Ærlig talt.....jeg er mundlam.
Idéen er måske ikke helt dum. Jeg er vældig glad for min vikle, som jo netop muliggør den tætte mor/barn kontakt rent fysisk, uden at begrænse moderens bevægelsesfrihed. Man kan have baby forsvarligt placeret på mave/bryst-regionen og stadig have armene fri. Så langt så godt.
Hér har man så valgt at tage en ganske glimrende idé og videre udvikle den til en varm poncho-agtig vest. Køn er den altså ikke! Varm er den tilgengæld ganske givet.
Ganske vist er moderens arme stadig fri til alverdens huslige gøremål, men tilgengæld ser babys bevægelighed svært begrænset ud.
Nej, uanset hvor gerne jeg vil være både den perfekte nærværende mor og den evigt pligtopfyldende husalf, så nægter jeg at investere i (for ikke at tale om at IKLÆDE mig) denne anordning. Så hellere bestille en au pair med luftpost. Bare han er 18 år, solbrun, fra Spanien og på ingen måde dansk-talende, så er det jo perfekt!

Attack of the Head-Set Killer

Eller "Hvordan man hurtigt og effektivt tager livet af samtlige familiens head-sets".
Jo, den er god nok.
Det er nu sikkert og vist, at familiens samlede bestand af head-sets er stærkt udrydningstruet.
Skattemusen har været på spil igen.
Hans eget funktionerer mildest talt elendigt og har nu kun lyd i det ene mickey mouse-øre. Mit er på mystisk vis forsvundet og derved kan jeg ikke konfrontere ham med nogen endegyldige beviser. Men lur mig om ikke det også er i udu.
Mens resten af familien sover hører man ham luske rundt i halvmørke. Der pusles (ikke baby, men med finmekanik......skattemus+elektronik=farlig cocktail). Man hører jævnligt "halloooo 123 HALLO". Stilhed. Puslen. Lydtest.
Klokken er lidt i ged, da jeg bliver vækket af en streng tweenie. "HVEM har rørt mit headset? Jeg ved nogen har brugt det, for de har glemt det på sofaen!!!"
Jeg kan næsten mærke det blændende lys fra arkitektlampen, du ved, den man bruger i de klassiske forhørssituationer. Hendes anklagende blik borer sig ind i mit inderste og umuliggør enhver hvid løgn. Jeg har ikke noget valg. Jeg må bedyre min egen uskyld og i stedet angives hendes fader.
Han forsøger at benægte.
"Jeg VED bare, at det er dig. Vil du GODT holde fingrene fra mig headset. Jeg gider ikke have det ødelagt!"
Jeg trækker dynen op under næsen, så hun ikke opdager mit øre-til-øre smil.
Jeg hører hans forsvarstale. Jamen han ville jo bare liiiiige.
Det virker ikke. Hun kender sin farmand for godt. Hér hjælper ingen kære mor. Hendes headset virker pt upåklageligt...og det skulle det gerne blive ved med, at han bare lige ved det.
Haha.
Hele optrinnet er så komisk, at jeg må begrave mig fuldstændigt under dynen, indtil jeg hører hende trampe bestemt væk. Jeg skynder mig at lægge ansigtet i det rette folder. Væk med smilerynkerne, frem med det kærligt medfølende og yderst forstående glimt i øjet.
Åler mig op til overfladen. Blidt kys til skattemusen.
"Jeg hørte dig godt!" Hvor sér han dog cute ud, når han har fået en verbal overhaling af en 11 årig blondine. Latteren bobler op gennem halsen og jeg kan ikke nå at slå bremserne i.
Oh shit, dén bliver ikke let at redde. Der skal dæleme serveres meget gourmet-kaffe den næste tid, men det var nu det hele værd.

En stor dag for en stor dreng

Klokken var lidt over 8, da min store knægt troppede op ved siden af sengen og med næsen mod min kind "hviskede": "HVOR ER SØLVPAPIRET? JEG SKAL BRUGE SØLVPAPIR?"
Jamen, bevares dog, til hva?
Da jeg var ved at amme mindstemusen, følte jeg mig ikke just mobil og kunne ikke lige springe med ud i køkkenet....til stor irritation for knægten.
"TIL MADEN!!!"
Jeg fornemmede de himmelvendte øjne. Voksne forstår da heller ikke de mest indlysende ting. Sandt at sige blev jeg blot endnu mere forvirret. Jeg mente jo ikke ligefrem at staniol var et stort must i forbindelse med morgenmåltidet. Jeg fik dog ikke nogen nærmere forklaring af knægten, som irriteret trampede ud i køkkenet og højlydt rodede skuffer og skabe igennem.
Med et forsvarligt tag i mindstemusen (som stadig legede sugemalle), fik jeg mig hejst ud af sengen og bevægede mig hastigt ud i køkkenet.
Til spørgsmålet om, hvad i alverden al denne postyr skulle forestille og hvad staniol havde med noget som helst at gøre, blev jeg igen mødt med "ØJ, SØLVPAPIR TIL MADEN!!!! MA-DEN!!!"
Ja tak, den del ER feset ind, men siden hvornår skal morgenmaden emballeres i staniol.
Jeg så mig forvirret omkring. Køkkenbordet lignede en mindre slagmark. Det flød med skærebrædter, bestik, æggeskaller og TA-DAAAA en madkasse.
"Jeg har besluttet at smøre min egen madpakke....så den bliver ekstra god!"
Nånå bevar mig vel, er man nu ikke længere god nok til at smøre madpakker.
Jeg udpegede staniolen og tog nærmere bestik af situationen. Jeg måtte konstatere, at han faktisk havde forberedt en sund og nærende madpakke, den manglede ganske rigtigt kun at blive pakket ned.
På trods af at køleskabet også indeholdt mindre sunde alternativer, så bestod madpakken udelukkende af lækre rugbrødssandwich, frugt, grønt og et nypillet æg. Noget rigtigt har man altså gjort rigtigt de sidste 5 år, når ens pode uden mor som guide udvælger sig de sunde madvarer. Lidt stolt var jeg. Også selvom jeg var blevet degraderet fra min rolle som madpakke-pakker.
Mens jeg skiftede mindstemusen, gjorde den store sig klar til afgang. Jeg måtte nærmest gribe ham i nakkeskindet for at forhindre ham i at suse afsted til SFOen på egen hånd. Nok skal der ikke krydses nogen veje, meeen jeg følger ham altså stadig frem og tilbage. Jeg gjorde også opmærksom på, at vi da vist lige skulle rydde op i køkkenet, inden vi smuttede ud af døren. Han gloede tomt og uforstående på mig. Sukkede tungt indvendigt. Jaja, jeg mangler altså stadig at lære ham lidt om oprydning og rengøring, men hvad kan man også lige forvente af en 5 årig.
Da jeg kom ud i køkkenet, forstod jeg dog bedre hans ansigtsudtryk. Køkkenet var ryddeligt, bortset fra lidt krummer i vasken. Opvaskemaskinen havde kørt i løbet af natten og var ikke tømt endnu, så han havde stablet det brugte service pænt ved siden af vasken. Brødet var lagt på plads og pålægget sat tilbage i køleskabet (dog fandt jeg også en tallerken derinde, men hvem er helt vågen klokken 8?)
Ja, så var der jo kun tilbage at mase mindstemusen i en varm dragt og selv hoppe i overtøjet. Den store knægt ventede utålmodigt ved hoveddøren: "altså KOMMER I snart? jeg ku godt ha gået derom selv nu....."
Rooooolig nu, musse, vi ER på vej.
Ud af døren, hjemme igen 20 min senere. Knægten løb nemlig hele vejen til SFO, suste ind af døren, kylede madkassen på køl, smed overtøjet på sin plads, trykkede sig ind på PCen og spænede hen i sin gruppe med et hurtigt "vi ses".
Hvornår blev min lille charmetrold så stor og selvkørende? I hvilken puppe transformerede han sig fra en børnehave-træt lille gut, til en stor skole-glad dreng?
Mens jeg sad og filosoferede dukkede bonus-princessen op. Jeg forberedte mig på en livlig debat om lektier igen, men gudhjælpemig om hun ikke gik i gang helt uden brok....og lavede mere, end aftalt....på rekordtid. Hva sker der lige for dét? Har de skide aliens nu været her igen. Jeg HADER deres små hjerne-eksperimenter med ungerne. Dels bliver man lige overrasket hver gang, dels aner man jo aldrig, hvor hvor længe effekten varer ved. Det værste er, at man næsten ikke får rost nok, simpelthen fordi man er mundlam af forbløffelse. Denne gang nåede jeg dog at lire en pokkers masse positive gloser af, inden jeg opdagede, at hun sådan set havde forladt stuen. Og altså ikke havde hørt et ord. Hun havde lissom indgået en lejeaftale og havde da overhovedet ikke tid til at samtale med mig lige dér.
Øøøøh jamen øvkæi så....har du fået morgenmad, er der noget, du mangler, skal jeg lige.....
Men nej, der var styr på det hele og jeg var endnu en gang ganske overflødig.
Igen blev jeg lidt sentimental. Godt nok er hun ikke min rent biologisk, men den lille dame har alligevel sneget sig ind under huden og direkte ind i hjertehulen. Og jeg husker stadig den blonde lillepige, som jeg lærte at kende for 3 år siden. Tiden er bare fløjet af sted. Hun har ikke længere brug for hjælp til de praktiske ting og suger ikke bare gode råd til sig. Næ nej, nu bliver alt vendt og drejet og ofte forkastet som voksen-vås. Tilgengæld engagerer hun sig livligt i snak om drenge og meningen med livet (nejnejnej, det er IKKE 2 sider af samme sag).
Så var hun ude af døren og jeg kunne hellige mig mindstemusen. Han har trods alt stadig brug for hjælp. Han lytter, uden at modsige mine argumenter. Måske man denne gang skulle undlade at lære sprogets finurligheder fra sig. Hmmmm.....
Klokken blev 13.
Jeg hentede familiens ældste knægt i SFO og drønede op til lægen.
Turen gik med en snak om fodvorter og frysning af disse. Jeg forsøgte en strategi med lige dele overtalelse og direkte bestikkelse. "Det kan godt gøre lidt ondt, men du vil jo gerne gå til karate. Til karate skal man have bare tæer. Det må man ikke, hvis man har fodvorter. Altså skal den fryses, før du kan starte til karate. Men vi kan jo aftale, at du må spille på min mobil imens." Jeg kunne godt selv høre, at jeg rablede lige lovligt energisk. Heldigvis bemærkede knægten ikke noget. Han hæftede sig bare ved udsigten til at låne min mobil.
Hos lægen blev han lidt forskrækket over at se skalpellen rettet mod sin lille fod. Det gik hurtigt over, da han fordybede sig i Tempel Run. Der blev skrabet og skåret i ét væk, men han fortrak ikke en mine.
Lægen fortalte ham, at når hun frøs....skulle der tælles til to.
Lægen frøs løs. Ingen reaktion. Da hun havde været i gang i næsten 30 sekunder, spurgte knægten utålmodigt, hvornår hun dog gik i gang. Svaret blev NU, hvorefter de talte til 2 i kor.
Pause.
Lægen frøs igen. Heller ingen reaktion.
Pause.
Vi (voksne) snakkede lidt om fodvorter generelt.
Pludselig hører vi: "hvaaa hvornår fryser du den fodvorte til is?"
Lægen skyndte sig at fryse én gang mere. Efter ca et halvt minut begyndte knægten at fnise. Det kildede lidt, det dér kolde noget, sagde han.
Vi måbede.
3 gange frys blev det til i løbet af én konsultation. Da fodvorten sidder meget yderligt og lægen fik lov til at fryse så længe/mange gange, ja....så er det nok klare med bare denne ene behandling.
Bagefter fik han to stykker tyggegummi og som han tørt bemærkede på vejen ud, "så var det da jordens nemmeste måde at tjene tyggegummi på....jeg skulle jo bare ligge dér og flyde!"
Jo, min lille knægt er blevet en stor sej dreng :)

Søndagshygge

Hele familien har sovet længe.
Mindstemusen er den første som pludrende og småklukkende af babylatter vinker farvel til drømmeland. Findes der bedre musik at vågne til? Jeg tvivler!
Klokken er 10:15. huset er stort set stille og fredfyldt. Eneste lyd er mindstemusens grineflip over en dynebetræk. Udenfor skinner forårssolen. Lutter idyl.
En halv time senere kommer knægten luskende ned af trappen. Hans eneste ønske er at sidde i fred, bænket foran Ramasjang, og gumle et stykke morgenfrugt.
Klokken er lidt over 11, før princessen kommer listende og sniger sig til lidt hygge med en stadig snork-boblende skattemus.
Jeg får hurtig overtalt hende til at lave hjemmebagte "morgen"boller.
Og nej, rigtigt husket, jeg bager ikke ret gerne. Og ALDRIG boller og deslige, som kræver at mine sarte fingre kommer i direkte kontakt med klæbrig dej. I tilfælde af liv og død er jeg ganske vist set iført Hüttemeiers skåneærmer i størrelse skulderlængde, æltende bolledej til børnefødselsdag.
Ogtest har jeg dog uddelegeret opgaven.
Således også i dag.
Hvorfor tror du ellers, at jeg har allieret mig med princessen? Nogen skal jo ofres i sagens gode tjeneste.
Dernæst har jeg snydt lidt og indkøbt en pakke nød-quick-boller. Rigtigt hjemmebag er det måske ikke, men da jeg som sagt afholder mig fra dén disciplin, er familien ikke forvent med den ægte vare.
Projektet skydes i gang, princessen har mel i hele hovedet, så knægten suser i bad. Logikken går hen over hovedet på mig, men begge virker tilfredse.
Mindstemusen fodres og puttes til en lille lur, mens bolledejen bliver æltet i takt til princessens skønsang. Fra førstesalen høres "ska jeg ligefrem ta rene underhakkere på?". Jeg opgiver at råbe tværs gennem hele huset, så jeg springer ovenpå. Bliver næsten blind, af det syn, som møder mig ved toppen af trappen: en kridhvid drengerøv strittende direkte mod himmels. Dér står nemlig knægten. Med spredte ben og hænderne begravet i gulvtæppet. Gumpen opad. Og altså alt det private udstyr hængende frit til skue.
Salpetersyre.
NU!
Intet andet kan slette dette rædselssyn fra min hornhinde.
Halvblind lokaliserer jeg er par rene boxershorts og flygter ned i køkkenet.
Hvor princessen imellemtiden har æltet sig selv næsten fuldstændigt ind i dejklister. Det lykkes dog at skrabe det værste af hendes underarme og af massen forme 12 nydelige boller.
Mission gennemført.
Bollerne smager fortrinligt og selv mindstemusens sabotageforsøg kan ikke spolere stemningen. Hans bagport er tilsyneladende eksploderet og bleen er i den grad løbet over sine bredder. En sand tsunami af gullig babymøg....über alles, lige fra kælder til kvist. Ikke noget et timelangt bad og 2 L opløsningsmiddel ikke kan klare.
Resten af dagen byder på fælles filmhygge, hjemmelavet ruskumlade i fad og en lille morfar på sofaen. Herlig afslutning på ugen!

Knægt og kærlighed

Et roligt øjeblik med knægten, helt nøjagtigt på gåtur i byens gader.
Vi småsludrer om løst og fast. I ved, alt lige fra myretuers opbygning, dinosauernes massedød og Spidermans onde tvilling.
Pludselig, helt ud af det blå, udbryder han: " og så går jeg bare hér og er helt kæresteløs!"
Hvor pokker kom dén lige fra?
Er han allerede nået den alder?
Og hvordan undertrykker man den spirrende fnisen over hans alvorlige ansigtsudtryk?
- du kunne måske godt tænke dig en kæreste?
Jeg vover at spørge, skønt jeg frygter svaret. Jeg husker tydeligt, da han i en alder af 3 år glædestrålende proklamerede at nu var han blevet kæreste med Harry. Fra børnehaven. Og de fælles planer involverede en masse ræveunger og en fed racerbil.
Jeg mindes også hans indædte skræk for pigelus, en frygtelig lidelse som smitter eksplosivt i børnehaven.
"2"
- hva snakker du om? 2 hva?
Jeg kan ligefrem mærke mig selv skvatte bag af vognen og ramme asfalten med 120 i timen.
"Halloooooo. Kærester. 2 kærester. Lissom!"
Nå, javel ja. TO kærester. Intet mindre kan vel gøre det, når man har selvtilliden i orden.
- og hvem kunne du så tænke dig som kærester?
Jeg sender en stille bøn til himmels. Lad det ikke være drengenavne. Det var svært nok at videreformidle ønskesedlen med den lilla princessebil og de lyserøde stiletter til faderen. Forvent ikke at jeg skal være budbringer af flere pudsige indfald, slet ikke til en mand, som aspirerer til rensdyrjæger. Med vaskeægte skarpladt våben.
Jeg ånder lettet op, da knægten nævner to pigenavne. Morer mig lidt over aldersspringene. Den ene er 7, den anden 17.
Haha.
En til pjat og en til pligter, eller noget.
🌀
Bemærker i de følgende dage, at alt handler om store følelser og kærlighed.
Han bygger kærestepar af lego, bilerne bliver gift med dinoer og han spørger konstant om lov til at besøge sin veninde på 7 år.
Jeg lover, at der skal arrangeres en legedate snart.
🌀
Så oprandt dagen.
Den store dag, hvor knægten tager på eftermiddagsvisit i 5 timer hos veninden.
Han har pakket en taske og tripper utålmodigt ved døren.
Da det bliver tid, glemmer han helt at sige farvel til sin mor. Nye spændende eventyr venter forude og den gamle sentimentale må se ham drage afsted uden at se sig tilbage. Suk.
Timerne går.
Går det mon godt derovre?
Kan de overhovedet enes så længe?
Enes de FOR godt?
Har de rottet sig sammen og brændt hytten ned til grunden?
Er der gidsler, som bør reddes?
Jeg må hellere diskret ringe og forhøre mig.
Hm. Alt står roligt til. Han har ikke hjemvé og ligger heller ikke døden nær med pigelus. De leger og hygger. Huset står endnu. Ingen casualties.
Han er den fødte gentleman. (Dét vidste jeg nu godt.)
Mors lille dreng er ved at være stor. Snøft.
🌀
35 minutter før aftalt tid bliver jeg ringet op.
Knægten vil gerne hjem.
NU.
Og det kan ikke gå hurtigt nok. Kan jeg skynde mig, ja, faktisk helst hente ham for 10 minutter siden.
Jeg iler der over.
Lige da jeg skal til at banke på, bliver døren revet op. En lille sort sky tramper ud.
"Piger er ÅNDSsvage!!!" Brøler den og blæser forbi mig hen af fortovet.
Hov, havde han ikke en taske med?
Jeg vover at spørge.
"Jo, og den henter DU....JEG går ikke ind til HENDE igen!"
Hmmmm jeg er ikke just nogen Einstein, men jeg antager at kærestedrømmene er uddøde. Frieriet ligger vist ikke lige rundt om hjørnet længere.
Vel hjemme får mor hér et stort knus. Knægten erklærer sin store kærlighed. Til mig. Moren. Den sikre havn.
Magtbalancen er genoprettet :)

Lydtest

1 2 3 hallo haaaaallo halloooooo HALlo halLO HALLO 1 2 3 hallohallohallo 1 2 3 hallo haaaallo haaaallo davs
Ja, sådan lyder det, når finmekanikken driller. Der er dømt lydprøve, det vil sige test og fintuning af headset. Krigen er sat på pause, til stor fryd for undertegnede.
Efter en halv times haaaaallo og yderst raffinerede eder, kan man dog næsten forledes til at savne et bombardement eller to.
Det viser sig, at endnu et headset er afgået ved døden. Statestikken siger to dødsfald på to dage. Ny personlig rekord, selv for skattemusen, som ellers er stor(mis)bruger.
(Folk som kender ham vil vide, at han til dato har dræbt 7 headsets på under 2 år. Selvsamme folke vil vide, at han tidligere har haft direkte forbud mod at anvende headsets, men at jeg jo til sidst forbarmede mig over ham og købte et nyt. Som har altså tog livet af i går. I dag valgte at så at sende mit i graven.)
Han taler nu om sit "næste" headset.
Giv mig styrke.
Jeg overvejer et gammeldags morseanlæg. Det kan han for hævlan ikke vælte på gulvet i kampens hede. Eller vikle rundt om foden, for derefter at snuble i det. Dog er han lettere staveblid. At træne ham i brugen af endnu et alfabet ligger måske ud over min pædagogiske rækkevidde.
Eller kanske man skulle overveje brevduer. De flakser til himmels i det øjeblik, man er ved at trampe på dem. Meget smart overlevelsestaktik hér i hytten. Hvis blot headsets havde lignende smarte features. Suk.
"Kan I høre mig?"
Tjaaa højt og tydeligt. Det kan det meste af byen vist, mikrofon eller ej. Jeg er dog lidt i tvivl om, hvorvidt du går tydeligt igennem til Timbuktu, men det skyldes udelukkende atmosfæriske forstyrrelser og ikke mangel på stemmekraft.
"Ja, jeg det er fordi jeg altid er SÅ uheldig med mine headsets!"
Jow, de dér møj tynde ledninger har jo en magisk evne til at omvikles din storetå og derved flå både tå, headset og PC i småstykker, når du i nattens mulm og mørke....svækket efter timers strabadser på slagmarken.....slæber dig afkræftet ud efter et skud koffein.....og derved slæber resterne af hjemmekontoret efter dig.
Og lad os ikke glemme, at du er lige så uheldig med ANDRES headsets, hvorfor jeg igen-igen må undvære lyd totalt på min maskine.
Stakles dig....eller mig....eller noget.
Det bliver stille.
Man hører noget komme snigende.
En utrolig nuser skattemus kommer til syne. Han er utrolig sød. Alarmerende sød.
(Jajo okay så...han kom væltende i bedste snigende ninja på spring -stil....han manglede bare de sort/hvide striber og taddadaaaa...Kung Fu Panda Is alice. Han landede på min hofte og bed mig i skulderen. Men det er altså sådan han er sød. Eller i hvert fald monster charmerende.)
Jeg gennemskuer hurtigt hans skumle plan: at fedte for et nyt headset på den dyre side af en milliardmillion. Sådan ét med en idiotsikker ledning. længde på 15 meter, diameter på 20 cm og kevlarbeklædt.
Dream on, Captain Destruction, tror sgutte sådan ét er opfundet. Men du kan finde nogle i Tiger-butikken. De er temmelig grimme og ærlig talt noget vakkelvorent crap, men de er billige. Så billige, at jeg ikke græder snot, når de bliver anvendt til en-gangs-brug.
Uanset hvilken løsning, vi forhandler os frem til, så glæder jeg mig til nogle hygsomme aftener i den nærmeste fremtid. Skattemusen skylder på betalingsbalancen, dét er sikkert og vist ;-)

Morgenvækning

Klokken er kvart over kvalme.
Natten har været præget af sur baby, så ærlig talt nægter jeg at stå ud af sengen, da det diskret banker på.
Det nytter dog ikke noget at ignorere fredsforstyrreren. Der bankes igen. Hårdere. Mere bestemt.
Jeg får en albue banket ind mellem to ribben.
"Det banker på", knurrer den morgengnavne zombie ved siden af mig.
Jeg argumenterer, at det umuligt kan være vigtigt....vedkommende må gå hjem, vente til senere og prøve igen.
Nu banker det på vinduet, så det gungrer i hele hytten. En væmmeligt vedholdende vedkommende byder på morgenvækning og lader sig ikke sådan ignorere.
Maser hunden i bur og med beton i benene og grus i øjnene iler (eller nok nærmere lunter) jeg ud til hoveddøren akkompagneret af bulder og brag.
Er vi i krig?
Er nogen omkommet?
Bortført af aliens?
Nææ det er såmænd bare blikkenslageren. Må han "kik på taaaaget?" Accentet er tyk og tydelig.
Jaaa taget er déroppe, læg nakken tilbage og glo løs (det er vel ikke noget at vække mig for!).
Han har medbragt stige. Til kvistet. Må han slæbe den tværs gennem huset?
Har jeg noget valg, med mindre jeg fortsat vil lege badeland i børneværelserne på første salen...suk.
Han henter stiger, jeg tager min atter halvvågne men til gengæld helsure mindstemus op.
Blikkenslageren returnerer.
"Nååh, er det en barn?"
Min hjerne må være ved at vågne for det skarpe svar ligger allerde klar på tungespidsen.
I guder nej, det er en kænguru!
"Vi har okså fået sådarn en. Den ar tvo månider."
Aha. Hvis ligheden med mindstemusen er så lille, at du ikke er i stand til at genkende ham som værende et barn, så er én af os altså blevet gevaldigt snydt.
Da jeg både nu og én gang tidligere helt selv har most et barn til verden (og der forresten er vældig mange ligheder mellem mindstemusen og den første, så jeg godt kan genkende børn, når jeg ser dem), så tænker jeg ikke, det er mig. Som er blevet snydt, altså. (Note to self, træk vejret, afhold dig fra kilometer lange sætninger.)
Kanske I er blevet spist af med en polsk gadekøter....eller en kødædende plante.
Jøsses.
Tror det er bedst at holde de spydige tanker for sig selv. Ellers ender vi vel sagtens med et endnu større hul i taget.
Derfor bider jeg mig i tungen, smiler så sødt, som jeg nu kan med gebisset fordybet i eget kød. Hvor spændende. Tillykke med det...eller den....eller noget.
Losser ham ud i haven (vores 3x3 meter fliser) og videre op på taget.
Min ældste knægt er blevet hidkaldt af tumulten og øjner muligheder for et interessant bræk i den sædvanlige hverdagstrummerum. Han er noget mere morgenfrisk end mig. Iført morgenkøbe og skrigende orange sokker leger han nu 20 spørgsmål til håndværkeren. Indenfor ganske kort tid er han på fornavn med Dennis, som er 22 år og slet ikke spor nervøs ved at bestige høje stiger. Dog er han bange for vilde løver.
Godt så.
-----------
2 timer senere.
Dennis er kørt efter at have forsikret mig om, at "nu karn den taaag ik rajne mere".
Næsten ærgeligt. Man kunne kanske have tjent en skilling eller to på et regnende tag. Især hvis det også forstod sig på at løse kvantefysiske ligninger. Well, i det mindste slipper jeg for sumpområder på gulvtæppet.
Og nu vil jeg snuppe en lille lur, uden først at tjekke vejudsigten og arrangere potter og pander under diverse utætheder.
Godnat....og sov godt!

Søndag havde jeg den fornøjelse, at være alene hjemme med 5 børn.
Ja, 5.
FEM!!!
Både knægten og princessen havde nemlig overnattende pigebesøg.
Jeg havde på forhånd set mig selv gemme mig i et mørkt hjørne til faren var drevet over, men helt ærligt var det en ren fryd. Jeg hørte dem stort set ikke. Efter en times tid overvejede jeg at liste ovenpå i sikker forvisning om, at tavsheden kun kunne betyde én ting. De havde dræbt hinanden.
Det var dog ikke tilfældet. De hyggede sig bare. Stilfærdigt. Uden brok og skænderier.
Det krævede lidt planlægning omkring spisetid. Der skulle laves en ordentlig baljefuld pasta med kødsovs, nok til at mætte en mindre hær/4 forslugne unger, samtidig med at mindstemusen skulle lulles i søvn. Det lykkedes faktisk over al forventning. Supermom rocks.
Dog afledte dagens besøg et par pudsige samtaler. (Nogle gange er det meget svært at være en stille flue på væggen, når latteranfaldet kribler sig vej op gennem halsen.)
Hér følger lige et par brudstykker.....
Knægten starter med at byde veninden velkommen. "Hva skal vi lave, du er MIN gæst, så du må bestemme ALT!"
Ja det er godt min dreng, men pas nu på med at sige den slags til tøzebørn. Det er lidt samme princip som at række fanden en lillefinger. Haha. Om lidt leger i frisør og du har fået flettet lyserøde sløjfer ind i hele kraniet.
"Synes du ik osse den der xylofon er væmmelig?"
- jo han ser farlig ud med kun ét øje!
Xylofon, siger I? Jamen så I ikke Herkules? Hvor kommer big bandet lige ind i billedet?
Nååååå, I mener en cyklop. Kartoffel, tomat...næsten samme sag. Ahem.Hørt af en gæst ved middagsbordet: "Min far ER faktisk god til noget, han kan både savle ud af mundvigen og spise pizza...på samme tid!"
Og mig som troede, at mænd ikke kunne multitaske. Tsk tsk. I stand corrected. Hehe. Jeg kan så ikke se hendes far i øjnene fremover uden at smile smørret."Jeg er bare SÅ sulten, for jeg har næsten ikke fået noget mad derhjemme!"
Arme barn. Som den gode vært tilbyder jeg straks at smørre en skive knækbrød. SÅ sulten var hun dog ikke. En smule slik kunne nok gøre det. Kompromisset blev en klementin.
Ved sengetid hjælper man knægten og hans overnattende veninde til ro. Man skubber en boxmadras mere ind på værelset og de gør klar til at kravle i (dobbelt-)seng.
Man hører den unge dame "nå, sover du altid bare i underbukser?" og knægten svarer nok så frimodigt "næææ nej, nogen gange tager jeg dem af og sover med bar numse....lissom min bonusfar!"
Det er godt, charmetrold, hold så KAJE og kravl i seng! 

Fan mail

Jeg er alene hjemme med knægtene, som lige nu hygger sig i fred og fordragelighed.
Jeg har tilberedt en kop velduftende the, som dog smagsmæssigt lader en del tilbage at ønske. Mage til tyndt blomstervand skal man lede længe efter. Dog er det dampende varmt og dét er vel også et succeskriterie af en art.
Jeg tænder min pc og logger ind til min allerførste fan mail. Det tegner allerede til at blive en ganske fortrinlig søndag, må jeg sige.
Jeg læser mailen. Nææææ, hvor hygsomt. Vedkommende læser min lille blog på daglig basis. Jubii.
Læser lidt videre.
SÅ stivner grimassen.
Vedkommende læser kun med for at fryde sig over tastefejl, grammatiske bommerter og anden nedslagtning af det danske sprog. Jamen altså hør nu hér. Det skal da være vedkommende så vel undt. Hvis vedkommende vitterligt ikke har bedre at bruge sin tid på, så for min skyld ingen alarm. Kanske det er en lock outet skolelærer, som savner at rette stile med sirlig røde streger og en lille løftet pegefinger. Slå dig, løs, vense. SÅ er du kommet til det helt rigtige sted. Ser du, jeg er normalvis rimelig velbevandret i dansk grammatik, ligesom jeg alle dage har høstet gode karakterer i retstavning. Jeg kan (de gamle) kommaregler til UG og anser mig selv som sprogligt stærk.
Når dét er sagt, så elsker jeg at lege med sprogets finurligheder. Jeg KENDER alverdens regler, både hvad angår tegnsætning, formuleringer og retstavning, men det betyder ikke, at jeg efterlever dem. Tværtimod. På min blog skriver jeg, som jeg tænker (onde tunger vil nu mumle i skægget,a t så burde bloggen være helt tom...haha). Der sniger sig hjemmelavede ord ind. Mystisk tegnsætning. Og det der er værre. Sådan er det og sådan fortsætter det.
Jeg må igen pointere, at jeg skriver for min egen skyld.
Hvis andre kan finde glæde i mine skriblerier, så værsesgo.
Hvis glæden består i at finde mine skriftlige fejl og mangler, for på den måde at føle sig som en bedre amatørskribent end jeg, så værsesgo.
Der er dog ingenlunde grund til at komponere en længere mail til mig. Det kan under ingen omstændigheder pisse mig af, ej heller tilskynde mig til at ændre min skrivestil eller mangel på samme. Tværtimod finder jeg en udsøgt glæde ved at give et andet menneske en smule livsindhold. So carry on. Se, hvor mange bummerter du kan hitte i overstående. Og godhjertelig søndag til "vedkommende", som nu har fået noget af bruge resten af dagen til. 

Dagens tema

Gammel og træt?
Nej da!
Bare....ehm....vintage-ung og lækkersøvnig!!!! 

Gør-det-selv midt i Føtex

Hvad sker der lige for de nye smarte selvbetjeningskasser i føtteren?
Den indtalte kvindestemme minder i høj grad om en eksersits-general og man bliver sandelig også kommanderet noget videre med. "Stil kurven...scan vare...læg varen....scan næste vare eller afslut...tryk for at afslutte......vælg betalingsform....bekræft....vælg korttype....bekræft....isæt kort...brug chip....afslut køb....fejl E820....start forfra....scan vare...scan næste vare eller afslut...tryk for at afslutte.....vælg betalingsform....bekræft....vælg korttype....bekræft....isæt kort....brug chip.....afslut køb....fejlB1932....afvent assistance"
Assistance ankommer i form af en MEGET strengt-udseeende kone med knold i nakken. Hendes blik og tonefald antyder svagt, at jeg på én eller anden vis har forulempet maskineriet og forårsaget fejlen. Og dermed tydeligvis forstyrret hendes spisepause (jeg studerer madresterne i mundvigen og overvejer et kort sekund at gøre diskret opmærksom på dem).
"Start forfra! Vælg betaling med kort! Vælg dankort!" hun lyder ikke blot lige så kommanderende som den indtalte stemme, næ nej, hun lyder direkte anklagende. (Jeg vælger IKKE at nævne den portion lasagne, som hun har fejlagtigt har anvendt som ansigtscreme.)
Forsøger i stedet at forklare hende, at jeg altså ikke er i besiddelse af et dankort.
"Ligegyldigt!"
Jamen det er måske lidt uhensigtsmæssigt at vælge betaling med dankort, når jeg ikke HAR et dankort....jeg vil jo dog gerne betale for mine varer på behørig vis og ikke med en politianmeldelse ved udgangen.
"Vælg dankort! Snyd maskinen!"
Ooookaaaaaaay....troede egentligt ikke, at generaler sådan opfordrede til snyd.
Jeg giver mig i kast med at snyde maskinen, mens jeg fintænker min strategi. Når jeg nu alligevel er i gang, burde jeg måske også klæde mig ud som en lyserød flamingo. Så tror jeg da nok liiiige, at den blikspand bliver snydt godt og grundigt!
Jøsses.

Sjovt nok vælger robot-stemmen nu at informere mig om, at mit kort ikke er et dankort, naturligvis fulgt op af "start forfra".
Den tilkaldte assistance beordrer mig til at prøve igen, vælge betalingskort, dankort...og så bruge MAGNETstriben. Så dét skal nok klare skærene.....or not. For naturligvis oplyser automatikken mig om, at betalingen ikke er gennemført, for jeg skal bruge chippen. (Det slår mig, at kommando-stemme lyder frygteligt meget som den sure GPS-gimpe, som lægger stemme til min GPS.)
Mens robot-assistenten og den (meget) kødelige assistent kaster sig ud i en battle på korte kommandoer, lister jeg lige så stille mine varer tilbage i kurven og sniger mig lydløst og ubemærket som en ninja over i en ganske almindelig og langt mere tilforladelig kø.
Forstår ikke, at nogen gider spilde deres tid på dette nye super smarte scan-selv system. Det tager jo en krig!

Tadaaaaaaa

"Dit login og adgangskode er ikke korrekt. Prøv venligst igen"
Efter et par variationer over sammen tema, opgav jeg at komme ind på min egen blog.
I stedet komponerede jeg en meget venlig mail til support, som ligeså venligt meldte tilbage, at de desværre ikke var i stand til at hjælpe. De opfordrede mig i stedet til at "logge ind og ændre min adgangskode".

Jo tak, så snart jeg har lært at hacke mig vej frem, vil jeg naturligvis STRAKS ændre min adgangskode. Og tusind tak for jeres hurtige og on-the-spot support-mail.
(Knurre snerre hvæse)

Min næste mail til support var kanske knap så venlig som den første, til gengæld oste den af saglig harme og et lille skvæt personlig sarkasme.
Der blev så spurgt til mit security spørgsmål, eller rettere sagt, man ønskede mit svar på security spørgsmålet. Eneste lille ulempe var, at jeg ved oprettelse af accounten aldrig er blevet BEDT om at vælge et security spørgsmål. Meeen måske er svaret på det spørgsmål, som jeg aldrig er blevet stillet, noget i stil med "Chewbacca" eller "29"...hva ved jeg.
Sjovt nok kunne jeg godt få adgang via min mobil, men dér ville den så hverken gemme eller udgive mine indlæg. Fejlmeddelelserne var mangeartede og bød på lige dele latterkrampe og frustration.

22 dage skulle der gå, før jeg pludselig er i stand til at logge ind igen. Vel at mærke med mine oprindelige login-informationer og uden nogen form for (nyttig) tech support. Alt sammen meget interessant og jeg er i skrivende stund særdeles spændt på, hvor længe succesen mon varer ved. 

September 2013

Lidt om trolde og skak

Trolden har netop ytret ønske om at starte i skolens skakklub.
Nu ved jeg så godt som absolut intet om skak, bortset fra at det i min skoletid var en disciplin forbeholdt hankøns nørder, men da aktiviteten foregår i SFO-tiden, er der umiddelbart intet til hinder for hans deltagelse.
Jeg tænker, at det vel kan være et udmærket sted at skabe sociale relationer eller ligefrem forme venskaber på tværs af alder og klassetrin.
Ikke, at trolden på nogen måde står uden for. Tværtimod har han en gudsbenådet evne til at komme godt ud af det med alt og alle. Han er altid fordybet i leg og omgivet af en mindre skare af følgesvend(inder), når jeg henter ham i skole/SFO. Dog har han ikke knyttet de stærke venskabsbånd, som nogen børn gør.
Trolden vil ellers hjertens gerne lege med nogen efter skole. Jeg spørger, hvem han gerne vil lege med. Svaret er "ham som havde en gul trøje på i går".
Bo-bob. 

Nu kan jeg ikke slå fætter-gul-trøje op på klasselisten, men måske har knægten et rigtigt navn?
Trolden stirrer ufravendt på mig. Han har ingen idé om, hvad drengen hedder. De har bare leget sammen i frikvartererne, og det var noget så fantastisk hyggeligt.
Nå, måske er der én, som du KAN huske navnet på....så kan mor da lige ringe og lave en legeaftale.
Tomt blik stirrer tilbage på mig. "Er du da vimmer, mor, det VRIMLER jo med unger omme på skolen. Du KAN da ikke mene, at jeg skal kunne huske ALLE de navne?"
Nå nej, måske ikke alle sammen, men bare et par særligt udvalgte.
Enden på historien blev, at han ville prøve at finde frem til navne på nogen af dem, som han leger godt med og gerne vil se uden for skolen. Det er nu 5-6 uger siden, og det er stadig ikke lykkedes.
Jeg har til gengæld set ham forsøge sig med fodbold, som vist er det helt store blå blandt klassen drenge. 

Jeg tager hatten af for hans entusiasme og gåpåmod og han fortjener ros for forsøget. Meeeen jeg er ikke blind for eget barns fejl og mangler. Han har tydeligvis arvet min lidet heldige boldøje kombineret med min manglende forståelse for holdsport. Kort fortalt hopper han i bedste sprællemandsstil rundt på banen og svinger sine tynde stylter ukoordineret i modsat retning af boldens bane...når han da ikke forsøger at gribe den med begge hænder og i stedet planter en upper cut i eget ansigt. Ingen af delene så ud til at begrejstre blandt holdkammeraterne, hvorimod modspillerne fra paralelklassen uddelte thumbs up og skulderklap. Jeg hørte også en spag pigestemme (nok nærmere en halvblind og ganske uforstående tilskuer end en cheerleader) pippe "godt forsøgt!"

Heldigvis lader min knægt sig ikke vippe af pinden så let. Han kæmpede videre og gjorde sit bedste (som selv en kærlig mor måtte tilstå ikke var ret godt) og lod sig på ingen måde gå på af sure miner og divergerende tilråb.
Som han senere sagde til mig, så spillede han med, fordi han syns det var sjovt. Så var han faktisk pænt ligeglad med, om de andre synes det samme.
Nå, men lad os ikke trampe rundt i dén fadæse, men blot konstatere, at hans evner ikke lige just involverer runde bolde. Måske ville han bedre mestre en halvflad en af slagsen, som ikke accelererer helt så hurtigt?! Nej, nok heller ikke.

Nu vil den årvågne læser måske mene, at skattemusen burde træde ind på scenen og coache trolden til succes. Han har dog med stor succes båret fritidsklubbens varierende hold til tops på fritidsklubbernes årlige fodboldstævne. Han har som regel minimum et guld-hold med hjem igen.
Jeg tvivler bare på, at hans pædagogiske tilgang og tålmodighed ville krakelere gevaldigt og forrette uoprettelig skade på deres indbyrdes forhold. Nogle gange skal man bare acceptere egne og andres begrænsninger.

Derfor lyder optagelse i skakklubben jo som et kærkomment alternativ til fodbold.
Jeg spørger jo så naturligvis lidt til, hvad hans forventninger er...og hvor meget han egentligt kender til skak.

"Ooooork jeg har spillet MASSER af skak. Med min far. Og i SFOen. Jeg har også prøvet at vinde nogen gange. Jeg er SUPER god til at slå 6ere!!"
Øøøhm jovel....aha....slå 6ere???
"Ja! Med terningen jo!"
6ere....med terningen......
Aaaah nok er jeg ikke nogen haj til skak....men der indgår da ikke nogen terning!?!?!
"Jojo, hvordan tror du ellers man vinder?"
Øøøøh jaaaa altså.....det er jo noget med at være skak.....eller skakmat....eller noget....men man bruger altså ikke nogen terning.
"Nå. På DIN måde, mor, hvodden ved man så, hvor langt man må flytte sine brikker?"
Njaaaa altså det er jo noget med, at hver slags brik har sine egne regler. Nogen må bevæge sig lige ud, til siden, på skrå....og så er det vist også forskelligt, hvor mange felter, de forskellige brikker må flytte sig.
Jeg fortæller.....og forklarer.....og tegner sågar på et stykke papir.
"Nå. Hm. Sig mig mor, har du tit vundet i skak?"
Nææææ jeg har aldrig rigtigt spillet skak, så jeg har jo heller aldrig vundet....
"Det er nok fordi, du glemmer at bruge TER-NIN-GEN!!!"
Åh suk.

Måske er skakklubben ikke en fantastisk god idé alligevel....

Jul på slottet...med hyggemus og bøllefrø

Mindstemusen har været hjemme i dag. Hans dejlige dagplejemor skulle afsted på tema-tur og en tur i gæstepleje ville lægge hans verden i ruiner.
I stedet har han hygget herhjemme med lige dele bøllestreger og direkte sabotage. Humøret har været strålende højt, fuldt med glædespludren og babylatter. Skøøøønt.

Knap så skønt at man selv er blevet smittet af skattemusen og mildest talt LIDER. Bare fordi, man var flink at lege sygeplejerske i week enden. Typisk.

Nu er krydderen fyldt med snot, som truer med at flække kraniet, når det da ikke drypper ned i teen. Der sidder en grande kaktus på tværs i svælget, og de spontane hosteanfald får den til at hoppe op og ned og flå mandlerne i småstykker. Jeg skiftevis sveder som en helstegt pattegris på spyd over livlige luer og fryser så tænderne klaprer i takt med mindstemusens grineanfald. 

Jeg ville ærlig talt helst smide mig halvdød på sofaen. Men mindstemusen har ingenlunde tænkt sig at gøre det nemt og bekvemt at være syg. NOGEN har fået den gode idé, at babys skal lære at KRAVLE. De skal til enhver tid lægges på maven så de motiveres til at fragte sig selv rundt. Dét har han også lært. Altså ikke just at kravle, men at fragte sig selv rundt. Han haler sig frem i armene ("man skulle tro, han gik til judo" siger bonus-princessen stolt) og der er i dén grad kommet fart over feltet. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg vil prise mig lykkelig for hans nyfundne mobilitet, når han nærmer sig 18 år og vejer 67 kilo. Men lige præcis i dag ville et LIDT mindre aktivitetsniveau være at foretrække. Jeg ville mægtig gerne skrue tiden bare en måned tilbage. Til en tid, hvor man lagde bettemusen til rette på et aktivitetstæppe.....og dér blev han liggende og kiggede nok så betaget på en hæklet bil, mens rummet emmede af lutter idyl. (Jajajaja, jeg fordrejer muligvis sandheden en anelse. Det lyder på én eller anden måde bedre end "så lå baby dér og vrælede som en olm tyr, indtil nogen reddede ham fra hans eget selskab"....og at man forresten måtte slentre op og ned af stuegulvet i timevis med en utrøstelig lille mus på armen. Jeg foretrækker faktisk at fortrænge disse skrigeturene og i stedet tænke tilbage på et mere ønskværdigt glansbillede. Så altså lå han lige så fornøjet på sit tæppe, og han hyggede sig, detgjordehanihvertfald. BASTA!)

Sådan er det ikke længere.
Nu duer eget legetøj så absolut ikke mere, især har han set sig gal på de hæklede og meget babyvenlige dele i legetøjskassen. Tilgengæld har han en højnet interesse for iphones, ledninger, stikkontakter, akvariepumper og andre livsfarlige dingenoter. Som før nævnt er han tilmed blevet mægtig ferm til at suse hen over gulvet som en antændt lynkineser. Man kan lige nå at sige "nejnejnejFYslembaby" og franarre ham hundens kødben, før han befinder sig i den anden ende af hytten med det seneste nummer af Illustreret Videnskab i halsen.
Man kaster kødbenet fra sig, rammer egen tå, og humper så hurtigt som skaden nu tillader det efter bøllespirren. Redder de sørgelige og lettere opblødte rester af bladet, tilser den dunkende tå...og springer så ud i køkkenet, hvor mindstemusen nu forsøger at svinge hunden rundt i halen.
Løslader tilfangetagen og meget forskrækket hund, mens baby mosler sig videre ud i baggangen.
BANG SLAM KRASCH.
Herligt. En gastronomisk interesseret lille mand har væltet de fleste af mutters kogebøger på gulvet og er i færd med at fortære et hjørne af "Italienske Specialiteter".
Jeg kunne blive ved. 

Dagen har budt på lige dele spændende udfordringer, forhindringsløb, nytænkning indenfor børnesikring af hus og hjem samt
Mindstemusen har sørget for, at mutter hér har motioneret både fysikken og de små grå. Faaaanragende.

Lige har jeg kapituleret til et anfald af svimmelhed. Baby er indfanget og al kampgejst neutraliseret (han er groft sagt interneret i egen kravlegård). Julemusikken breder sig i det lille hjem og maner til afslapning og sjælefred. Mor sukker tungt og nyder et øjebliks fred og ro på sofaen, mens terroristen kapitulerer til julens toner og kramme-kæler sin dino-bamse. Bonus-datteren har med panikken malet i ansigtet oplyst mig, at jeg er dybt gakgak og at NU cykler hun hjem til sin egen mor. Hun mente ingenlunde at julemusik hørte hjemme i september, men så ganske bestyrtet ud, da jeg som modsvar truede med KUN at servere risengrød i december. Dét har åbenbart ikke noget med hinanden at gøre. Haha.

Nå, men groft sagt er der dømt hygge over hele linjen (så længe det varer). 

ipotty

Ja, det måtte jo ske før eller senere.
Vi har iphones.
Vi har ipads.
Så skal vi da også have en ipotty.

Eller hva?Når det handler om at lære børn basale IT-færdigheder og teknologiske færdigheder, så er jeg all in. Det er den verden, de skal begå sig i, så de kan lige så godt lære det fra starten.
Når dét så er sagt, så synes jeg jo ikke nødvendigvis, at børn skal underholdes af kunstig intelligens i døgndrift. Bevares, sådan en i-fidus kan måske nok være mere spændende samvær end mutter, men så må man op på beatet og redefinere måden, man omgås sine børn. Klappe-kage kan måske godt blive en kende kedsommeligt, hvis det foregår 2 timer dagligt....især hvis man nærmer sig teenage-årene. 

Nu vælger jeg at tro, at de fleste forældre ejer lidt mere opfindsomhed en dét. I så fald burde det ikke være noget problem at tilkæmpe sig (spæd-)barnets opmærksomhed. ISÆR da under pottetræning, hvor der normalvis ikke er særligt meget andet at give sig til end finde sig i mutters skønsang og fagtelege.
Altså.....indtil nu...hvor ipotty gør sin entre på scenen.
Jaaaaarmen for pokker. 

Ikke nok med, at vi er ved at lære vores børn, at de skal underholdes af teknologiske vidundere og sociale medier 24/7. Nu skal det allerhelligste, toiletbesøget, altså også invaderes af informationsteknologien.Jeg har svært ved at se ipottys berettigelse.
Ja, det skulle da lige være at sikre far og mor lidt alene tid.
"Så, nu sidder du hér, lille Suleima, prøv om du kan lave en lille pølle. Og bare roligt, selvom far og mor måske liiiiige glemmer at kigge til dig de næste, hmmmm, 5-10 timer, ja så kommer du ikke til at kede dig. Vi har købt en ipottyyyyy!"
Faaaaantastisk (stupidt). 

VI skal ihvertfald ikke have sådan en fidus inden for dørene - i hvert fald ikke til mindstemusen.
Jeg kan altså godt overskue pottetræning helt uden brug af i-noget-som-helst. Det lykkedes fint med den store, så mon ikke vi klarer os igennem én gang til, helt uden brug af moderne teknologi.

Jeg er faktisk mere bekymret for farmanden, som jo helst skal eje ALT med et i smid foran ordet (jeps, jeg arbejder pt på patent til en isnowshovel) og han er jo allerede tilhænger af teknologisk underholdning på toiletttet.
Hey, gad vide om ipotty fås i HANS størrelse?
Ååååh mareridtsagtig koldsved ned af min ryg.....suk

PS

link til galskaben:
https://www.amazon.com/CTA-Digital-iPotty-Activity-Seat/dp/B00B3G8UGQ

Inklusion og gråzoner

De store børn er sendt i skole, mindstemusen hygger sig foran akvariet og jeg nyder en kop velfortjent the, mens jeg suser rundt på informationernes højborg (internettet).
Jeg er faldet over en række artikler om inklusionspædagogik og inklusion i skole- fritidsregi. Der er videre links til uddannelsen som inklusionsvejleder og online inklusion. Jow jow.

Det leder mine tanker hen på en forgangen samtale med en veninde, som var kaldt til krisemøde på skolen. Der skulle lægges en handlingsplan for hendes lille Einsteins inklusion i klassens fællesskab med særligt fokus på hans indtræden på den sociale scene. Al ære og respekt for en skole, som er opmærksomme på sådanne ting, tager ansvar og tør handle. Der var bare ikke nogen, der havde taget sig tid til at spørge Einstein Jr., om han ØNSKEDE at være en del af dette sociale fællesskab. Han var da lige så pinligt klar over forskellighederne ham selv og klassen imellem, som de andre unger var. Han følte sig fejlmatchet og utilpas blandt fodboldtosser og hestepiger, når han nu selv var en førsteklasses bogorm. 

Det være sagt, så have han en fantastisk favnende mor, som forstod og accepterede mangfoldighed og forskelligheder. Hun havde lært ham ikke at se skævt til andre, ikke at lade sig påvirke af andres meninger. At turde stå ved egne holdninger og ikke bare følge the mainstream. Hun havde guidet ham til en større forståelse af eget selv og hans rolle i klassen. Han var den, de andre søgte lektiehjælp hos, men han deltog ikke i de sociale og meget sportslige frikvarters- og fritidsaktiviteter. Og han savnede det ikke. Han havde fundet sit eget sociale holdepunkt i bibliotekets læsegruppe, ligesom han gjorde sin gang i den lokale skakklub for juniorer. Hér følte han sig hjemme og veltilpas, hér var han blandt ligesindede og kunne lyde nørdet og gammelklog, uden at blive set skævt til. Tværtimod fandt han personlige venskaber ad denne vej.

På mødet blev det besluttet, at han skulle inddrages klassens leg i frikvartererne. Gårdvagten skulle sikre, at han blev inkluderet i boldspil og således indlemret i klassens sociale virke.
Hmmmm.....ja....godt så.
En ærværdig tanke. Megen fin teori.
Jeg prøver at forestille mig scenariet.
Den lille nørd, klassens professer. På boldbanen.
En lille splejset og meget bleg knægt, som dukker sig for fodbolden, for ikke at få de tykke colabundsbriller skudt af snuden.
Ham, der vælges sidst til rundbold, ikke fordi nogen af holdene egentligt ønsker ham, men fordi de er blevet tvunget af en gårdvagt til at være inkluderende.....også selvom læsehesten altid kaster boldtræet fra sig i sidste øjeblik og kaster sig sidelæns i et ukoordineret rullefald, fordi han ikke kan fokusere på tennisbolden gennem de tommetykke brilleglas og derfor altid bliver ramt på låret. 

NU er han inkluderet. Men er han blevet et lykkeligere barn af den grund?
Før blev han ikke drillet. Han var ikke en aktiv del af klassens frie leg, han passede sig selv i periferien, kanske med næsen begravet i en spændende fagbog.
NU bliver han drillet og lagt for had. Resten af klassen presses til at føle afsky mod at have ham med i tvungen baghånd. Det hold, som ender med bogormen, bebrejder ham for tabte vinderchancer. Klassen ved det. Og han ved det.

Han oplever nu daglige nederlag. Og møder pludselig modstand mod hans person. Det starter i frikvartererne, på boldbanen, men arbejder sig stille og roligt med ind i klasselokalet...gruppearbejdet...og videre til fritiden. Turen hjem fra skole.
Nej, måske går det ham ikke så galt. Måske lærer han med tiden at være sportslig. Måske vil resten af klassen elske at have fumle-tumler-drengen med på banen. Måske de finder stor personlig tilfredsstillelse ved at kunne inkludere en totalt boldmongol, klassens sociale outsider, i deres elskede sport.
Men jeg tvivler.

Og ja, jeg puster til ilden i en tid, hvor vi alle skal være politisk og pædagogisk korrekt.
Og nej, jeg er ikke fagperson. Jeg har ikke været på kursus i inklusionfremmende pædagogik.
Jeg VAR tilgengæld klassens bogorm.
Jeg VAR nørden, som ingen ville være på hold med.
Jeg VAR det totalt kiksede, meget lidt vellidt offerlam i skolegårdens daglige mobberier.
Når jeg ser tilbage på min skolegang, hænger der altid en sort sky over årene i folkeskolen.
Jeg var dansk lærerens kæledægge.
Jeg scorede 13 i alle sproglige fag (yes yes, så gammel er jeg).
Jeg gik i det forkerte tøj...og så var jeg genert.
Det er ikke starten på et ørehængerhit, men derimod min hverdag i mange lange år.
Og det bredte sig stille og roligt fra klasselokalet, til skolegården, til den privat sfære i fritiden.
Det startede med udelukkelse fra gruppen, de smarte, lederne.
Der voksede følere ud i frikvarteret og videre til cykelturen hjem fra skole.
Det kulminerede med flere års rendyrket mobning både fysisk og psykisk.
Når jeg tænker tilbage, ville jeg da ønske, at meget var anderledes.
Jeg ville ønske, at nogen havde lært mine bødler helt almindelige sociale spilleregler som tolerance og respekt. Om samarbejde. Live and let live. At nogen havde belært dem om mangfoldighed, at ikke alle kan eller skal være ens....og det er okay. ALLE behøves ikke være bedste venner, men ALLE skal behandle hinanden rimeligt.

Jeg ville ønske, at nogen havde guidet mig til et mere passende socialt fællesskab. Et sted, hvor jeg kunne mødes med ligesindede. Andre børn, som foretrak en god bog frem for frikvarterernes tvungne tortur med svingtovs-bondage og bold-idioti. For ja, jeg klottede jo over den skide snor hele tiden, jeg blev viklet ind og måtte bede om hjælp til at komme fri igen. Jeg forsinkede de andres leg i flere minutter, så ikke alle nåede deres tur til at hoppe, inden frikvarteret var omme. 

Og ja, jeg glemte at gribe bolden, fordi jeg havde travlt med at lukke øjnene og dukke mig.....bolden susede hen over hovedet på mig, så de andre måtte bruge resten af frikvarteret på at finde den igen. 

Joooh, jeg var også den, der smed boldtræet til højre og selv kastede mig mod venstre, for jeg var pisseræd for den skide tennisbold, som ALTID ramte mig på låret med 140 km/t og lammede min evne til at løbe banen rundt. 

Men jeg var god til nogle andre ting, som bare ikke blev værdsat i netop min klasse.
Jeg kunne skrive en 25 sider lang stil på et par timer....og hive endnu et 13-tal hjem.
Jeg var ferm til solo-sport.
Jeg læste fagbøger om indiansk-kultur kaldt hjem fra KBHs Universitetsbibliotek. Og allerede i 4 klasse måtte min mor skrive en skriftlig tilladelse til biblioteket, at jeg godt måtte låne voksen-bøger (Leon Uris lå da højt på listen).
Jeg var usædvanlig hurtig til at lære nye sprog. (Til dem der kender mig lidt bedre: nej, ikke lige tysk, men det ER jo heller ikke et rigtigt sprog men nærmere en halssygdom. No disrespect intended.)

Men nej.....sådanne egenskaber var bare ikke i høj kurs og jeg høstede ikke mange point på dén konto.

Det var bare et dårligt match, dem og jeg. Det udviklede sig, det voksede, det blev stort og grimt. For mig, men sikkert også for dem, som følte sig presset. Først til at have mig med og senere til at mobbe for at få afløb fra de frustrationer, som de ganske givet følte i forhold til førnævnte.
Ville jeg gerne have været drillerierne foruden?
JA da.
Ville jeg gerne have haft et bedre socialt netværk i fritiden?
Naturligvis!
Ville jeg gerne inkluderes i klassens kammeratskab?
HELL NO!

Jeg passede ikke ind dér. Det vidste DE....og det vidste JEG.

Vi skal ikke alle være ens...men vi skal alle accepteres, for den vi nu en gang er.
Vi skal ikke alle have de samme interesser eller være gode til de samme ting og dele de samme interesser....men vi skal finde et ståsted, hvor vores evner og talenter kommer til deres ret sammen med ligesindede.
Vi skal ikke alle inkluderes i de samme sammenhænge.
Der skal være plads og rummelighed til alle....vi skal lære at favne bredt.
Der skal være accept og tolerance.....på tværs af forskellighederne.
Der skal være samarbejde i klasselokalet, selvom man måske ikke går så godt i spænd ret personligt.
Men fritiden og herunder frikvartererne, må være børnenes egne.
Jeg vil da heller ikke tvinges til at være sammen med mine kolleger i fritiden. Jeg skal nok samarbejde og behandle alle ordentligt på arbejdspladsen, men når jeg har fri, bestemmer jeg selv. Så omgiver jeg mig med folk, som jeg klikker med. Og det synes jeg også, børn skal have lov til. 

Det handler for mig om at finde det rette match til ens børn, et sted hvor de kan opbygge personlige sociale relationer i fritiden....og sikre, at de i skoleregi opfører sig socialt ansvarligt, dvs behandler alle med respekt og træder ind i klasselokalet med et ønske om at samarbejde på tværs af fritidens interesser og sociale relationer.

Fra børn og fulde folk

Ugens rappe replikker:

Der høres Bon Jovi "living on a prayer".
Trolden: Hun har GODT nok små bryster!
Mig: Det er nok fordi, Bon Jovi ikke er en dame. Det er skam en mand.
Trolden: HØH!!! Med dét hår og dén stemme? Dét tror jeg næppe!!

Den noget hånlige men til gengæld meget selvfede mine afslørede tydeligt, at jeg i hans øjne er blevet holdt godt og grundigt for nar i årevis...og at jeg er godt åndssvag at være faldet for dén and.

Jeg forsøger at forklare lidt om 80ernes homogene popkultur, det bobbede lange hår til begge køn, vildt stramme bukser og oversize bluser....det var jo smart og moderne.
Trolden: Aj, du tager gas på mig...hvodden skulle nogen som helst syns det var smart, når det er SÅ forfærdeligt grimt?! Du skulle prøve nu at få lidt smag!
(Takker, min dreng, men jeg VAR altså ikke den eneste....men ja, set i bagspejlet forstår jeg jo heler ikke, at en hel generation faldt for dét salgstrick, så jeg forstår godt hans skepsis. SUK!)

---------------------

Trolden: kan du ik lige stoppe en sut i lillebror?
Mig: øøøøh.... ?
Trolden: ja, jeg syns det er et relevant spørgsmål!
(suk! igen!)

---------------------

Trolden: skal vi ikke snart besøge din veninde og ham den lille søde dreng?
Mig: Nej, det kan vi ikke...min veninde er på arbejde i dag.
Trolden: jamen, kunne vi så ikke lige suse over til hendes lille dreng?
Mig: nej, han er jo ikke ovre hos hende, imens hun er på job....det er jo ikke HENDES dreng.....det er en dreng, hun passer.....
Trolden: Nånå, skulle hun så ikke tage at gøre det ordentligt, i stedet for at rende på arbejde hele tiden?
(dobbelt suk)

--------------------- 

Bleskift a la hulabye

....eller....byebye hyggestund, hello tvangsindlæggelse

....eller....gale opfindere er der åbenbart nok af...

Ærligt, det kan godt være lidt en udfordring at skifte et aktivt lille kravlebarn.
Først skal man jo indfange den løbske tumling på stuegulvet. Det er faktisk sin sag, når nu mindstemusen har lært at krybe i ekspresfart. Endnu sværere bliver det, idet han også har lært at sno sig som en glat ål. Når man samtidigt grundet slemme lugtgener skal holde sig for næsen, ja, så har man jo kun én ledig hånd at gøre godt med.
Man kan dog ved at kaste sig ind fra sidelinien gribe om tumlings mavse med en velanrettet højrearm. Et lille snuptag senere er samme tumling slynget ret op og ind mod babyfangers brystkasse, hvor han fikseres med et fast klem.
En yndefuld ballet uden om diverse lysende legetøj og talende bamser garanterer en nogenlunde sikker rute tværs over stuegulvet. Babymus placeres vandret i rygleje på dertil indrettet pusleplads og et-hånds-bleskift påbegyndes (bemærk at den anden hånd grundet risiko for gasudslip fortsat er beskæftiget omkring eget snueparti).
Baby vrider og drejer sig for at modarbejde ethvert forsøg på at holde indholdet af brugt ble indenborde. Man indser, at man har minimum én arm for lidt.
Klemme om egen tud, fastholde babykrop, af- og påmontere bleer.....og kun to hænder....no can do.
Men frygt ej, hjælpen er nær.
De kloge hoveder har endnu en gang opfundet en gal-genial dingenot til netop denne situation.
En baby-fikserings-harness til den livlige tumling på puslebordet.
I kid you not!
Den FINDES virkelig.
Hulabye, som ses herover, kan blandt andet bestilles via amazon.com.
Jamen, det er jo ikke til at få armene ned. Hvordan klarede jeg mig nogensinde gennem talrige bleskift af min ældste uden denne fantastiske opfindelse?
Misforstå mig ikke.
Jeg går all in når det handler om at skære genvej til succes. Jeg kravler som oftest igennem gærderet, hvor hullet er størst. Meeeen jeg synes altså alligevel, at NU er toppen af idiotien da nået. At skulle iføre sit barn spændetrøje inden hvert bleskift dræber i mine øjne lidt den hyggelige puslestund.
Det er vist ikke den længste ål i rusen som bestod Georg Gearløs-skolen med denne opfindelse.
Bedre held næste gang....i mellem tiden vil jeg så vikle min egen mindstemus ud af de 5 1/2 meter gaffatape, som pt muliggør et hyggeligt mellemmåltid i ro og fordragelighed, med masser af øjenkontakt og lærerig socialisering mellem mor og baby.

Marineret bonus-datter

Jeg sidder hér med snotnæsen dryppende ned i min allerede noget tynde og halvkolde the, da bonus-princessen vender hjem efter træning.
Hun snakker. Hun fortæller. Hun svinger med venstre arm som en anden vindmølle på speed.
Jeg får hende gelejdet ud i køkkenet til en bid sen aftensmad.
Hun smører mad. Hun fortæller livlige anekdoter fra 5. klasse. Hun svinger fortsat med venstre arm.
Jeg søber min nu meget kolde the. Eneste fordel er vist, at jeg ikke brænder tungen. Jeg konstaterer undrende, at jeg pludselig har fri passage i mine luftveje. Jeg kan trække vejret ganske ubesværet. Alligevel imponerende hvad sådan en kop the kan udrette....og så endda en kold the. Fantastisk.
Princessen imponerer med sin store viden udi tweenie intriger. Og svinger med venstre arm.
Jeg mister for en stund koncentrationen. Mine sanser spiller mig klart et puds. Jeg kan nu ligefrem snuse den lindrende pebermyntethe. Ret imponerende, da jeg faktisk har tilberet en temmelig kedelig earl grey.
Mens jeg bliver sat godt og grundigt ind i tøsefnidderens forunderlige verden, begynder den dér svingende arm at irritere mit åsyn. Jeg må til sidst spørge direkte, om hun er gået i selvsving. Er der tale om en forbigående OCD? Eller forsøger hun blot at holde sig vågen længe nok til at konsumere lidt efter-trænings-mad?
Næææ nej, men hun har været til judo træning.
Joh tak, det ved jeg skam godt. Men hva har det med svingarmen at gøre?
Hun havde fået ondt i venstre albue.
Sagt, som om dén information forklarer alverdens spasmer. Jeg ser stadig lige uforstående ud og nærmere forklaring følger da også modvilligt.
I træningslokalet står sådan noget Tigerbalsam. Til fri afbenyttelse. Det skulle jo være så godt mod ledsmerter. Så princessen havde altså vovet forsøget og smurt et ordentligt tykt lag på hele venstre arm. Det har ganske rigtigt taget smerten i albueleddet. Tilgengæld er der opstået en brændende fornemmelse a la Sankt Hans-bål i stort set hele armen. Hvorfor hun altså svinger den, for at dulme branden. Og, nå ja, det faktum at hun har marineret sig selv i rå mængder Tigerbalsam forklarer både den liflige duft (for ikke at sige stærkt tiltagende stank) af mynte samt min pludselige evne til igen at trække vejret ubesværet.
Herligt herligt.

Skal lige dampe af......

Troede ikke min frustration kunne blive større...slet ikke efter de gode nyheder fra DPmor i sidste uge. Meldingen lød, at den nye DPpædagog tydeligt så mindstemusen som FTF og sansesart og derfor gerne ville have et fælles møde.
Men men men....
Mødet med DPmor og DPpædagog er nu overstået.
Nu skal jeg så lige vikle mig fri af den lilla stofble og kyle en stiv whisky gennem halsen for at dræbe smagen af frugtte. (Ingen generalisering eller fornærmelse mod pædagog-branchen som helhed, blot en konstatering af at førnævnte fagpersonel ikke just anskuer verden HELT så realistisk, som visse andre.)
I bund og grund har hun jo læst mindstemusen helt rigtigt.
Hendes handlingsplan og strategier giver umiddelbart god mening.
Jeg bryder mig bare ikke om at blive talt ned til. "Talt ned til" er måske ikke en helt fair beskrivelse. Talt til som var jeg et 2 1/2 års vuggestuebarn er nok mere korrekt.
"....jeg kan godt høre din bekymring, men jeg tænker jo....jeg forstår, din frustration, men jeg mener jo....vi skal sammen tilgodese....vi skal skabe fælles struktur....vi bør....vi skal skærme ham....vi skal tage hensyn...vi skal skabe pusterum.....tænker du ikke også?...."
Jo, jeg tænker skam også.
Jeg tænker, at det alt sammen lyder meget fint.
Jeg tænker, at bedst som jeg er enig, hører jeg ting som:
"...mor SKAL aflevere kl 8 hver dag, hverken før eller senere, for så hænger DPmors formiddagsrutiner bedst sammen.....hjemmet skal sikre en god nattesøvn, så han møder veludhvilet og veloplagt.......hjemmet skal skærme ham fra lyde og indtryk....hjemmet skal sikre, at han skærmes fra TV....hjemmet skal sikre, at han skærmes fra større søskende.....hjemme skal sikre, at han skærmes fra forstyrrende besøg....hjemmet skal sikre, at han.....mor skal hver dag medbringe kugledyne til DP....mor skal hver dag tage barnevognen med hjem og i en periode lade ham sove dér om natten.....bla bla"
Vi SKÆRMER allerede, så meget som muligt. Men jeg KAN ikke skille mig af med de to store børn. De har været i mit liv længe, og jeg er kommet til at se dem som en del af familien. Jeg KUNNE måske få et betragteligt antal kameler for min 11-årige og meget blonde bonus datter, men ærlig talt ved jeg ikke, hvad jeg skulle stille op med dem. Min egen knægt får jeg noget sværere ved at afhænde, idet han taler som et vandfald og æder som en mindre hest
Jeg finder det umådeligt svært at skærme musen fra TV, lyde, indtryk og gæstevisitter. Det ville betyde en svær tilbagegang i den øvrige families sociale sfære og dagligdag. JA, naturligvis KUNNE mindstemus og jeg flytte ned i den mørke kælder, men det er ikke en løsning, som ligger lige til højrebenet.
Sikre nattesøvn...jo tak, gerne....også til mig! Jeg har bare ikke knækket koden endnu. At sove i barnevognen hver nat ER jo prøvet af og virkede under ingen omstændigheder. Tværtimod sover han ENDNU mere uroligt i dén. Vi SKAL vel ikke prøve alle de gamle strategier af igen, blot fordi HUN er ny spiller på banen.
Møde kl 8 hver dag, jojo....den er fin...så længe jeg går hjemme og er nogenlunde herre over egen tid. Men jeg HAR 2 andre børn, som også skal hældes ud af døren hver morgen. Og på et tidspunkt får jeg vel forhåbentligt job igen, men det kan da blive svært, hvis arbejdstider skal tilpasses DPs behov for at mindstemusen afleveres kl 8 sharp hver dag.
Kugledynen medbringer jeg allerede hver dag. Men tak for det belærende tonefald.
Forstå mig ret, jeg er VILD med DPmor. Hun er det varmeste, mest favnende væsen. Jeg kunne ikke have fundet en bedre selv! Og jeg sætter umådelig står pris på, at der endelig er fagpersonel, som ser mindstemusens sarte jeg og behov. Jeg havde måske bare håbet på noget mere brugbart. Ikke de samme gamle fejlslagne forsøg igen-igen, ikke den belærende bedrevidende tone som om VI har gjort ham sansesart eller ligefrem gør ondt værre. Tiltag, som rent faktisk kan fungere i praksis i en almindelig familie med 3 børn i alle aldersgrupper. Ikke fuldstændig utopiske forslag, som aldrig kan implementeres i et familieliv.
Jeg har brug for NYE input. Som er overskuelige og som virker i det daglige. Som kan implementeres, uden at den øvrige familie skal lide alt for store afsavn.
Jeg føler tilgengæld ikke det mindste behov for at gå tilbage til square 1 og gentage fortidens forfejlede strategier. Ikke flere fiaskoer, takellersmangegangetak!
Giv mig nu nogle værktøjer, som virker, be pænt om. Jeg får SPUNK.
SUK.

Jaget vildt i eget hjem....eller......kampen mod koppen

Jeg er alene hjemme med drengene. Princessen er hos sin mor denne week end og manden i huset (dér skulle ikke grines) er på job.
Mindstemusen har været i rigtig dårligt humør de sidste par timer, men nu sover han endelig sødt (så længe det varer). Min ældste spiller Need for Speed og leverer selv samtlige lydeffekter.
Selv har jeg smidt mig på sofaen og nyder roen og freden (dog lejlighedsvis afbrudt af knægtens imitation af motorstøj og hvinende dæk).
Døser lidt til "Hun så et mor". Ingen smarte bemærkninger. Det har INTET med min alder at gøre, men skyldes udelukkende det faktum, at vi netop er overgået til den lille kanalpakke. Dermed står valget mellem en gammel kone på eventyr eller en underlig japansk tegnefilm.
Nå, men altså døser jeg lidt på sofaen. Jeg forsøger ikke en gang at danner mig et overblik over de mistænkte i TV. Det er alligevel nok butleren igen.
Ud af øjenkrogen fornemmer jeg bevægelse. Tænker, at hunden egentligt godt må udvise lidt solidaritet og ikke kræve at komme ud lige nu. Sov, hund, SOV.
Hører en snorken ved mine fødder. Hmmmm. Hva faen bevæger sig så i udkanten af mit synsfelt?
Jeg drejer i et hurtigt ryk halsen af led og spærrer øjnene op. Og hvad skuer jeg?
En mother FU stor smadderkop. Sådan én med militørstøvler og en halv hjort mellem fortænderne. Yaiks, den er klam.
Jeg kan ikke UDSTÅ edderkopper. Ikke en gang de små "lykke"kræ. Denne satan er så velvoksen, at jeg et kort sekund ikke tør bevæge mig. På den anden side er jeg ikke helt tryg ved at befinde mig SÅ tæt på dens hugtænder....et rask spring hen over sofaryggen og voila. Flugtforsøg lykkes.
Nu opstår et ganske andet problem. Det har den seneste tid været svært at få et øjebliks MIG-tid. ISÆR i fred og ro. Jeg må på en eller anden måde generobre den belejrede sofa.
Jeg kunne finde en avis og klaske den gentagne gange, men jeg frygter lidt, at den blot vil tage avisen fra mig og slå igen.
Jeg kunne hente støvsugeren og snuse den op. Dog er jeg ikke sikker på, om dens fede behårede krop kan smutte gennem slangen.
Jeg kunne fange den under en gryde, naturligvis indtil den render af med gryden som skjold på ryggen.
Jeg når forholdsvist hurtigt frem til, at direkte drab er den eneste måde at overmande labanen. Drab fra afstand, selvsagt, for jeg tør simpelthen ikke komme for tæt på. Så kaster den mig med garanti rundt.
Nu ejer jeg desværre ikke en storvildtriffel. Det havde jo været det oplagte valg. Men jeg har en sikkerhedsstøvle og en lang træbjælke. Hmmmmmm. Georg Gearløs gå hjem, hér kommer mutter med gaffatape og gode ideer.
At montere en sikkerhedsstøvle på en træbjælke er ret ligetil, viser det sig. Tape er ganske overflødig.
Nu handler det om at snige sig uset ind på byttet. Skjule sig bag sofaryggen. Time sit angreb. Kaste sig frem i det rette øjeblik. Holde godt fast i bjælken og SMADRE støvle-enden ned over krapylet. Meget gerne med stålsnuden nedad.
Sådan dér.
Takket være mine umenneskelige armkræfter er fredsforpesteren ikke bare død. Den er smasket til atomer. De søgerlige rester minder på ingen måde om det farlige rovdyr, der for just få sekunder siden sad på lur efter en luns af min strube. Der er faktisk kun et enkelt sort ben tilbage....eller er det mon et hundehår?....og en rød-brun blodpøl på størrelse med Rio Grande.
Ligegyldigt.
Jeg vil hellere have min slapper på sofaen afbrudt af projekt tæpperens end ligge stiv af skræk grundet et glubsk rovdyr. Så nu vil jeg finde en spand ajax og med mindre uhyrets nærmeste familie er blevet hidkaldt af mit sejsråb, så kan jeg om cirka 15 min uforstyrret genoptage operation døsen på sofaen.Ps.
Knægten spørger bekymret, hvad der dog er sket. Jeg synes jo man skal skåne sine børn for virkelighedens mest afskyelige kendsgerninger. Jeg nævner derfor intet om edderkoppen, men opfinder hurtigt en lille hvid løgn om en nærgående dørsælger, som mor just har banket lidt sund respekt ind i.

At træne familien via positiv forstærkning: at tackle sure opstød

eller....
"Tak fordi du fortæller mig, hvordan du har det (lige nu)!"
Denne sætning er lige så frigørende, som den er anvendelig.
Den kan bruges i et hav af sammenhænge og hver gang vil den give en følelse af frihed og ro. Du lader dig ikke slå ud af et surt opstød, du lader dig ikke trække med ned i en rivende strøm af negativ ladet energi, du forholder dig rolig og fastforankret i dit eget positive sind.
Som de fleste nok vil give mig ret i, så kan man som forældre ikke undgå at havne i den modtagende ende af en hulans masse brok og beklagelser. Du vil på daglig basis befinde dig i skudlinien for dine ungers humørsvingninger, positive som negative.
Det kræver ikke den store ledvogter eksamen at håndtere den postitive ende af spektret. Denmere dystre side er en helt anden snak. Du må lægge øre til alt lige fra almindelig irritation til direkte hysteriske anfald.
Det kræver en god portion overskud og tålmodighed IKKE at lade sig rive med, men det KAN lade sig gøre.
Næste gang dit barn ytrer den store universale konspiration imod dets person, fordi det ikke kan flyve......
Næste gang du må affinde dig med at være den ondeste forældre i hele verden, blot fordi du nægter at servere is til aftensmaden....
Næste gang det umuligt kan være sengetid, bare fordi uret forlængst har vist midnat....
Næste gang du belæres om det urimelige i at deles om tingene og vente på sin tur.....
Næste gang uretfærdigheden slår til, og man ikke må male hinkeruder på vejbanen....
Næste gang du mødes af et mere eller mindre berettiget hysterisk anfald....
så gentag blot mantraet:
"Tak fordi du fortæller mig, hvordan du har det (lige nu)"B,ama Lad dig endelig ikke forfalde til endeløse enetaler, som alligevel ikke tjener det tænkte formål at overbevise dit afkom om rigtigheden af din beslutning. Forsøg endelig ikke at forklare grundene bag din beslutning. Glem alt om moralprædikener eller formanende ord om at "opføre sig ordentligt, høre efter og tale pænt".
Med andre ord; gå ikke ind i en dialog. Du taler alligevel for døve øre."Tak fordi du fortæller mig, hvordan du har det (lige nu)"
Med denne sætning anerkender du dit barns følelser uden at tage stilling til, hvorvidt de er berettigede. Du undgår en længerevarende diskution midt i kampens hede og kan i stedet tage en saglig snak, når barnet igen er kølet ned. Samtidigt har du holdt dig selv følelsesmæssig neutral og er altså ikke "gået med ned" på barnets konfliktorienterede niveau.
Om noget har du vendt situationen til en positiv oplevelse for både dig og dit barn."Tak fordi du fortæller mig, hvordan du har det (lige nu)"
Dette mantra kan i virkeligheden bruges i flæng i rigtig mange situationer.
Når din bekendtskabskreds belærer dig om politik og din meget uheldige holdning til emnet....
Når dit livs lys under ingen omstændigheder finder det rimeligt at overlade dig fjernbetjeningen en time om ugen, da han ingenlunde mener, at hans TV skal udsættes for Desperate Housewivesafsnit 987.218....
Når vildt fremmede råber af dit i det lokale supermarked, fordi de ikke forstår ganske almindelig køkultur....."Tak fordi du fortæller mig, hvordan du har det (lige nu)"

Maj 2013

Attack of the MotorMouth

Der er da ikke noget så skønt, som at ligge fastklistret til lædersofaen, marineret i eget koldsved og med dunkende hovedpine. Febervilde drømme tager glimtvis pladsen fra virkeligheden, mens man hoster lungerne ovenud i småbidder, næsen løber maraton og dynens vægt føles smertefuld mod samtlige ømme led i kroppen.
Det skulle da lige være ovenstående situation tilsat et skvæt 5 årig motormund, som just ser sit snit til at plante sit luksuslegeme direkte på mutters korpus...og holde det ene laaaange foredrag efter det andet. Jeg har nu blod ud af ørerne, men er til gengæld sat vældig godt ind i dolkhalens anatomi, tanks (og andre krigsfartøjer) samt den lidet elegante disciplin at flashe bar bagdel i SFO´en.
Jeg er blevet belært om, at man ikke skal hade nogen, som skubber én ned af gyngestativet, så man får blå mærker på ryggen. Næ nej, man skal hade deres HJERNER, for det er jo lissom folks hjerner, som styrer deres handlinger og bevægelser. (Javel, fessor, men dét skal du så nok IKKE snakke for højt om i en tilspidset situation i SFO´en....med mindre du da vil mobbes de næste 10 år.)
Jeg er blevet klogere på de sidste nye kostråd. Man bliver hvad man spiser og bør derfor afholde sig fra at spise asfalt, for så bliver man kørt ned heeeele tiden. (Nu forekommer asfalt mig heller ikke at være en særlig tillokkende spise, så jeg var nu ikke i fare for at falde i gastronomisk uføre i dén forbindelse.)
Jeg ved, at blækspruttemødre passer familiens mange unger, mens fatteren suser ud efter mad. Er han for længe om at vende tilbage til hulen med føde til den ventende moder, tjaaa, skidt pyt....så spiser hun bare en af sine egne arme. Der er jo nok at tage af og forresten vokser der bare en ny én ud. Meget praktisk. (Dog ville jeg nok blive en ANELSE bitter på min husbond, hvis han lod mig sulte så længe, at jeg skulle fortære mig selv bid for bid....men okay, nu er jeg jo heller ikke blæksprutte og kan meget dårligt undvære en arm. Faktisk har jeg tit tænkt, at jeg har 8 arme for lidt som det er nu!)
Tilstået, jeg døsede vist hen et par gange under vejs (mindstemusen havde længst givet fortabt og var langsomt lullet i søvn af storebrors knævren) men til mit forsvar skal lige siges, at foredraget varede 3 timer. Uden pauser af nogen art, dog blev jeg cirka halvvejs tilbudt en skive ristet rugbrød med jordbærsyltetøj og agurkesalat (næ tak, som byder, venlig tanke, men så vil jeg faktisk hellere lege blækspruttemor og æde min egen arm).
Til sidst lykkedes det mig at stoppe talestrømmen, men kun ved at fylde store mængder føde i ansigstspalten på knægten. Bagefter lavede vi en aftale. Han smuttede på værelset med en is og en film....jeg nød stilheden i stuen og drømte salige drømme om painkillers af højeste kaliber. 

Vidste slet ikke, at mande influenza kunne ramme quinder. Ramt er jeg dog og ligger i skrivende stund for døden. Jeg har faktisk slet ikke tid til at opdatere bloggen.Jeg BURDE lave et par nødvendige ændringer i mit testamente, bede en lille bøn og pakke kufferten til den sidste rejse.What to bring?Ja det kommer jo an på, hvilken vej man ryger. Det ene sted er varmt nok til bikini, det andet sted vil en sådan beklædning næppe blive accepteret...men hva, så havner man jo nok det første sted.Altså bikini.Lommelygte og graveredskaber (jeg har set nok gyserfilm til ikke at stole på retsmedicinerne) til eventuel flugt fra kiste og uberettiget begravelse.Privatadressen på diverse klaphatte, som rigeligt har fortjent en smule hjemsøgelse. Tjek!
Jeg håber naturlig fortsat på at overleve strabadserne og har netop nedsvælget 1 L aspargessuppe med udkogt broccoli. Nå ja, jeg fik lidt uforudset hjælp, idet bonus-princessen meldte sin hjemkomst før tid. Og forresten var ved at DØ af sult (især da hun øjnede min suppe), for fatter havde smurt hendes madpakke og ikke taget højde for, at hun æder som en udsultet ulv for tiden. Nå, men jeg fik da 2 portioner suppe selv. Nu står den på koldt vand og glohed the, sådan lidt på skift, mens princessen er på værelset for at "finde sit indre jeg" og reflektere lidt over livet som drama queen omgivet af jævnaldrende ditto. (Bør de underlige monotone, taktfaste bumpelyde bekymre mig?)Mindstemusen sover snorkende i sin lofthængte kurveseng, trolden er i SFO et par timer endnu og skattemusen leger arbejdssmølf indtil klokken sent.Nu vil jeg så smide mig på sofaen med et kilo kleenex og afvente dommen: healing eller dødskys....

ACD dråber - sidste nyt!

For et par uger siden stod jeg på apoteket og lignede et spørgsmålstegn. Jeg fik (temmeligt uventet) den melding, at ACD-dråber til babyer, pludselig var udgået og således ikke længere kunne skaffes.
Min egen mindstemus havde godt nok ikke længere behov for ACD-dråberne, men af ren og skær nysgerrighed indledte jeg alligevel et mindre detektivarbejde.
Jeg er nu kommet i kontakt med en farmakonom, som oplyser følgende:
"Multi-tabs /Pzifer har besluttet at det ikke er rentabelt at fremstille ACD-dråber så de har stoppet produktionen helt. Dråberne kan dog bestilles hjem fra Glostrup apotek til eget apotek, men de er nu et magistrelt lægemiddel. Det betyder, at de er receptpligtige og ikke kan købes i håndkøb. Derfor må man nu have fat i læge og bestille dem dén vej."

Tilbage på tasterne

Sikke dog tiden flyver afsted, når man har en knotten mindstemus og en dødelig syg sexysmølf til at holde én beskæftiget.
De sidste 3 uger er simpelthen gået ALT for stærkt og jeg har slet ikke haft tid til at holde dig ordentligt opdateret. Sagen er den, at mit livs lys har været liiiiige ved at gå ud. Sagt med andre ord, skattemusen har ligget for døden og tigget om den sidste salve.
Nu tænker du nok, at der blot er tale om den sædvanlige mande-influenza. Men nej. Manden med leen blev denne gang hidkaldt af et slemt anfald af nyresten.
Det hele startede en meget tidlig morgen klokken 7. Skattemusen vågnede og klagede over ondt i ryggen. (Bare dét, at han var oppe og i stand til at samtale på dette (for ham så9 ukristelige tidspunkt, var kun første tegn på, hvor skidt det stod til.)
Jeg fik ungerne gjort klar, pakkede mindstemusen lunt og godt i klapvognen, fulgte knægten i SFO, vendte hjem og fandt skattemusen liggende i en myste-fystisk position midt på stuegulvet. Jeg vil ikke gå i detaljer, blot nævne, at det første jeg så, var hans bagende som pegede ret mod himmels. Tænderne var begravet dybt i gulvtæppet, hænderne klamrede om telefonen og fusselankerne spjætte underligt.
Yndigt syn at komme hjem til.
Da han ikke engang havde overskud til sure opstød som modspil til mine kække kommentarer, ja, så vidste jeg jo nok, hvad klokken havde slået. Der var kun ét at gøre (for aktiv dødshjælp er som bekendt ulovligt i Dk og forresten er jeg ikke begunstiget i hans testamente). At fragte mandslingen til lægen, som straks ringede efter forstærkning i form af en bahbuh-bil.
Han tilbragte det meste af dagen på sygehuset, som bød på alt lige fra blodprøvetagning, harpunering med smertestillende medikamenter i ballemuskulaturen og CT-scan, uden dog på noget tidspunkt at byde på lidt næring i den ene eller anden form. Nå ja, der skal jo spares alle vegne nu til dags. Skulle patienten komme af dage grundet sultedød i løbet af den lange ventetid, ja, så havde man jo sparet røntgenbilledet.
Jeg fik ham hjem samme eftermiddag, med besked om, at der nu sad en nyyyydelig lille nyresten i hans blære. Den var såmænd ikke større end hovedet på en velvoksen vatpint og skulle derfor selv passere og tisses ud inden for 2-3 uger. Indtil den var ude, skulle han fylde sig med forskellige (temmeligt bekostelige) medikamenter.
Han var selvsagt lidt luren ved, hvor ondt denne "passeren" mon ville gøre.
Det var der ingen grund til, mente sygeplejersken, for stenen var jo så lille.
Hans næste bekymring var så, om han mon så overhovedet ville opdage, at den var kommet ud og dermed kunne stoppe med pillerne i rette tid.
Igen, ingen grund til bekymring. Næææ nej, det ville jo give et ordentligt KLONK i kummen, når stenen blev tisset ud.
Aldrig før har min søde lille skat set SÅ panisk ud. Tanken om at denne "lillebitte" sten, som man SLET ikke ville mærke smutte gennem urinrøret, skulle kunne lave sådan et spektakel, hylede ham HELT ud af den.
Han har derfor frygtet toiletbesøg de sidste par uger. Han har nemlig haft frygteligt ondt og frygtet, at bautastenen ville smadre hele kummen og vælte badeværelsesvæggen, når den endelig "smuttede ud".

Panik i badet

Ja, så lærte man en vigtig lektie.
Når det bliver lidt farligt, så forvent under ingen omstændigheder hjælp fra personlig He-Man!
I bedste fald må man klare sig selv, i værste fald bliver man med største sandsynlighed skubbet lige lukt i favnen af en horde glubske zombier, mens He-manden selv bruger din uheldige skæbne som afledningsmanøvre og selv flygter.
Og hvordan kan jeg så vide dét, tænker du nok. Eller, det leger jeg i hvert fald lige, at du tænker.
Jo, det skal jeg sige dig.
I dag fik jeg nemlig en øjenåbner af de helt store.
Jeg var i bad, hvilket i sig selv jo ikke er nogen speciel begivenhed. Midt i skønsang og sæbeskum så jeg dog pludselig en fugleedderkop af de helt store dale ned fra loftet og lande på min skulder. Den pustede i den grad til min araknofobi, så med fægtende arme og diskrete skrig sprang jeg for livet. I skyndingen tog jeg mig ikke helt tid til at åbne brusekabinen, før jeg bragede tværs gennem badeværelset og ud på repos´et. Sikke et spektakel, men det KAN man jo ikke tage sig af, når man kæmper for livet.
Jeg lurede ind af døren.
Den var der stadig. Lige dér, midt på gulvet. Stor og svært behåret. Fadaføj, for en led krabat.
Den lå dog musestille. Enten på lur efter min strube, som jeg antager den havde haft et udmærket udsyn til fra sin tidligere placering på min skulder, eller halvdød af skræk efter mit skingre skrig.
Jeg sneg mig nærmere.
Den rørte ikke på sig, men for en sikkerheds skyld bevæbnede jeg mig det første det bedste selvtægtsvåben: skattemusens Gillette Fusion (bemærkede du lige den diskrete reklame dér?).
Netop som jeg stod bøjet over den klar til at høvle den midt over, eller som minimum trimme dens behårede fusser, gik det op for mig.
Det var ikke, og jeg gentager IKKE, en edderkop. Af NOGEN art.
Det var en sammenfnulret tot af mit eget hår. Den så nogenlunde tilforladelig og harmløs ud.
Jeg blev ærlig talt så lettet, at jeg slet ikke nåede at føle mig forlegen.
Ret kort derefter blev jeg så harm, at jeg rent glemte at føle mig små-blond.
Tænk sig, alt dét postyr. Panik-skrig og højlydte rabulder. Og HVEM glimrede ved sit fravær? HVEM var ikke kommer til min redning? HVEM havde faktisk ikke en gang råbt "hva faen laver do?" i irritation over at blive forstyrret i morgenlæsningen af BT?
Ganske rigtigt.
My hero!
Fuldstændig og aldeles ligeglad med mit velbefindende.
Selv da han blev konfronteret med situationens alvor og ved selvsyn så beviset for den overhængende livsfare jeg just havde befundet mig i, så fandt hand et slet ikke på sin plads med en undskyldning. Han gad ikke en gang anstrenge sig for at stille en bekymret mine op. Eller love, at en sådan manglende beskyttertrang ikke vil gentage sig.
Næææ nej, han gloede bare uforstående på mig....og skreg af grin.
Tsk Hrmpfght!!!
Han fejlede helt at se alvoren i situationen. Det handler jo ikke så meget om min lille fadæse (HVEM har ikke med sæbe i øjnene set fejl af et par hårstå og en tarantula, jajegspørgbare!!), men om det meget uheldige faktum, at INGEN skattemus kom til min redning. Det KUNNE jo have været en sort enke, en malaria-myg eller en kloakrotte med sort pest i sit væmmelige bid, som jeg sloges med deroppe på første salen. Alene.
Gad vide, hvad det koster at hyre Secret Service til personlige bodyguards mod 8-benede kryb???

Jagten på en toyota

Nej, vi skal ikke have ny bil.
Jeg har dog denne fabelagtigt gode idé om at omdanne mine kreative billeder på nethinden til brugbare beklædningsdele. Sagt med andre ord, jeg må lære at sy.
Jaja, nu griner du højt og inderligt, men det er IKKE en joke.
Jovist er jeg lettere hæmmet i forhold til håndarbejde, især når brugen af motoriserede elementer indgår. Jeg har såmænd taget livet af op til flere ganske glimrende Singere, men dét skal vel ikke afholde én fra at prøve igen (og igen-igen-igen-IGEN). Jeg kan vel til sidst oparbejde en hel samling af afdøde maskiner, kanske til en lille kunstnerisk udstilling.
Nå, men jeg har altså en pokkers masse idéer i skalden. Jeg kan SE de færdige resultater for mig. Hvordan jeg kommer fra at have nul maskine, minus ekspertise, ingen mønstre og zero materialer til et færdigt og nogenlunde anvendeligt resultat, er straks en HELT anden snak.
Jeg har i første inddraget noget af ungernes tøj. Jeg er primært gået efter noget, som ser delvist hæderligt ud og som nærmer sig den lille side. Det kan vel sagtens omdannes til mindstemusen.
Jeg har tegnet mine egne mønstre. Jeg ved dog ikke endnu, om jeg er sluppet fra det i god stil, da jeg endnu ikke har fabrikeret ét eneste færdigt resultat. Den absolut vigttigste ingrediens mangler nemlig fortsat.
Maskinen.
Det stakkels offer, som (med dødsdommen svævende ret over hovedet) hakker sig igennem mine forsøg på egen produktion af børneklæder.
Jeg har set mig vældigt lun på denne Toyota-maskine.
https://www.bl-trading.dk/shop/symaskiner-toyota-symaskine-1567p.html
Antageligt er den idiotsikret, let anvendelig med simpel brugsforvirring, kraftig nok til at suse hen over dobbelt-sømme på selv de bedste jeans og visuelt i balance med skattemusens stilrene sort/hvide indretning. Ja, man må jo sælge idéen på alle planer og han må da også tilstå, at dens tilstedeværelse i hjemmet på ingen måde skæmmer det stilbevidste øje. Dog virker han ikke just overbevist om, at investeringen vil vise sig pengene værd.
Jeg har ellers hold mange lange foredrag om udbyttet af en sådan anskaffelse. Nyt, figursyet tøj til ungerne. Ikke flere problemer med at finde bukser, som er lange nok i benene uden at gabe en halv meter i livvidden. Mulighed for at sætte sit eget individuelle præg på mønster og farver. Unikum-tøj til den kommende teenager. Pengebesparelser i forhold til mindstemusens tøjbudget.
Jeg løber dog hele tiden panden mod muren, når modargumentet lyder "jojo, det er klart...men er 1600 bobs ikke lidt vel meget for sådan et styks en-gangs-maskineri?"
Som ooooooooom jeg smadrer en maskine per kreation. Tsk og hrmpfgt!!!!
Kort historie gjort lidt længere: jeg må skimme brugt-vogns-markedet i jagten på en billig, brugt model. Jeg må bevise en discount-maskinen berettigelse på budgettet, før jeg opgraderer til drømmen. 

Little Angels by Medine og Spruttegruppen

Sikke en herlig overraskelse.
To af mine absolutte yndlinger har slået sig sammen i et fantastisk samarbejde.
Den ene part er min hjertesag, Sprutter til for tidligt fødte, hvor frivillige hækler blæksprutter til landets neonatal afdelinger. Sprutterne udleveres som fødselsgave til for tidligt fødte. Teorien er at de lange arme skaber tryghed for de små pus, idet deres lange arme minder om navlestrengen og tiden i mors mave. Armene er lette for de små hænder at gribe om og sprutterne er måske eneste selskab og trøst, hvis den lille ny ligger i kuvøse. Oveni er det en dejlig tanke og støtte for forældrene i en ofte meget svær tid.
(Som tidligere skrevet har min egen mindstemus været så heldig at modtage en Sprutte med posten, kreeret af hans helt egen lyslevende engel. Jeg kan forsikre dig for, at den er et stort hit!!)
Den anden part i den gode sags tjeneste er min favorit baby-fotograf Little Angels by Medine. Hendes billeder oser af tålmodighed og ro, hjertevarme og en brandvarm ildsjæl bag linsen. Hun formår gang på gang at skabe rendyrkede kunstværker som rammer én lige dér, hvor hjertet slår og tiden står stille.

Nu har disse to enheder slået sig sammen og det er allerede blevet til det første himmelske billede i den gode sags navn. Se resultatetet hér:

https://www.facebook.com/photo.php?fbid=499204803479580&set=pb.140153816051349.-2207520000.1367911833.&type=3&theater

JEG støtter Sprutterne....gør du?

Støt sprutterne her:
Spruttegruppen.dk 

https://www.spruttegruppen.dk (hér kan du også finde opskriften)
Sprutteindsamlingen på facebook 

https://www.facebook.com/pages/Sprutte-Indsamling/428646157220155

Alle kan gøre en forskel.
Hjælp med at hækle, donér dine garnrester (dog skal det være bomuld, som kan vaskes) eller kontakt en ambassadør og spørg, hvordan netop DU kan gøre en forskel.
Jeg tilbyder stadig at samle garnrester ind og donere samlet til én af de frivillige. Skriv en mail til mig for nærmere indformation. 

Little Angels by Medine

Jeg sidder i skrivende stund og rå-savler over den ene lækkermås efter den anden.
(Jeg snakker om babyer, ikke handyr!)
Findes der noget mere livsbekræftende end baby-billeder?
Alle babyer er som udgangspunkt dejlige. Tilsæt en kanon dygtig og tålmodig fotograf med sans for detaljer og den enkelte nyfødtes personlighed. Resultatet er rendyrket poesi i billedform. Kunst, som er skabt med hjertet og taler til hjertet.
Når man har pudset næsen, tørret øjnene og sunket den sentimentale klump i halsen, føler man sig født på ny. Dét er mental-hygiejne, der vil noget!
Ærligt, jeg misunder talentet.
Tænk sig at have et job, hvor man hver dag får lov til at pusle om små nye babys og samtidig glæde andre mennesker med så smukke minder.
Jeg er tilgengæld vanvittig taknemmelig for, at jeg så mange tillader offentliggørelsen af deres små vidundere. Jeg glæder mig i den grad over at kunne følge med på Facebook. Hver dag, når jeg logger ind, ser jeg nye små spvende skønheder. SÅ kan dagen ikke starte ret meget bedre!
Jeg kan kun opfordre alle til at se med (links neders på siden) og for dem, der ønsker en fotosession:

BESTIL I GOD TID!!

:)

Tak til Little Angels by Medine for de fantastiske billeder.
Tak til de forældre, som lader os nyde deres nye små.

Little Angels by Medine´s hjemmeside:
https://www.littleangelsbymedine.dk/

Følg Little Angels by Medine på Facebook:
https://www.facebook.com/littleangelsbymedine.dk?hc_location=stream

Juni 2013

Spændende dag

Tjuhej, for en dag.
Først var der morgen-møde med mindstemusens kommende dagpleje, som han nærmest åd ud af hus og hjem. Hjemmebagte boller med grove korn og kerner bekom tilsyneladende den lille mus vel. (SLUT med at falde for hans hoste-harke-kvælnings-show herhjemme, når grøden ikke har været gennem blenderen først. Hér troede man, at han havde svært ved at synke "ujævnhederne" uden at få dem i den gale hals, og så viser det sig, at han bare er et udspekuleret lille luksusdyr.)
Vindruer uden skræl gled også fint ned og til slut slugte han lige 120 ml mme.
Bortset fra, at jeg nu har fået en anmærkning i dagplejerens lille sorte bog for udsultning af baby, gik mødet over al forventning. Jeg tror ganske bestemt, at vi hér har at gøre med Danmarks sødeste dagplejemor. Varm og rummelig, kompetent men med begge ben velplantet i sund fornuft, strålende af positiv energi og overskud. Kort sagt, kemien var i top og det var fagligheden så sandelig også.
Vel hjemme igen fik jeg endnu en god snak med "Strik til børn på neonatalafdelingerne vest for Storebælt" og jeg tror godt, at jeg nu kan løfte sløret for et nyt spændende projekt.
Jeg har valgt at støtte op om endnu et fantastisk projekt drevet af frivillige, denne gang en gruppe kvinder, som strikker huer / tøj / tæpper o.a. til neonatal afdelingerne på fyn og i jylland.
Og nej, jeg har ikke på mirakuløs vis lært at strikke eller hækle, ej heller fundet tryllestaven frem fra gemmerne. I stedet er jeg blevet garnfordeler for Middelfart, Fredericia og Kolding.
Jeg kan kun opfordre alle strikke- og hækle-glade til at kigge nærmere på facebook-gruppen "Strik til børn på neonatalafdelingerne vest for Storebælt" og "Spruttegruppen".
Begge grupper yder en fantastisk indsats for små for tidligt fødte puslinger og har fortjent al den støtte og omtale, som de kan få.
Senere på dagen (aftenen) står den på forældrerådsmøde, endnu en lille ny barsels-beskæftigelse, og så skal jeg arbejde lidt videre med min første artikel til www.babybusiness.dk .
Jow, jeg har nok at se til med alle mine frivillige projekter....nu mangler jeg bare at finde et lønnet job, så jeg har noget at lave, når min barsel slutter ultimo oktober.

Dagens tema

Gammel og træt?
Nej da!
Bare....ehm....vintage-ung og lækkersøvnig!!!!

Lørdagshygge

En ganske almindelig lørdag i Familien Danmarks skød.Som start på weekenden stod den på grødspisning med mindstemusen. Jeg holdt mig til en meget lille mundsmag blot for at teste temperaturen. Fik helt ondt af det arme barn. Majsmelsgrød er ikke ligefrem en gastronomisk oplevelse af de helt store. Faktisk vil jeg gå så langt som til at påstå, at retten burde befinde sig på listen over forbudte torturmetoder. Fydaføj. Heldigvis er mindstemusens smagsløg ikke rigtigt udviklet endnu, hvorfor han slubre denne grødsubstans, som smager af mel og ligner tapetklister, i sig med største velbehag. Eller...ja, han spytter det da ikke ud igen, hvilket jeg anser som en slående succes (især med tanke på førnævnte smag- og synsoplevelse).Bagefter lykkedes det hurtigt (efter 35 minutters forsøg) at lulle mindstemusen til ro. Han sov en times tid, lige nok til at lege husalf og komme i tøjet.
En rask gåtur med klapvognen resulterede i dagligvareindkøb og en mindstemus, som helt uhørt sov i 3 lange timer. Jeg tog mig flere gange i at liste ud og tjekke pulsen.
Men muslingen sov, stod den på eftermiddagskaffe og øl med de nærmeste. Du ved, klassisk familie-setup med kæreste, dine-mine-vores børn, kærestens x aKa princessens mor, kærestens xsvigerfatter aKa far til princessemoderen aKa princessens morfar. Forvirret? Ellers kan du hurtigt blive det.
Anyways, så KAN to mænd i samme rum kun betyde én ting. Faktisk TO ting. Øl på bordet og nørdsnak. Som altid faldt snakken på spil, i særdeleshed PC spil, nærmere betegnet WOT.
Foredrag om tanks, skins og strategi kunne således opleves i STEREO. Jojow, lidt heldig har man da lov til at være på sådan en højhellig lørdag.Efter at have slavet i køkkenet i umenneskelige tider (okay, jeg brugte vel sammenlagt 10 sekunder på at smide et færdigkøbt farsbrød fra slagteren i ovnen, men hvem tager tid), kunne familien nyde et velsmagende måltid stearinlysenes flakkende skær. (JajaJA, det er løgn. Sandheden er, at måltidet blev slugt under en kold, kunstig elsparepære, men det lyder ikke vanvittigt hygsomt og idyllisk, vel?)
Senere forventer jeg at blive forkælet med kærestens selskab, en god film, en halv liter is og søde ord hvisket i min øresnegl. Jeg kan til nød nøjes med mit eget selskab, en god bog, popcorn og anden verdenskrig som underlægningsmusik (og dét er der i virkeligheden nok størst sandsynlighed for).

Words for Kids app

Jeg bliver nødt til lige at gøre lidt reklame for denne fantastiske app.
Words for Kids er intet mindre end genial.
Man lægger et billede ind.
Skriver ordet, som passer til.
Indtaler ordet.
Gentager processen, indtil man har x antal forskellige ord.
Planter sit lille skolebarn med mors iphone og voila. Stavetræning (med kendte ord) kan nu påbegyndes.
Man kan undervejs bytte ord ud, lægge nye til, slette nogen og derved øge sværhedsgraden. Clever!
Appen fås som gratis version og betalingsversion (13 kr).
Eneste forskel er, at man i gratis versionen er begrænset til 15 ord ad gangen og at man ikke kan oprette ord-grupper. 

Om skolebørn og totemdyr

Åååh gud, klukker af grin.
Trolden på 5 år har netop med gravalvorlig mine proklameret: "jeg kyndgør hermed, at mit to-tal er en laks!!" hvorefter han med næsen i vejret forlod stuen.
Efter et par minutters måben genvandt jeg fatningen og indhentede ham på trappen til førstesalen. "Hvad mener du med, at dit to-tal er en laks?"
Himmelvendte øjne.
Mødre er tiltider ret fatsvage og forstår stort set intet.
"Jeg mener det, jeg siger. Mit....to-tal....er....en laks!"
"Øøøøøh aha....og hvodden ved du det?"
Armene over kårs, en meget lidt overbærende men tilgengæld lettere spottende mine.
"Det har jeg lært af Bjørne Brødre. Der er lissom en test på dvden.....så kan man se, hvad ens to-tal er....og mit to-tal er altså en LAKS."
At kvæle latteren i halsen og anlægge en lige så seriøs mine som trolden.
"Ikke to-tal, skattebarn, men TO-TEM. Og dit totemdyr er så en laks? Hvad vil det så sige?"
Svaret kom prompte: "At jeg minder meget om en laks, saføli."
Ja, jo, godt så.
"Jamen altså....hvad KAN sådan en laks da?"
"Aner det VIRkelig ik. Ik en pind, tror jeg....ud over at stinke enormt meget af rådne fisk!!!"
Jeg måtte simpelthen skynde mig at haste nedenunder igen, hvor jeg mildest talt knækkede sammen i de vildeste latterkramper med tårer ned af kinderne.
Da jeg havde sundet mig, googlede jeg det lige for sjov.
En søgning på "totemdyr laks" gav følgende resultat:
"Laks.
Evnen til visdom.
Laks rejser til sit endelige mål mod alle forhindringer i sin søgen efter at blive genforenet med det guddommelige. Dette dyrs energi hjælper os med at udvikle visdom til at finde meningen og formålet med vores liv, og bevæge os med ihærdighed på vores spirituelle vej. Bevidstgørelse af at livet er en rejse tilbage til det guddommelige. Hjælper én til at finde den spirituelle mening med livet og formålet med det. Får én til at se og forstå sin spirituelle vej, og at kunne bevæge sig ud af den med styrke og i tillid."
(Må tilstå, at det lyder bedre end "evnen til at stinke enormt meget af rådne fisk" hehe)Indsendt af Unknown Ingen kommentarer: Send med mailBlog om dette!Del via TwitterDel via FacebookDel på Pinterest

Dagens tilbud i Lidl

Måske man skulle smide en uopfordret ansøgning ind af døren hos den lokale Lidl.
Jeg har just i dag foretaget mine sædvanlige småindkøb i min yndlings diskountbiks. Turen gennem butikken forløb uden de store udfordringen, hvilket den halvsovende ekspedient ved kassen tilsyneladende havde en del af. Store udfordringer, altså.
Da jeg skal til at betale faldt jeg nærmest bagover. Beløbsstørrelsen kunne på ingen måde anerkendes. Jeg svingede dog mit mastercard med en nonchalant armbevægelse for ikke at forsinke hele køen og bad om at få udleveret bonnen. Jeg trak mig pænt tilbage til pakkebordet og gjorde klar til at gennemgå den minutiøst. Dét var dog ikke nødvendigt. Fejlen var simpelthen så iøjnefaldende, at jeg straks bemærkede den.
Jeg sprang tilbage til kassedamen (som i dagens anledning var en ung fyr, hvis skostørrelse oversteg hans IQ med et tocifret decimaltal) og anfægtede fejlen: 15 stk æg til den nette sum af 220 danske kroner.
Jeg forventede jo nok, at han uden videre bevisfremførelse ville anerkende fejlen og fluks udbetale differencen. Men nej. I bedste Fakta stil (vi-vil-så-gerne-have-at-du-bliver-lidt-længere) kaldte han nu en leder til kassen. Bevares, tænkte den naive, der skal nok bruges to nøgler for at udbetale kontanter fra kassen. Det viste sig dog IKKE at være den primære årsag for tilkaldelse af støttepersonel. Næ nej.
"Øøøøøh kunden mener, at æggene er slået forkert ind...kan det være rigtigt, at der er sket en fejl, så hun skal have penge tilbage?"
KATJIIIING. Lederens dobbelthage ramte linoleumsgulvet med 420 kilometer i timen. Han sagde ikke noget. Han stirrede bare ufravendt på kassedame-fyren. Ja, faktisk måbede hele kødannelsen bag mig og jeg selv glippede vantro med øjnene.
Det føltes som en evighed, før lederen rømmede sig og kvækkede: "ja altsåååååå.....der er vist lige kommet et 2-tal for meget....vil du slå 200 kr ud."
20 minutter senere hastede jeg ud i bilen. Køreturen hjem foregik hensunket i egen tankerække. Uopfordret ansøgning til Lidl. Enten har de hårdt brug for en ny kassemedarbejder.....eller også mangler de blot en støttepædagog.Indsendt af Unknown Ingen kommentarer: Send med mailBlog om dette!Del via TwitterDel via FacebookDel på Pinterest

Om syge børn og telefonsælgere

Så kom den længe ventede fysiske reaktion på opstart i dagplejen. (Og nej, dagplejemor er IKKE gået ned med stress ej heller sprunget en trommehinde eller to!)
Mindstemusen er blevet snottet!!! Jojo, han er nu i besiddelse af den klassiske institutionssnude med et fiiiint klistret 11-tal hængende under ud og tiltider i guirlander over til mors Gina Tricot trøje.
ER børn dog ikke vidunderlige.
Nå, men nu kommer en glæde jo særligt alene, så naturligvis har han da også udviklet sig til en lille brækfontæne af halvfortærede madrester, lige dele af rugbrød med smørreost og kiwi-puré. Nydelig farve, en skam det pletter af H til. Jaja, det er jo ikke noget, der ikke kan afhjælpes ved at mose en brunsæbe opvreden klud i halsen på baby....eller var det mod pletten???! Åh, hvem kan dog også holde styr på alle de gode gamle husråd.....
Prikken over det berømte i var dog, at han midt under et bleskift valgte at lege springvand. Tro mig, det er en mor til drengebørn, der har fået den oprindelige inspiration til alle disse søøøøde små springvand udformet som tissende småpoder. I virkeligheden har hun nok i sit stille sind ønsket, at hendes lille umuligus kunne stå SÅ pænt stille og forrette sin nødtørft helt uden at strinte ved siden af. For virkeligheden er skisme ikke så idyllisk. Tværtom, må jeg side. Mens baby ligger dér nok så fint på ryggen, åbner man bleen og fjerner denne med et snuptag. Man fjerner i 2 sekunder blikket fra baby for at folde den nye ble ud og........mærker så den lidet ønskværdige våde fornemmelse ned af eget ben. (Nej, det handler IKKE om min alder, jeg lider IKKE af inkontinens og velmenende, lettere spydige bekendte bedes afholde sig fra at fremsende Tena Lady.) Baby har tisset. I en meget æstetisk bue henover puslepude og bordkant og ud på mutters lårbasse. Idet mutter er iklædt smarte og meget blanke nylonstrymper, løber tisstrømmen nu sagte ned af stænglerne og samler sig i en lille sø forneden. Det vil sige, at mutters sko nu er et mindre (og meget ildelugtende) friluftsbad.
Tak for det min dreng.
Mens man forsøger at påspænde babys ble med den ene hånd forsøger den anden hånd nu at tørre gulvtæppet samtidig med at kroppen vrider sig ud af tøjet. Hjernen er på nuværende tidspunkt stået helt af og alle motoriske funktioner kører på ren rutine.
Naturligvis vælger Jyllandsposten netop dette øjeblik til en lille salgstale. Ja, per ren refleks griber man jo fonen, når den bimler. Dumt. MEGET dumt.
I den anden ende befinder sig nemlig en særligt ihærdig sælger. Han kan tydeligt se, at jeg i 2008-2009 abonnerede på deres regnskovsmisbrug. Jeg tvivler. Han insisterer. Min hjerne vågner langsomt op til dåd og indsparker et svagt minde. Min ex holdt avisen på et tidspunkt. Sælger giver ikke så let op. Abonnementet har stået i mit navn og kan nu gentegnes for en mindre formue og min førstefødtes sjæl. Næ tak, ellersmangegangeNEJtak. Jeg kan få en kniv med i købet. Jotak men nejtak, jeg mangler ikke skarpe genstande.
Hvad med en vejrstation. Næ nej, jeg pudsede vinduer for et års tid siden, så jeg kan stadig skimte ud og ved selvsyn registrere vejrliget.
Hvad så med en skridttæller, det er jo blevet så moderne. Javeljajo, men det har jeg slet ikke interesse i. Jeg har rimeligt godt styr på mit skridt, så hvis du nu vil have mig undskyldt, vil jeg svømme ud af denne sø af tis, som jeg pt træder vande i.
Jamen hvad så med en.... NEEEEEEJ hvad end faen i pokker du nu vil kaste i nakken af mig, så er jeg ikke interesseret. Og nu farvel!
Samtidig med at jeg fjerner telefonen fra øret for at klappe røret på, hører jeg gudhjælpemig sælgeren ævle videre i sin salgstale. Enten har jeg fået en båndet stemme i røret eller også er vedkommende bare ikke den længste lort i kummen. Jarmen arltså!!!
I skrivende stund er jeg netop blevet færdig med at gøre rent og smukkesere mig. Jeg er dog ingenlunde færdig med at undre mig over visse menneskers mangel på pli og situationsfornemmelse.
Jeg afventer nu den øvrige families hjemkomst og irriterer mig faktisk lidt over at alle spor fra min overmåde kiksede dag er bortskaffet. HMPFGHT!!!

Lidt nye opdateringer

Nu er sommeren vist ved at være en saga blot.
Jeg sidder i skrivende stund med en sjat halvkold dagen-derpå-kaffe og skumler over det grå efterårs(regn)vejr. Frygteligt demotiverende, når man faktisk burde støvsuge jobannoncer og også helst komponere et par fantastiske ansøgninger. Bare lissom lidt svært at lyde engageret og innovativ, når ens tanker konstant kredser om varm kakao og lun uldplaid.
Suk.
Jamen så er det jo godt, at overspringshandlinger er opfundet og at min kreative hjerne er spæk fyldt med herlige og ganske ukonstruktive idéer til totalt tidsspilde.
Sommeren har budt på hjemlig hygge med hele den herlige forsamling af store og små unger, min helt egen studmuffin og et par sporadiske gæstestjerner i form af diverse familiemedlemmer og et mindre udbud af venner.
Standtur og dasedage har der været nok af. Film-maraton til den lyse morgen. Jazzfestival. Fødselsdag for mit livs lys. Vandreture med klapvogn gennem byens gader.
Ja, der har såmænd været nok at bruge tiden til.
Meeeeen nu melder hverdagen sig igen på banen og kommanderer til selvdisciplin og pligtopfyldenhed.
De to store bøller er startet i skole igen og mindstemusen er ved at blive kørt ind i dagplejen. Ergo skal mutter hér igen i gang med jobjagten, denne gang med en fino ny titel som "kontorassistent med speciale i administration" i baghånden. (Jeps, jeg brugte nemlig graviditeten på at tage en uddannelse. Jeg fik merit pga praktisk erfaring og kunne således gå til eksamen 6 måneder efter studiestart.)
Nu kunne det jo så være vældig nice om der rent faktisk VAR nogen ledige stillinger at søge. Gerne i fornuft køreafstand, da logistikken omkring job contra afhentning af mindstemus inden afsendelse til lokalt børnehjem gerne skulle gå op i en forkromet enhed. Jeg har grumme svært ved at øjne de mange ledige stillinger, som politikerne råber op om. I går lavede jeg således en jobsøgning med følgende kriterier:
1) bopælskommune + 50 km
2) alle ledige stillinger (dvs alt fra toiletskrubber til overlæge på nuclear-medicinsk afdeling)
3) alle typer ansættelsesforhold (freelance, deltid, fuldtid)
Jeg fik også ganske rigtigt genereret en lang liste med små 150 stillinger. Desværre var de fleste faglærte stillinger (mange af dem kunne jeg ikke en gang udtale og jeg har ærlig talt ikke engang et bud på, hvad sådanne titler indebærer af funktioner). Det lød meget højtragende og slet ikke som stillinger lille jeg kan betride.
Gråvejret passer måske meget godt til mit humør og manglende optimisme. Heldigvis er det ikke monsun-regn, så på ét eller andet tidspunkt klarer det nok op igen....også på jobfronten.
Indtil da må jeg vel bare sidde og skumle for mig selv med næsen i jobannoncerne og rigeligt kaffe på kanden.

Oktober 2013

Shit happens....og ikke kun i bleen.....

Der er ikke noget så fantastisk, som at blive revet ud af sin sødeste drøm af et skrigende spædbarn og som det første mærke den ramme lugt af L O R T ramme éns sarte næsebor.
Man iler den lille til hjælp og finder ham nærmest druknet i en syndflod af myldermås.
Yes, den er god nok.
Bleen er sprunget læk.
Hele sengen, alt sengetøjet, samtlige bamser, og baby fra yderst til inderst er marineret i skidtet (so to speak).
Det kan ikke en gang betale sig at finde latex handsker og små engangsklude frem. Det smarteste er simpelthen at strippe til skindet, snupse baby og rushe direkte ind i brusekabinen.
Spild endelig ikke tid med at afklæde baby. Bare hop ind under det lune vand og spul baby (inklusiv beklædning) fra top til tå. Begynd så langsomt selve afklædningsprocessen. Skyld hvert stykke tøj grundigt både på ret- og vrangsiden. På ét eller andet tidspunkt skulle man gerne nå ind til selve babykroppen. Denne indsæbes og gnubbes grundigt, før der atter spules på højtryk.
Når baby synes ren og velduftende, vikles denne i et bomuldshåndklæde og afleveres i farmands arme. (Alt efter temperament og farmands akkumulerede +/- point kan man jo være venlig at spænde en frist ble på INDEN aflevering.)
Nu kan operation rengøring af brusekabine påbegyndes. Overhæld alt med lige dele sprit og salpetersyre. Skyl grundigt til alle fysiske spor på vægge, klumper i afløbet og underlige lugtgener er fuldstændig forsvundet.
Bortskaf nu klam ble. (Husk at smile frejdigt og vinke frisk til alle nysgerrige naboblikke, mens man på vejen tilbage til huset opdager, at man svanser rundt uden døre i den sparsomme solopgang....med froststjerner i luften...og totallos blottet bagperron!! Yes, den er go nok...man STRIPPEDE jo inden babybad og har siden været så opslugt af rengøring at man endnu ikke har iført sig selv ny beklædning. Juble eller nowt!)
Vel inden døre og i sikkerhed fra nabosladderen kan man nu finde farmand og baby arm i arm...sødt snorkende....PÅ TVÆRS AF HELE SENGEN.
Suk.
Eneste løsning må være på blåfrosne futter at tøffe ind på sofaen med en reservedyne og hér fange lidt shut-eye inden de store unger skal sparkes i skole.

November 2013

Troldens opskrift på et holdbart parforhold

Trolden er ved at indvi mig i livets store emner.
Vi har talt om rokketænder og ironien i at vente spændt på at få den første....for blot at opdage smerter forbundet med sådan én.
Han har afsløret sin drøm om en togskinne tværs gennem kæften, for en sådan skulle dog nok kunne holde rokketænder solidt på plads, så man kan spise uden smerter og andre gener.
Vi har talt om kærlighed. At han ønsker sig et slips, som han kan tage på, når han suser over til genboens datter med en dusk blomster. SÅ vil hun endelig forstå, hvor højt han elsker hende. (Slipset synes at være af vital vigtighed i denne sammenhæng.)
Han har også fortalt mig, at han faktisk allerede ER blevet kærester med selvsamme pige.
Jeg spuegte naturligvis, hvornår han har spurgt hende (og undres i mit stille sind over, at den meget bestemt dame har sagt ja). Det viser sig, at han IKKE har spurgt hende. Overhovedet.
Jeg blev lidt nysgerrig (det er en mor-ting). Hvodden er de dog så blevet kærester?
"Det har jeg lissom bare besluttet!" lød svaret.
Hmmmm.
Kan man dét?
I så fald har jeg et årelangt forhold til en hvis Mr. Depp, dét er helt sikkert.
Nå, jeg spurgte forsigtigt, om han har tænkt sig at indvie den udkårne i deres forhold.
Svaret var himmelvendte øjne.
"Nej, er du da TOSSET, mor. Hun bliver garanteret bare helt åndssvag i hovedet og slår op!"
Javel ja. Joooh vist kan jeg med mit kendskab til hendes stålvilje godt se et sådan scenarie for mig. Og hvad hun ikke ved, har hun selvsagt ikke ondt af. Meeeen jeg synes jo alligevel, der må findes en bedre løsning.
Trolden fortalte ufortørnet videre.
"Min anden kæreste, hun er altså vanskelig. Hun er mig nemlig utro med sin anden kæreste og derfor ser jeg hende næsten aldrig."
Ja, så er første-nævnte forhold måske alligevel bedre. Hvis pigen ikke kender noget til deres forhold, så kan du da ikke gøre en ende på det. Hvem ved, de ender måske med at være kærester resten af livet?!

Smølfer og andet godtfolk

Egentligt havde jeg absolut ikke tid.
Jeg skulle lave lektier, lege husalf, passe syg baby og forresten gøre klar til børnefødselsdag.
Heldigvis var mindstemusen godt gal i skralden, så der var ikke andet for, end at smide sig på sofaen.
Trolden syntes så, at når jeg alligevel bare lå dér og flød, så kunne jeg jo meget passende se Smølferne sammen med ham.
Nu ER Smølferne heldigvis ikke det værste børneprogram at blive tvunget til at se. Der er ligesom noget nostalgisk over dem, som leder tankerne hen på barndommens kassettebånd med Johnny Reimer og et lidet musikalsk børne-smølfekor som sang om hindbærsaft og astrosmølfer (ja, så gammel er jeg. Jeg véd godt, at jeg ingen lunde ser så aldrende ud, men stadig ligner en uskyldig ungmø. Tag dog ikke fejl af dét, jeg ER ikke 20 år længere. Og så snakker vi forresten ikke mere om dén sag.)
Nå, men vi så smølfe små og blå smølfe rundt i skoven efter smølfebær, mens Gargamel og hans mølædte kat som altid lagde skumle planer. Der blev bygget smølfefælder som smølferne ikke smølfede i. Og katten.... (jeg kan skisme ikke huske hva det grimme gespenst hedder, men det er noget med A....Azrael, måske).....nå, men altså katten A gik i én af fælderne og var nær blevet dræbt, spist og lavet til guld (muligvis ikke i dén rækkefælge, men Gargamels planer skifter jo lidt).
Trolden var helt væk. Det samme var mindstemusen, som faktisk kun reagere lidt, når intromusikken (du ved nok, tralalalalalaaaaaaaaaa tralalalalaaaaaaaaaa) rungede ud af højtalerne. Så hoppede han tilgengæld også op og ned på måsen som en anden løbsk rytmeboks. Jo, der var dømt spontan hygge på højeste plan.
Jeg nød freden. Ingen pjevsende mindstemus. Ingen knævrende motormund. Kun idylliske smølfestemmer og munter muzaq.
Jeg må være døset hen. Jeg vågnede i hvert fald ret brat til spørgsmål et "...og kan du så gætte, hvorfor jeg syns det er synd for Smølfine, at hun sådan er den eneste pige blandt alle de mænner, hmmmm?"
Øøøøh, nej. Jeg kunne godt komme på et par interessante svarmuligheder, men de er næppe børnevenlige.
"Det er da saføli fordi som at hun slet ik har nåen til at sætte sit hår"" Se bare hvordan det ligner hø!!"
Nå. Ja. Joooh. Dét kan der måske nok være noget om.
"Det ligner jo fuldstændigt dig, mor, bortset fra at dit da ikke er så pænt lyst!"
Ja tak, fætter rapkæftet. Var der flere komplimenter, du lige ville af med?
Det var der åbenbart.....
"....mumle mumle mumle....men hun har da trods alt meget pæne sko! Ku du ikke tænke dig sådan nåen mor?"
Jeg måtte lige finde en grimasse, der ku passe, inden jeg endnu en gang gjorde trolden arveløs.
Tænk, at man sætter børn i verden for at blive fornærmet af dem gang på gang.
Dét sad jeg og reflekterede lidt over. Faktisk nåede jeg frem til, at mindstemusen ikke behøves lære at tale. Så kan vi i stedet bruge lidt ekstra krudt på at lære ham at gå, for nøj jeg er ved at være godt skæv i rygsøjlen af at slæbe rundt på ham.
"....og så ER smølfer jo meget ligesom zombier.....bortset fra at de kan løbe meget hurtigere.....og zombier er ikke blå.......og smølfer er nok også meget mindre end zombier....men de er lige nøjagtigt ens alligevel, for hverken smølfer eller zombier findes!.....men mooooaaaaar....tror du, der findes smølfe-zombier?"
Ih guder nej, det tror jeg ikke. Og heldigvis for dét.
Så skulle man vandre rundt i skoven og sparke paddehatte omkuld af frygt for at få anklerne snigløbet af en blå zombie på størrelse med et agern. Næææ du. Ikke et ønsværdigt scenarie.
Før jeg havde set mig om, havde vi været heeeele vejen fra smølfer, til zombier, hobbitter og Buzz Lightyear. Spørg mig ikke hvordan. Min kæde hoppede af efter zombie-smølferne.

Movember

Hold nu kaje.
Vi er ikke en gang midtvejs i måneden endnu, og jeg er allerede en aaaanelse træt af denne stil (eller skulle jeg sige mangel på samme).
Sjældent har min FB været oversvømmet af så mange ynkelige forsøg på skægvækst eller så mange komiske indslag, hvor projektet tydeligvis er løbet en anelse løbsk.
Indse det nu bare, skæg hører til på personer, som kan bære det. (Jeg fristes til at citere wulfmorgenthaler....."skær gør sig bedst på STORE personligheder...som BS, Hitler og Marianne Jelved". kilde: https://heltnormalt.dk/dolph/2013/11/08 )
Det passer sig ligesom ikke til de helt unge knejte, som kun kan gro et enkelt lille dun på en hel måned. Det er down right forkert til en ældre sofistikeret herre at anlægge goatee, eller for den nydelige bankdirektør at flette hagedusken. Skovsneglen på overlæben kan muligvis være praktisk i forbindelse med efterårets snue-epidemi....kan ske den kan opsamle det værste snot, inden det dryppet på slipset...men specielt fiks er den altså ikke.
Daggamle skægstubbe klæder ganske vist nogen....men når manden tydeligvis har brugt flere timer på at fremtvinge sirlige pressefolder i sine benklæder og forresten render rundt med en fino herre-skuldertasker, ja, så virker det en kende påtaget og kikset. Brug lidt mindre tid på pressefolderne og tag dig i stedet tid til at shave ordentligt.
Iiih guuuuder.
Selv er jeg jo beriget med en mand, som ikke lader sig diktere af et modelune eller andre skøre ideer. Han har har altid mere skæg og daggamle stubbe i hele 5-øren. Nogle vil muligvis kalde det nødvendig kamouflage, men personligt synes jeg faktisk, at det klæder ham ganske godt.
Derfor véd jeg også, hvordan det BØR se ud. Og kan også tydeligt se, når det er gået helt galt. Skæg formet som batmans logo....come nu lige on. Det er da meget morsomt. I sådan cirka 3 minutter. Men så når jeg ærlig talt også et punkt, hvor jeg har lyst til at ætse skidtet af med en god gang perchlorsyre. 

Mindstemus og iphone

2 dage i træk har jeg pludselig opdaget 7-8 ubesvarede opkald....og diverse indgåede sms´er.
Jeg har overhovedet ikke hørt fonen til trods for, at den har ligget lige ved siden af mig.
Jeg har været MEGET mystificeret.
Især da jeg sad med telefonen i hånden og læste en af de mange sms´er....og telefonen pludselig, uden en lyd, smed en besked om et ubesvaret opkald i skalden af mig.
UDEN en eneste lyd.
UDEN en eneste lille bitte vibration.
Den var ikke sat på lydløs.
Flyfunktionen var ikke aktiveret.
Den havde ikke "glemt" mine indstillinger for ringetone og styrke i den seneste opdatering.
Men hov.
Hva var nu dét for en lille underlig måne ved siden af mit batteriforbrug?
Tilbage til indstillinger. Sørme så. Der var et lille måne-ikon...og fanebladet hed "Forstyr ikke". Denne indstilling var slået til...men hvorfor og hvordan var dét nu sket?
Nåååå jo.
Familiens yngste medlem er jo OGSÅ en lille nørdius med en tiltagende forkærlighed for iphones.
Han fik vist ganske rigtigt lov til at pille lidt forleden, da jeg skulle aflede ham fra et begyndende hys-anfald af de helt store. Du ved, dem der er målbare på Richterskalaen.
Nå, javel ja.
Dejligt at have en fremmelig mindstemus med teknisk snilde i huset. Det kan vi tids nok få gavn af.
Jeg ser det jo næsten ikke som et personligt nederlag, at skulle bruge flere dages fejlfinding på at indstille min egen fon til mine indstillinger. Nogen gange er børn er altså LIDT for dygtige.

Julegaven til de små

Micki er en herlig drage med sansestimulerende bolde i maven.
Dragen er 100 x 35 x 35 cm og har 60 legebolde i maven. Grundet størrelsen kan man med fordel investere i yderligere 50-100 bolde. Det er der rigeligt plads til. Dragen Micki er et bærbart boldhav der tåler hård behandling og som også kan bruges som siddeplads eller kæmpe krammebamse.
Dragen kan lynes op på ryggen - hér kan den lille sidde trygt og godt og lege i sit bærbare boldbad.
Der er ikke sparret på detaljerne - Micki er fyldt med små stimulerende finurligheder som knitrende påsyninger og farverige detaljer.Kvaliteten er i top og det er sikkerheden så sandelig også. Hér er ingen middelmådige løsninger ved lynlåse oa.Den fås i lyserød og lyseblå.
Anbefales fra 6 måneder og op.

Set hos www.ellos.dk 549 kr. ex levering.

https://www.ellos.dk/search?Ntk=All&Ntt=micki+drage

Innovativt dansk design: Nabby babyalarm til iphone og ipad

Det er sin sag at finde den helt rigtige babyalarm i den stadigt voksende jungle af skrattende elektronik, lavprisprodukter med for højt strålingsniveau, signalforstyrrede tilbudsvarer og kilometer lange brugsforvirringer på kinesisk.

Nu har en helt ny alarm set dagens lys, nemlig Nabby Babyalarm.

Nabby Babyalarm er et dansk produkt udviklet i tæt samarbejde med forældre specifikt fremstillet til iphone/ipad og android.
Designmæssigt slår den alle konkurrenter af banen. Ikke noget med store mursten og lange antenner hér, men et sirligt hvidt og meget stilfuldt design. Lille, let og elegant.
De tekniske data er bestemt også i topklasse.
Rækkevidde er 340 meter i fugleflugt.
Gennemsnitsstråling ved standby er kun 0,08mW, hvilket pt er den nye laveste verdensrekord.
Signalforstyrrelser er nu en saga blot. Nabby sørger selv for at skifte kanal, så man ikke længere er tvangsindlagt til naboernes småskænderier eller genboens gurglen hals.
Nabby kan holde strømmen 3 gange så lang tid end de fleste andre babyalarmer, og kan således klare 70 timer på blot én opladning. Strømniveauet kan hele tiden følges på den tilhørende app. Denne app sørger også for at sende en reminder i god tid, så man kan nå at genoplade.

Når nu vi er ved app´en, så eliminerer den fuldstændig brugen af forvirrende manualer.
Nabby er udstyret med én knap!! Tænd den...hent app´en...også er man allerede i gang.
Nabby app´en indeholder nemlig alle de vigtigste features fra starten, men der er mulighed for at hente flere tilbygningsmoduler, så appén kan skræddersyes til den enkeltes behov. Man kan f.eks. købe rumtemperaturmåler, søvntæller eller lyttefunktion.
Da alle børn jo unægteligt er forskellige og bestemt ikke græder med samme styrke, kan lydfølsomheden i Nabby indstilles særskilt.

For mere information: https://www.nabby.dk

Lillenørd

Nej, dette indlæg handler ikke om DRs børneprogram men om trolden min.

Det er nu officielt.
Han ER en lille nørd.
Han har nu droppet karate for at hellige sig skakklubben.
I virkeligheden nok et meget fornuftigt valg.

Hans Sensei og Senpei var nogenlunde enige om, at trolden var så absolut den eneste, på begynder holdet, som kunne tælle til 10 på japansk efter kun et par ganges officiel træning. De fandt også fælles fodslag i det faktum, at trolden var meget motorisk aktiv og med lethed suste op i toppen af ribber og reb. Som med én mund forklarede de også, hvor veltalende altid han er...men at det måske ikke helt er en nødvendighed i forhold til karate-træning. Faktisk er det ikke meningen, at børnene skal debate dagens valgte træningsøvelser med Sensei...de skal bare parere ordre. I stilhed.

Sagt med andre ord: Knægten har krudt i røven og svært ved at holde sig i ro rent fysisk, mens der mediteres og forklares øvelser. Han har lige så svært ved at holde munden i ro under træningen, hvilket virker jævnt forstyrrende for alle andre.
Det blev foreslået, at "man jo kunne vente et år med at melde ham ind som aktivt medlem og så spare udgiften til kontingent, tøj og udstyr".
Jeg forelagde idéen for trolden på vejen hjem.

Han var ikke umiddelbart indstillet på at droppe karate. Så han og jeg aftalte, at han fik 3 gange til at vise, at han kunne gøre som Sensei bad om...uden at argumentere for sine egne meget bedre forslag til træningen.
Da næste træningsdag oprandt gad han dog ikke afsted.
Det regnede. Han var træt i benene. Hans øjne gjorde ondt. Han ville gerne slappe af. Undskyldningerne var mange.
Jeg mindede ham om vores aftale.
Svaret kom med vanlig trolde-logik "den gang var det jo DEM, som ville bestemme, om jeg skulle gå til karate....men nu er det MIG der bestemmer, at jeg ikke gider!!"
Stor forskel for en egenrådig dreng på 5 år. Ingen skal da diktere, om han kan gå til karate. Han skal nok selv vurdere, om han GIDER.
Så.

Jeg må se det i øjnene.
Min dejlige dreng bliver aldrig sportsmand med en millionkontrakt i baglommen. Mor må droppe drømmen om en Mazzaratti. Knægten er en lille nørd, færdig slut. Meeeen han er en herlig lille nørd, om monstro dog ikke en skak-stormester kan hale en ok årsløn i land. Især hvis han beholder sin store interesse for at opfinde nye spændende gadgets (hans fjernbetjente hoover-græsslåmaskine til allergikere kan KUN blive en bestseller på den internationale nørd-konvention).

Jo, jeg er fortrøstningsfuld. Han skal nok komme godt gennem livet uden den store interesse for sportslige udfoldelser.

Fynsmesterskaber i skoleskak....eller....den dag mutters morskab blev gjort til skamme

Forleden aften efter 21 blev jeg ringet op, af en tydeligvis desillusioneret herre, som mente trolden var "skrap til skak" og derfor skulle tilbydes en plads op turneringsholdet ved dette års Fynsmesterskaber.
Nu havde jeg jo allerede hørt knægten forklare sine egne noget alternative regler, som både indebar terning og bortkastelse af Kongen for at undgå skakmat. Han havde da godt nok forsøgsvist deltaget til 2 gange skoleskak, men jeg følte mig ikke helt overbevist om, at han efter så få gange havde accepteret de mere almindeligt kendte skakregler. Hans egne ord var da også, at han "altid taber".
Som mor glædede det mig naturligvis, at høre hans talenter rost. Jeg kunne dog ikke helt bilægge den lille stemme i baghovedet, som nok mente, at tilbuddet om en plads i turneringen nok nærmere skyldtes et ulige deltagerantal end troldens unikke evner.
Knægten ville dog gerne med og der var en plads, hvis han ville have den. Så tilmeldt blev han.
Jeg tænkte i mit stille sind, at det nok var meget godt, at der var mulighed for at deltage i en enkelt gang skoleskaktræning inden den store dag.
Det blev lørdag.
Pludselig ønskede trolden absolut ikke at deltage i noget som helst. vi hade en meget pædagogisk snak om, at når man HAR sagt ja, så kan man ikke sådan svigte sine holdkammerater.
Jeg fulgte ham til skolen, hvor han skulle mødes med skakklubben og samkøre med en kammerat til Nørre Aaby.
Dårlig var vi ankommet, før trolden så sigende på mig og udbrød "mor, skulle du så ik se at smutte hjem igen?"
Bevares, det skulle jeg vel nok.
Vi havde nemlig en aftale om fællesspisning og hygge hos bonus-familie i Odense senere på dagen, hvorfor jeg i løbet af formiddagen skulle klargøre lidt lækkerier og pakke bilen.
Så hjem og lege madtalent, mens mindstemusen øvede sig på i bedste ninjastil at gå i et med gulvet, til stor fare for mesterkokkens ve og vel.
Ved middagstid blev bilen pakket og af sted gik det mod Fynsmesterskaberne i Skoleskak anno 2013.
Vi ankom i tide til at overvære sidste spil og præmieoverrækkelsen.
Ja, først skulle vi lige lokalisere trolden, som møjhamrende beskidt sprang rundt på en legeplads. Lettere svimmel var han blevet af en udendørs snurretop, så han formåede at gå sidelæns og vælte en 3-4 gange på vejen hen til os. Hans første ord var "jeg vil hjem!!"
Han mente selv, at det gik frygteligt dårligt. Han tabte bare hele tiden. (Nærmere research viste dog, at han havde vundet 1, tabt 3 og 1 uafgjort...ud af 5 foreløbige spil.)
Vi snakkede igen om, at man ikke bare kan svingte sine teammates. Og at det ikke handler om at vinde, men om at være med og have det sjovt. At det i virkeligheden var rigtig flot klaret efter kun 3 træningsgange. Og at der kun er én måde at blive bedre til noget på, og det er ikke ved at give op, men ved at blive ved med at øve sig.
Han virkede ikke rigtig overbevist, men han gik dog modvilligt med ind i salen.
Ventetiden var lang. Han ville gerne til Odense. NU. Tålmodighed var et fremmedord.
Det lykkedes heldigvis at lokke ham hen til et skakspil og ridse reglerne lidt groft op for mutter. Jeg kunne på Skoleskak-lederen forstå, at trolden endnu ikke havde 100 % fat i alle de små nuancer i spillet. Dog glædede det mig, at terningen ikke blev nævnt én eneste gang.
Endelig blev det tid til sidste runde. Computeren arbejdede på højtryk og spyttede så spil-listerne ud.
Trolden fandt sit bord og gav pænt hånd til sin modspiller.
Det var LIDT svært at følge med i starten. Ingen af de to ved bordet overvejede deres træk i så meget som et halvt sekund. Dok-dok-dok-dok-dok. Brikkerne blev flyttet i en meget hurtig men tilgengæld taktfast rytme.
På et tidspunkt havde trolden erobret 9 af modstanderens brikker. Selv havde han mistet 4. Det så pludselig lovende ud. Nu begyndte begge drenge også at koncentrere sig væsentligt mere mellem hvert træk. Det blev tænkt, så det knagede. Overvejet. Tilkaldt instruktør til godkendelse af træk, før de blev udført. Fascinerende.
Fra min plads langs tilskuervæggen var det lidt svært, at følge ordentligt med.
Pludselig var matchen da også overstået.
Jeg hørte dommeren spørge ind til noget med gratis point og trolden oplyse, at det havde han ikke benyttet sig af endnu. Hvordan spillet endte, ved jeg ikke helt. Noget siger mig, at trolden tabte.
Han fik dog et point alligevel, da han vitterligt ikke havde benyttet sig af den mulighed før.
Han endte således med 2,5 point ud af 6 mulige. Det gav ham en samlet 32. plads ud af 41 tilmeldte.
SÅ var han altså også klar til at planke den og sætte kursen mod Odense. Det kunne KUN gå for langsomt. Vi fik ham dog overtalt til at blive til præmieoverrækkelse, hvilket nok var meget fornuftigt. Den første fine skak-pokal kom nemlig i hus. En ny stormester er tydeligvis ved at arbejde sig op gennem rækkerne.
På vejen ud til bilen slog Skoleskak-lederen følge med os. Han mente, at der var potentiale i trolden. Hvis han vel at mærke gad holde ved trods lidt nederlag undervejs. Faktisk anbefalede han, at vi allerede nu gik i gang med at bygge et pokal-skab.
Alt i alt en dejlig dag med et positivt udfald.
Alligevel bliver jeg nødt til at melde knægten ud af den skakklub....jeg har simpelthen ikke evner til at bygge pokal-skabe ej heller kvadratmeter nok til at huse sådanne monstrummer.

Parfume-princesse

"Snuser jeg ikke bare godt? Jeg har lige taget min dekorant på!"
Ja, noget har du da helt sikkert sprøjtet dig ind i. Noget meget stærkt-lugtende. Et kort øjeblik var jeg faktisk lidt i tvivl om, hvor denne liflige duft af sprit dog kom fra. Måske fra en DØD dekorant? Nu forstår jeg, at der blot er tale om din parfumerede deo.
Med sviende øjne og en underlig alkoholiseret smag bagerst i munden søger jeg desperat efter de rigtige ord. Dem, der roste hendes initiativ og interesse i personlig hygiejne, men samtidig afholdt hende fra nogen sinde at bruge netop dén parfume igen. Dem, der kunne inspirere hende til at smide nuværende ejendel ud og i stedet investere (med mine penge, most likely) i en mere....mild og menneskevenlig udgave.
"Joooh, dén kan jeg godt snuse" (er du da SINDSYG, jeg kan snuse den!) "jeg har aldrig snust noget magen til!" (og jeg håber ved den søde grød heller ikke at komme til det!) ".....men den er meget kraftig, synes du ikke?"
Mine øjne mødes af et tomt, uforstående blik. Tilsyneladende deler hun ikke min fintfølende lugtesans.
Lidt snakken frem og tilbage minder mig om, at der er tale om en gave. Tænk, dén havde jeg fuldstændig fortrængt. Jeg er simpelthen ikke vild med lugten. SLET ikke i SÅ store mængder, som en tweenie pige på 11 mener at skulle bade sig i.
Jeg finder det bydende nødvendigt at tage en moderlig snak om brugen og ikke mindst doseringen af parfume. Min hukommelse spiller mig muligvis et puds, men jeg mener nu altså at have haft en lignende samtale for et års tid siden. Den gang hun i bedste stil pøste parfume ud i håndfladerne og æltede det ind i kinder og hals, for "sådan gør far". Dengang havde vi (mig bekendt) en lille snak om forskellen på mænd og kvinder (og jeg mener ikke sådan rent exteriør-mæssigt, men helt konkret parfume contra after shave).
Jeg vrister mig fri af deja vú fornemmelsen og prøver at virke nærværende i samtalen. Det er lidt svært. Mine øjne klør og min hals svier. En dunkende hovedpine melder langsomt sin indmarch og jeg kan ligefrem se små grønne giftskyer stige op fra hendes lille spinkle person.
"Jamen nu har du jo fået den dér roll on....anti-sveds-fidusen.....er den ikke meeeeeget bedre, og letter, at bruge?" spørger man i håb om at sælge dén idé.
Princessen forklarer mig, at den bruger hun jo også hver dag. Men nu havde hun altså lige gen-fundet den anden bagerst i badeværelsesskabet.
Åh ja, nu husker jeg. Det var dér, jeg kom til at stille den efter vores sidste parfume-snak. Mindet stiger langsomt frem af en giftig grøn tåge. Om det skyldes almindelig alzheimers eller påvirkning fra indåndede gift-de-toilette vides ikke.
Jeg finder det nødvendigt at tage en lille veninde snak om parfumens brug. Og dosering. IGEN.
Da princessen 20 minutter senere smutter op på værelset, føler jeg mig rimelig forvisset om, at meningen i grove træk er trængt ind. Uden at skræmme hende fra personlig hygiejne generelt set eller skabe grobund for et mindre teenage oprør udspillet med parfume.
Der går yderligere en halv time, før de sidste duftspor også forføjer sig op i de højere luftlag og jeg igen kan trække vejret ubekymret. Tjekker for en sikkerheds skyld, om mindstemusen har lidt overlast i kravlegården. Han virker lidt døsig, men forhåbentligt er der tale om almindelig træthed før middagsluren og ikke en decideret bedøvelsestilstand.
Netop som jeg har erklæret stuen passende til beboelse igen, hører jeg nogen kom trampende....og SÅ rammer den skrappe dunst endnu en gang mine næsebor.
Jeg vender mig om, men mod forventning er det ikke princessen, men derimod min 5 årige knægt, som stinker langt væk af parfumeri."Mooooooaaaaaaar....nu snuser jeg OGSÅ dejligt, for jeg har fået lov til at låne en dekorant!" erklærer han stolt.
Neeeeeeeeeiiiiiij vil mine pinsler dog ingen ende tage i dag!

Ups... "nye" gamle indlæg på bloggen

Ja, så fandt man da lige ud af, at de sidst 10-20 indlæg på bloggen, aldrig er gjort offentlige.
Tilsyneladende er hele problemet opstået, efter Google+ pjat kom ind i billedet.
Rent praktisk betyder det, at de sidste mange indlæg slet ikke har været synlige for andre end mig selv. Juble. Eller nowt.
Nu kan jeg så sidder og ændre indstillingerne på hvert enkelt indlæg (som om jeg ikke havde andet at se til med syg mindstemus hjemme fra dagplejen) og udgive IGEN.
På den positive sider bliver der spyttet en del nye indlæg ud inden for de næste par dage. Kronologisk set er det hele lidt noget rod, meeeeen bedre sent end aldrig. 

AAARGH

Jeg kan lige så godt sige det, som det er: jeg GIDER ikke mere sygdom!!
SÅ skønt er det heller ikke med syge børn, der marinerer deres mor i lige dele snot og bræk.
Jeg bryder mig slet ikke om omvandrende snot-tsunamier og jeg finder heller ikke megen morskab i de flydende prutter, som mindstemusen i disse dage leverer. Eneste fordel er, at han nu kan bruges som glødende natlampe, da hans bagport i denne spirende juletid er selvlysende rød.
Sexy-smølfen er knap så sexy som normalt, når han hoster og harker sig gennem natten, mens han i febervildelser ævler løs om hans nye interesse for indkøb af smågrise. (Jojo, den er god nok. Jeg troede også først, at jeg havde hørt forkert, da jeg sandt at sige ikke var helt i hopla dér klokken kvart i kvalme om natten. Efter at have plantet en albue mellem hans tredje og fjerde ribben og spurgt, hva han dog snakkede om, fik jeg en længere forklaring. Jeg husker ikke alle de mindre detaljer, men summasummarum var altså, at "vi tager grisen med...og vi kalder den Gretha!" Jovel.)
Jeg kan kun udlede, at hans årelange pædagogiske virke har vakt hans interesse for svinebrug og en ny karriere som lajnmajn. Jaja, kartoffel / tomat, som man jo siger. Forskellen er kanske ikke så stor eller også er lighederne mange...hva ved jeg. Hvordan planerne om karriereskiftet er blevet til, er mig uendeligt ligegyldigt. Hvor vi skal indlogere Gretha Gris er mig tilgengæld en større gåde, som sandt at sige ligger mig væsentligt på sinde. Jeg har i forvejen rigeligt at gøre med at muge ud efter 3 børn, 1 hund og mandsling. For ikke at nævne mit besvær med at tilkæmpe mig et lille diskret hjørne af madrassen og en flig af dynen, efter at mit livs lys og dovendyret (hér hentydes til mand og hund....gæt selv, hvem der er hvem) har erobret 95 % af snorkekassen. Et kræ mere i fodenden vil ganske givet tvinge mig til at sove UNDER sengen, hvilket NOGEN nok vil finde mere underholdende end jeg.
Nå, det var vist en afstikker.
Jeg selv ser naturligvis skie godt u, også med skinnende feberøjne, glinsende 11-tal under snuden og med en lunge hostet ud af det ene øre. Og jeg kan jo spare en hel del på rougen, når kinderne gløder grundet en indvendigt temperatur omkring de 40 grader C. Det er heller ingen sag at sætte håret, når det stritter ud til alle sider i bedste Madam Mim-stil, efter endnu en gang at have vendt og drejet sig hvileløst hele natten på grund af dunkende hovedpine og en hoste, som mest af alt kan sammenlignes med en døende hvalros sidste åndedrag.
Faktum er, at sygdom har okkuperet denne familie og besat det ene familiemedlem efter det andet, on and off i en rædsom spiral, hvor man konstant smitter og gen-smitter hinanden. De sidste 3 måneder har nærmest budt på kronisk sygdom. Lægens bud er, at det nok skyldes det faktum, at vi blev udsat for og boede i skimmelsvamp for knap 2 år siden. Vores luftveje og slimhinder er simpelthen ikke kommet sig endnu og er derfor ekstra udsatte. Groft sagt: luftvejsinfektioner af enhver kendt og ukendt karakter ELSKER os.
Det er naturligvis en plausibel forklaring, men det er stadigvæk knaldhamrende frustrerende.
Når man ikke selv er syg, så har man barn syg....har man ikke barn syg, ja, så er man selv syg.Men nu har jeg altså fået nok!
Jeg afmelder hermed mit abonnement på efterårs-skavanker! Og slet mig venligst af medlemslisten for bestandigt!

Når moderne teknik driller

Trolden havde en veninde på besøg og de hyggede sig fortrinligt på værelset.
Hen under aften var dampen dog ved at få lidt af ballonen, så jeg foreslog at slappe af til en film.
Jeg synes jo selv, at det var et fantastisk forslag, da vi voksne stenede med en gang poker....og loftlamperne trængte til en pause fra de sidste par timers svingen faretruende frem og tilbage grundet hoppen og trampen fra førstesalen.
Ungerne blev forbavsende hurtigt enige og valget faldt på Disneys Helte, et herligt samsurium af Herkules, Tarzan og Buzz Lightyear.
De tøffede ovenpå, men kom lige så hurtigt retur.
Der var noget galt.
Den virkede ikke.
Hmmm.....var kontakten på væggen mon tændt?
Jeps.
DVDafspilleren tændt?
Nææææ.....det mente de godt nok ikke. Af sted op af trapperne og ned igen et par minutter efter.
Den virkede stadig ikke.
Hmmm....vender skiven rigtigt?
De troede nok at ja, måske og eventuelt vendte den korrekt. De lød ikke vanvittigt overbevisende og blev derfor sendt ovenpå igen.
Den virkede stadig ikke.
Nå. Var fjernsynet tændt?
De gloede åndssvagt på mig.
Nej, det var de helt enige om, at det bestemt IKKE var.
Da jeg jo nok syntes, at dét var en ganske væsentlig forudsætning for at se en film, sendte jeg dem ovenpå....igen-igen. Og vanen tro kom de hurtigt ned...igen-igen.
Den virkede STADIG ikke.
Jeg fornemmede en begyndende frustration bygge op.
Nej, ikke frustration.
Direkte rendyrket raseri.
Jeg foreslog, at de tjekkede hvorvidt batterierne i fjernbetjeningen til DVDafspilleren ikke havde rykket sig løse.
De stirrede vantro på mig og under lavmælt mumlen marcherede de ovenpå igen.
Et højt dunk, trampen på trappen.
De kom retur.
IGEN.
Den virkede stadig ikke, og man ønskede sig nu en ny film (og ud fra øjnenes lyn at dømme også en ny og mere support-indstillet mor).
Jeg gennemgik igen hele fejlfindingsmanualen for dem.
Tjekket at stikke var i, tændt for kontakten. Tjek.
Tændt for både TV og DVDafspiller. Tjek.
Tjekket at DVDfilmen vendte rigtigt. Tjek.
Tjekket af batterierne sidder rigtigt i fjernbetjeningen. Tjek.
Mutter hér måtte modvilligt give fortabt.
"Hvis alt er tændt og DVDfilmen sidder rigtigt i DVDafspilleren, så...." mere nåede jeg ikke at sige, før jeg blev afbrudt af trolden.
"Mor, DVDfilmen sidder IKKE i DVDafspilleren!!"
Nå, jamen så tror jeg da nok liiiiige mor har løst problemet for dig, bette Einstein. DVDfilmen skal da selvfølgelig sidde i DVDafspilleren.
"Nå, jamen den sidder altså i mit anlæg!!!!"
Øøøøøh, hør nu hér, min lille teknologi-mongolos, så ER det skisme nok derfor, filmen ikke bliver vist på dit TV. SUK. Og hér har man fundet sådan personlig glæde i barnets velbegavelse. Nemesis, no doubt.
"Men MOR, vi vil ikke SE filmen!"
Jamen så undskyld mig da godt nok lige. Men så kan jeg dælen duseme slet ikke se problemet. Hvis I ikke vil se den film, som pt ikke bliver afspillet....hva sørensen forstyrrer i så et udmærket slag poker for? Det er der dødsstraf for i visse dele af verden. Øh, men hvoffor sidder DVDfilmen dog i dit anlæg???
"MOR.....VI...VIL..HØRE...DEN...SOM..LYDBOG!!! så-nu-sidder-den-altså-i-mit-anlæg-men-den-virker-ikke-selvom-vi-har-gjort-alt-det-som-du-sagde!!!!"
Pludselig gav deres vantro blikke undervejs i fejlfindingen MEGET bedre mening.
DE ville høre lydbog....JEG bad dem tænde fjernsynet.
SUK.
Nu var vi trods alt endelig på bølgelængde og jeg måtte så forklare to styks skuffede unger, at al fejlfinding havde været forgæves. Nyttesløst. For uanset hvor meget, man prøver, så KAN en DVDfilm ALDRIG NOGEN SINDE afspilles som lydbog. (Uagtet at idéen sikkert gav god mening set med børnelogik.)
Ungerne luskede slukørede ovenpå. Det sidste jeg så til dem var et skulende blik henover en skulder. Lur mig om ikke dette bliver startskuddet til en ny fantastisk opfindelse.
Combi-CD/DVD.
Trolden så i hvert fald ikke ud til at have opgivet idéen helt, og jeg føler mig ikke overbevist om, at han helmer, før han har produceret verdens første eksemplar.
Note to self:
Lås alle tænkelige forsøgs-materialer, som ikke ønsker omdannet til fysik-eksperiment, forsvarligt inde.

Carpaccio

Jeg var gået lidt amok i overdrevet lækre gourmet sandwich og var således i gang med at komponere en carpaccio-sandwich på et leje af spæde spinatblade, lidt ruccola og naturligvis toppet med friskrevet parmesan og syltede borettaneløg.
Trolden valfartede netop da igennem og konstaterede tørt, at råt blod altså ikke var noget for ham. Kunne jeg venligst smide en klat leverpostej på en skive rugbrød til ham.
Jooooh jaaaah meeen ville han dog ikke bare liiiige prøve en lille bitte bid af det mega-lækre kød?
Niksen biksen.
Han var hverken til at hugge eller stikke i, uanset hvor mange positive tillægsord jeg kastede rundt i luften. Han havde besluttet, at han altså ikke ville smage "det klamme rå kød" og lod sig ikke sådan lokke.
Mens jeg indrømmede mit nederlag, smurte jeg fluks den bestilte rugbrødsmad. I mit stille sind irriterede det mig lidt, at min før alt-ædende knægt med smag for kulinariske oplevelser i den seneste tid har udvist stadig større kræsenhed og modvilje mod nye smagsoplevelser. Især frustrerede det mig lidt, at han ikke delte min forkærlighed for italienske specialiteter og ikke en gang kunne overtales til en lille smagsprøve. At fornægte sig selv carpaccio er jo selvpineri på højeste plan....og at omtale det i andet end positive vendinger grænser jo til blasfemi.
I det samme stak princessen næsen ud i køkkenet. Hun delte tydeligvis min entusiasme.
Med strålende øjne, dryppende mundvand og et glubsk grin udbrød hun "nøøøøøj hvor ser det kød godt ud....det ligner fuldstændigt at det dyr lige er blevet slagtet!!!"
Hendes ansigtsudtryk skræmte mig ærlig talt en anelse, så jeg skyndte mig at kaste en luns kød hen til hende og imens hun var afledt af smagsprøven, trak jeg trøjen beskyttende op om min strube og gelejdede jeg hende nok så gelinde ind i stuen.
Jøsses, hvor er der stor forskel på børn og deres spisevaner.
Princessen har ellers haft ry for at være mere end en anelse kræsen og vanskelig at stille tilfreds sådan rent madmæssigt. Der er dog ved at ske en langsom ændring, især hvis der omhandler kød. (Grønsagerne er straks en anden sag og nu skal jeg jo ikke pege fingre, men det KAN have sit afsæt i det faktum, at hendes forældre begge to er kødspisere med stort K og helst overser salat-buffeten.)
Nå men hvor om alt er, så går der nok et par dage, før jeg serverer carpaccio for ungerne igen.
Den ene slår på det nærmeste korsets tegn foran sig og anden anden forvandler sig til en rabies-ulv.
En gylden mellemvej må være at foretrække, hvorfor jeg klart foretrækker at servere for manden min. Dér er reaktionen noget mere moderat, hverken for meget eller for lidt.
"Det var da meget ok...er der mere?"

Ups, Karoline, mavepine....

Det er lykkedes mig at finde mindstemusens indianske navn helt uden brug af sjove facebook apps.
"Røde Røv" falder i disse dage helt naturligt. Aldrig har jeg set så selvlysende en mås før. Nok nærmer vi os julemåneden meeeen postkasserød passer nu bedre til en julesok end en bagdel.
Jeg kan forresten meddele, at hverken zink-salve eller gamle husråd om kogte klude i bleen har nogen som helst effekt. Det skulle da lige være, at gøre ondt værre. (Ingen smarte kommentarer, tak, jeg havde naturligvis kølet de kogte klude inden placering i bleen!)
Rent bortset fra myldermås, flydende prutter og en tiltagende aversion mod bleskift...så er humøret forbavsende højt. Hos baby, altså, hos moderen er det liiiidt svært at smile, når man konstant skyller ildelugtende brune pletter af babys tøj. 

Milepæl d. 26/11 2013

Trolden jubler: "den allerførste rokketand i heeeeeele mit lange liv!!!"
Det tog lidt tid at forklare ham, at måden man fjerner en rokketand og lokke Tandfeen frem fra sit skjul, IKKE er ved at slå sig selv med knytnæveslag på munden